A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

gnyande adv. I: "tegja g. still", tie bomstille. Nhl.

gnydja v.n. (gnudde): "gnydjdja aa eta", æde vedholdende og dygtigt; proppe i sig. "Me gnudde aa aot". Hard. (Ullensvang, Odda). Lidet brugt. Maaske eet med gny 2), og med G. N. gnydja murre, grynte (gumle; knurre; gnide = Isl. gnudda?). Se Gnyr.

Gnylstre n. en stærkt vreden, haard og knudet Træklods. Tel. (Sellj.). "Bjørkeg. Tyrig." Og Knylstre, se d. og Knul.

Gnylstrehoste m. tør, kort, hyppigt tilbagevendende Hoste. Vestfold og fl.

Gnyr m. Overhæng; Trængsel. Hard. "Da æ Gnyyr um Malingg", ved Møllen. Maaske G. N. gnydr; el. gnýr (A.); el. til gnyra? For Resten kunde i Gnyr og Gny m. være et Sammenglid af gnydr og gnýr, ligesom i gny v. af gnydja og gnýja.

gnyrja (y') v.a. (gnyr´e, gnurde, gnurt), klemme trykke, presse; især med Fingrene, ikke med Knoerne, som gnuva. SætB. og V. "Höylassi volt o gnurde meg unde i Snjo^ur´n”. "Gnyrje Verkj´n oto Kaun´n". Hertil Gnur (u') m. Jf. gnura.

Gnyrja f. en stor, tyk Kvinde. SætB.

gnyra v.a. (er, de), knuge = knyra. Tel.

gnysja (y') v.a. (gnys´e, gnuste, gnust), 1) klemme mellem Haandflade og Fingre, kramme haardt; ogsaa: knuse mellem Haand og Fingre. Tel. (Rauland, Selljor), Sæt. "Gnysje i Hoop". "Gnysje Brou te Soll". "Gnysje nee-i". 2) gnysa (gnys´e og gny`se, gnuste og gnyste) revse, med Hænder eller Ord. VAgder (Eiken, Finnsl. Holum). Ogsaa "gnysa ette (Bodnan") el. "g. paa B." Jf. Gnust, gnustra; knysja.

Gnysja f. hvad der holdes i den sammenklemte Haand; en liden Haandfuld. SætB. "Ei Gnysje mæ Traa´e, mæ Bork´e".

Gnyste n. haard og vreden Træklods; f. Eks. Stammen af et ofte kappet Træ. Tel. (Selljor, Mol.). "Askegnyste".

Gnystre n. 1) = Gnyste. SætB. "Bjørkegn^øystri, Tyrign^øystri". 2) knudret Udvækst = Gnustra, se d. Ma. (Holum). Og Knystre se d.

gnyva v. (er, de) = gnuva. Tel. (Raul. Vinje).

gnyvle v. = gnuvla Tel.

gnæ og gnæa v. (gnæ(r) og gnæ`e(r), gnædde, gnætt), 1) v. impers. blæse en tør og kold ikke meget stærk Vind. VAgder, Dal. "D'æ kje nukun Kyl nettupp, men dæ gnæ nuku"; Aaserall. "Dæ gnæ`e o snø`e", det blæser koldt og sner (lidt Kornsne); Halsaa, Holum. 2) v.a. fortørre, om tør og kold Vind = hæsa upp (som dog kan være mindre koldt). "Dennæ Vinn´n gnæ`e upp Jo^uræ, Grase"; Ma. "Han gnær upp adle Ting"; Dal. Isl. gnæda blæse koldt. Jf. Gnei, gneia; næden; Isl. (g)nædingr kold Blæst.

gnæast v.n. (est, ddest, st) fortørres af kold Vind. VAgder. "Jo^uræ gnæ`est upp; Grase gnæest a(v)".

Gnæe m. koldt og tørt vindigt Veir; især om Vaaren: "Vaargnæe", som volder "Vaarhæsa". "Kaldgnæe". SætB. VAgder, Dal. – gnæen adj. som sligt Veir. Jæd. Dal. VAgder. – gnækald adj. d. s. kaldgnæen, d. s.

