A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Fjagg m., fjagge v., Fjaggje m. se Fagg, fagga. "Baanefjagg". "fjagge ihop Klæ'i", lappe klodset sammen; Tel. (Vinje). 2) fjägge og fjægge v. pusle, kludre. Fjägg og Fjægg m. Pusler; ogsaa, i Spøg: Kjæler, Elsker. Smaal. Oslo.

Fjagg n. langt, spredt staaende (tyndt, svagt) Græs, Haar og dl. Shl. Ryf. "Myrafjagg". – fjaggjen adj. f. Eks. om Græs som vokser i Skygge. Ryf. Ogsaa: Fjogg, Fjugg, Fogg. Jf. Fjaks.

fjairast, fjaire, fjairen se fjødra.

"fjaka v.n. (ar) vimse, tumle". A. Shl. Sogn. Mest om Børn og Kvinder. "fjaka mæ noke", arbeide stundesløst og effektløst med noget. fjaakaa (fjoko), Østerd. Røros. – fjaka seg v.n. forhaste sig; ogsaa: skynde sig. Hard. og fl. – Fjak n. 1) det at fjaka. 2) en stundesløs Vimser. – Fjakarbeid n. 1) = Fjak 1). 2) i Stundesløshed udført Arbeide. – Fjaakaadøle m. En som fjakar. Østerd. Jf. fjeka, fjoka, fika, fikta osv.

fjakka v.n. (ar) omtrent = fjaka dvs. gaa
(fare) omkring med smaat planløst Arbeide. Romsd. Ndm. Trondh. "Ga aa fjakk' aa gjera aafaatt". – Fjakk n. Stundesløshed; = Fjak(arbeid). Romsd. Trondh.

fjakla v. 1) bevæge sig uroligt og usikkert frem og tilbage; ikke kunne sidde (staa) stille; vimse; tildels = fjakka. Sogn, Totn, Rom. Tel. Hall. "Fjakla burt heile Dagjn", Sogn. 2) være vaklende, vægelsindet, upaalidelig. Gbr. – Fjakl n. det at fjakla. Fjakling f. d. s. – Fjakl m. og n. og Fjakla f. En som fjaklar. Hall. Tel. Gbr. Fjakle m. d. s. Hall. Fjaklekrok (oo) m. d. s. Hall. Fjakling m. d. s. Hall. – fjakleleg adj. lig en Fjakl: vimset; stundesløs; vægelsindet. Tel. (Nedre, "fjakloleg") og fl. – fjaklen adj. som gjerne fjaklar. – fjaklutt adj. fuld af Fjakl. Hall. Totn, Rom. Tel. – Fjokle (o') f. en kvindelig Fjakl. Tel.

Fjaks n. 1) lang tynd uredet Haarmasse, Man, Fryndsekant og dl. Ma. Ogsaa: Taver = Tafs, Tjafs. Ma. 2) langt tyndt Græs = Fjagg. Sogn: "Myrafjaks". – fjakseleg adj. lig Fjaks. Ma. Jf. Faks.

fjaksa v.n. (ar) 1) = fjaka, Sogn. 2) føite om. Sogn. Bet. 2) tør være fremvirket af flaksa. – Fjaks n. 1) det at fjaksa. 2) En som fjaksar. Fjakse m. d. s. Sogn.

Fjall m. tosset Pusler; Halvfjante, indskrænket Særling. Busk. Vestfold (Hov). Se fjalla, fjallen.

Fjall n. (Fjadd) slagtet Dyr osv. se fjalla.

