A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"næm adj. nøiagtig". A. = næpen. Ryf. "Vægt´o æ næm´e". "Me æ kje so næme paa dæ".

"næma adv. nær". A. nimma, Sogn. Superlativ: nimst, ISogn: "da nimst minsta", det næst mindste; næm(m)aste, Ryf. og f l.; neem(m)aste, Hall.; næmst, Østl. (Totn, Odal, Smaal.): "dæ næmst siste".

"Næming m. Begynder". A. Tel. Næmming, STrondh. – Næm(m)ingsverk, -arbei n. Begynderarbeide. STrondh. NGbr.

"Næpa f. Roe". 2) Kartoffel. Dal. (Eikersund, Hedland, Hæskestad). Roen hedder her: Gras- el. Kaal- el. Vass-næ(p)ba. – Næpefipp m. Rodspids af Roe. Ma. (Bjelland).

"næpa v.n. (er, te), naa til". A. Nordl. (Salten, Helg.): nææp; og neep, Imperf.: neepa. Jf. nipa.

"næpen adj. 1) nem, rask". A. Tel. 3) netop balanserende (i labil Ligevægt); let bragt ud af Ligevægt; let svigtende; knap; ømfindtlig. Hard. Tel. "Eit næpe Tak", et knapt, let svigtende, Greb. "Han æ næpen paa dæ".

Næpstr m. Nøiagtighed = Nemstr. Shl. (Etne); Ryf. (Vikadal, Skjold). "Sku dæ vara slik Næp´str mæ dæ?"

"nær adv. nær". A. nærre, Ryf.; neer Stjør. Ndm. Jæd. NGbr.; neeree Tel. Sæt. Ma. NGbr. Komparativ: neerar, Superlativ: neest(e); Ma. og fl. neerigar(e), neerigast NGbr. "For neer saa", saa nær som, paa nær. Jdæ. – nær præp. se ner.

næra v.a. fodre netop tilstrækkelig til at holde Livet vedlige. Solør, Odal: närä – nörä. Meddelt. Maaske: nøra.

næren adj. nærig, karrig. Vestfold.

"nærhendeleg adj." A. Sæt.: neer-. – neerhandaam dvs. nærhondom, A. Stjør.

"Næring m." A. Steilt Næs. Senja, Finm.

Nærkvist m. Nærhed. ØTel. (Grandsherad, Heiddal). Kun i: "i Neerkvistn", i Nærheden, tæt ved. Ogsaa: "Han bur her neerkvistes" adv. Og: "her nærme Kviste"; Heiddal. Jf. Kvist, se Morgonkvist.

nærma v.a. gaa En (for) nær; fornærme. Li. (Eikin).

nærmundes adv. i Nærheden. Nfj. (Gloppen). "Han e neermuns tee", han er her i N.; Romsd. STrondh.; ogsaa: han er af Familien, Romsd. – "Ikkje neermuns" = ikkje Naame nær. Ndm. Stjør. "D`e kje neermuns so langt dit so(m) hit", det er langtfra ikke osv. "D'e itkj neermuns nokk". "Ikkje naamuns neeri", d. s. Sæt. (Bygland, Hylestad); se Naam. – "Gaar´n ligg neemmunt", Gaarden ligger tæt ved. SHelg. Se flg.; A.

"Nærmune (u') m. Nærhed". A. I Neermune, Ork. Bunes. I Nærmundaa og i Nærmundne, Nfj. (Stryn).

nærom adv. 1) næsten, omtrent; = liksom. Ndm. Ork. Stjør. Tel.: neerom. "D'æ neerom so", omtrent saa. "I so e ein Kongens Kar, neerom", jeg som er osv. Ndm. (Sunndal). "E ska no so neeraa vara Spelemann"; Ndm. (Tingvoll). "D'æ neerom", det er omtrent saa, Tel. (Selljor, Aam.). 2) muligvis; (næsten) sikkert; = gjerna. Tel. Stjør. Selbu. "D'e neerom sannt", Selbu. "Du kann neerom (-aam) faa dæ", gjerne; Stjør. "D'æ neerom dæ bli mange", det er næsten sikkert at osv. Tel.

nærsam adj. nærig; smaalig. Østl.

nærseed adj. nøieseende. Ryf.

