A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Flasma f. 1) tynd og noget vid fraløst (afskallet eller fraflænget) Skive; større Flis eller meget stort Skjæl af Sten, Ved eller Hud. Hard. Shl. Ryf. Nfj. Sjeldnere om ganske smaa Fliser eller Skjæl. Flosme (o') f. d. s. Nfj. (Innvik). Andensteds "Flisma". 2) en Indretning af Bræder eller Stænger til at forøge en Arbeidsslædes Bredde. Hard. (Kvamm, Ulvik). Jf. Flasme A. I Sv. Diall. flasma dvs. flisa. – Flasmeslede m. Slæde med Flasma.

flasma v. n. om Sten, Ved, Hud: løse sig af (fra) eller op i tynde Skiver, "Flasmor"; skalles af eller op. Hard. Shl. Oftest "flasma 'taa". flasmast d. s. Shl. – Flasm n. det saaledes Fraløste. Hard. Shl. Ryf. – flasmen adj. "Steinin æ flasmin". Hard. Jf. flasa osv.; Sv. Diall. flasma v. flå af.

Flasme m. 1) en yndre Rulle, et Rør, af Ved, som har løst sig fra "Kalv-Veden". Sogn (Hafslo); Hard. (Ulvik: Flasma?). 2) et Stykke af en Træklods eller Bjælke, hvilket er frakløvet "paa Flask"; en kløvet kort Bjælke. Sogn, Hall.

Flassa f. 1) vid og meget tynd Skive; meget stort Skjæl. Rbg. 2) løsthængende Barkskive = Flasa. Nedre Tel. 2) Tøite. Jæd. Jf. Flaassa (og Flasa).

flassa v.a. (ar) danne til en "Flassa"; frembringe en F. Rbg. "Du flassar Leivn utyve heile Bo^uri". "De flassast utyvi", det danner "Flassor".

flasseleg adj. lig en Flassa. Rbg.

flassen adj. vid og flad (og slapt formet). Ma. (Lauvdal, Finnsland). "Flassen i Annlide".

Flassop (oo) n. = Flassøp. Tel.

flasutt adj. 1) se flasa v. 2) se Flasa f.

"flat adj. 1) flad". A. 4) altfor djærv i Tale; fripostig; næsten fræk. Rog. "Han gjoore seg flat'e, kom mæ dæ saa flatt; dæ va flatt sagt". 5) uanstændig (fræk). Ryf. – "Baade flat aa flau", skamfuld. "Ditt flate Olvor", dit ramme Alvor; Sogn.

Flat m. Flade, flad Mark; helst en mindre end "Flot"; bred Terrasse. Sogn, Vald. "Engjaflat, Skogaflat". – Flat f. d. s. Hall. Vestfold, Gbr.; særlig: fladt Terrain modsat "Brotta". "Nee pa Flat'n", Gbr. (Vaagaa).

flata v.a. (ar) gjøre "flat" i dets forskj. Bett.; især gjøre skuffet eller skamfuld. Tel. "flata paa", glatte eller jævne paa, søge at udjævne. Tel.

Flatfela f. almindelig Violin. Busk.

Flatfodr (foor) n. Græs udbredt paa Marken til Tørring; modsat "Hesjehøy". Berg.

flathimla v.a. forsyne (en Stue) med fladt Loft. Hall. "Ei flathimla Stugu".




flatkarda v. = einkarda. Innh.

flatleg adj. 1) noget flad. Agder. 2) fræk; noget uanstændig, "flat". Ryf.

flatsi(d)es adv. paa den flade Side = paa Flask´n. Vestfold.

Flatstraum m. Bagstrøm i Overfladen, gjerne langs Stranden. Hard. (Ulvik, Ullensvang).

Flatstrøyme n. = Flatstraum. Hard.

flatøksa v.a. (er, te) = flattelgja. Hard.

flatøksa v.a. (er, te) = flattelgja. Ryf.

Flaugdrake m. = Flogdrake. Tel. (Kvitseid).

flaugsa v.n. (ar) = flagsa; jf. flugta. Sæt.

flaugseleg adj. flagrende; særlig om Klæder som hænger vidt og skjødesløst om Kroppen. Sæt.