fjalla v.a. og n. (ar) 1) pynte, rede til; især om at rede til et slagtet Dyr. Ogsaa: gjøre forfaldne Ting brugbare; oppynte; opfriske. Hedder: fjadda, VAgder (Fjotland, Hægebostad, Bjell., Aaserall); fjadde, Sæt. SVTel. (Moland, Nissedal), fjødde, NVTel. (Mo, Vinje, Kvitseid, Sellj.), fjodde, Tel. (Moland). "Fjadda Kjød; fjadda upp eit Smaalog, ein Fugl". "Eg ska fjadda deg!" sætte dig istand, pynte dig = gjurde (jule inn, upp). "Fjadda seg upp" oplives, friske sig op. "Fjødde te Matn", opfriske Maden, med Saus. f. Eks. "Han tok ei gaamo(le) Møykjereeng o fjødda hæna uppatte", tog til Ægte og foryngede. Hertil: Fjall n. slagtet Dyr som er tilredet til Nedsaltning. Agder, Tel.: Fjadd, Fjødd. Soufjødd, Noutefjødd". 2) gaa smaat og planløst frem og tilbage; pusle; mest om Fjanter og meget gamle Folk. Vestfold (?Hov); VTel. og Sæt.: fjadde, især i "fjadde o tvadde". G. N. og Isl. fjalla pynte, sysle med (pusle). Se A. Jf. fjaltra, fjolla; og "fjalle dvs. bära sig tafatt aat", Skåne.

Fjalle m. Stymper, Pusling; halvt Fjante. Sæt.: Fjaddi.

fjallen adj. fortumlet af Overraskelse; forbløffet. Romsd. (Eid og fl.).

fjaltra v.n. tumle, spase = flogsa, leiksa. Ma. (Aaserall). "Fjaltra mæ Jæntun". fjoltra d. s. Ma. (Bjelland). Jf. fjalla, fjolla.

Fjamling m. Person som let bringes ud af Fatning eller forvirres; fortumlet Person. Vestfold (Sandsvær).

Fjamp m. se Famp.

fjampa v.a. faa kun saa nogenlunde i Skik; ordne, klæde eller pynte klodset. Ryf. Bamle, Nedre Tel. Vestfold. "fjampe seg te". Se A., fampa, ufjamputt osv. I Jylland: "fampe sig" og "famme sig" dvs. skikke, føie sig. – fjampen adj. stiv og tungfærdig, eller: som gjør stiv og tungfærdig; mest om Klæder = fampen. Hall. Num. "Nye fampne Klæ'u". "Dæ æ so fjampint (e æ so fjampin) mæ so mange Klæ'u".

Fjams m. = Fjamling. Gbr. Hall. Tel. Ma.

Fjams n. lystigt Vrøvl. Ryf. Røldal.

fjamsa 1) v.a. (ar) bringe ud af Fatning ved Overraskelse, Paaskynden og dl.; forvirre. Jæd. og fl. "Fjamsa ein vækk". Østl.: "forfjamsa". 2) gjøre skjødesløst Arbeide; sluske. Hard. Shl. "Fjamsa da ifrao seg". "Fjamsa Klæe paa seg". 3) "v.n. løbe om i Forvirring". A. Tel. og fl. – Fjamsefat n. = Fjamling. Follo, Smaal. Rom. Se Fat. – fjamsen adj. 1) tilbøielig til at fjamsa (slusket osv.). 2) halvtosset af Forvirring; fortumlet. Voss, Sogn, Hall. – fjamsutt adj. let bragt ud af Fatning. Hall. Østl. Jf. flamsa; se fj.

fjamseskjemd adj. forvirret af Skam. Voss.

fjamta v.n. (ar) = fjamsa 3). – Fjamting m. = Fjamling. Vestfold.

Fjangl n. Fjasen, Fjas; værdløst Arbeide og dl. Shl. Ryf. Delvis: Fjaanggl.

fjangla v.n. kurtisere, smidske; fjase leflende. Ryf. "Fjangla (fjaangla) aa fria". "Fjangla mæ Jæntedne".

