A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

saarbiten (ii) adj. = saarbeitt. Ma.




saarka v.a. (ar), 1) tilføie et Saar (uden Tanke paa Smerten). NGbr. (Lom). 2) "gjøre Smerte osv." A. Røros, Nordl. 3) bedrøve. Gul. Lof. Vesteraalen, Ofoten.

saarka v.n. 1) blive øm, "saar". Tel. (Moland). 2) røbe Ømhed, Smerte, "Saarleike". Selbu (Tydal). "Ta kje dær paa Hæst´n, han saarke dæ saa svært!"

Saarka f. ømfindtlig, "saar", Person. Vald.

saarka seg v. 1) saare sig; ogsaa sig.: skade sig. Gbr. Østerd. (Foldal). "Han saarka see sjøl mæ di". 2) røbe Ømhed = saarka v.n. Ogsaa: svie efter Saar. Selbu (Tydal). 3) ømme sig ved; krympe sig. Vald. (ØSlidre).

Saarke m. Sygdom som medfører Ømhed. SætB. "Saarkji; Augnesaarkji". Se A.

saarken adj. tilbøielig til at "saarka seg": øm, kjælen, krympende sig (mod Uveir, Strabas m.m.), ømfindtlig. Vald. Nordl.

saarkløyvd adj. som let ødelægges ved Kløvning; om Gavntømmer, "Emnetre". Sfj.

Saar-rir (ii) m. Saarskorper og Saarknuder især i Ansigtet. Stjør. Til Rir. Saar-ruur d. s. Stjør, Helg. Se Rur.

Saarsauga n. Medlidenhed. Sæt. "Aen uskylde heve kji noko S. fyr(e) dai". Lidt usikkert. Skal ogsaa hedde Saarsaukji, Sæt. Se A.

saarska v. = saarka, særlig 2). "E saarska Hæst´n". Østerd. (Foldal). – saarska seg v. = saarka seg 1) og 2). Gbr. Foldal.

"saarspenad adj." A. saarspønaa ØTel.

Saarsøkje n. Sygdom som yttrer sig med Udslæt og meget udbredte Saar som gjentagende gror igjen og bryder op. Voss, Hard. (Øydfjord). Til søkja, hjemsøge. A. har "Saarsauke m.".

saarvengja adj. 1) øm under Vingerne, som Fugl der har ruget. Gbr. Hedm. 2) ømfindtlig. Hedm.

Saastong f. Stang at bære "Saa´n" paa. Tel.

"Saat f." A. Fl. Sæt´ar og "Saatir". VTel. (Mo, Moland).

saata v.n. (ar), gaa slæbende; drage sig. Nfj. Sfj. Sogn. "Han gjæng aa saataa aa rege seg". Oftere: saata seg. "Eg fær saate meg i`sta" = setja meg avstad. Jf. NSv. Diall. såta och gå, hvilket dog turde være N. sota (o'), se d.

Saata f. 1) seenfærdig Kvinde. Nfj. 2) langsom men tro Arbeidstræl. Sogn: ao.

Saatar m. 1) = Saata 2). Nfj. (Stryn). 2) En som mangler alt Tilgreb. Nfj. (Eid): Saatare.

Saatt. "Kaama i sidste Saatt´n", komme i sidste (mulige) Øieblik = i einbera Støytaa. Jæd. (Haa, Time, Gjæstal). "Han æ komen skjønt te Saattane mæ dæ", næsten til Ende med det. Jæd. (Time). Maaske dat. sing. og gen. (pl. el. sing.) af G. N. sátt Forlig.

saatta adj. og, oftere, første Led af Sammensætning: vældig, prægtig, dygtig = gripa, fagna, muna, gasta. Nfj. Sfj. Sogn, Nhl. "Saatta Kar, -Kjering, -Huus, -Greie". saotta Sogn. "saatta-sterk Kar"; YSogn. Ogsaa: safta-, SBerg, Voss, Sogn, Nfj. (Selja); "safta-sterk". Og: softa, söfta (Kar, Kjering, Huus), Sfj. (Jølstr). Og: sufta, se d. "saatta" seer ud som Genetiv af G. N. sátt Forlig; Betydningen synes gjøre større Vanskelighed end ved fagna, muna osv. Jf. foreg.

