A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Fjaatt m. og Fjaatta f. a) en meget troskyldigt imødekommende og medgjørlig Person, omtr. = Fjaadde; oftere: b) en uselvstændig, karaktersvag og noget indskrænket Person. Østl. Nedre Tel. Fjaatting m. d. s. Østl. Gbr. "Go(d)fjaatt". – fjaatten og fjaattutt adj. lig en "Fjaatt"; troskyldig (Nedre Tel.), uselvstændig osv. – Disse Ord synes at hænge sammen med fjaatta v., fjaatten, adj., Fjaadde m. og fjaadden adj., fjaa adj. (og fjaa v.). Udtryk for Imødekomst, Føielighed og Troskyldighed er ved den inden Sproget sædvanlige nedadgaaende (pessimistiske) Forestillingsudvikling blevne til Udtryk for Uselvstændighed og "Eenfoldighed". "Fjaatt" kunde ogsaa delvis være østlandsk Udtaleform og Anvendelse af Fjott m. se d.

"fjaatta v.a. (ar) mærke; agte paa. Ryf." A. Ogsaa: opfatte, skjønne; Ryf. fjaatta seg = fjaa seg. Ryf. fjaatta falder i sin Anvendelse nær sammen med "sansa, sinsa". 2) v.n. være skjønsom; paaskjønne; yde Tilslutning (til); føie sig. Vald. (NAurdal, Vang og fl.). "Han fjaatta o samtykkjy te alt". "Ho fjaatta o jatta". Jf. fjaadden og de foreg. – fjaattalaus, se fjaalaus.

?fjaatta adj. = fjaadd. "Æ du riktig fjaatta?" SGbr. (Faaberg) Meddelt.

fjaatten adj. 1) livfuld, livsfrisk; = spræk; omtrent = fjaa. Sfj. (Førde). 2) = fjaadden. Vald. (Slidre, Vang). "Fjaattin o feg(j)in". Jf. de foreg. 3) se Fjaatt m.

?fjaav adj. spredt forhaandenværende; spredt. Nhl. (Sund). "Da va fjaavt mæ Sild; Sildæ gjekk so fjaav´e". Meddelt. Af faa?

Fjegg, Fjægg, Fjägg se Fjagg, Fagg.

fjeka v.n. (ar) 1) "fjeka paa", fare om i travl Skynding, drive stærkt og noget stundesløst paa. Nhl. (Haus, Mo). 2) fare om med Sladder. Gbr. (Fron). Hertil: Fjekatangje m. en Øretuder. 3) logre. Rom. "Bikkja fjæka mæ Roompa". 4) karessere, kjæle; sledske, smidske. Rom. Vestfold (Sandsvær). Jf. fika, fjaka, fjoka. Sv. fjäcka, løbe hid og did.

fjela? v.a. og n. (ar) 1) stryge med Haanden hen over vævede eller bundne Ting for at finde Feil eller Huller eller andet som gjør Skade; overfare nøie. Shl. Nhl.: fjæla (ar, a, og te). "Fjæla Vabmal". "Fjæla upp eit Gadn, fjæla Gadne te seg", samle et Fiskenæt sammen, idet man samtidigt renser det for døde Fiske og andet vedhængende. "Fjæla Manæto utor Gadne". 2) stryge, kjæle, karessere. Usikker Bet. Hard. "fjela?" fjærla d. s. Hard. se fjarla. – Ordet er maaske eet med "fjela, søge osv.". A.

"fjelg adj. 2) behagelig, vakker". A. Ryf. fjølg, Ndm.; fjaalg, Namd. 4) dygtig, flink. Gul. (Soknedal): fjölj.

"fjelga v.a." A. fjelga seg (te), blive behagelig, tækkelig, artig; især om Børn. Sogn (Borgund). Ogsaaa: "Han fjelga seg te mæ Veere", Veiret blev behageligt. Ryf.