Fjangs n. Rede, Skik, Orden = Greida. Nhl. (Eksingadal). "Dar æ lite Fjangs mæ 'an".

fjansa v.n. (ar) fjase eller spøge uvittigt (uheldigt); spase kjedeligt. Ma. (Grindeim, Bjelland). En anonym Nordenfjeldsk Ordsamling (Vid.-Selsk. Manusc. Trondh.) har: "fjanse, pynte; Fjans, en Nar"; jf. ufjansen, slusket. – Fjans n. uvittigt Skjemt; kjedsommelig Spasen; mere tosset og livløst end Fjams, omtrent = Gams. Ma. – Fjans m. En som fjansar; uvittig Spøgefugl. Ma.

fjanta v.n. (ar) fare planløst omkring; især: tumle stundesløst om mellem flere Arbeider. (Bevægelserne er voldsommere og større end ved fjadra). Ryf. – fjantra v. d. s. Hard. Jf. flana, flantra (fjuntra). Ældre D. fjante dvs. rave; Sv. Diall. fjanta dvs. trippe.

fjaoka, fjaoksn se fjoka.

fjappen adj. liden, let og rask; væver. Ma. (Grindeim, Bjelland).

fjapsa v.n. (ar) eg. gjøre smaa Greb?, befatte sig overfladiskt med? Sfj. "Han fjapsa mæ
(burt i) alt; d'æ ei Farefleime". – Fjaps m. En som fjapsar. Jf. fippa.

fjara, fjaaraa v. ebbe, se fjøra.

fjara til, fjarast, fjaren se fjødra.

Fjark m. = Fark. – fjarka v.n. te sig som en "Fark". "Fjuntre aa fjarke". Nfj.

fjarla v. (ar) omtrent = firla dvs. pusle, plukke, kludre; ogsaa: kjæle, smidske. IRyf. (Sand, Suldal), Hard. fjærla d. s. Hard. (Ulvik). "Fjarla burt Tio", kludre bort Tiden. Ryf. Se A.; firra, fjarra.

fjarma v.n. (ar) 1) fare forhastet til; buse til; tumle (afsted). Ryf. (Hjelmeland, Nærstrand). Og fjærma, Ryf. "Han fer aa fjarma aa fjasa aa veid mest ikkje k(v)a han vil gjera". Ogsaa: fjarma seg til v.n. sætte sig i en urimelig Fart; forhaste sig, overile sig. Ryf. (Hjelm). 2) snakke løst (og fast), snakke meget og upaalideligt; ogsaa: sledske. Tel. (Aamotsdal). Fjarm m. og Fjorm (o') f. En som "fjarmar". Tel. (Aamotsdal; Wille: Fjarm m., Fjaarm f., Sladdrer). "3) v.n. snakke fint. Hard." A. Ogsaa: fjærma, Hard. (Ulvik). Jf. fjarra, fjarla. – Fjærmeskap m. forhastet Adfærd; Overilelse. Ryf.

fjarra v.n. (ar) 1) fare livligt (vimst, vevert) omkring. Ryf. "Fjarra att aa fram". "Fjarra aa fjutla". 2) fjarra seg upp el. til, blive livlig; friske sig op; oplives. Ryf. Shl. Se jadra, fjødra; jf. firra (fjarla, fjarma). – Fjarra f. vevert lidet Kvindfolk = Firra. Ryf. – fjarren adj. vever. Ryf. SBerg.

Fjarre m. = Farre. Rbg. (Aamlid). – fjarreleg adj. lig en Fjarre; særlig: ilde klædt. Rbg.

Fjas n. 1, Kvistebrænde. 2, Sladder; se fjasa.