"nærsøkjen adj." A. Tel. Li. Ryf.

Nærstraa f. = Naudberging. SLand.

Nævra f. en afflækket Skive af Birkens ydre Bark; især som Tæknings-Materiale. Sæt.

Nævrakimbel (i') m. Bundt af "Nævr" til Tækning. Dal.: -Kimel (og -Kjeemel), se Kimbel. – Nævrakimla f. d. s. Shl. (Etne). – Nævrakippa f. d. s. Voss. – Nævrskraakke f. = N.-skrukka. NGbr. – Nævr-strult m. Rul af "Nævr"; se Strult. Hall.

nævregløsen adj. næsvis; som stikker sig frem; forklaredes som: lysten paa at kige, "gløsa", ind ad Vinduer. Ma. (Øyslebø).

Nø se Nod. Nøarskrok se Naudarkrek.

nødeleg (d) adj. og adv. lig et Nø (Nød) dvs. næsten uden Levedygtighed; yderlig svag; elendig. Hall. (Gol). "Sjaa nødele uut". "Nødele bleik". Og: nøleg, Hall. (Gol og fl.). Jf. naaeleg.

Nøe se Nod. – nøekugedl se Noda.
Nøfs m. liden steil Bjergknold. Nfj. (Stryn). Nøps, Nfj. (Breimn). – Nøfs se Nefs.

nøga, nøgen se nøgja.

"Nøgg m. Gysen". A. Hard.

"nøgg adj. smaalig osv." A. Nfj. Ndm. og fl. 2) knap; noget for knap. Ndm. STrondh. Østerd. "Bismarn æ nøgg paa fysst' Markja". "Nøgge tre", knappe (knapt) 3. "Dæ vart nøggt näu (dvs. nog), dæ va i nøggast Lagje"; Ndm. 3) yderlig svag af Kræfter; Ndm. Stjør. "Nøgg te ga". "Han bli nøggar te kvar Dag".

"nøgga v.n. (nogg), gyse". A. "Dæ nögg (el. o') saa i 'n", han fik et Sting, Stød eller Ryst (kropsligt eller (og) sjæleligt). Østerd. (Tolgen).

nøggja el. nyggja (y') v.n. (nøgg´e nogg noggje). 1) ryste voldsomt som efter et Stød. Hard. (Odda, Ullensv. Ulvik; y' er maaske hørt i Hard.), Ryf. "Han slo^u so da nogg i Bo^ure". "Da kom slik äi Vindflaga, at H^euse nogg". 2) fare sammen af Skræk; omtrent = nøgga, kvekka, nekka. YHard. (Kvamm), Shl. Se nøgga og nyggja, A. og flg.

nøggje adj. n. og adv. om Mel: kornet malet. Sogn (Lustr, Hafslo): nöjje (omtrent saa; eller naajje). "Mjøle æ nöjje (omtrent saa; eller naajje). "Mjøle æ nöjje male". Ogsaa: nøggmale(n), Sogn (Sogndal). Maaske til nøggja, G. N. hnöggva, støde.

nøggjeleg adj. og adv. gyselig, forfærdelig; ogsaa: overvættes, overmaade = fælt. Hard. Nhl. Sogn, Vald. Hall. "Nøjjelæ voundt (illt)", Hard. "Nöjjale rædd´e", Sogn. "Naajjale stoort", Sogn (Borgund). "Gjera nøjjele (naayjele?) væl ifraa seg”; Nhl. (Eks.). ”Nøjjile (og naayjilæ) fiin, goo, rar; Hall. (Gol, Nes, Aal). – nøggle(g), d. s. Vald.

nøggre eller (oftest) nöggre adj. nogle faa. Ringerike (Modum og fl.), Vestfold, Eiker. Maaske ligesom "nöuvre" (nauvre, se d.) en Form af nokre, af nokon.