"fjelgna v.n. (ar) blive varm". A. fjølgn', Ndm. "3) blive tækkelig". A. Ryf. "Han fjelgna mæ Veere".

"Fjell n. Fjeld". A. Fjedd, VAgder; Fjadd, VAgder (Bjelland, Grindeim, Hægebostad; hos de Ældste), Fjedl, Li. Rog. SBerg.; Fjidl, Ryf. (Vikadal, Nærstrand og fl.); Fjeell og Fjill, Helg. (Næsne og fl.); Feell og Feel, Selbu, Gul.

Fjellband n. den øverste Skovvækst paa Fjeldsiden = Skogband, Viduband. STrondh. (Tydal).

Fjellbarde m. Fjeldets Skrænt eller Brink seet fra den øvre Flade; særlig om Høifjeldsfladens Rand. Sogn. Fjellbard n. d. s.

Fjellbraut f. = Fjellbrun. Hall. (Nes).

Fjellbrest m. = Fjellbard. Sogn og fl. "Høgfjellsbrest".

Fjellbrisk m. = Greplyng, Azalea procumbens. Vald. og fl.

Fjellbrodd m. en Høifjeldsplante, Tofieldia borealis (Anthericum). Helg. Namd. Innh.; Fosn: "Fjillbrouddj" (omtrent); Stjør.: "Fiil-". – Feellbrydd d. s. Gul. Ogsaa: "Fjellsaks".

Fjellbruse m. en Fjeldplante, se Bruse. Ndm.

Fjellbryne (yy) n. = Fjellbrun. Dal.

Fjellbræe f. = Bræda. Busk.

Fjellel (ee) n. Iling som følger Fjeldene. Tel. (Rauland): Fjøddeel.

fjellen adj. fuld af Bjergmarker, høilandsk. Tel. (Aamots.): fjøllen; compar. fjøllnare.

fjellfør adj. skikket til at færdes i Bjergmarken. Hall. Sogn. – Fjellhurpa f. = -kop. Dramn.

Fjellglytt m. Rift i Skymassen mellem Fjeldene paa Kystens Landside. Helg.

fjellhard adj. = steinhard. Smaal.

Fjellhavre m. et Ukrud i Ageren. Ma. (Bjelland). Maaske Avena fatua.

Fjellheid f. nøgen Bjergmark. Rom.

Fjellhufs m. liden Bjergstyrtning; lav Bjergvæg. Vald. Vestfold. Se Hufs (Ufs).

Fjellkise m. = Fjellkjørr. Røldal: Fjøllkjeese.

Fjellkop (oo) m. en uerfaren Høilænder, som glor og gaber, "koper", naar han kommer til By eller bred Bygd. Voss.




Fjellmun (u') m. Fjeldets Overvægt over Dalen, særlig (maaske kun) i Snemængde. "D'æ slik Fjellmun i Aar". Ryf. (Suldal).

Fjellmuna m. den nøgne Bjergsides Grændse mod Skovstrøget nedenfor; den øvre Skovgrændse. Vald. (VSlidre). Se Muna.

Fjellnobb (o') f. høit, fremstikkende Bjerg; høi Pynt. Rbg. (Aamlid).

Fjellnov (o') f. stor "Bergnov". Sfj. Nfj. Sæt.

Fjelloksl (o') f. stor "Bergoksl". Hard. Gbr.

Fjellraak f. = Fjellbrun. Sogn (Lustr, Vik). "Han saog Bjødn´n uppi Fjellraoki". Jf. Raak, Stribe, og Fjeldnavnet "Fanaraoki" dvs. Fannar-raaki? Fjellrim (i') f. d. s. Sogn.

Fjellrima f. Bygeveir med smaa Ilinger langsad Fjellryggene. Sogn (Vik). Vokalen usikker; e'?.