Gnæs n. gjennemtrængende kold Blæst. Sdm. (Norddal, Hjørungfj. Sunnylven). "Vindgnæs" n. "Han æ Gnæs i Dag" (adj.?).

gnæsa v.n. (er, te), 1) blæse bidende koldt. Ma. VTel. Sdm. Se A. Til gnæ(d)a? 2) tale i en hvas, hvinende, bidsk Tone; tage hastigt og hvast i, i Tale. Tel. (Vinje, Raul. Kvitseid, Selljor; H.O.: "overskjænde, Øster paa"). "Ho gnæste te'n". "Han æ so snegg´e te gnæse i o bli voond´e". Jf. græsa.

gnæsande adv. "g. kald´e", bidende vindkold. Sdm. Nfj.

gnæsen adj. 1) som blæser bidende koldt. Tel. Ma. og fl. "Her va gnæsi igjaar"; VTel. 2) tilbøielig til at gnæsa 2) Tel.

Gnøyse, se Gnause. – Go, Gö, se Gaud.

Gobb f. 1) Ryg; særlig, synes det, Skulderpartiet. Hall. "Brei aavr Gøbb´ee". Lidet brugt. 2) langstrakt, skarpkantet Banke el. Rygning i Ager el. Eng. Hall. (Gol og fl.).

"god adj. god". A. "Eit gooa Skinn" = eit godt Skinn. Ligesaa, for Resten: "eit fæla Veer", eit stygga V.", "ei sværa Kyr", "ein fina Dag", og fl. eenstavvelsede Adjektiver med en Form efter ubestemt Artikel, der seer ud som en Genetiv af et Subst., i Lighed med "eit Vaa'a Veer", "ein Vola Kar", gripa, glopa, muna osv. Ryf. Shl. Hard. Voss, Sogn. – "D'æ berre gooa gott i 'an", der er intet ondt i ham; Ryf. Tel. og fl. – "goo faar", Fl. "gooe faar", eiende (saa og saa meget) = Eng. worth; Gbr. (Vaagaa). Men: "goo´faar", Fl. "goo´faar" = "goo´tee, Fl. goo´tee", istand til, Gbr. (Vaagaa), gootter, Oslo, Smaal. gooffer, Vestf. og fl. Se godfør A. – "goo paa de(t)", selvgod, stolt; Tel. Hard. – "Taa goo'o gjoort", gjort af godt Stof. Gbr. – "Mæ goo'o", uden Tvang, Gbr. A.; "mæ goo'om" Ryf. Jæd.; "mæ gott aa gooe", Østerd. Salten. – "Kaama te gooa", komme (En) til Bedste; Ma. A. "Ha Pænga te gooa", Nhl. Ma.; "te gooan", Hall.; "te gooans", Voss. – I alle de flgg. Afledninger og Sammensætninger udtales god uden D (undtagen maaske i Dele af Nfj. og Sdm.), saafremt Udtalen "good" ikke er opført.

"goda seg v. godte sig". A. Vald. Østl.

goda seg av v.n. bli god; mest om Veir. Jæd.


godagtug adj. generøs = raust. NØsterd.: "goo`aktöughw". Ligesaa i Nord-Sverige.

godaudsleg adj. hyggeligt stille eller øde, saaledes som der er efter en kjedelig Persons Bortgang. Mest i Spøg. Tel. (Rauland og fl.). "Ja, lat'n reise, d'æ gooousk`legt ette'n". Og "go(d)dauskleg"?

"Godbarn n." A. Yndlingsbarn. NGbr.

godbeden adj. tjenstvillig = "gobeall". Sfj.

Godbeinka f. = Beinka. Hall.: Goobænke.

godbuna adj. med god Legemsbygning, velskabt. Nfj. (Innvik, Honndal). Se Buna f. (Bunad m.).

Godd (o') m., godda v. se Goll, golla.

Goddags-ende m. = Goddagsfugl. Nfj.