Se m. Rystelse eller voldsomt Indtryk som giver en varig Knæk, efterlader et uforvindeligt Meen. NGbr. (Vaagaa, Lom). "Han fekk ein See 'taa di". Ogsaa: See-vee; Lom, Vaagaa.

se- dvs. si-, i Sammenss. – se se sid, sidan.

sebudd adj. altid pyntet. Hørt kun i Ordsproget: "See`buudd æ aller vælbudd", aldrig vel pyntet. Hedm. Jf. dog G. N. sídbúinn sildig færdig. Ogsaa meddelt: ”Seebudd æ aller væltyydd", yndet.

seda seg v. (ar), opføre sig passende; skikke sig vel. Sæt. VTel.: seea seg. – seealege adj. = sedleg. VTel.

Sedbrigde n. pludselig Skræk = Kvekk. Nfj. I Stryn: Seedebrigde; i Breimn: See-.

Sedd, sedde seg, sedden, se Sall.

Sedesma f. 1) Vane. SShl. (Skonevik, Etne) og Røldal: Seesæma; ogsaa: Si- (i'). Sjelden Bet. G. N. sidsemi, sidsemd Sædvane. – 2) Orden, Rede = Greida; noget at agte paa eller rette sig efter = Sæt; Konsekvens; = Pas, Rim. Shl. Ryf. Røldal. "D'æ kje noke Seesæma (Si-) mæ 'an". Seesæm n.? d. s. NRyf. (Sand, Nærstrand og fl.). Ogsaa meddelt som Seeseim, Ryf.; og Seesæmja, Jæd.

Sedsempa f. 1) Vane, Skik = Sedsema 1). Shl. (Stord, Fjellber, Skonevik, Finnaas). "Han ha da (dæ) te Seesæmpa". Ogsaa: Sisempa Shl. Sjeldnere Bet. – 2) = Sedsema 2). SShl. NRyf. (Tarvastad, Vass, Skjold, Vikadal, Nærstrand). Sjelden: Sisæmpa, og Sisamp. "D'æ kje te bry seg om hann, dær æ kje noke Seesæmpa mæ'an". "Dær æ kje noke Seesæmpa i Drøsedne hass", = Rim; Vikadal. Se Samp, sampa. Et Seeseeg (Sidsig), Vane, er meddeelt fra Shl. (Etne).

"seg (ee) pron. reflex." A. sæg, Totn, Rom. osv.; i det hele som ved deg, se du. Dativ: see, si (seⁱ, si^e), Sæt.; Totn i: "haar see", hver for sig. Dativ og Akkusativ Flertal: sikko og sykko, Genetiv Fl. sikkaa og sykkaa, Sæt., dannet efter dikka osv. "Dai slo^u (slo^uge) sikko", de slog sig. "Laamb^ei vi kji s^euge Moi sikkaa". "Sikkaa imiddjom", imellem sig, om to eller flere.

Seg n. langsom Fremskriden; Slæben; Seendrægtighed. VTel. ISogn. "D'æ slikt Seg (e') mæ dænna Jænta"; VTel. (Mo, Moland. Seeg, ISogn og Røldal, maaske
for Sig (i'). "Gao mæ Seeg" = gao aa seega. Se flg.