fjasa v.n. (ar) 1) om Gaser: fare i Veiret; ogsaa: futte, blusse op = fisa (i'), men med noget stærkere blæsende Lyd. Ma. Sæt. Rbg. Tel. Vestfold, Smaal. Om Spirituosa: "De fjasa i Hovue", det foor lidt til Hovedet (Valle i Ma.; Kvitseid i Tel.; Landstad 384). Jf. svidra, svera. Oftere om Ilden: "Ell´n fjasar upp; de fjasar i Strye, i Lyngje, i Einern; de fjasar o brænne, brænne so de fjasar; de fjasar te". Og om Brændet: "Strye, Lyngje, Einern fjasar". 2) buse til; forhaste sig. Ryf. (Sand, Hjelmeland). "Fjarma aa fjasa". fjaasaa, Totn og fl. 3) føre Sladder eller anden løs Tale; være Øretuder = fisa, fjesa, fjosa. Ma.Tel. "4) fare med Fjas". A. – fjasa burt v.a. spilde eller forspilde ved Fjas; søle bort. I Østerd. fjaasaa (fjoso) v. befatte sig med Fjas, være frivol; hertil "Fjaasaamees" m. en upaalidelig, frivol Person; en Laps; medens fjaase er: føre Sladder. – Fjas n. 1, noget som let fænger og som brænder med mange Futtinger (Opblusninger, smaa Eksplosjoner); saaledes: tør Ener, Kvisteved med Løv paa og dl.; Fjaskvist m. Tel.; Fjasvi(d) m. Tel. Vestfold, og "Fjasavee" Tel. – Fjas n. 2, uvederheftig Tale; Sludder; Sladder; Bagtalelse. Ma. Tel. og fl. – Fjas m. en Sluddrer; en Sladderfører, Øretuder. Tel. – En kvindelig "Fjas" hedder Fjasa f. Li.; Fjos (o') f. Tel. Sæt.; Fjosu (o') f. Tel. "Fjasebrook", d. s. Sogn. – fjasblid adj. = fisblid. Vestfold og fl. Se Fis-. – fjasen adj. tilbøielig til at fjasa; særlig: løsmundet. Rbg. Ma. – fjasutt adj. fuld af Fjas. Udbredt. Ogsaa lapset, frivol; Østerd. – Fjasuve m. en uvederheftig Snakker. Tel. (Treungen). Se Uv(e). – fjasa tør ligesom fjesa og flere af de flgg. være fremgaaet af fisa (ii og i'); se disse. Jf. ældre D. fjæse dvs. larme.

Fjask n. Fusk osv. Fjask m. se fjaska.

fjaska v. (ar) være upaalidelig; a) i Tale: smidske; logre; snakke efter Munden; sladdre, være Øretuder. SBerg. NVTel. (Rauland). "Fjaska aa laata væl". Ogsaa: fjase, drive Fjas. Smaal. "fjaske mæ Jentene". Og: tale venligt og lidt indsmigrende. Ryf. b) i Gjerning: gjøre upaalideligt eller effektløst Arbeide, fuske; "fjaske ihop". Ndm. Gbr. Østerd. Selbu, Rom. Num og fl. "fjaske aav", fuske, vrøvle, søle noget bort; Gbr. – fjaskast bort v.n. svinde hen; blive usolid, Til "Fjask" n. Ma. – Fjask n. 1) upaalidelig Tale, Sledsken, Smidsken. SBerg. 2) upaalideligt Stof eller Arbeide; Fuskeverk, Fusk; særlig om meget tyndt og usolid Tøi. Romsd. Østerd. Ma. og fl. 3) Laser. Nfj. – Fjask m. En som "fjaskar", usolid Person: a) indsmigrende Person; Smidsker, Øretuder osv. Ryf. Shl. og fl. b) Fusker, Kludrer. Rom. c) Pusler; Stymper; Pjalt. d) laset Landstryger. Hedm. – fjaskeleg adj. lig Fjask n. og m.: usolid; uselvstændig, eftersnakkende osv. Tel. – fjasken adj. usolid: a) smidskende, logrende. Ryf. SBerg. Tel. "Fjaskjen som ein hund". b) af daarligt Stof; tynd og svag, (som Græs der har vokset i Skygge). SBerg. "Fjaskjin aa lett". c) laset. Nfj. Jf. fisa, fjesa, fjasa, Fjas, fisla, Fisl, fjasla; Sv. fjesk; Sv. Diall. fjask dvs. fjäsker, Karl som intet duger.

fjaskra til v.n. = fjasa og brenna 1). Sæt.