"Flaum m. Oversvømmelse". A. Ogsaa om et meget tyndt Vædskelag som er flydt ud over Mark, Gulv osv. Smaal. og fl.: Flaamm og Floomm. "Tørk oopp den Flaammn der!" Ikke i Spøg. Jf. D. Flom, sid eller oversvømmet Jord.

"flauma v." A. 2) bevæge sig ud over alle rimelige Grændser; fare vidt omkring. Nfj.

Flaumhatt m. bredbræmmet hat. Dal.

Flaus m. en rummeligt anlagt (generøs, liberal, ikke snæver) Person; en rundhaandet og dristig Karl. – flausen adj. som en "Flaus"; næsten: flot. Ryf. (Tarvastad, Sand). Ikke meget brugte Ord. Jf. flus, flysja, flaustren.

flaust adv. 1) overflødigt, flot = flust. Ryf. 2) vel raskt; pludseligt = flust, braadt. Innh. Strinda. "Dæ gaar ittj saa flöust". "Han kom saa flöust innpaa mæg". Dette sidste for flugst?

flaustra v.n. (ar) rive Arbeide fra sig; arbeide voldsomt, uforsigtigt og skjødesløst. SætB. "Han flaustrar de ti, koss de høver". – Flaustre m. en uvorn Arbeider. – flaustreleg adj. lig, eller væsentlig for, en Flaustre, tilbøielig til at "flaustra" el. til Flaustr n. eller Flaustring f. SætB. – flaustrleg adj. (med Eenstavelsesbetoning): tumlende skjødesløs; især = "usvimelege te Fo^ute". SætV. "Flakall o flaustrlege". Isl. flaustra arbeide skjødesløst; flaustr, n. skjødesløs Skyndsomhed. Jf. flustra og fl.

Flaustre, i Genetiv-Forbindelser, om det overordentlig livskraftige, trivelige, storvoksne og statelige. Tel. (Rauland). "Ei Floustre Furu". "Ein Floustre Kar´e, Hest´e. Fløystre d. s. Tel. (Rauland, Vinje, Laardal, Kvitseid). "Eit Fløystre Baan"; "d'æ Fløystre Førur!" prægtigt Befordringsmiddel, om en prægtig Kjørehest. – flaustreleg, flaustren, flaustrevaksen adj. d. s. "f. Bjørk, Kar´e, Hest´e". Tel. (Moland, Rauland). Jf. Flaus, flus, Flystre.

"Flauta f." A. Ma. Ryf. Nfj. Flauta n. d. s. Voss, Hard. (Ulvik). Flaute m. Ma. Fløyte n. Ryf. – Fløyta f. = Flautstokk + Flaut n. Ryf. Shl. – Flautu(r) f.pl. = Flautstokk = Flautefot (= Flaut n.) Ma. (Aaserall). – Flautstokk m.: Flatstokk, Busk.; Fløytstokk, Helg.; Fløstokk, Vesteraalen; Flaasstokk Innh.; Flesstokk og Flisstokk, Ndm.

"flaa v.a. flaae". A. Præs. Indic. flæ Ma. (Aaserall, flæ´re Ma. (almindeligt). 4) = flana, flekkja, flengja dvs. tumle, fare vidt om. Rom. Vestfold (Lier), Oslo.