nøgja? v.n. og a. være nøieregnende og smaalig; udnytte smaaligt, især Andres Kræfter = nøyta. YMa. (Øyslebø, Holum): nøga og nøge (Imperf. nøgde?). "Han æ saa nøgen, saa svær te nøga Folkan s(e)ine". Om Ordformen jf. "pløga, pløge" (YMa.) for pløgja, "Jæga" (YMa.) for Gjelgja, "bøyga, bøyge" (YMa. VNed.) for bøykja. (Eller for nøv-ga? For naudga? A.). "nøke" er meddelt med Tvivl fra Bamle og Østl. – nøgjen adj. 1) tilbøielig til at nøgja, smaalig, nærig. YMa. (Holum, Øyslebø): nøgen; og nøyen IMa. (Holum, Øyslebø): nøgen; og nøyen IMa. (Bjell.); Romsd. (Nesset), Ndm. I denne sidste Form viser det sig som eet med "nøgjen adj. nøieregnende, netop tilstrækkelig, Trondh." A. 2) neppe tilstrækkelig, knap nok. Ndm. Romsd. "D'e nøye för (fär) dæm", trangt. – A. "Fikk du gott Maal?" B. "Aa dæ va nøye, dæ!" – "Dæ va nøye e va goo för aa vinn' paa 'naa", = nautt. "Dæ va nøye dæ va sannt". Sv. Dial. nogja, knappt. – Dunkelt; særlig i Forholdet til nau(v), nøv, nøgg, nyggja (ø); nøygjast.

Nøgle se Negla.

"nøgta v.n. (ar), blive nokk". A. Totn. nøtte NGbr. (Lesja, Lom, Vaagaa). "Dæ nøtta snart. (Jf. G. N. gnógt og gnótt, rigeligt Forraad). – nøgtast v. d. s. Rom. Oslo (Asker). "De nøktes voonom" el. "voonli", det blir sagtens nok.

"nøkka? v.n." A. Østerd. (Foldal), STrondh. (Selbu, Rennbu), Ndm. (Aure, Tingvoll), Gbr. (Lom). Hørt kun i den af A. nævnte Talemaade. "Dæ kom burt, e visst ikkj' æten dæ naakk æⁱll saakk"; Ndm. "Burte vart dæ, men e væit naa ikje kaa dæ naakk hæⁱll dæ saakk"; Lom. Andensteds: "koort dæ raakk æⁱnn (æⁱll) dæ saakk"; Gul. (Soknedal), Røros, Fosn (Hemne). Og: "oom dæ saakk æⁱll dæ flöut"; Fosn (Roann). – Fra Sogn (Aurland) er meddelt: "Me ro^udde so fo^urt at Baot´n inkje nokk 'ti Sjou´n", ikke berørte Søen (!).

nøkk(j)a v.n. (nøkk nokk nokkje), stikke, rykke; om pludselige Smerter, sjælelige el. (og) legemlige. Gbr. (Lom, Lesja, Vaagaa, Sel). "Dæ naakk i me saa ilt, da e fekk høyre dæ". Jf. nykkja, nekka.

nøkkr se nikkr. – Nøl n. og m. se nøla.