"goddauvleg adj." A. 2) = godaudsleg. Tel. (Kvitseid, Laardal, Vinje). Dette og de nærmest følgende med god- sammensatte Trestavelsesord udtales oftest med Tonetrykket paa midtre Stavelse: goodouv`eleg. Snart "acut", snart "grav" Tone.

goddaadig adj. af god Natur = goddaaig. Hard. (Røldal): "goodaa´dig"); Rbg. og VAgder: "-daa´ig" og "-aa´dig". Se Daad.

goddaaen adj. = goddaadig. Sæt.

goddaassa seg v.n. (ar) gjøre sig Livet behageligt ved at undgaa Kiv og Støi og pleie sin Magelighed; gjøre sig det "koselegt". Tel. (Sell. og Kvits.: "goodaas`se"). goodaa´se seg, Tel. (Lunde). Jf. daassa, Daasse. – Goddaas´sa f. En som forstaar at goddaassa seg. Tel. – goddaas´seleg adj. føielig, ligesaa meget af Magelighed som af Velvillighed; let at komme til Rette med; blid og medgjørlig; behagelig. Tel. (Kvits. Sell.). goddaas´(s)en, d. s. Tel. (Lunde).

goddega seg (e') v.n. (ar) nyde "Goddagar", leve i selvbehagelig Magelighed og rolig Livsnydelse; pleie sig; "nyde". Tel. (Bø, Kvitseid og Høydalsmo "-de`ga"). Jf. midd´ega seg. – goddeg´leg (e') adj. tilbøielig til at goddega seg; blid og selvbehagelig; mindre tiltalende end "goddaasseleg" er. Tel.: tildels: goodæg´leg.

goddrikkande adj. god at drikke(s). Hall.

goddælleg? adj. som indbyder til Fortrolighed; hyggelig. Follo (Kraakstad) og Smaal. (Askim): "Goossli aa goodæli". Jf. dælleg, dæl.

"Gode m. 2) Gavn, Hjælp, Fordel". A. VTel. Li. (Eiken). "D'æ dæn Gooen mæ de". "Dæ he sin sto^ure Go^ue"; Li.

Godeina f.? og n.? Noget som er lutter godt; især: En som er lutter Velvillighed; hjertensgod Person. ISogn (Lærdal, Aardal, Lustr, Hafslo, Sogndal), Rom. "D'æ slike Go^uäena te Kar"; "slikt äit Go^uäena te Menneskje". "Dær var bare Gooeina (a(v) Bakbeina)!" det var kun den uskyldigste Spøg; Rom. Ogsaa: "De ær bare Gooænna mæ'n". Vestfold. – godeina adj. Sogn, Hall. "Ait gooaena M." Og: "han æ gooeine", Gausdal; og: "han æ gottenne", Gbr. (Øyer).

godeint adj. hjertensgod. Hall. (Aal, Gol, Nes), Gbr. Ringerike. Ogsaa "goojint", er optegnet; Hedm. (Rinsak); til Gin f.?

godfessa seg (e') v.n. (ar) = goddega seg. Ø- og VTel. Mest udbredt: goofæse; men gosaa: goofesse, Moland. Ogsaa, hos den ældre Slægt: koofæse seg (og hos Wille: "kaarfæsse, et Spotteord"); disse tør være spøgende (haanligt kjælende) Omdannelser; sml. "go(d)noosse, koonoosse, (knoose, Østl.), kornoosse ("kaarnose" hos Wille, som ikke har havt Øre for Forskjellen mellem (o') og (aa), mellem (e') og (æ)). Jf. fessa, signe. – Godfessa f. En som godfessar seg; en smilende, selvbehageligt magelig Person. Tel. Koofæse, hos de Ældre. – godfesseleg og godfessen adj. lig en G. Tel.

Godfjaadde m. en meget godmodig og føielig Person; især: en behagelig men vel eftergivende ældre Mand. Vald. Se Fjaadde og de flg. – godfjaadden adj. lig en G.

godfjaak adj. livligt imødekommende; glad ved at yde Tjenester. Shl. Ryf. – godfjaakjen adj. d. s. Shl. Ryf. (Christie: Go-fjaak m.).