Flaa f. vid eensartet Flade; Vidde = Flaan. a) af Land: Flaa, Fl. Flaa`er Follo. Rom. Totn, Land; Solør: "Myrflaa"; Hedm. Flaa, Fl. Flæ er i Romsd. (Eid) og Gbr. (Lesja): en meget vid Høifjeldsdal med svagt skraanende Sider, "Fjellflaa"; bestemt Flaa´na, Eid; "uppe i Flæom", Lesja; "uppe i Flæ´naa" dat. plur. Eid. Flaa og Flaan, Fl. Flæ´a og Flæ´na, jævn, bar og tør Høifjeldsvidde. Hall. Vald. (ØSlidre, Vang). "Dees(s)a Flænadn era drjuga". Flaa, Fl. Flæ´e: vid ikke netop vandret Høifjeldsterrasse, Nfj. "Skrideflaa". Fljao, bestemt: Fljao´æ og Fljao´na, Flo. Fljaoir (og -er), bruges i Hard. (Odda, Ullensv. Ulvik) som "Flaa" i Gbr. og Romsd. – b) Flaan, Fl. Flæ´dn, sjelden Flæ´na, VAgder; bruges mest om Udvidninger af Floder, Bredninger; dog ogsaa: "du he sleie ai viie Flaan", afmeiet en vid Flade, Ma. Li. – c) et vidt Søbassin = Flag, Flak, Flakk, Flæ. Ryf. Fl. Flaaer. – d) vid, jævn og nøgen Klippeflade, omtrent = et større "Svadberg", Nedre Tel. Fl. Flaair. Jf. Flag. De forskjellige Anvendelser af "Flaa" minde om de af "Fly". – Fljaoa f. = Flaa a). Hard. (Ulvik). Se Flaa og Flaan, A. – flaautt adj. fuld af Flaaer. Hard.: fljaoete. – flaana v. frembringe en "Flaan" dvs. vid ensformig Flade, f. Eks. ved Afmeining; rage. "Flana av viie Heieslaattu". Ma. (Aaserall).

"Flaa f. 2) Flydholt". A. Hard. I Gbr. og Sfj. med Fl. Flæ, Flæ´e; i Vald. Flaa og Flaan med Fl. Flæ´na. – I Hall. Flæ, Fl. Flæ´a.

Flaa m. (f.) det øvre Kantereb, "Telna", paa Fiskergarnet. Namd. Helg. Senja. Menes indkommet fra Syd (Rog. Shl.) og tør være en Misbrug af "Flaa", Flydholt. Jf. Flaareip. – Flaatinel m. d. s. Rogaland; Flætinel, Ma.; Flootælne, Oslo. Modsættes "Aurtinel" (Rog.), "Steintinel" (Ma. og fl.).

flaa adj. røbende Skuffelse eller Skamfuldhed; flau; forlegen = flat. Vald. Gbr. Solør, Innh.

Flaaberg n. vid nøgen nogenlunde jævn Bjergflade. Nedre Tel. Smaal. Rom. Ork. Innh. Se Flaberg; jf. Flaa f. d). – Flaafjell n. Høifjeldsvidde. Gbr.

Flaae m. (og f.) 1) en jævn svagt skaalformigt fordybet Markflade af nogen Vidde, større end "Fla(d)e", og helst fugtig. Ringerike, Oslo, Smaal. 2) Fjeldflade med svagt opstigende Sider = Flaa, Fljao. Gbr.
(Vaagaa). 3) en ikke meget dyb, naturlig eller for Kvæget tildannet, Vandsamling; grund Pyt. Rom. Ogsaa Flaa m. (og f.) Rom. Smaal. Se A.: Floe. 4) tyndt Lag af Vædske som er flydt ud over = Flaum (Flaamm). Rom. "Tørk oopp den Flaaen der!" Andre Steder: Flaar, Flo, Floge (Flaagaa).

Flaagaa m. se Flage og Floge; f. se Flaga.

flaagjæv adj. frækt hensynsløs og skjødesløs? fripostig og voldsom? Flaagjæva f. En som er flaagjæv. Tel. Sæt. Substantivet er mere brugt end Adj. "Han æ so flaagjæve, bryyt´e sond add´e den Gogni han fær i Haand" "Ho æ so flaagjæve dænna Kyri, flyyg addesta o bryyte nee Gjæri; d'æ slik ei Flaagjæve". "Adde som hev vori i Gardisonen (Garni-) reiknast fø(r) Flaagjævur". "Han æ ei Flaagjæve mæ Hestn sin". "Ho ænsar kji Bygdeblaki (Snakket), den Flaagjæva!"

Flaagrynna f. = Flaagrynne. Ndm.

Flaagryta f. vid "flaa" Gryde. Sogn, Vestfold.