sega (e') v.n. (ar), skride langsomt og slæbende frem; drage sig jævnt (og seit) frem; være seen men vedholdende i en Virksomhed; tildeels = sigga. Det lyder sega (e'), seega og, sjeldnere, siga (i'). Her tør derfor være to Ord. Jf. dog Sege, G. N. segi og sigi, Trevle, Slintre. VTel., ØAgder og Ma. mest: sega; ØTel. Vestfold, Oslo, Busk. Nhl. Shl. ISogn og fl.: seega (og siga?); Ndm. (Sunndal): sæg(g)a; Innh.: saagaa. "Dæ seegar saa vitt, jussom du køyrer paa Taa`ee"; Tel. (Selljor). "Han gjæng o seegar o griine paa Folkja"; ØTel. (Lunde). "Han segar o heftar o kjæm alli fram", VTel. "Eg hev seega o roott i all Dag"; VTel. "Han gikk aa seega"; ISogn (Lustr), Røldal. "Köbma (kaamma) seegan(d)e", Shl. Vestfold, Oslo. ("Hann vann ikkje siga see fram"; ISogn (Aurland)). "Ho gjekk dær aa sæg(g)a aa droo see"; Ndm. – Hertil: saagaa adj. udmattet. Innh.

Sega (e') f. seenfærdig men vedholdende Person; sei Person. VTel. (Vinje, A.). Sigu ØTel. (Tinn); meddelt. – Seeglaar n. En som gaar og drager sig. Tel. (Sellj.). Seegameega m. d. s. Oslo (for -mige). Seg-ost (e', o') m. d. s. Li. Ndm.

segaleg adj. slæbende, seenfærdig. Røldal. "Seegalig Gaangga". Se sega.

Seg-Arbeide n. seent seigt Arbeide. Sæt.

Segatog n. langsomt Jernveistog. Vestfold (Tønsberg og fl.). Andensteds: Rusletog.

"Sege (e') m. Muskel". A. Li.: Seie; NGbr.: Sæga. Ogsaa: "Feittsæga". 2) Straale af Vædske. ØTel. (Bø). "Gviite Seegan av Mjölk". 3) udholdende (seig) Karl. Li. "Æen Seie te arbeia".

segen adj. 1) trættende, mattende. Sæt. Tel. "D'æ segji o sitje sosso: aen var´e dau´e i Kropp´æ". Ogsaa: seegjen, se sega; og sigjen, se A.

sege (gje) adv. seent. Kun i: "säent o seji", endelig, omsider. SætB. Se sid adv. A.

segg? adj. sløv osv. = sigg. Ndm.: sægg. "Trøtt aa sægg". Til sæg(g)a dvs. sega.

"Seggja f." A. dygtig Kvinde. Nfj. Sfj.

"segja (e') v. sige". A. sæa og seea Totn, ØTel. Vald. (SAurdal), SGbr. Hall. Præs. Ind. siji Hall.; seie, hvor Inf. er seia; si (og siji), NGbr. og fl. seir og seier i somme Stillinger, i Hard. Shl. (Strandeb.), NRyf. "Eg seir deg". "Soe seir 'o". – "Segja paa", bestemme Priis. Gbr.

"Segjande n. Sigende". A. Seien, NØsterd.

"segjast v." A. "Da seist æg no sei", det siger jeg. SHelg. – Segl se Sigle.

"Segl n. Seil". A. "Vara sægg´lt", være paa Reise til "Nordlandsstævnen" i Bergen. Helg.

Seglaar, Segamega, Segost se Sega f.

segna v. 1) fortælle, især Sagn. Ryf. Rbg. Tel. "Han segna aa hin sanna". 2) beskrive; forklare. Røldal. "Han segna meg Vegjn so greitt at eg kunne kje taka i Mist". Jf. forsegna.

segnast v.n. "Dæ segnes so", saa lyder Sagnet. ØTel. (Tinn).

Segning f. Sagnfortælling. Rbg. Tel.

segtrætta v.n. (ar), trættes smaat og vedholdende. ØTel. (Lunde, Sauar): seegtrætte. Jf. sega.

"Seid m. Sei". A. Seiens Væksttrin er: 1) Murt, 2) Blaaing, 3) Pjane (= Pale), 4) Seid. Sdm.