Godfjaatt m. og -fjaatte m. og f. en meget godmodig og troskyldig, uselvstændig og karaktersvagt føielig Person. Gbr. Hall. Østl. Se Fjaatt. – Godfjaatting m. d. s. Østl. – godfjaatta adj. lig en Godfjaatt. Østl. Gbr. – godfjaattut adj. = g#-a, – godfjaattrom adj. = g#-a. Gbr. (Fron, SGbr.).

godfjaatten adj. 1) yderst godmodig og imødekommende = godfjaadden. Vald. Hall. 2) karaktersvagt føielig. Hall. Østl.

godfjollen adj. lig en Godfjolla. Østl.

Godfjott (o') m. karakterløs "Godfjaatt". Rbg. Se Fjott.

"Godforeldre pl." A. – Gooffa, Bestefar. VTel. Sæt. Ndm. (Rindal), STrondh. (Uppdal). – Goomo og Goome Bestemor, VTel. Sæt.; Goomo, Ndm. STrondh.

godga v.a. (ar), 1) gjøre god ved Tilsætning af noget; forbedre; jf. gjøda. Tel. (Vinje, Selljor, Lunde): googge. "Du fær googge Mjookkjee mæ Rjoomi", Vinje. 2) googge seg, gjøre sig til gode, gjøre sig det behageligt = magga seg; mest om Dyr. (Mol. Raul. Selljor, Bø, Lunde). – Gogg n. det som tilsættes for at forbedre. Tel.

godgast v.n. (ast): "go^uggast mæ", gjøre sig til Vens med. Sæt. (langt G).

Godgjegna f. en særdeles imødekommende og tjenstagtig Person. Sogn, Sfj. Jf. gjegna adj., gjegnig.

godgjegna adj. særdeles tjenstagtig. Sfj. (Jølstr, Førde). godgjegnig adj. d. s. Sfj. (YDale).

"godgjera seg v. 1) forbedres med Tiden". A.
Tel. og fl. 3) gjøre sig til gode. Tel. Hall. Gbr. Vestfold. Se Godgjerning.

godgjerast v.n. gjøre sig til gode; særlig: ligge og strække sig i Sengen om Morgenen. Ma.

Godgjerning f. Traktement, Beværtning. Sogn. "Du heftest no ikkje i Go^udjerningadne", du opholdes nu ikke ved noget Traktement (desværre). "godgjera" v.a. traktere, gjøre En til gode – skal findes.

Godgjersla f. = Godgjerning. YSogn: Goo-.

Godgjøl n.? Legetøi for Smaabørn. Helg.: Goojøøl.

Godgytja? f. En som er imødekommende og godgjørende uden Omtanke, Skjønsomhed, Valg; en altfor villig Hjælper; ikke fuldt saa karaktersvagt som Godfjaatt. Helg. og Vesteraalen: Goojytkja. – godgytjen adj. lig en G.; altfor føielig osv. Nordl. Og: goojytten? Helg. Jf. gytja.

godhendt adj. godgjørende. Land, Hedm.

"godhjartad", A. goodjerta, Shl. Ryf. Jæd.

godhjelma adj. med et Ydre som øieblikkeligt vinder; indtagende. Ryf.: gookjelma.

Godhol (o') n. Lækkermund. Gbr.

Godje m. det Bedste af noget, den bedste Del. Sogn (Fjærl. og fl.): Go^udje. For Godge? se Gode A. Jf. godga v.

godkynnug adj. af god Natur; godmodig; spag; mest om Dyr. Tel. (Skafsaa, Moland): gookjøønnug. Jf. kynnug, kjælen (Kyn(d)). Se flg.

godkyrnt adj. = godkynnug. Tel. (Rauland, Tinn og fl.): gookynnt. – godkyrnen adj. d. s. Tel. (Rauland, Kvitseid): gookynnen. Begge til Korn, Kyrna. Jf. kyrnt, grannkyrnt osv. (goo)kynnt: kyrnt = Hynna : Hyrna = Dynn : *Dyrn = glynne : glyrna. Men: "gookjønnug" af "kynnug (kyndug?)", som "tønne" af þynna, "Rønning" af Rynning.