Flaahovud n. = Flaakjeft. Sdm. Flaasokk m. d. s. Dal.

flaahøvd adj. med vid og flad, for lidet lodret Hov. Østl. Hall. Sogn, Li.

flaaka v.n. (ar) gjøre larmende Løier, holde "Leven"; drive vilter Leg. Ned. Tel. (Kvitseid, Selljor, Heiddal; Wille "spøge"): flaake; altsaa ikke for "flaka" hvilket i Kvits. og Sellj. vilde hedde "flaka", og i Heiddal "flaakaa". – flaakast v. recip. brydes for Moro; lege tumlende. Tel. – Flaak n. larmende Løier. – Flaak f. viltert Kvindfolk. Rom. Jf. flækja.

Flaa-kurla f. en Klynge af Flydholter, gjerne af Bark, som holder Fiskegarn oppe. Ryf.

Flaamyr f. en Sump med mange Pytter, "Flaaer". Smaal. (Berg, Skjetve). Synes nogle Steder at betyde blot: "flaa" Sump.

flaanga v.n. (ar) dingle; flagre; slænge. Ryf. "Han fer aa flaangar fram ette Garadn", slænger ind-om. Maaske for flanga. Jf. flengja, flangsa. – Flaang f. se Flong.

Flaap m. omtr. = Fleip. Trondh. Ndm. Nfj.

Flaapeferd f. uvorn Tale og Adfærd. Nfj.

flaapkjefta adj. mundkaad. Trondh.

Flaar m. 1) en meget grund og af og til forsvindende liden Vandsamling; grund Pyt. Vestfold (Lier), Modum. 2) tyndt Vædskelag = Flaae, Flaamm. Vestfold. "Vassflaar". – Flaar = Flor, se d.

Flaareip n. et Reb til hvilket Fiskegarnets Flydholter er fæstede. Helg. Namd. Ndm. Nedre Tel. – flaareipa v.a. forsyne (Nettet) med Flaareip. Helg.

flaasa v.n. (ar) buse frem". A. Særlig være aabenmundet, plumpe ud med noget. Nordl. og fl. – Flaas n. = Flaakjeft. Helg. Flaas m. d. s. A. Ndm. Jf. Flæsa. Dunkle i sit Forhold til Fleis (jf. Flaap, Fleip) og flasa, flosa.

flaasaa v., Flaas n., flaasaat se flasa.

Flaassa f. 1) vid flad Masse, som af størknet smeltet Metal. Tel. (Selljor, Vinje). 2) udmaiet Kvinde. Tel. Maaske af flaa adj.; ligesom de flgg.

Flaasse m. 1) Kar som er vidt og fladt, aabent, "flaatt". Sæt. – med lang Vokal og lang Konsonant. – "Aen Flaassi ti Kopp´e, ti Trog, ti Hatt´e". 2) konveks Ting som er vid og flad; særlig om et saadant bredt Ansigt, og om Person med sligt Ansigt. Sæt. Jf. flasjen, flassen. 3) mundkaad Person. Tel.

flaasseleg adj. 1) som en Flaasse m.; "flaasseleg i Andliti". Sæt. 2) udmaiet, som en Flaassa f. Tel. – flaassen adj. = flaasseleg 1) Sæt.

Flaatinel, -tælne se Flaa m.

"Flaatt m. 1. Ixodes r." A. Tel. Ma. Ryf. Floott, Vestfold (Dramn) Dansk: Blodmid.

"Flaatt m. 2. afflaaet Skind". A. Rbg. Tel. 2) et Stykke afflaaet Bark. Ryf.

Flaatt m. 3. en vid Flade. a) en større Landvidde = Flaae. "Slaa (hogge) ein vi Flaatt". Tel. (Kvitseid; Nedre). Maaske kun forsaavidt den er berøvet sit Plantedække. b) et bredt Søbassin = Flag, Flaa. Ndm.? Flot?

Flaatt m. 4. en kaad tankeløs næsvis og nydelsessyg Person; overmodig Fløs. Tel. Rbg. Maaske eet med Flaatt Ixodes, eller et Sammenglid af dette og Flaatt, 2. Jf. Bett. af Flaasse, Flein.

flaatta v. (ar) 1) "flaatta seg", fylde sig som en Ixodes. Shl. 2) "flaatte" bruge overmodige, haanlige og flængende ord. Tel. Rbg. Til Flaatt 4 + 2? Ogsaa "flætta".