nøla v.n. o a. (ar, a; og er, te), 1) tage knapt til, knibe; tøie = tigla, tøla. Tel. (Tinn, Lunde, Laardal, Vinje). "Han nølar o nigrar (nikar) mæ alt". "Nøle de tee", faa ved Forsigtighed noget til at strække til. 2) være omtrent nok = tøla. Ryf. "Dæ va saa vidt dæ nølte tee". 3) give sig Tid; faa Tiden til at gaa; søle; pusle; pille. STrondh. Gbr. Hall. Østl. (Hadel. Hedm. Rom. Vestfold). "Han gaar aa nøler burt Tiia", Østl. "Ko æ dæ du nøle mæ, kann du kji faa detta ifraa de?!" Hall. "Nøyt dei naa, gaa itte aa nøl slikt", Østl. 3) give Tid, vente, bie. Sogn (Aardal, Aurland). "Du faor nøla l^eite". 4) drille, gjækkes med. SGbr. Meddelt. – nølast v. recip. = gantast. SGbr. Meddelt. – Nøl n. et svagt, puslende Væsen; især om Dyr som altid ligger bag efter Hjorden. STrondh. – Nøl m. seenfærdig Person; Søler. Tel. – Nøle f. d. s. Østl. – Nøling m. d. s. Tel. – Nøling f. det at nøla. – nølutt adj. Østl. "Hu er saa smaafæri aa nølete aa komm´r ingen Vei". – nøla er neppe det Dansk-Tyske nøle, laant, men er maaske i Brugen nogensteds paavirket af det Sv. Diall. nöla, gnöla dvs. vara senfärdig.

"Nøm n." A. 2) = Nod, paa Spiger (Søm?). Hall. – nøme v. knibe "Nømet" af? Hall.

nøma v.a. og n. (er, de), naa til, berøre = næma. Tel. (Bø). "Dæ nømer innat". "Noomme neere, saa vitt du nømer 'n".
"nøna v.n." A. Hall. Gbr.

nøpa v.n. (er, te), mødes med Enderne; strække netop til. Dal. Jæd. Ryf. "Dæ nøbe (nøpe) te; n. ihob". Jf. næpa.

nøpen adj. 1) netop tilstrækkelig; knap = nopen; jf. næpen. Rog. "Eit nøpe Tak". "Dæ va nøpe, men dæ sloo tee". 2) yderst nøieregnende, smaalig; karrig; nøie. Rog. "Han va so nøpen mæ Vegt´o". "D'æ kje so nøpe mæ dæ". 3) ømfindtlig; let stødt.

Nør n. = Naur. Sogn, Voss. "nørande l^eiten", forskjelligt fra "errande liten".

"nøra v.a. tænde". A. "Maanen nører seg", ved Ny. Rbg. Ma. 3) n. bli fyldig; svulme i Yveret; om Drægtige. Shl. 4) "nøre i seg", forsyne sig rigelig med Mad. Sfj.

nørast v.n. (est, dest), udvikle sig, blive til = elnast. Hard. (Ullensvang).

nørig adj. nærig, gridsk. Shl.

Nøringesykja f. Ildebefindende formedelst Svangerskab. Shl.

Nørle n. og f. liden vigtig Person. Nfj. Sdm.

Nøs n. smaat Affald; = Ny(s)s. Tel. (Bø).

Nøs n. liden vigtig Person (en Snude). Østl. Jf. Nos (oo). Og Nøss, Østl.

nøsa v. lugte, se nosa (o').

Nøse n. 1) Hestens Næsebor. Tel. (Selljor). 2) Snude, overh. Hall. NGbr. – Nøsgrima f. Mundkurv. NGbr.

nøta v.n. være yderlig nøieregnende; være smaalig, karrig. Tel. (Niss. Kvits. Laard.).

nøten adj. 1) nøie afpasset; netop balanserende; netop tilstrækkelig = næpen. Tel. Rbg. VAgder, Dal. Jæd. "Bo^ukjæ ligge so nøti" (adv.); "ho dette um du kjæm innat 'æ"; Rbg. "Eg hae so neer gjo^urt de, de va so nøti mæ de", det var saa paa Nippet. 2) nøieregnende, smaalig = nøgjen; Hall. Østerd. Agder, Tel. Rog. "Nøtin aa lei aa gjera telags". 3) flink til at udnytte Tid og Evner, Kræfter, Midler; vinskibelig. Ork. "Han æ saa nøte te klæmm' paa". Hedder nøtug; Trondh.: öu. Jf. naten, natig. – nøtten se noten.

nøv, nøv´ar og nøv´r, se nauv.

nøva v. (ar), angribe, være til Skade eller Uleilighed, genere = nau(v)a. Til nøv, se nauv. Gbr. (Lom), Vald. (ØSlidre). "Sælan nøva kje Hæst´ee (Dativ)". "Han har eit Saar paa Foot´ee, saa dæ nøva 'om aa gaa".

nøva v. impers. (er, de), netop strække til. Ryf. "Dæ va saa vidt dæ nøvde tee". – nøven adj. netop tilstrækkelig; knap. Ryf. Meddelt. Til nøv. – Nøvl se Nyvla.

nøye, Nøying se neigja, noda.