Seideaata f. = Mara, Maraata. Nordl.

Seigd f. mild Dalsænkning = Dalsig. Tel. (Vinje). Segd og Sægd, Tel. (Selljor, Bø, Kvitseid). Til siga.

seigja v.a. (er, de, t), lade synke (blive lavere, "siga"); sænke. Li. Rbg. "Han seigde seg".

Seiging (haardt G) m. sei, udholdende Person eller Tingest. Hall. Ringerike.

seiglendt adj. om Landskab: som har fugtigt leret Jordsmon. Ndm. Romsd. Jf. siglendt.

seigmælt adj. som taler slæbende. ISogn.

seigryggja adj. = seilryggja. Li. (Fjotland).

Seigsyra f. dorsk seenfærdig Person. Ndm. Seigsnipp m. d. s. NGbr.

"Seila f. = Seil". A. Sæel' Ndm.

Seild f. Indbøining; Hulning = Seil. Sogn, ØTel. (Tinn). Søyld Shl. Hard. Sæld. Nfj. Sæl Stjør. "Tree´e ha ei Seild paa seg". – Søylda f. d. s. Hard. (Kvamm).

seila v.n. (ar), danne en Indbøining; især: bue Ryggen ned. VTel. (Vinje). "Hestn seilar i Ryggjn". seila seg (er, de) d. s. Ma. (Audndal, Holum). "Tjo^urn, Hestn, seile seg i Rygg´n". G. N. seilast strække Kroppen.

seilbaka adj. = seilryggja. Jæd. Dal.

seilda seg v. (ar), drage sig, slæbe sig. Sogn (Borgund). "Säilda see i Veg´n", afsted.

seilda adj. = seilryggja. Hard.: søylda.

seilen adj. konkav (med Indbøining og Indhuling). Sæt.

"seilryggjad adj." A. VAgder, Jæd. Sæt. søylryggja, IHard. Sogn. søyldryggja, YHard. – Seilstre se Selstre.

Seim m.? god Kvalitet, som viser sig i Tøielighed, Styrke og Varighed = godt To. Shl. (Fitja). Meddelt. G. N. seimr noget tøieligt.

"sein adj. seen". A. Komparativ: seindre, Vald. ISogn, Hard. (Ulvik), Rbg. Tel. (ae#-äe#-ei), VAgder (ae). Superlativ: seisst Rbg. Tel.; saisst (og äi), Sæt. Ma. (Bjelland og fl.).

seinbær adj. om Ko: som kalver seent paa Aaret. Og: seinbærd, Voss.

seindre-meir adv. senere hen. Sogn. Se A.

seinførleg adj. noget "seinfør". Ned.

"seingjengd adj." A. Sæt.: säigjængde.'




seinhend adj. = seinhendt. Ma.

seinka seg v. gaa og slæbe sig; gaa seent. Røros: sænke see.

seinlaaten adj. seen i Adfærd og Lader. Tel.

?seinliten (ii) adj. seen til at komme. Tel.

Seinplugga f. seenfærdig Kvinde. Oslo. – Seinrugga f. d. s. Oslo.

"seinraadig adj." A. Østl. (Totn og fl.): d.

"seinsløg adj." A. Sæt.: säisløg´e.

Seinsokk m. seenfærdig Person.

"seinst adv. sidst; nys". A. seisst Tel. Rbg. (äi, Sæt.). seisst´e adv. til Slut; tilsidst. VTel. (Moland og fl.), Sæt.

seinstundi adv. i Slutningen )( fyrstundes. SætV. "Saisstundi i Slaatt'n".

seintusten adj. seen og vrøvlevorn. Li. (Eikin).

seinvokstra adj. = seinvaksen. Sogn (Lærdal).

seis adj. udmattet, magtløs, = klaar. VAgder (Eikin, Grindeim, Bjelland). "Han blei saa seis' at han kanta".

seisa v.a. og n. (er, te, t; og ar), 1) slænge med et Sving. Tel. (Høydalsmo, Rauland). "Seise ei Skjekte". 2) springe sopænstigt tilbage eller op; = sprøyta. "De seisar", om en Gummibold, et Hop. Tel. 3) slaa til, kladske til En = driva, klemba til. Nhl. Voss og fl. "Säisa tee äen". 4) kladske. Nhl. Voss. "Eg slo 'an so da säiste". Tildeels: sessa i Sogn. D. Diall. seisa, røre.

seisen adj. spænstig. Tel. "Hopp´e va for seise".