Fjellsaks(e) m. = Fjellbrodd, Tofieldia borealis. Fosn: "Fjillsaks"; Ork.: "Fjellsjaks". Jf. Myrsaks, Vallsaks. Sakse m. (Helg.) synes at være Fællesnavn for denne og Narthecium.

fjellsk adj. tilhørende eller eiendommelig for de øvre Fjeldegne. Ma. Rbg. fjellsle(g) d. s. Vald.; fjelllskleg, Rbg. Ma.

fjellska v.n. tale som "Fjellfolki". Rbg.

Fjellskuta (uu) f. ludende Bjergvæg. VAgder. Se Skuta.

"Fjellsyn f." A. 2) Horizonten i en Fjeldegn. Sfj. (IDale). – Fjelltass m. = -kop.

Fjelltovla f = To f. Dal. Se Tovla, Tofla.

Fjelltrost (o') m. en noget stor graaspættet Drossel, som kommer ned fra Fjeldene om Høsten. Vestfold (oo), Smaal. (aa). – Fjelltrist (i'), d. s. Dal.

Fjelltyta f. = -blistra. Hard. Fjællplistre Hall.

"fjerre adv. henved". A. Hard. "Da æ so fjerre, da", det er knapt nok. "Aa nei, du æ kje so fjerre!" = ikkje so vidt te Kar. "So fjøre", Hard. (Ulvik). "Da kann no væl fjære (fjæra?) farast mæ dei", de kan nu være omtrent lige gode. Sogn (Ladvik). "D'æ so fjære fare", det kommer omtrent ud paa eet. Sfj. (Holsa). Ogsaa: "D'æ so fjære fare likt", omtrent ligt.

Fjersing m. = Eitrfisk, Trachinus draco. Fjærsing, Ma. (Otrnes), Fjæsing, Ned. Bamle, Vestfold. G. N. fjörsungr; D. Diall. Fjærsing, Fjæsing, Fjøsing. Jf. Fløyfjersing: Callionymus lyra; begge Fiske er stærkt stribede. I Smaal. (Raade) opfattes Fjeesing som en Afart af forskjellige Fiske, fra hvis Normale den skiller sig ved at den har giftige Finnestraaler. Saaledes: Makrelfjeesing, Taaskefjeesing. Se flg.

Fjersing m. Fyrreved med vekslende Striber af Fedved, "Tyre", og almindeligt Ved. Tel. (Treungen, Moland), Rbg. (Gjøvdal, Aamlid). Fjærsingg og Fjæsingg. Den fælles Stribethed betinger maaske deets fælles Navn med Fisken. – Færsinggflage f. en Plade af Fjersing paa et halvt afbarket Sted paa en Fyrr. Rbg. Tel. – Fjærsinggfure f. en Fyrr, som indeholder megen Fjersing, især i den døde Top eller langs døende Sider. – Fjærsinggtøri n. "Tyre" som kun er Fjersing. Tel. (Treungen). – I Aamlid i Rbg. og tildels vestenfor gaar gjerne er med følg. (S), T, D eller L over til æær (Hæærd dvs. Herd, Æært dvs. Ert, Dærli dvs. Derle).

fjesa (e') v. (ar) = fisa (i') 3). – a) tale hemmelighedsfuldt; hviske (og "tiske"). Vestfold, Hadeland, Odal. "Kjærringane stoo dær aa fjæsa (og fjeesa) aa hadde noe løynt imøllom sei". b) indynde sig ved Sladder og Bagtalelse = fisla. Sfj. (Askevoll): fjæse. – Fjes m. En som "fjesar", øretuder osv. Sfj.: Fjæs´e. – Fjesebite m. = Bisebite. Sfj. – Jf. Sv. fjäsa, sledske.

Fjesablid adj. = fisblid. Vestfold, Odal.

Fjetr n. Isgrus; fjetre v. se fjatra.

fjetra paa v. s. fjøtra.

"fjetra v." A. "fjetre ei Øks" = aaretta. Hall.