Nøygda(r)rett m. Ret som kan fremtvinges? Nødtvungenhed; Nødvendighed. Jæd. (Gjæstal, Time). "Vil du jelpa meg ska du ha Takk, men dæ injen Nøygdarett". Dunkelt. Se flg. Jf. G. N. neyd Trængsel; eller nøgja (*Nøgd, nœgd?), nøygjast.

nøygjast v.n. (nøy(g)jest, nøygdest), nødes, maatte. Meddelt fra Hall. (Aal), hvorfra ogsaa er opgivet. nøy(g)ji nøygde nøygd = nøydga(?) A. Dunkelt ligesom foreg. Maaske er det nøyda "nøye", hvis øy er svulmet ud til øyj og øyg foran Endelserne; saaledes ofte i Trondh. (søy(da) sø(y)gd sø(y)gd) og Østerd. (søye sögde sögd). Jf. dog ogsaa nyggja og nøgja.

nøykjast v. recip. (jest, test, st), drille hinanden, smaatrætte = kaldtrætta. ØTel. (Lunde, Sauar): nøykas (es, tes). G. N. hneykja beskjæmme osv., forneykja beskadige. Ogsaa: "örnøykas" og "aar-".

Nøys n. Fjas, Vrøvl, Fusk = Tøv. Nhl. Sfj. Sogn. "Eg vil kje ha noke Nøys!" "Dar æ kje noke Nøys mæ da". Jf. Nuss, Nusk. Maaske dog Eng. noise Støi, ogsaa laant af Sv. Diall. som nojs dvs. buller, gäck.

Nøysa f. 1) = Knøysa. Hard. (Ulvik). "Veeanøysa". 2) tætvoksen FIgur. Nhl. og fl.

Nøyse n. stor Knold af et Træ, Dyr, Menneske, en Steen osv. Hard.

Nøyt m. (n.) Anstrængelse, Anspændelse. Ryf. Helg.

"nøyta v." A. Lyder: neite, näite, naite, i Odal, Vinger, Solør, Hall. (Krødsherad, Nes, Gol), INfj. og INdm. – nøyta seg (Foot´n) v. = njota seg (F.) 2). Hall. NGbr.

Nøyta f. 1) Storæder. Innh. Namd. 2) Snyltegjæst. Namd. Helg. – Nøytgjest m. Snyltegjæst. Helg. – Nøythaav m. d. s. Namd.

nøytast v.n. gribe sig an = nøyta seg. Shl.

nøytig adj. nærig osv. = nøytsam. NBerg.

nøytug adj. 1) som bruger sine Lemmer godt; stærk og smidig. Gbr. 2) som har den fulde Brug af. NGbr. "E æ ikje nøytog i høgre Handee".

Nøytskrukka f. graadig, gridsk Person. Innh.

Nøytslevatn n. = Vatsnøyte. NGbr.: Nø(y)hl.


O.