Seis(s) m. 1) stærkt Bevægelsesmoment; svær Fart. Tel. (Bø). "Han æ kaamen i slik Seis, han fær kje stane". 2) stærk Svingning under et Tryk (Slag); tungt Vip som af en Rygbyrde der ligger noget løst; stærk Rystelse, "Diss". Hard. og Sogn: Säiss, Sæss, Sess og Siss. "Da gav äen Säiss i Tofto fysst han sette seg". 3) "paa Seis´n" = "paa ein Kant" dvs. temmelig beruset. Dal. "Han æ kaamen paa Seis´n idag, æ paa Seis´n". Jf. (?) Eng. cap-size, kantre.

seisst, seisste se seinst.

Sekk m. "Sækk´n", den sidste i Leg. NGbr.

sekkja v.a. og n. (er, te; tildeels ar), sænke osv. = sikka. Tel. Østl. Gbr. Trondh. "Sekkja paa Hit´ee". "Sækk' upp ein Sækk", bringe en Sæks Indhold til at synke sammen ved Løft og Ryst el. Stød. Jf. Sakk.

Sekkjemule m. Sækkeaabning. Sæt.

Sekkjeskakar m. yngste Barn = Byrdesopar, Skrapakaka, Trogsopar. VTel.

sekkmyrk adj. mørk som i en Sæk. Hall. Og: sekkende myrk.

sekkna v.n. 1) begynde at synke sammen. Tel. (Kvitseid, Sellj.). 2) klares = setna. Fosn og fl. "Kaffin sækkna". Et "seektne" d. s. i Røros og Innh. synes være sikna.

"Sel n. Salg. "Til Sels"". A. Hall.

Sel (ee) m. svag Luftning. Stjør. "Vinnseel".

"sel (ee) adj. sagte rindende". A. Namd.

sela (ee) v.a. og n. (ar), 1) bevæge (sig) langsomt; slæbe (sig). Mest: seela seg Hard. Røldal, Shl. Nhl. Sdm. Se A. "Du gjængg o seelar häile Dagjn". "Kva du gjængg o seela mæ no?" "Sjaa aa seela deg færige!" "Du fær seela deg fram!" Ogsaa: sila (i'? og ii), Nhl. Sfj. Ryf. 2) rinde sagte. Innh.: seel.

"sela (e') v.a.". A. sila (i'), Agder, Rbg. Tel.

Seladuft f. indtørret Hestesved paa Sæletøiet. VTel. (Laardal, Vinje): Sila-.

Selagnag (e') n. Gnav eller Gnidning af Sæletøiet paa Hestens Hud. Sila- og Sela-, Tel. og m.fl. Sæla-, Østl. Sileknag, -gnag og -nag; Agder.

Selamakar (e') m. Sadelmager. Tel.: Sila-.

Selasall m. = Seladuft. VTel.: i. Se Sall.

Selaskinn (ii) n. dorsk tung Person. Shl. Ved Tilblivelsen synes baade seela og Sele at have medvirket.

"Sele (e') m." A. Seele, Shl. og fl. Sile (i'), VAgder, Rbg. VTel. Sale i Ndm., og Saalaa i N- og STrondh. er = Hyvre, eller Bøilen øverst paa Hyvret; se Aksele. – Saalaaball, -bungje, og -bunkje = Hyvreputa. Trondh.