Godklæde n. En som er meget føielig baade mod sine egne Lyster og mod andres; svag, karakterløs Person. SGbr. (Faaberg): Gooklæ'e.

godlaus adj. utjenstvillig, uhjælpsom. Nfj. (Eid): goodlöus og goolöus (äu).

godlaatug adj. kjælende, kjælen = elskjen; om Dyr. Hall. godlaaten d. s. NTrondh.

godleg adj. selvbehageligt og venligt overlegen; omtrent = godmæten. Tel. (Raul. Sellj. Kvitseid). "Goolege paa de". Jf. (?) G. N. gó(d)ligr prægtig.

Godleist m. "Vaaraa paa Goodlæ(i)stom (-öm, -aam) sin", være i sit gode (høie) Lune. Gul. Strinda (Børsen). – "Paa Goolætom", d. s. Gul. Strinda. Se A.

godloten (o') adj. velvillig; især: gavmild. Stjør.: goolaat(t)in (med kort aa, forskj. fra "goolaatin"). Til loten, Lot (o').

godmaggeleg adj. = goddegleg. Tel. (Selljor).

Godmatrauv f. Lækkermund. Ndm. Innh.

godmeint adj. velmenende, velvillig. Gbr. Tel.; Smaal. tildels: goomeent.

"Godmenne n." A. Jæd. Ryf. Røldal, Voss, Sogn. Overalt: Good-; Innh. Namd. Røros: Goomænn(e).

godmett adj. rigtig mæt = god og mett. Shl.

godmosen (oo) adj. behagelig stemt; i godt Lune. Sfj. (YDale): goo-. Se mosa, hyremosen.

Godmæle n. mindelig Afgjørelse. Hall. (Gol). "Gjera dæ aav i Goomælee".

"godmæta seg v. føle sig. Vinje". A. Altid med et Bibegreb af Magelighed og Selvpleien. Tel. (Selljor, Kvitseid, Vinje): goomæte. Goomæta f. og Goomæte m., selvbehagelig og selvpleiende Person. Tel. (stumt -e f., -ee el. -i m.). – goomæteleg og goomætskleg adj. Tel.

"godna v.n. blive bedre". A. Shl.: goona; Ma. og Ryf.: goodna. – godna seg v. 1) d. s. Ryf. "Veere (dæ) goodna seg aav". 2) tage det mageligt og behageligt; gjøre sig til gode; pleie sig. Gbr. Trondh. Østl.: goone se(g). Og i Sv. Diall. – godnen adj. 1) som vil godna seg. 2) fredelig og omgjængelig, væsentlig af Magelighed. Stjør.: goonin. – Godning f. det at godna seg.

godnannen adj. blid, venlig, kjælen? Kun hørt ironiskt. "Daa vart'n goonan´nin!" da blev han blid. Med samme Anvendelse som elsken. Helg. (Bindal). Jf. nanna.

godnaskeleg adj. og adv. vel ordnet; net; behagelig; = koseleg. Tel. (Kvitseid; Nedre). "Der sat du (heve du de) goona`skeleg". Ogsaa: goonoskleg (o'), Tel. Jf. naskeleg; naska dvs. gjøre net istand; nask, Isl. naskr behændig.

"Godnatt f. en Hilsning". A. Ndm. "Helsa Gona (o') upp te æen". Li. (Fjotl. Kvin).

godnossa seg (oo) v.n. (ar), omtrent = goddega seg, godfessa seg; "nyde". Tel. (Aamotsdal, Bø, Lunde, Nes, Holla): goonoos´se. Ogsaa: koonoosse, kornoosse, (knoose, Østl.; kaarnose, Wille), se godfessa.

God-okka f. godt Lune. Helg.: Goo-ookka. Se Okka (Odka).