"Fjetra f. Støtte hvorpaa Slædens Langbjælke (Rim) hviler". A. Oslo. Fjottra f. I Sogn; Fjøttre, f. Sæt.; Fjettr' f. Stjør.; Fittre el. Feettre f. Nfj. (Honndal, Stryn). Opfattes i Nordl. som Fjet-tre n. Paa mange af disse Steder (Oslo f. Eks.) er det Støtten under Flauta = Flaut n. 2) Fjettr(e) er i Gul. = Flauta + Flaut, hvilke tilsammen ofte dannes af eet buet Stykke Træ, oftere af et vinklet og een lodret Støtte (Flaut).

Fjetra n. = Fjetra, f. 1). Hall. (Gol).

fjetrast (av) v.n. afkræftes, blive affældig. Tel. Ogsaa: fjotras av, Tel. (Sauland og fl.). Dunkelt i sit Forhold til fjetra og fjotra, fjatra. Eet med fjetrast, hemmes, A.?.

Fjetrebleig m. Kile til at støtte (fjetra, aaretta) en Fjetra med. Rom.

Fjetrefot (oo) m. = Flaut. Gul. – Fjetretaa f. = Flaut. Namd. Innh.

Fjetrepinne m. = Fjetra. Oslo.

fjetrhendt adj. yderlig klodset, ligesom "fjetra", i Brugen af Hænderne. Gbr. (Gausdal).

Fjetta f. Hals paa Skier = Flog, Hav, Lag. Helg. (Vefsn, Tjøtta). Vel for "Fetta" af "fatt" adj. hvilket i Helg. hedder "fjatt" i "bakfjatt, attfjatt" og "stigfjatt". – fjetta adj. forsynet med "Fjetta"; maaske kun i at(t)fjetta adj. om Skier, hvis Hals er stærkt krummet. Helg. (Tjøtta, Lurøy).

Fjodd (o') n. en uordentlig, vrøvlevorn og uanseelig Kvinde. VTel. (Moland). Vel til fjolla (se d.), fjalla; men lyder ogsaa Fjaadd. VTel. (Moland og fl.).

Fjodda (o') f. Sængetæppe. Ryf. (Suldal, Saua, Jelsa, Vass). Anvendes kun nedsættende – som "Sængklæ(de)filla" – og mest i: "koma unna (under) Fjoddaa", blive sængeliggende. Ser ud som en laant
Egdsk (Telemark-Sætesdalsk) Form af et *Fjalla = Filla (til fjall, fill, n. Hud).

fjodra (o') v. bevæge sig ubestemt og sløvt, vimsende eller famlende, hid og did; tumle; vrøvle. Jæd. Dal. "Fjodra seg burt". Bet. og Form peger baade paa "fjadra" og "fjatra, fjotra", maaske mest det sidste. – Fjodr f., Fjodra f. se fjadra. – fjodren adj. sløvt vimsende; tosset vægelsindet; hfjantet. Jæd. – fjoge v. se foga.

Fjogg n. = Fjagg; usolide Ting. Ryf.

fjoka (o') v.n. (ar) 1) vimse; især: fare stundesløst om = fjaka. Hard. Smaal. 2) "fjoka paa", drive (stærkt) paa = fjeka paa. Nhl. (Fana), Shl. (Strandebarm): fjaaka (og fjoka?). I Hard. (Kvamm) tildels: fjaoka; saledes ogsaa Fjaoksn n. et vimset Fjog; Voss. Se Fjaak m. Fjok (o') det at fjoka; Stundesløshed. Nhl. Shl. – fjok (o') adj. vimsende, stundesløs. Sogn. – Fjoka (o') f. En som fjokar. Nhl. Shl. Fjokebrok (o', oo) f. d. s. Sogn.

Fjok (o') eller Fjok-upp og Fjoking m. en livsglad, noget vilter, fremfusende Person. Sdm. (Harham, Borgund); Nhl. (Brøk): "Fjaak-upp". Vokalen er usikker; Bet. ogsaa. Ogsaa: Fjøkupp m. omtrent d. s. Sdm. (Denne Vokal er rimeligere). Jf. Fjukuppi, Fykupp.

fjokka (oo) v.n. vimse eller tumle om hinanden. Hedm. og fl.. Fjookk n. Vimsen om hin.; urolig Travlhed af mange. Jf. fjakka.

fjokla v. fjase. Vald.: fjaakle; og -ø-.