Fle f. se Fli.

Fleda (e'), og Flida? f. 1) tynd Skive; helst en afsprængt, afskrællet eller afflænget: flad Splint, Flis eller Flænge. Former: Flede (e', og ee?), Nfj. (Honndal, Stryn) ISdm.; Flea (ee og e') Sogn, Voss, Nhl. Hard.; Flia (i' og ee) Sogn, Voss; Flee`e og Flæ`e, Sfj. YSogn; Flee og Flæ, Sfj. (Førde, Holmedal). "Dæ gjekk aav ei Flede dær". "Huuneflede, Boorflede", et usselt Bræt. "Skoflede", udslidt Sko; "Hestskooflede", tyndslidt H. "Hestn gaor berre pao noki Fle`e"; Sogn. "Da vart upp i Fle`e", det gik i bare Splinter; Sfj. "Hedleflea", tynd Stenskive. "Kjøtflea", Kjødflænge; "Spikekjøtflea", -flis. Ogsaa: Jernflis; Nhl.: Fleea. Hid hører vel ogsaa Fløo f. plur. Jernfliser, Vald. se A. Jf. Fladr, Fledra og flg.; Isl. fleda en flad Ske; Sv. Diall. fläde dvs. flöte på fiskeredskap, flä d. s., fladä dvs. tunnt hvetbrød, Nt. Flade dvs. Kage. Flæ f. Barkstykke, Flydholt af Bark (Hall.) tør høre hid. Se Flaa. 2) stort hudbart Saar; Flænge. Sogn. (Jf. Isl. fleidr Hudløshed, og Páll Flida??). 3) meget lavt og fladt Skjær i Søen, omtrent
= Flud. Former: Fleeaa og Fløaa YNdm. (Frei og fl.); Fløa Fosn (Hitra, Frøya, Roann); Flee`e Romsd. (Aukra); Flæde Sdm. (se A. Flæda og Fløda); Flea Hard. (Kvamm); Flæ`e og Flæ Sfj. (Askevoll og fl.). Flæ n. Shl. (Fitja); meddelt. 4) = Flaberg. Hard. (Kvamm): Flea. – Hid hører maaske ogsaa: Flee et Slags Musling, J. G.; og Fløeskjæl, Strøm; og "Flæe f. 2, Tel." A. Lydovergangene i *fleda *flida minde om dem i G. N. gledi (Glede, Glee`e, Glæ`e osv.), i skrida (Skreeaa, Skrøaa) og om Forholdet mellem "Sleeo" (*sleda *slida?) og "Sløo" (se Sløda).

fleda v.a. 1) kaste en liden flad Sten, "Fleda", henad Vandfladen saa den ricocheterer; kaste Smut = steina. Sogn: fleea. 2) fleea seg, løse sig af eller op i Fliser; skalle af. Voss, Hard. "Bo^ure fleea seg".