Fjasl og Fjatl n. og m. se flg.

fjasla og fjatla v.n. 1) vimse. Land og fl. "Oongen foor aa fjasla boolaavr Marka". 2) smidske, logre; tale efter Munden, føre Sladder osv. = fisla, fjaska a). Land, Vestfold; Hard. og Ryf.: fjatla. Ogsaa: fjase, føre Smaapassiar, særlig Elskendes kjælne; Ryf. Jæd. Shl. "Fjatla mæ Jæntedne, fjatla aa fria, fjatla aa fjasa". – "fjasla" og "fjatla" falder overalt sammen i de henholdsvise Former "fjatla, fjasle, fjahle (fjahlje", osv.); ogsaa Bett. ligge hinanden saa nær, at de paa de fleste Steder ikke kan adskilles. Saaledes: "fihle aa fjahle",
vimse om med Smaa-Ærind og Smaa-Arbeider. STrondh. fjatla synes dog at have Overvægten, idet den mest udbredte Bet. er: 3) pusle famlende med noget; kludre. Nhl. (A.). Hard. og Ryf.: fjatla. I "fjatla seg burt" = forfjatla seg, forfjasa seg dvs. forløbe sig, forvimse sig, er dog maaske "fjasla" overvægtigt. Tel. og fl.: fjasle; Gbr. Hall. Trondh. Romsd. og fl.: fjahle (omtrent). I Num og Nedre Tel.: fjosle (fjaasle?) 4) særlig om den alderdomssvage Famlen og Puslen. NGbr. – fjatlast v.n. kludres, søles (bort) = fitlast, tvislast (burt). SBerg. og fl. – Fjatl n. Kluderi, Snak, Vrøvl. Shl.; i Gbr. og STrondh.: Fjahl. – Fjasl m. urolig, vimset og fomlende, kludrende eller puslende Person; Pusler. Hedm. Vestfold, Hall. – Fjasle f. og Fjosle (o'; ogsaa aa) f. en tosset, vimsende, vaasende, kludrende Kvinde. Tel. Num. – fjasleleg adj. som en Fjasle". Tel. – fjaslen adj. tilbøielig til at "fjasla (fjatla)" til "Fjatl" eller Fjasling f. "Fjatlen aa fjasen", Ryf. "Da gjængge fjatle", det gaar kludervornt, Hard. og m. fl. – Fjasling m. En som "fjaslar"; særlig: en Medjatter. Land, Vestfold. – Fjahlefant m. og Fjahlefente f. famlende Pusler. Hall. – Fjahlegrei(d)e f. Pusleri; puslende Færd og dl. Hall. – Se de foregg. Jf. Isl. (Haldorson) fjatla el. fjátla, arbeide forgjæves? Jf. fitla, fisla; se A.

fjaslast v.n. blive affældig, fjaslen. Gbr. (Lom og fl.): "fjahlast, fjahlen". Se foreg.

fjassa v.n. (ar) trippe om i plan- og effektløs Smaavirksomhed; smaasysle; pusle; omtrent = disa, dassa. Agder, Tel. "Den gamle Kaana gjængge fjassar häile Dagjn", Sæt. "Bodnan fer o fjasla o leiksa paa Tile", Ma. 2) snakke frem og tilbage, holdningsløst eller sløvt; jatte med; vrøvle. Agder, Tel. "Fjasse mæ" el. "ette". Ordet forblandes aldrig med "fjasas", som i Agder og Tel. har anden Bet.; tør have Sammenhæng med fjasla, fjaska, eller med fjata? – Fjass n. 1) det at man fjassar = Fjassing f. 2) det værdløse Produkt af Fjassing: Pusleri, Vrøvl osv. Agder. – Fjassa f. og Fjasse m. Person som fjassar, som er fjasseleg el. fjassen adj. tilbøielig til at f. Agder, Tel. – Noget lignende er: Fjoss (o') f. og m. Nedre Tel.; Fjosse (o') m. Li.; Fjossa (o') f. Ryf. Li. Sæt.; Rom.: Fjaasse. Men i disse Former er Personen mere betegnet som halvfjantet og uvorn. De tør ogsaa være tilblevne delvis under andre Paavirkninger; jf. Fjøssa, Fjusse.

fjata v.n. kludre; famle = fata. Lyder: fjaataa, Tel. (Tinn). Jf. Fjøtul (fjatta).