Seling (ee) f. det at seela; Seendrægtighed; Nølen. Sdm. og fl.

"Selja f. Salix". A. Sølja Ryf. Shl.; Sølju Hall. Vald. Ndm. (Øks.); Sylju Totn, Hedm. og fl.; Sølje Ndm. (Ti.); Selj Ma. (Tveit); Saalj' Gul.; Sælli, def. Sælja, Stjør. – Seljebirkja f. Seljesaft. Ma. – Søljeflyta f. = Seljefløyta. Ryf. Shl. – Seljekjetta f. Seljerakle. Hard. – Syljukäⁱll m. Totn, Hedm. Gbr. – Søljukæⁱll, Gbr. (Vaagaa).

"selja v." A. Infin.: sela, sele Ma. Rbg. Ned.; seele Oslo. sælja, Imperf. sölte, Smaal.

Sella f. 1) Kvindfolk; til Selle, som Kjella til Kall (Kar). Nhl. og Hard.: Sedla. Især om et lidt usædvanligt Kvindfolk. 2) Kjæreste. Hard. (Ulvik).

"Selle m. 1) Karl". A. Ofte om en noget usædvanlig (slu, rask, flink, egenviis, vild) Karl. 4) Knude eller Klump i en Masse som burde været jævnt blød; f. Eks. i Møbelstopning. Ryf. Vel først i Spøg.

Selsgard m. det store Arbeidsrum med Ildsted i Midten af Sæterhuset. NGbr.

Selstre n. = Skarnstokk. Seilstree Ryf.; Selstrett og Selstreette Voss, Nhl. (Eks.), Hard. (Ulvik); Selsdrætte og -dreete Nhl. Hard. Og: Sesstree, idet Malkekrakken "Sess" anbringes paa det med sin ene Ende; Hard. (Odda, Jondal), Nhl. Sessatree, Sessetree; Sogn, Sdm. Og: Sesstrette, Hard. (Ullsv.), Nhl. (Hosang).

Selt m. indre Rystelse som Følge af Fald el. Stød; Sammenstuvning; Choc. Hard.

selta v.a. (ar), kaste (sammen). Hard. Mest: selta seg, faa et Choc, en "Selt". Hard. Shl. "Han datt o selta seg so idla".




"Selta f. 1. 1)". A. Ma. "2)". A. Jæd.

"Selta f. 2. Boldkjæp". A. Shl. Nhl. 2) Banketræ. Nhl. Jf. selta v.

?seltna v.n. klares = setna. Stjør. seltnas(t) d. s. Stjør. seltna seg d. s. Innh.

Seltra f. Boldkjæp = Selta. Jæd.

seltra (e') v.n. kaste, slænge, slaa (efter). Dal. Jæd. "Han seltra ein Tor(v)tydling ette Söu´n". Jf. selta.

Selvær m. =Selværing. Gbr. Sjelden. Oftere Silvær. Af Bygdenavnet "Sel" G. N. Sil.

"Sem (ee) m. Damp, Lugt". A. Især af Svedent eller Raaddent. "Seem´n ette Reinsdyyraam"; Innh. 2) dunkel Forestilling om noget, som gjennem Erindring fra en gammel Fortælling. Fosn (Bjugn). "Vi hadd som en Seem om dæ". – "seema v.n. (ar), dampe, lugte". A. Fosn. "Dæ seeme 'taa Aamn´a". "De seeme 'taa 'aam uute", det er meget koldt, "brennkaldt". Innh. Maaske for sæma; se d. Ogsaa: Sim (ii?), Fosn (Ørland).

"semja v.a." A. 3) bringe i Orden, i Lave; sætte i brugbar Stand = G. N. semja. Ryf. og fl. "Semja (upp) ein Kvasstein, Brynestein, Ljaa", bruge det nye Redskab til det blir rigtig skikket til sit Brug. "Semja ein Hest", gjøre Hest føielig, lydig. Ryf. Røldal, Tel. "Ljaa'n æ kje uppsamde". "Sæmm' ei Egg"; Stjør. – semja seg v. 1) blive brugbar, om Redskaber. Tel. og fl. 2) samle sig, besinde sig, komme sig. Shl. Sogn, Sfj. Nfj. og fl. Jf. suma, (soma) seg. – semjast v. A. Ndm.