”O m. Bogstaven O". A. Det lukte O (oo) vil i mange sydvestlige Maal blive til o^u eller ou dvs. Diftong = aabent O + aabent U; saaledes i hele Agder minus ØNed., i næsten hele Dal. Hard. Voss (i liden Grad), Sogn (Midtre og en Deel af Indre), i Sfj. (faa Egne). F. Eks.: mo^ul < mool, G. N. mól; O^ur < Oor < Ord, G. N. ord. Det aabne O (o'), hvis Lyd i Regelen varierer hen imod ø' (og ö) og aa, gaar i flere Tilfælde over til lukket (oo), især i Ryf. og Shl., sjeldnere i Gbr., Agder, Tel. og

andre Steder, mest under Paavirkning af et nu bortfaldet D. F. Eks. oopen dvs. open, ooka dvs. oka, Spooa (og Spoova) dvs. Spoda, (Ryf. Shl.). Især omkring Oslofjorden er oo ofte Repræsentant for et aa (á, ó) som har været udsat for Farvning fra et følgende V, Næselyd eller H; som Oo dvs. Aa, á; Too dvs. Taa, tá.

"o, forekommer som afvig. Form". A. 6) for Infinitivens "at", hvis Udtale maaske overalt falder sammen med Udtalen af "og" (conj.), næsten altid aabent o. 7) sandsynligvis for "ov" præp., G. N. of = um, se aa. 8) for Od n. og Oda f.

Oal m. dvs. Odal, G. N. ódal, n. Tel. (Laard.?).

oaleg (oo) adj. foruroligende; ængstelig. Tel. (Vinje). Jf. oast, Oe.

oas. Kun hørt i "ooas Natt" dvs. den mørke(ste) Nat, Midt paa Natten. Indr. "Han kom ittj heim fø' einn dæ va ooas Natt". Maaske "odaste", vildeste; neppe til oast v.

oast (oo) v.n. (ast), ængste sig, krympe sig = kvida. Tel. (Vinje, Kvitseid). "Han ooast kji fø springge i Vatni". Ikke meget brugt. G. N. óast frygte.

"od (oo) adj. hidsig, vild, gal". A. oo, brunstig; om So, Hedm. Totn, Hadeland; om Hunkat, Solør. 2) rasende; om Hornkvæg som har faaet Veiret af Rovdyr el. Hund. ØTel.

Od (oo) n. 1) ustyrligt Anfald af Hidsighed: Raseri, Lyst, Iver; ustyrligt Lune eller Indfald. Ndm. Fosn, Gul. Innh. Namd. "Fælt Oo". "E joore dæ, mæ Oo´e va va paa me". "E fekk dæ Oo´e paa me, at e skull jera dæ". "Han maatte jera (jøraa, jaaraa) dæ, mæ dær va dæ Oo´e paa 'naa ('om, 'aam), mæ han ha dæ Oo´e 'ti se(g) ". "Galnod, Tullod". 2) oprørt Tilstand i Luften; voldsomt Uveir. Trondh. "Slikt Oo i Veer´e". Falder i Bet. omtrent sammen med (H)rid, er blot maaske noget stærkere. ”Vedrod”. Se Oda, Ode. Jf. G. N. ódr = skáldkapr; ódvidri voldsomt Uveir.

Oda (ooa) f. 1) Brunst; maaske især hos Hingst og Orne. Hard. Ryf. Ogsaa Ode m. 2) semen masculinum. Sogn (Aurland). 3) Livsmod; Iver og Fremdrift. Ryf. (Tarvastad, Nærstrand). "Dær æ kje noke Ooa i dæn Guut´n". 4) = Od n. 1) og 2). Gul. Stjør. Strinda: Ooe og Oo, bestemt: Oo`a; Flertal: Oo`aa, i Stjør. "E stygg Ooe". "Slik e unnele Oo`e paa Vee`ra". "Dæ va feelt te Styggveersoo". "Veerooe". Trollo(da), hæsligt ondt Lune.

oda (ooa) adj. brunstig; især om Gedebuk. Ryf. Shl. Og: o(d)en, Hard. Shl. Ryf.

odd adj. = odde. "Eit odda Tal"; som "eit fina Veer". Hard. (Ull.). Meddelt.

odd adj. f. af all. Sæt.

odda v.n. (ar), tale sødt, være sødtalende. Ryf. (Avalsnes). "Ei Odda-Torbør", sødtalende Kvinde.

odda v.a. (ar), naa med Od el. Spids. Ma.