Fjokla f. se fjakla.

fjolla (o') v.n. vimse naragtigt om; fare tosset hid og did. (Bevægelserne er maaske noget mindre sløve end i fjalla). "fjolla att aa fram". Ma. Ryf. og fl. – Fjoll n. tosset Lystighed; Vrøvl. Tel. og fl.; Fjöll, Rom. Fjolla f. et uvittigt fjasende, vimset og tosset Kvindfolk. Ma. Tel. Hall. Østl. Fjodde, Moland i Tel. – Fjolle og Fjolling m. en uvittig, halvtosset Fjaser. Hall.; Østl. (aa#-ö). – fjollen og fjollutt adj. Tel. Hall. Østl. Disse Ord er maaske gjennem et Fjolla f. fremgaaede af fjalla v.; se d. og A. Jf. fjoltra, fjatra.

Fjolma (o') f. en klodset halvfjantet "Fjolla"; se foreg. Tel. (Selljor). Sjelden.

Fjolrehaus (o') m. En som fører lystig og tosset Snak. SGbr. (ö#-aa).

fjoltra (o') v.n. 1) = fjaltra. Ma. 2) "fjoltra paa", gaa voldsomt, men uregelmæssigt og tumlende, som En noget beruset. Shl. Her er maaske to Ord; jf. med 2) : fyla (gaa paa) og Sv. Diall. fjola, omtrent = fyla.

"Fjom (oo) n. Fnug". A. YSogn, Nfj.; Sfj.: Fjoomm. 2) tyndt Belæg af Støv og dl. 3) smaat tyndt Græs, Skjæg og dl. (Dun). Sfj. Jf. Fjon, Fim.

fjoma (oo) v.n. (ar) fare om forvirret eller sandseløst, famlende, omtrent = fjamsa, fjaama. Vald. (SAurdal). – Fjom m. En som fjomar. Vald. – Fjom n. en ubegavet, usmidig, famlende Person. Tel. (Bø, Rauland). – fjomeleg og fjomen adj. lig et Fjom; famlende osv. Tel. "fjoomen og fjattreleg". Jf fjaama, fuma.

fjomast (oo) v.n. (ast) gaa op i Fnug, "Fjom"; opslides, hentæres; mest om Folk. Sdm. "fjoomast burt". Jf. fjaamast.

fjomen (oo) adj. 1) fnugagtig; til Fjom n. 2) hentæret og affældig; til fjomast. Sogn. 3) som let kommer til at fjoma; famlende osv. Vald. 4) = fjomeleg. Tel.

fjoms (oo) adj. fnugagtig; som let bortpustes. Nhl. YSogn. Ikke meget brugt. "Smikkaa (en Myg) æ fjooms, æ lettfjooms". – fjomsen (oo) adj. 1) = fjoms. Nhl. 2) livfuld og let; som en Fole. Nhl. (Haus).

Fjomsa (oo) f. Person som let forvirres og forhaster sig. – fjomsutt adj. Helg. Namd. Ringerike. Jf. fjoma, Fjams.

Fjon (oo) n. og f. 1) Fnug = Fjom, Fjaan, Fjun. Gbr. Østerd. 2) enligt lidet Straa eller anden tynd Vækst; oftest i Fl.: Fjooner, "Grasfjooner", "Haarfjooner", Skjæggef.". Gbr. Totn, Hedm. Rom. Follo, Smaal. Ogsaa: "Grasfjoon" n. Smaal. Fyne f. d. s. "Haarfyyner, Grasfyyner"; Oslo. Jf. Fjaangr.

Fjon n. Fjas; Spøg, Løier. Ryf. Se flg.