"Semja f. 1)". A. Ma. 4) Dokument om Grændseskjel. Li. Dal. Ogsaa: "gaa upp Semja", opgaa Grændsen. 5) gammelt Sagn. VAgder.

semja? v.n. (ar), klynke, klage = sutra, gnaala. Li. (Fjotland, Kvin, Sirdal). "Sæmja o æmja". "Sæmja o knäura". Jf. semra (sæma). – Semja f. En som semjar. Li.

?Semjerov (o') n. Brud paa Forlig. Christie.

Sempa f. liden Fisk; især om smaa Hvidling: "Sæmpevitting". SSmaal. (Borge). Jf. Simpa, Sympa.

sempa seg v. (ar), føie sig = sampa seg. Shl.

[Sem´pl m. Tummel = Yverstoda. Nfj. Exemplum?

sem´pr adj. altfor peen; kunstlet fiin og bly. Gbr. Tel. og fl. Se semper A.

semra v.n. tale langsomt og peent og sødligt. Li. (Fjotland): sæmra. – sæmren adj. som vil semra. Til semja (ar), eller sæma?

Sen, sene (ee) se sæma.

Send f. Gang. Tel. (Vinje, Moland, Laardal, Selljor), Sæt. Vald. "Ei Sænd ti", een gang til. "Ein i Sændi"; Tel. Sæt. "Aen um Sændee"; Vald. Se Senn.

"senda v.a. 3) slænge". A. skyde (skyve). Senja, Steig. Hertil: Sendsl. "4) løbe stærkt". A. Tel.

Senda f. 1) fork-agtigt Redskab til at "senda", lange frem, med. Nhl. Sogn, Gbr. og fl. "Kornsenda". "Lauvsenda". 2) saa stor Masse som man kan tage mellem Hænderne og lange frem. Sæt. "Braussænde". "Taksænde".

Senda f. 2, Sandighed; Sandagtighed; f. Eks. ved "Brimost". Hall. – "Senda f. Sandgrund". A. Ogsaa: Digsenda, bævrende blød Sandgrund. ISogn.

Senda f. 3, Sandsteensbryne; ogsaa: stort Bryne overh. SBerg. Vestfold, Ringerike, Smaal. Jf. Sende n., A.

Sendand n. Løb, Spring = Send. Hall. "Du lyyt ta Sændande sy Gal´n".

Sende n. Løb = Send. Hard. (Kvamm).

Sendeberg n. Skiferbjerg; vel eg. Sandsteens-. SSmaal.

Sendebod (o') n. Løb; svær Fart hvori man kommer løbende. Sogn (Ladvik). "Han kom i slikt äit Sændebo". – Sendelag n. d. s. Nhl.

"senden adj." A. 2) sandagtig, sandlignende. Hall. NGbr. "Priime æ sændint".

Sendeskorpa f. sandagtig Skorpe. Hall.

Sendsl f. Fart, hvori noget er sat ved Slæng eller Stød (Skyvning). Senja, Steig: Sænnsl. Maaske: Sendsla.

"Seng f. 2) Sengedyne". A. Ndm. – "Liggje aa Sængg", ligge i Barselseng. Sæt.

Sengjabede m. Sengebund. Nfj. (Breimn).

Sengjabraut f. = Sengestokk. Rom.: Sængebräut.

Sengjabud f. Værelse med Gjæstesenge, Kister, Klæder osv. se Bud. Ryf. Jæd.

Sengjagavl m. Endefjæl i Seng. Nhl.

Sengjahovde m. Sengesteds Endefjæl ved Hovedgjerdet. Sogn (Vik), Voss.