Odde m. = Odda f. NGbr. G. N. oddi.

odderenna v.a. (er, te); "o-e ein Ljaar´e", hugge under Meiningen en Leespids ind i Jorden. VTel. – Oddr se Oldr.

Ode (noe) m. 1) Brunst = Oda. Hall. Ryf. Oove, Hard. (Ulvik). 2) Oprør i Havet = Gjelg. Ryf. (Tarvastad).

odgalen (oo) adj. = od; om Han. Hard. Ryf.

Oding (oo-ing) f. Brunstighed. Hall. (Aal).

Odka (ookka) f. stærkt bevæget Stemning; Sindsoprør; særlig: høit Lune, lidt brutal overstadig Lystighed. Helg. (Bind. Brønnøy). "Han va komin i Ookkaa, i si Goo-ookkaa". "Han æ i Ookkaan(n) sin", i sit høieste Lune.

Odkast n. Anfald af Vildskab, "Od"; = Galnrid. NGbr. "Dæ kom paa'n eit Ookast".

odl f. og n. pl. af all. Hard. Voss.

odlo, Odlotenesta se ollo.

odra v.n. mane, trygle; overhænge = gnaala.

Odra f. og Odrekopp m. En som "odrar". "Odra" vil ha, "Jodra" vil fortælle; begge bruger mange Ord. – Odring f. det at odra. Ryf. (Suldal, Hjelmeland, Nærstr.). – Christie: Odder, arrigt Kvindfolk. Voss.

Odre (oo) f. se Ora.

Oe (oo) m. 1) mild jævn og varig Varme; tildels = Yl. Li. (Fjotland, Hægebostad, Herad, Kvin, Nes). "Detten Vat´ne hell´e O^uen i seg saa længje, d'æ saa længje før(r) dæ kasta". "Hær (hør) æ slig O^ue hær (hør) mæ O^us´n, dæ kann kje kasta hær (hør)". "Dør (dær) æ slig O^ue atte i Skorstæen´n, dei maa ha baga". "Go^u´e O^ue i H^eus´e". "O^ue a(v) Vatne". "O^ue øve O^us´n". "Kaldoe" = Kaldyl. 2) Varme af Gjæring. Li. "O^ue i Høye, i Kodne". Betydningen synes ikke at passe til "Ode".

"Oe m. Frygt, Uro i Sindet". A. Tel. (Mo,Vinje, Kvitseid). "Ooi o Ootti"; Vinje.

ofaatt se aafaatt. – off se ov.

Oftnamn se Uppnamn. – ofne se opna.

"ofsa (o') v.a. (ar)". A. Li. "Du maa kje opsa Fiskj´n", vise frem pralende.

ofsa (o') v.n. (ar), 1) stirre fobauset. Ma. (Bjelland): opsa (ar, a; og te). 2) forbauses. Stjør. – ofse se v. lægge sin Sindstilstand (Undren osv.) voldsomt for Dagen. NGbr. – Ofsing f. Forbauselse. Stjør. Jf. ofsnast, opa.

"Ofse m. 2) noget overvældende osv." A. Stjør. "Beint burt i Ofsin", lige hen i Ødelæggelsen. Nfj.: om Orkan. – "Han æ Ofsin saa stoor" = ofsa stor. Helg. – "Ein Ofse", en fremfusende En, A. Nfj. – Ofse, som Genetiv eller adj. VTel. Sæt. "Ein Ofse Kar´e", en prægtig, vældig Karl. Ofse-gut m. d. s. Romsd.

ofsna seg v.n. stirre forbauset. NØsterd.

Ofsna(d) m. Forbauselse. Stjør. Se ofsa

ofta v.n. give sig god Tid; nøle. Innh. "Han ofta ittj mæ di", han var ikke seen til at tage fat og udføre. Til Oft.
"ofta (o') adv. ofte". A. ofto og oftaa, Ndm. oftom, Tel. (Kvitseid, Mo; Landstad), Østl.

oføyldom, se ovfollom.