Godris n. Riskviste som afgiver værdifuldt Kvægfoder; Ris af Godskog, Skov med værdifuldt Løv, dvs. især Alm, Røn, Selje. Sogn, Voss: Goodriis.

godroma adj. som tager sig god, dygtig, Plads; f. Eks. ved Bordet. Tel.: goorooma.

"godrøda v." A. Især: tale vindende og beroligende. Tel. Røldal og fl.

Godsida f. den gode Side. "Snu Goo(d)siiaa te", vise sig elskværdig, være venlig. Sdm. Ndm. Strinda, Stjør. ogsaa: "gnu G. te"; Stjør.

godsinnt adj. venlig; = snild. Li. (Fjotl.).

godsinnug adj. godmodig; troskyldig. ØTel.

godska seg v. (ar) gjøre sig til gode. Tel. (Rauland): gooske seg.

Godskog m. se Godris. Sogn, Voss: Good-.




Godskor f. pl. 1) Ting, hvormed man gjør (sig) tilgode; især: god Mad. Tel. (Vinje, Raul.). "Han fekk a nokle Gooskur av meg ou". 2) Tilsætning af noget godt = Gogg. Tel. (Vinje, Rauland).

godsla seg v.n. (ar) gjøre sig det mageligt og behageligt; pleie sig. Hall. (Aal). "Han sat aa goosla se i Kubbestoolee; laag aa goosla se i Soolbakka".

"godsleg adj. 1) og 2)". A. gootlig, Li. (Vanse). Eta gootlegt", gjøre sig til gode med Mad. Ryf.

godtala v.n. (ar) = godrøda. NGbr.: goo`taalaa. – gootaalaande(s) adj. (part.).

Godtekkje (e') n. tiltalende Væsen; Tække; Ynde; Elskværdighed. – godtekkjeleg adj. Rbg. (Evje, Bygland).

Godtokke (o') m. = Godtekkje. NGbr.

godtokken (o') adj. vindende ved sit Ydre og Væsen; tækkelig. Til Tokke, Tokk. Innh.: gootaakk(j)in. – gootaaklen = godsleg. Ndm. (Rindal). Se flg.

Godtokl (oo) m. og Godtokl(a) f. = Godfjaatt. Stjør. – gootooklin adj. = godfjaatta. Stjør.

"godtolug (o') adj." A. 2) godmodig og langmodig. SBerg. – godtolig (o') d. s. Sæt.

godtolug (o') adj. som giver sig hen til behageligt ("godslegt") Prat og derover let glemmer Tid eller Ærinde; som giver sig "godt Tol". Hall.: gootølug og -taalug.

Godtykkje n. det Vindende ved en Person, hvis gode Gemyt, "Tykkje", Elskværdighed og Trohjertighed slaar igjennem hans hele Ydre og Optræden. Stærkere og mindre udvortes end Godtekkje. Ma. Li. (Kvin, Fjotland). "Dær æ slikt Go^utykkje mæ 'enn".

godtykkjen adj. 1) vindende ved sit "Godtykkje"; især: elskværdigt trohjertig. Li. Dal. 2) godmodig, af godt Gemyt; = godsleg. Romsd. Ndm.

"godtykkjen adj. vrippen, let stødt". A. Sfj. ISogn, Innh. Namd. Helg. "Han æ so gootykkjen av seg". 2) lidt stødt, lidt fornærmet. Vald. (Aurdal, Slidre). "Han vart gootykkjen paa me". 3) selvgod, omtrent = godmæten. ISogn.

godtymjug adj. goddæmd. Gbr. (Vaagaa).

godtyvjug adj. d. s. Gbr. (Lom). Meddelt.

"Godvedr n." A. "Goodveer, Sogn, Voss, Nhl. Shl. Røldal, Ryf. Jæd.

godverdug adj. ømfindtlig = godverd. Hall. (Gol): goovælug og -ig. Jf. verdug, velverdug, gjønnverdug. – gott vert, pl. gott verte adj. fordringsfuld, let stødt. ØTel. (overalt hørt med rent R). Ogsaa: g. vært? Uklart. Jf. velverd.