Fledra (e') og Flidra f. tynd fraløst Skive, Flis; Flænge, og dl. Former: Fleire, Sdm. (Hjørungfjord, Sande, Hørei), Nfj. (Honndal), sjeldent; Fleera, Sogn (Lustr, Hafslo), Hard.; Fleere og Fleerre (Flirre?) Nfj. (Breimn); Flirra og Fleerra Hard. (Ulvik), Sogn (Aurland), Ryf. Dal. Ma. (Aaserall); Flirre Sæt.; Flerre (e') Sæt. Tel. og m. fl.; Flærra og Flærre m. St.; Flææra og Flæære, Senja, Ma. Tel. Ned. Hedm. og fl.; Fleer' (dvs. Flææra), Fosn, Innh.; Flæraa Ndm. (Halse, Aure, Tingvoll; uregelmæssigt med sin korte Stammestavelse). Ofte findes mere end een Form paa samme Sted, hver Form da gjerne med sin Bet. Her er vistnok derfor, og paa Grund af Forholdet til Søstersprog, mer end eet Ord. Landsdelene tør ogsaa have laant fra hinanden en ny Form for en ny Bet. Saaledes er Fleira Shl. (Stord) maaske en Udtaleform for Fløyra, se d. og Fladra; Flirra, Fleerra, Flirre, Fleerre er maaske et *flidra. Men Bett. og Former glide uadskilleligt over i hinanden. Se ogsaa Flerra A. – Betydninger: 1) en tynd Skive, som er helt skilt fra et større Legeme; flad Splint, Flis eller Flænge = Fleda 1). I denne Bet. forekommer mest, men ikke udelukkende, Former som pege mod "Flidra". Nfj. "Fleerre" og "Fleere"; Hard.: "Flirra, Fleerra, Flerra"; Dal. og Ma.: "Flirra"; Sæt. og Tel.: "Flirre". "Steinflirra", Hard. Dal. Ma. "Juglevee spring ^øud i Flirre", Dal. "Han sleggja so Flirrunn flaug av Jenni", Sæt. "Stei(n)flerre, Treeflerre, Skaraflerre (et Stykke Sneskorpe), Kveikflerre (en paa Ølet flydende Gjærskive)", VTel. (Vinje, Mo, Laardal). "Flæære" om Stenflis og om Barkstykke til Flydholt; Tel. (Kvitseid, Selljor; Wille), Hedm. og fl.; jf. Flær, Fla(d)r. – 2) vedhængende Lap, Læp, Flig eller Tunge (som er fremkommen ved Huggen, Flaaen, Riven eller Flængen); Flænge. Shl. "Fleira"; Sdm. og Nfj.: "Fleire", gjerne om mindre Flænger eller Tunger osv. Hall. (Gol): "Fleerre" d. s.; Ryf. Shl. Hard Sogn, Sfj. Nfj. Vald. og fl.: "Flerra, Flærra, Flærre", gjerne om større Flænger eller Tunger osv. Senja, Ma. Ned. Tel. og fl.: "Flææra, Flæære", mest om større. "Du maa kje skjere Fleire i Griisn" (ved Ragning eller Flaaen), Sdm. Nfj. – 3) skjævt eller uregelmæssigt Snit, Hug eller Rift i en tynd Skive (Læder f. Eks.) eller næsten parallelt med Overfladen af noget tykkere; Flænge. Paa de samme Steder som Bet. 2). I denne Bet. dog mest "Flærra"; saaledes i Shl. "Skjere Fleire i Lede", Nfj. Desuden: "Flæraa", Ndm. "Stæen´n he slie e Flæraa i Baatn". Lydutviklingen er omtrent som i: Vedr, Veir, Veer, Vær – smidren og smedren (smjadren), smiiren og smeiren, smeeren, smæren #-; tildels som i didra, fidra, lidra, svidra. Jf. Fleda, fledra v., fladra, Fla(d)e, Fla(d)r, Fla(d)ra. Nt. og T. Flade dvs. Skive, Kage; Nt. Flarre (Kuhflarre) d. s.; Nt. Fladder, tyndt Tørvlag; T. Flitter, tynd Skive; (Sv. Diall.: flåra dvs. flisa); D. Diall.: Flire, Flirre dvs. Skramme. Se Flerra, A.; T. Flarre, Grim.