"og (o') adv. ogsaa". A. o^ug, o^ug´e, ö^ug, Sfj. (Jølstr); oog NGbr.; öu og äu, Ned. Ma., og fl. Steder, hvorhen det synes at være (nylig) kommet fra Østl. Se aug.

"Ogn (o') f. Avne". A. Ma. Øgdn, Vald.; Øngn (ö), Fl. Ængnir, ØTel. (Bø og fl.); Oun (öu?), YSogn: Aangn NGbr. "Kvass som ei Ogn", hvas som en Kornbørste. Tel. Sogn. Ogsaa: ognende kvass. Tel. Sogn. – "øgnande liten" og "ægnande l.", bitte liden. Hall. (Gol). Meddelt. – Ogngrand m. = Augne Grand; meddelt fra Hall. (Aal): aagn-. Se Augne-.

"Ogn (oo) f. Respekt". A. Tel. (Selljor, Hjartdal, Heiddal, Grandsh. Sauar): "Ogn (o'), Ongn (o') og Øgnn (ö?)". I Vestfold: Ongn (ö#-aa), Sæm; Ønn (ö), Hov, Lardal (dette synes fremgaaet af Onn).

ogna seg (o') v.n. ligge og strække sig om Morgenen under Forsøg paa at faa Søvnen af Øinene = morgna seg, skipa seg. Ma. (Bjelland). Maaske for augna seg.

Ognekjetta (o') f. Dækblad om Løvknop. Nhl. (Fana).

ognende, -ande, Ogngrand se Ogn.

"ognug adj." A. NØsterd. omtr.: aangnöugh.

=?Ogse m. Uro = Otte. Tel. (Grandsherad). Eg laag mæ ein Ookse paa meg heile Naatta". Høist usikkert. Jf. Oge, Ogn, Ogte.

"ogso adv." A. öusaa, Ma. Smaal. (Id).

"Ogt (o') f." A. 2) saa mange Kjøer som en Røgterske kan røgte; som Tal: 12 (Kjøer). Tel. (Mo): Okt.

ogta (o') v.a. røgte = agta. Tel. (Vinje): okte.

"ogtig (o') adj. agtsom". A. 2) dygtig. Tel. (Høydalsmo, Rauland). "Eit oktigt Tak".

Ok (o') n. 1) besværlig Travlhed. Tel. Helg. 2) Møie, Plage = Mas, Ampe. NGbr.

Oka (oo) n. Hjørnetræ = Oke m. 2). Salten.

"oka (o') v.a. 1." A. 3) føie, indpasse; ordne. Sæt. VTel. (Vinje, Moland, Selljor). "Han oka dæ væl", indrettede, føiede det vel.

"oka (o') v.a. 2, flytte, rokke". A. Især = hopa. ISogn, Hard. (Ullv.). ooka (ooga) seg, flytte sig saa smaat, skubbe sig frem. Ryf. Jæd. Dal. "Ooga seg fram". "Han ookte seg innpaa 'an". "Oga (o') o toga deg!" Dal. 2) v.n. flytte, rokke. STrondh. (Meddal): "aakaa paa en Ste(i)n". Kunde være aka. 3) v.n. arbeide (sig frem) jævnt og smaat; lade Arbeidet have jævn Fremgang. Ryf. Røldal. "Han ooka so jamt". "No maa du ooka mæ dæ". "Gaa aa oke (o')", bevæge sig smaat. Nfj. (Stryn). 4) stotre i Talen. Stjør. (Maaraak, Hegre). "Han stoo aa aakaa aa aakaa".

okast (o') v. recip. (ast), kappes. Ryf. (Nærstrand, Tarvastad): "ookast mæ innan" (Imperf. ooktest); og "oogast". Vel mest til oka 1., Ok n. Aag, Oke m.

Okast (oo) se Odkast.

"Oke (o') m. 3, Revle osv." A. Okje (og aa), Nfj.; Ookje Ryf. Røldal; Ooke Østl. (Rom. Smaal. og fl.). 4) Klodrian. Nfj.