fjatra 1, v.n. gjøre gjentagne smaa usikkre, lidet beherskede – snublende, stolprende, famlende – Bevægelser; mest om svagelige og affældige. Særlig: snakke stottrende, famlende, sløvt; tale usikkert og meningsløst. Jf. fatra, og se fj-. Ordet har intet at gjøre med fjadra – som betegner noget livligere, kraftigere og raskere Bevægelser – uden forsaavidt fjadra nogensteds tør være Udtaleform af fjatra.- Ryf. Ma. Sæt. Rbg. Tel. (Vinje, Nissedal, Raul.). Ogsaa: fjotre (o') og sjelden "fjøtre"; Tel. (Aamotsdal, Kvitseid, Laardal, Rauland). Disse Ord synes ikke at have nær Sammenhæng med "fjetra, fjøtra" dvs. hindre (Pontoppidan har dog: fjatre, hefte Dyr ved Besværgelser). Ligt er: fjøtra og fjetra (paa) se d. "Fjattre utyve Stoga o laite o inkji finne"; Sæt. "Ho fjattrar mæ so mykje utan at dæ verte noko", kludrer, pusler resultatløst. Ryf. Ma. Sæt. "Han gjængge fjottrar" = "han gjængge i Fjotrune" (o') f. pl. def.: han gaar i "Barndommen". Sæt. Tel. – Fjatr n. det at man fjatrar; Famlen, Kluderi osv. Agder, Tel. Fjatre m. En som fjatrar. Agder. Fjotra (o') f. d. s. – fjatreleg og fjotreleg adj. og adv. "Dæ gjængge fjattrelege' det gaar famlende og kludrende. "Han æ so fjottrelege, ein kann 'kje forstand 'n". – fjatren og fjotren adj. udsat for at fjatra, for Fjatring f. "Fjattren o ustø". "Fjottren o vaddreleg".

fjatra 2, v.n. om Vandet: danne Isnaale og smaat Isgrus; begynde at fryse. Tel. (Nissedal). Og: fjetre og fjøtre; Tel. (Kvitseid). Lidet brugt. "Fjoor´n fjattrar o legge. Det samme hedder andensteds flotra. – Fjatr, Fjetr, Fjøtr n. begyndende Isdannelse. – Eet med fjatra 1?

fjatta v. "fjatta bort", søle bort, kludre bort. Ma. Fjatt m. og Fjattar m. en Søler, Kludrer. Ma. Jf. fjata.

fjaa adj. 1) glad og blid, lys og let; livligt imødekommende; munter. Sfj. (Jølstr, Haukedal, Førde, Vevring, IDale, Askevoll). "Fjaa aa feien". "Fjaa aa fin". "Fjaa aa gla". Svarer i Bet. omtrent til G. N. léttr (ok kátr). 2) lysten paa, ivrig for; omtr. = fus. Mest: "ikkje fjaa", utilbøielig, lidet villig, noget sen = traud. Jf. (?) G. N. fjádr formuende. I. G.: fullfjaa, fuldkommen dygtig. Hedder ogsaa: fjaaen, og fjaassen. Minder om fjaadden, fjaa v.

fjaa seg v.n. (r, dde) blive Herre over sig selv igjen, sandse sig; besinde sig. Ryf. Shl. Li. Se A. "Han fjaar seg eit Grann, so galen han æ"; Ryf. Ofte "fjaa seg upp (att)", Li. Jf. fjaa adj., fjaatta, fjaadda.

fjaada v. se fjaaga.

fjaadd adj., maaske part. af fjaa: fuldt sig selv mægtig, ved sine Sandsers (Evners) fulde Brug. Kun hørt med Negtelse: "inte rikti fjaadd", ikke rigtig klog. SGbr. (Faaberg). Ogsaa: fjaatta, SGbr.

Fjaadd f., Fjaaddi og Fjaaldi m. se Fjøld.