"fjona v.n. pusle". A. Ryf. Rbg. 2) holde Løier, Spas, "Leven"; fjase. Ryf. "Fjoona mæ Jæntedne".

fjongsa (o') v.n. (ar) gaa og svinge og svaie Kroppen i barnagtig el. kaad Forfængelighed; om unge Kvinder. Shl. Ryf. Se flg.

Fjongsa f. 1) en ung Kvinde som fjongsar. 2) Udflugt; Paaskud. Hard. (Ullensvang, Odda). "Fara mæ Fjaangser". – fjongsutt adj. lig en Fjongsa. Shl. Ryf.: "fjaangsete" og (o') og i IRyf. næsten (u') ligesom i ungleg, ongleg, angleg. Jf. Flongsa, flangsa; fjaang.

"Fjor(d), forrige Aar". A. Fjaar, VTel. (Mo, Moland). "I Fjaar hitt Aari", i Forfjor. Sæt. Ogsaa: "i Fyriaars", Sæt. Se Fyrraar.

"Fjord m." A. Fjaar (og Fjor, o'?). Romsd.

"fjorde adj. fjerde". A. Udtalt: fjoorde i Tel. (Rauland og Vinje, tildels); næsten: fjoode med "tykt", tilbagetrukket, D eller rd, i Tinn i Tel. Gbr. og fl.; fjoore, Tel. Rbg. – Fjær´r m. Fjerdemand i Leg. Vestf.

fjordfarande adj. om Veir; se sjofarande 2).

Fjor(d)forne m. = Fjorold. Tel. "Fjooorfonne".

Fjor(d)ing m. Dyr født ifjor. Usikker Bet. Gbr.: Fjooling, og Fjøling (hvilke sammesteds er Fjordboer). – Fjor(d)unge, d. s. og Fjoorsunge; som Fjoolhøy (Vald. Gbr.) og Fjoors-.




Fjordræs? n. jævn og noget stærk Vind som blæser langsad Fjorden. Helg. (Brønnøy): "Fjoorees(s)". Som "lees" dvs. læsa. I Vesteraalen: Ræs n. d. s. af ræsa, strømme.

Fjordræse n. = Djupaal, i en Fjord. Ogsaa om Indknibning af en Fjord til et Sund (med Strømning). Jf. Raas. Helg. (Bindal): Reesi. "Inn paa Ree`see", dat. sing.

Fjordung m. Person fra Egnens indre Fjordbygder. Ryf. Jæd. – Fjordamoja f. Spøgenavn for Kvinde fra somme Fjorde. Jæd. – "Fjording m." A. "Flikkefjæring", Mand fra "Flikkefjorden" dvs. Byen og Fjordegnen. Li. Sjelden.

"Fjordung m. en Fjerdedel". A. Fjoorongg(e) og -aangge, Tel. Rbg.; Fjaarongge, Sæt.; Fjæling, Østl. – f) Del af et Herred, Skolekreds. Smaal. Ringerike. Fjælingsmann m. en Medhjælper af Fattigforstanderen i "Fjælingn". Smaal. Ring. – "Slaa te Fjølungs", meie mod at faa Fjerdedelen af Høet. Hall. (Gol). Jf. "til "Lutar".

fjordungsfør adj. skikket til at gaa en "Fjordung". Tel. I Vinje: fjooraanggføre.

"Fjorføtle f. Fiirbeen". A. Dal. Fjørfehle, Hall. (Gol); Fjørfisle, Smaal. Busk. Hadeland, Oslo. Fjærfisle, Rom.; Fiirfisle, Rom. Ma. Desuden: Fjoor-, Fjør-, Fjær- og Fiirfitte f. Follo, Smaal. (til Fit m. Lab); og Fiiføtte, Smaal. Vald.

fjorhogga v.a. tilhugge noget (en Bjælke) saa det blir firkantet. Tel. og Sæt.: -e. Andensteds: fiirhogga.

fjorkløyva v.a. kløve i fire Stykker. Tel. Sæt. – fjoorkløyvd part. kløvet i fire.