fledra v.n. og a. (ar); se Fledra f. om Former, Lydforhold og Slægtskab. 1) gjøre eller frembringe "Fledror" dvs. skjæve Snit i noget skiveformigt, Flænger osv.; flænge til Siden eller omtrent parallelt med Overfladen; skrælle tykt; afflænge det øverste Lag. fleire, Sdm. og Nfj. om smaa Snit; sjelden. "Kniivn fleira burti (innpaa) Skinne"; "fleir ikkje nee i!" fleera, Sogn. flerra, flerre, flærra, flærre, m. St. "Snjoplogjn heve berre flerra burtivi, flerra uppaa". VTel. (Vinje og fl.); "flerre (flærre) vekk Led´e" = "skjere Led´e upp i Flerre", Nfj. Sdm. og fl. flææra, Jæd. Agder, Tel.; fleer' dvs. flææra, Fosn (Stadsbygd). flæra (med kort Stamme), Ndm. (Halse, Tingvoll): "flæra oopp Hua" = "skjæra oopp i Flæraa". – 2) føite om = flengja, flekkja, flaa, flana. Jæd. "flææra møgje ude". – 3) tale og tee sig flabbet eller letfærdigt; især: grine og lee letfærdigt eller haanligt: flææra (ar; og oftere er, te), Agder, Tel. (Kvitseid og fl.; jf. Flæra f.). "Flææra o læ", "flææra o gapa". Jf. fleggja, flekkja, fleina. Ogsaa: fleera, (ar, a; og de) grine, fnise, smaalee. Ma. (Hægeland). – 4) kjæle, karessere; kurtisere, lefle; logre, sledske. Se A. fleera Sogn, Voss; fleere Nfj. Sfj. Sdm. Romsd. Gbr. (Lom). Paa de fleste (alle?) af disse Steder hedder at flænge "flerra, -e". "Hundn fleera mæ alle". "Fleere mæ Jentene". "Han va so fleerande blii´e". – Her tør være mere end eet Ord; jf. Fledra f. Ellers tør de forskjellige Bett. forbinde sig gjennem Forestillingen om at bevæge noget fladt (Haand, Kniv, Læber osv) til Siden
eller parallelt med en Overflade (stryge, flænge, grine osv.). Jf., foruden Fledra osv., fladra; Ældre T. flittern dvs. kjæle, Flitterwooche; Isl. fleda en glat sødlig Person. Om Bett. jf. fleina. – fledrast v. recip. kjæle (osv.) hinanden. Vald. og Gbr.: fleerast. – Fledr n. a) det at man "flærar o lær", Grin osv.; til fledra (3). Agder og Tel.: Flæær. b) det at man "fleerar" eller "fleerast"; Kjælen osv.; til fledra (4). Berg. Romsd. Gbr. Vald.: Fleer; ogsaa "Fleerri". – Fledr m. a) En som "flærar" (3): Flæær Agder, Tel. b) En som "fleerar (4)": Fleer. – Fledra f. a) Kvinde som "flærar" (2 og 3), Tøite: Flææra Jæd. Dal. Agder, Tel. b) Kvinde som "fleerar" (4), Kokette, Flane: Fleera, Berg. Romsd. Gbr. c) ustadig og upaalidelig Person: Flerre, VTel. – Fleerebikkja f. Hund som f. Berg. Romsd. – fledren dvs. flerren flææren fleeren adj. tilbøielig til at fledra, til Fledr n. eller Fledring f. – fledreleg adj. som gjerne "flerrar" eller har en "Flerres" Lav. VTel. "Han æ so flerrelege dænna Plogjn, gjængge so ustøtt o flerrar uppaa".

Flege, Flæge se Fleke. Flegg se fleggja.

Fleggja? f. 1) vid Flade, større end "Flot"; Vidde af Land eller Vand = Flaa, Flag, Flak, Flakk. Ryf. (Karmt, Nærstrand, Skjold, Vikadal, Suldal og fl.; sammesteds haves flekkja v., at flække osv.). "Du har skore (sleie) ei og Fledjdja (og Flejja) idag", afmeiet en dygtig Flade. "Ei Aakrefledjdja", en vid Agerflade. Andensteds (Li. og fl.): Flekkja, som Flak og Flag. 2) se fleggja. v.