Fjaadde og sjeldnere Fjaadd m. en venligt imødekommende men noget for føielig Person.
Vald. (Bagn, NAurdal, VSlidre). Især i "Go(d)fjaadde"; mest om behagelige, ikke sløve, gamle Folk; Vald.

fjaadden adj. 1) altid lys og venlig; livligt imødekommende og let at komme til Rette med. Vald. (Bagn, NAurdal, Slidre), Sfj. (Førde). "Fjaaddin o feg(j)in", Vald. "Frikkjin aa fjaaddin", Sfj. 2) forekommende; hjælpsom. Gbr. (Faaberg). Ogsaa: fjaatten, Vald. (Slidre); se Fjaatt. Jf. fjaa adj.

fjaaen adj. munter osv. = fjaa. Sfj. (Jølstr).

fjaag adj. 1) munter osv. = fjaa. Tel. Agder, Rog. Røldal, Nfj. (Innvik), Sfj. (Vevring). "Fjaag´e so ei Smørøskja" = smørblid; jf. fisfjaag. 2) vakker, tiltalende. Tel. (Mo). Denne sidste Bet. peger ligesom Navnet Fjaagesund, Fjalgasund (det vakre, blanke Sund?) i Midt-Tel. paa fjelg, *fjalgr (blank? jf. "fjaage so ei Smørøskja"). Men Lydutviklingen: fjalgr > "fjaag´e" tilhører nu ikke andre Egne end VTel. og Sæt.; i VAgder kunde man ventet "fjaalg", som Taalg af talg; i Ryf. vilde endnu snarere L beholdes – man har fjelg fjalgr, valg valgr; Laanord fra Tel. tør det vel derfor være i Ryf. og Røldal, og kunde det være i VAgder, hvor det dog ogsaa kunde være Levning fra det samme midlertidige Sprogstandpunkt som Hægebostad, Hægeland < helga-; men som Laanord kunde det neppe være kommet til Fjordene; her, ialfald, synes det en Sideform af fjaa. Flere Ord tør skjule sig i fjaag; jf. fjaak, hvilket i Størstedelen af Rogaland og Vest Agder vilde lyde "fjaag"; "fjaak'e" i Eikin i Li. beviser intet, da man der ofte hører "Dak" for "Dag", "eika" for "eiga". Se fjelg, A.

fjaaga v.a. (ar) 1) oplive, opfriske; gjøre En lys og livlig (igjen); faa en blid og venlig (igjen). VAgder (Finnsland, Holum, Valle, Eikin, Kvin, Fjotl.), Dal. (Hæskestad), Ryf. (Sand), Røldal. "Sjaa o fjaag'an mæ ein Dramm!" "Han fjaaga seg upp atte". 2) pynte op, friske op; f. Eks. et gammelt Hus. Li. (Fjotland). Paa Grændsen af Agder og Rog. bruges baade fjaaga og fjelga om d. s. Se fjaag. – fjaagda v.a. (ar) d. s. Ma. (Bjelland), Li. (Eikin, Fjotland, Kvin). "Fjaagda deg upp, saa du bli i gott Lak (Lag)!" – ?fjaada v.a. d. s. Li. (Fjotland). "Han fjaada upp H^øusan, saa dei va rektig feine". "Dei fjaada seg upp daa eg kaam, o va saa fjaage heila Tiiæ siiaa". "Fjaada" kunde være for "fjaadda", som "saade" for "saadde", som "ræd´e" for "rædd´e"; det forblandes ei med "fjadda" (fjalla), der bruges sammesteds om at gjøre til Nød brugbar. Tør hænge nær sammen med fjaa adj., (fjaa v., fjaadd, Fjaadde?).

Fjaagde m. Hygge, Behagelighed, Nydelse; omtrent = Fjelgde. Li. (Kvin).

fjaagleg adj. noget "fjaag", livlig. Sæt. fjaagelig, Li. Dal. fjaagalig, Røldal.

fjaagna v. n. blive "fjaag". Dal. Li.

fjaak adj. 1) munter osv. = fjaa. Sfj. (IHolmedal), Shl. Særlig: livligt imødekommende, glad hjælpsom = fiskjen; modsat tverr. Sfj. Nhl. Hard. (fjaok), Shl. YRyf. – fjaaken adj. d. s. "Fjaakjen aa fiin" = "fikjen (fykjen) aa fiin". Shl.; Sogn og Hard.: "fjaokjen". 2) opstadset. Sfj. (Askevoll). "fjaak" synes, trods Vokalen at hænge sammen med fika (fjaka, fjoka); eller fremkommet af fjaa (fjaag) ved Lyd-smitte fra fika.