Fjorm (o') f. Smidsker. Tel. se fjarma.

Fjormenning m. = Firmenning. Tel. (Moe).

Fjormynda? f. Vandfirben, Lacerta palustris? Tel. (Sauar, Grandsherad): Fjoormynne. Jf. mynda v. ro som man ror en Kano; fjoor dvs. 4.

"Fjorold f. (m.)". A. Fjooroll, Ryf. Dal. Fjoorolla, Ryf. (Suldal).

"fjoromfotom adv. paa Fire". A. firaamføtaam, NGbr. "Liggji fjørofooto" = l. aa Gruuva; Vald. "L. paa fjærrføto" d. s. Hall. (Gol; ferføto?). "Fara fjooro(m)footo" sætte afsted med svær Fart. Sogn (Lærdal).

Fjor-ru f. Løsuld "Ru", fra ifjor. Rbg.; Tel. (Moland) og Sæt.: Fjaaru.

Fjorstø(d)a f. hvad der staar igjen fra ifjor; særlig om Søfisk, som er bleven staaende Vinteren over paa Sted som ikke er dens regelmæssige Vinterhjem. Li. Jf. Etterstøda. Fjorstødning m. d. s. Li.

"fjortan 14". A. fjo^urtaan VAgder; fjurtan Hall. (Gol); fjurtaan Gbr. (Lom). "Kvart Fjurtaandaagaa", hvert Tidsrum af 14 Dage; ogsaa: hver 14de Dag (Lom); det sidste hedder ogsaa: "vær Fjorrtendaers Moot", Follo.

Fjor-uv (uu) m. (n.) = Fjorold. Tel. (Selljor, Vinje, Moland); Sæt.: Fjaaruuve. Ogsaa: Fjooruuvi Rbg. VTel. og Fjaaruuvi Sæt. VTel.; Fjooruu m. (n., f.) Rbg. Ned. Ma. Li. Dal. Se Uv (G. N. úfr) voluminøst Skrab, "Rusk". Det forblandes undertiden med "Fjor-ru" hvilket hjælper til at forklare det vaklende Kjøn. Se Fjorold A.

"Fjos (oo) n. Fæhuus". A. Føs, Selbu, Gul. Fjoos m. Shl. I Hard. (Ullensvang) er Fjos kun Faarestald. – Fjøsdæmme f. Mødding; vel eg. Møddingpøl. Smaal. – Fjøsgolv n. Afdeling i Høladen til det Hø som er bestemt for Kjøerne (Fjøset). Rom. Se Golv. – Fjøs-skjæle n. dækket Gang mellem to Fæhus. Ork. – Fjosstakk m. Over-skjørt for Fæhus-brug. Sæt. og fl. – Fjøsjælv n. Loftet mellem Fæhuset og Hørummet. Nordl. (Ofoten).

fjosa (o') v.n. føre indholdsløs, utidig eller løs Tale; føre Sladder = fjasa, fjesa, fisa. Tel. Sogn; Vestfold: fjaasa (altsaa neppe eg. aa). – Fjos (o') n. Sladder.

Fjos f.; Fjosu f. se fjasa.

fjosma v. se fjusma.

Fjoss (o') m., Fjossa f., Fjosse m. en halvfjantet Vimser. Agder og fl. – fjossen adj. Se fjassa.

fjotla (o') v.n. trippe eller vimse planløst omkring; = fjassa; mest om Børn og Fjanter. Voss, Sogn (Vik). fjosle omtr. d. s. Num. Nedre Tel. Se fjasla, fjatla.

Fjotole m. famlende Klodrian. Tel. Se Fjøtul.

Fjotra (o') f., fjotras v. se Fjet-.

fjotre (o') v., Fjotre f., fjotreleg se fjatra.