fleggja? v.n. og a. (oftest: ar, a; ofte: ar, de; aldrig: er). Rogaland og Li.: omtrent fledjdja og flejja (og noget midt imellem) og flægga (Stavanger By). Synes at være en Sideform til flekkja – som Flag til Flak – og bruges med nogle af flekkja's mange Bett. Fleggja og flekkja bruges neppe (paa faa Steder) ganske i Flæng, men det ene i een Naboegn tildels med samme Bet. som det andet i en anden, derimod paa eet og samme Sted gjerne hvert med sin. Dunkelt, idet "fleggja" blandt andet synes at berøre sig, ialfald i Forestillingen, med "flat" dvs. flad (fræk) og med Isl. fletja (flatta) gjøre flad, udbrede, flække. (Det Stavangerske "flægga" og Afledsordene "Flegg" beviser intet afgjørende mod et fletja; "flægga" tør nemlig være en Byform af "fledjja", dannet efter "lægga" af Landsformen "ledjja" dvs. leggja; "Stegg" findes i Li. ved Siden af "Stejje" dvs. Stedje (Aabred); og "setja, kvetja" hedder nok overalt i "fledjja"'s Egne omtrent: "sedjaa" og "sejja", "kvedjja" osv.). Bet. ligger nær "flengja" og "fletta" og er maaske: fraskille; faa til at danne en Flade, til at udbrede sig, til at skille sig; øve et vedholdende Tryk, som fører til Fladedannelse, Fraskillelse, Udbredning; klemme. Jf. flaa v., flaa adj., flagna v. Saaledes: a) lee vedholdende og uhøviskt, halvfjantet eller haanligt = flekkja dvs. grine, vise Tænder. Li. Dal. Jæd. Ryf. "Fledjja aa griina". "Han fledjjar aa lær som ei Fiskarbikkja", Ryf. (Hjelmeland; Sand: her hører man ogsaa "fletkjar aa lær"). b) klemme (paa), drive stærkt paa med Arbeide = flekkja, fletta, elta. Ryf. (Strand og fl.). "fledjja paa"; "fledjja aa slaa" (meie). c) særlig: trætte eller plage med vedholdende nærgaaende Tiltale: Drillen, Tirren, ondskabsfuld Spørgen, Manen, Kræven osv.; omtrent = elta. Hele Rogaland. "Fledjja aa fortelja", fortælle mundkaadt og med trættende Gjentagelser; Jæd. (Haa; sjelden). "Fledjja aa spyrja", krydsforhøre, spørge nærgaaende; Rog. "Fledjja ette noge", Dal. "Han fledjja (el. flegde) o ga(v) vunne Kjept", Dal. "Han laag o flegde paa 'an heile Kvelln", el. "fledjja seg inn paa 'an", angreb med Ord, forsøgte at yppe Kiv; Rog. Li. d) kjæle. Jæd. "Fledjja mæ Badne, mæ Jæntene". e) flane; være en Fleggja, se d. Rog. – Flegg n. og Fleggjing f. det at fleggja. Dal. Jæd. – Flegg m. En som farer med Flegg n.; nærgaaende Person osv. Li. Dal. Jæd. – fleggjen adj. tilbøielig til at fleggja. – Maaske skjuler sig i fleggja mere end eet Ord, som antydet.

Fleggja f. 1) En som fleggjar (særlig b, c og e). Saaledes: a) driftig Arbeider. Ryf. Fleggjar m. d. s. Ryf. b) løsmundet og føitende Kvindfolk; Tøite; Flane. Rog. Li. "D'æ ei Fledjja te Jenta, ei flatlege ei, ei som fer aa fletkjer ute; Ryf. 2) nærgaende, især haanlig, Tiltale. "Bjoa Fledjjaa", og "bruga Fledjja" bruge styg Mund. Dal. (Hæskestad, Sokndal). Minder ellers om Sv. flättja dvs. dårskap, onödigt tal, og ældre D. Flædie, Fledie dvs. Daarskab, løse Ord, Smiger.

fleikja v.n. (er, te) 1) om Klæder: gabe, bøie sig ud; staa noget aaben = flikja, fleipa. N- og STrondh. "Vest´n, Kraagaan fleikje"; ogsaa: "dæ fleikje inn paa Vest´n", der er en Aabning saa man seer Vesten. 2) gaa med gabende Klæder = flaka. Trondh. "Gakk ittj slikt aa fleikj!" 3) føite; flane Trondh. 4) logre? Gbr. (Fron). – Fleikj(a) f. en Flane = Flams(a). Stjør. – Se flekkja, og jf. fleikra, flika, flikra. – fleikjen adj. flanevorn. Trondh. – fleikjutt adj. d. s. Innh. (Leksvik).