Fjaak m. forvirret og urolig Tosse; tosset Vimser. fjaakjen og fjaakjeleg adj. forvirret, vimset; tosset. Voss og Vossestraand: fjaok-. Synes fremgaaede af Fjok, fjoka (o') under Paavirkning af de foreg. – fjaaka v. Fjaaksn n. se fjoka.

fjaakna v. blive livlig "fjaak". Ryf. Shl. Hard.

"fjaalaus adj. forvirret, sandseløs. Ogsaa fjaadlaus, Ryf." A. Og fjaattalaus, fjaattlaus, Ryf. Se fjaatta. Forskjelligt fra faaddlaus, foddlaus dvs. sløv.

Fjaam n. 1) Fnug = Fjom, Fjun (Hjaam). NBerg. 2) usolid Stof. Nfj. – 3) forvirret, famlende Tosse. Busk. Vestfold, Sogn (ao) og fl. Se fjaama. – Mere end eet Ord.

fjaama v.n. (ar) 1) gaa omkring sløv eller sandseløs (forvirret), famlende eller tumlende; gaa og søle; ogsaa: vrøvle. Vestfold, Busk. Hedm. Gbr. Sogn. 2) "fjaama burt" og oftere fjaamast v.n. blegne hen; svinde hen, hentæres. Shl. Nhl.; Hard. og Sogn "fjaomast". – Fjaam m. og n. og Fjaame m. svag og sløv, forvirret Person; Halvfjante. Hall. Gbr. Sogn. "Gaa i Fjaam´a" (n.?) = "gaa i Ørske". Vestfold. Jf. Faam, faama. – fjaama v. er vel to Ord.

fjaamen adj. 1) i høi Grad sygeligt bleg, gusten. Ryf. Hard. Voss, Sogn. 2) sløv af Affældighed. Hard. Sogn. 3) halvfjantet og famlende; uden Tilgreb. Berg. Østl. "Fjaamen aa lite fyre seg". 3) usolid, ustærk; om Tøi, blandt andet. Nfj. Jf. Fjaam n., fjaama, fjoma. – Heri er vel flere Ord.

Fjaan f. Fnug = Fjom. YSogn (Hyllestad).

fjaana, fjaadnast se faana.

fjaana v.n. (ar) blive "fjaa" = lettna. Sfj. (Jølstr, Holsa, Førde). "Han fjaana aa fjelgna".

Fjaangr n. noget tyndt, spredt og usolid: tyndt Tøi, tyndt Græs osv. Shl.; Hard.: "aa", altsaa vel snarest Fjongr. Jf. Fjaan, Fjon. – fjaangren adj. "D'æ tunnt aa fjaangre, detta Tye". "Aakrn æ piisen aa fjaangren".

fjaank, fjaang adj. = fjunk.

Fjaas n. 1) Sladder, upaalidelig Tale. Tel. Rbg. Ryf.; Sogn: ao. "Lygn o Fjaas". 2) Tale el. Adfærd som er forvirret form. Hast; løst Snak og dl. Hall. Gbr. Se A.

fjaasa v. fare med "Fjaas", se d. Tel. Sogn. (ao), Gbr. Hall. osv. – fjaasen adj. tilbøielig til "Fjaas", sladderførende, løsttalende osv. Tel. Voss (ao), Sogn osv. – Fjaas m. En som fjaasar. Jf. Flaas.

fjaassen adj. oprømt i godt Humør, osv.; omtr. = fjaa. Se d. Sfj. (Førde, Haukedal, Jølstr). "Feien aa fjaassen". Dog helst: "Han vart fjaa"; og "han va fjaassen".

fjaastra v. n. smaasysle uden at mægte noget ordentligt Arbeids-Tilgreb; pusle. Voss: ao. – fjaastren adj. forknyt, forsagt, uden Tilgreb; omtrent = faa, faatøkjen. Voss. "Fjaostren aa lite fyre seg". – Faastring m. En som er fjaastren. Voss. Sjeldne.