Fjott (o') m. 1) en Pind eller Stump af en Kjep eller en formløs Tap, som sidder fast i et Hul eller er til at sætte der; saaledes: en afbrukken Aaretold eller Rivetand, en Træpind som sættes i en Kjæde (Kjætting) for at erstatte en itubrukken Ring, og dl. Ogsaa: "Stryfjott", en Tap af Blaar. Rbg. Sæt. Ned. VTel. Li. 2) en ubetydelig, indskrænket og veg Person; en Pjalt; = Dott. Tel. Ned. Li. Dal. og fl. Vil østover let glide sammen med Fjaatt m. – fjotten adj. veg og indskrænket; lig en Fjott. Dal. – fjottutt adj. d. s. Shl. og Hard.: "fjottete" (og "-aa", ikke -ao").

Fjugg n. = Fjogg, Fjagg, Fjugl. Rog.

Fjugg m. en Pusler, Kludrer; ogsaa: Pusling. Follo, Smaal. Se fjugga v.

Fjugga f. 1) forslidt Klædningsstykke; stor Pjalt. Sogn (Borgund). 2) liden Bylt = Fuggje. Især i Flertal, nedsættende, om Ens smaa Bagage = Pjank. Hard. 3) Kvinde som ser ud som en Bylt; klodset Kvinde; Kvinde som er klædt i mange daarlige eller ilde paahængte Klæder. Stjør.: Fjugg'; ogsaa: Fjagg', Stjør.

fjugga v.n. (ar) pusle; kludre = fugga. Smaal. og fl.

fjugga seg (til) v. (ar) 1) bylte paa sig; klæde sig i klodset utækkelig Stas; udmaie sig.
Stjør. Nærmest til Fjugga f. 2) gjøre sig reisefærdig ved at pakke sig selv og sine Sager ind. Busk. (Krødsherad). Se fugga. – fjuggjen adj. udmaiet osv.; til 1).

Fjugge m. Bylt værdløse Klæder. Hard.

fjuggeleg adj., Fjugguvi m. se fugg-.

Fjugl n. usolid Tøi = Fjoss. Dal. (Sokndal). Fjygl n. d. s. Dal. Ryf. – fjygla seg (til) v. udmaie sig osv., omtrent = fjugga seg 1). Rog. Se fjøgla A.

Fjuk (uu) n.? voldsom Fart; meget rask Befordring. Maaske kun i: "faa Fjuuk", Tel.; "faa Fyyk", fl. Steder. G. N. fjúk Fog.

Fjuka (uu) f. Hast, Skynding = Fok, Fuka. Sogn (Balastraand).

"fjuka v.n. fyge". A. 4) flyve. Tel. Agder, Shl. Hard. Voss, Nfj. (Gloppen) og fl.; Dal. og Jæd.: fjooga (som "rooga" dvs. rjuka). "Fugl´n fyyk´e (fyyg´e)". "fljuga" er paa alle disse Steder neppe eller lidet brugt om Fugleflugt. 5) tabe i Dyst eller Kamp; blive vippet = rjuka, guva, fisa. Ma.

fjuken adj. raskt imødekommende, meget tjenstagtig = føykjen, fjaak, fikjen. Sogn (Vik): fjuukjen.

fjukla v.n. = fikla, fukle. Hall.: "-e".

fjukta v.n. (ar) 1) fare iilfærdigt om. Gbr. (Fron, Lom), Vestfold. "Fjukte aa flye", Dramn. 2) = fikla. Hall.

Fjuk-uppi m. En som farer forhastet til, kaster sig ubesindigt op i alt. Tel. (Treungen). Jf. Fjokupp, Fykupp.

Fjukuve m. En som fyger omkring, – er baade høit og lavt; Galning. Tel. Sæt.: Fjuuk´uuvi. Se Uv(e).

Fjult m. = Pusler = Fjugg. Smaal.

fjuma v. (ar) pusle = fjona. Sogn. Jf. fuma.

fjumle, fjumlere se fumla.

Fjump og Fjunk m. se Fump og Funk.