Sengjareidna(d) m. Sengeudstyr; saamange Klæder som behøves til en Seng. Sogn.

sengjelæg adj. sengeliggende. Gbr. (Lom).

Sengjesims f. Sengegesims, Hylde el. Karm paa Sengehimmel. Ma.

Sengjinaayte dvs. Sengnøyte. Vald.

Sengjivermde m. = Sengvarme. Hall.

sengla v.n. 1) lugte sveden = sengra. Tel. (Vinje). 2) svide. "Grout´n æ sængla". Tel. (Vinje). NSv. Dial. sjångla, sveda.

"sengra v.n." A. Hall. ISogn (Lærdal).

sengra v.n. (ar), 2, give en skarpt susende el. hvinende Lyd; maaske ogsaa = singra, singla. Hall. "Svær´e sængra". "Fugle-fluktee kom sængrand". Sandsynligvis eet med foreg.

"Sengra f." A. Vald. "Ullsængre, Liins.".

Sengretev (e') m. = Sengra. Hall.

"Sengskor (o') f." A. Vestf. (Lier): Sængeskör. 2) = Sengjesims? Num.

"Sengstokk m." A. 2) = Sengskor, A. Num.

"Senn, Gang". A. "I Sænn" og "um Sænn", Ndm.




ser (ee) adj. 1) særegen, besynderlig; eiendommelig. Hall. ISogn, Nhl. Voss. "Aen seer´u Kar", udmærket Karl. Voss. "Seer´e Tingg, Soort", Sogn. "Dar æ eit seert godt Fylgje mæ 'an", Nhl. "Han æ so seer paa dæ (di)". Paa disse Steder gjerne adskilt fra "sær" dvs. vranten. 2) = sær dvs. ømfindtlig, let stødt; vranten. Rom. Vestfold; Shl.: seer´e. 3) meget forsigtig eller tilbageholden (af Blyhed, Mistillidsfuldhed, Fordringsfuldhed); i Spisen. Vestf.

"ser (ee) adv. 1) for sig selv, særskilt". A. Gbr. Vald. Sogn, Tel. Rbg. Shl. "Han gjekk seer mæ'an", under fire Øine; Rbg. "Leggje noke seer", lægge noget for sig. Ogsaa: i seer VTel. Sæt. (i sⁱer, i seⁱr), Ma. (Aas.), Smaal. "Hölle i seer", holde fra hinanden; Smaal. "Eg ska hava de i seer", for mig selv, VTel. Sæt. Ogsaa: "lægge dom iseers", hver for sig; Smaal. Og: seert adv. d. s. Shl. "Skjele ha dei seert", det lette Korn osv. – seer Lag, noget for sig, en anden Sag. ISogn. "Da va seer lag um han gjo^ure da". see-um-Lag d. s. NGbr. – seer um Lag, særskilt, for sig selv. Hard. Sogn. "Leggja s. u. L.". Jf. Isl. sér-í-lagi, især. – seerumslag adv. og adj. især; særdeles; eiendommelig(t), udmærket. Tel. (Bø, Selljor, Aamotsdal). "Dæ maa vera reint seeroomslag". seeroomslags d. s. Tel. (Eidsborg, Selljor). "D'æ eit s-s gott Væ". "S-s Grei'ur". – seer um likt, lige godt = sliks Slag. Shl. "D'æ seer om likt", ligegyldigt. Ogsaa: "d'æ mykje seerums likt"; Hard. (Ulvik). – seers adv. og adj. særdeles, eiendommeligt, udmærket. Tel. Rbg. Ma. Vald. Sogn, Sfj. Ndm. "Regni æ gjævt detta Bil Aars, d'æ seers de!" Rbg. "Seers veen´e, seers gott", Tel. Rbg. Ma. "Noko seers", noget sjeldent, udmærket; Vald. Tel. "Han heve eit seers Lag", Tel. Rbg.