"Godvette n." A. Goodvette Nh. (Haus).

godvida adj. af godt Ved (Træstof), "Vida". Sogn, Hard. Sfj. og fl.: gooveea (-via). gooveett d. s. Østerd.

"Godvilje m." A. 2) Erkjendtlighed; Udtryk for Erkjendtlighed. Sogn (Aurland, Gbr. Østerd. Helg. Ork. "Gje me l^eite i Go^udvilje", som Erkjendtlighedsbevis, Sogn. "E fekk dæ i Goovilja"; Gbr. Østerd. Helg.; "i Goovilj", Ork.

Godviljesmun m. Erkjendtlighedsbevis. Østerd. (Kvikne). "E fikk de (dæ) i Gooviljesmon".

godviljugsleg adj. godvillig. Hall. (Gol).

Godviner (i') m. pl. gode Venner. Rbg. (Aamlid): Goovinir. Men: "Vænn, Vænner"; Aamlid.

"godvis adj." A. Rbg. Ned.; Tel. (Mo): good-.

godvisen (ii) adj. 1) = godvis. Ma. 2) generøs = raust. Ma. (Bjelland).

godviskjen (ii) adj. = godvis. Ryf. Se viskjen.

"godværig adj." A. Ogsaa: godmodig. Busk. (Krødsherad, Snarum): gooværi og goovæli (med "tykt" L, som i "gla(d)væli").

godværug adj. generøs; nobel. Gbr. (Vaagaa).

goffa (o') v. grynte lokkende. Hall. (aa og ø).

Goffe (o') m. en kraftig og statelig Karl; en prægtig Karl. Hall. (Gol); Sdm. (Hjørunfjord). – Goffstykke n. Karlestykke, Bedrift. Sdm. – For Godfader?

Gofs (o') m . en frembusende voldsom Person. Romsd. (Vestnes, Gryten). Jf. Gufs, Gops.

Gogntøle, -tøl, se Gagntøle.

gogge, gougge, se gugga.

gol (o') adj. = stigfatt. Selbu. "Skiia æ go!" (o'#-ö). Se Guul, guula.

gol (o') adj. gul. Selbu. Gul. Se gul.

Gol (o') m. (og n.?) Luftning. Nhl. (Ask, Hamre). G. N. gol, n. Blæst.

Gola (o') f. jævn Blæst = Gula. Ryf. og fl. Göla, Nhl. G. N. gola.

gola (o') v.n. (ar) skraale = gaula. Shl. (Etne). Meddelt. G. N. gola, hyle.

gole (o'#-aa#-ö) dvs. gaula. Gul.

"Golda f. Pris". A. Voss, Ryf.

Golda (o') f.2. Gallerhamp. Se Galde.

golla v.n. (ar) 1) lyde med en høi og stærk men ved Afstand mildnet Lyd; gjalde dæmpet, ogsaa: skraale (naar Skraalet er noget fjernt). VAgder (Grindeim, Eikin). "Dæ godda saa fælt dær (dør) framm-i". "Dei godda o hoysta". 2) = skrona. Tel. (Moland). "Han goddar o lyg´e". – Goll m. (ar) Gjald; Skraal. "Eg hæure nokæ Godda". – Golla f. en høirøstet larmende og ubeskeden Kvinde. Li. (Nes, Bakka): "Golla". – Til gjella, G. N. gjalla; göll f. stærk Lyd.

Golleie, Golløye se Gorløya.

golroten (o', o') adj. = gorroten. Ryf. (Vikadal, Suldal, Hjelmel. Nærstrand).

Gols, golsa se Guls.

golta seg (o') v.n. gjøre sig bred; gjøre sig vigtig. Tel. "Han sit´e goltar seg o gjere seg gild´e".

Goluve (o') m. en stor slugen Prygl ("Lurk"); om Folk og Fisk. Rbg. (SætB. Evje).

"Golv n. 1) Gulv". A. "Gaa i Golv´e" = fara i Golve. SBerg. Ryf. og fl. "Skri i Golvæ", d. s. Helg. (Vefsn). "2) Hylde i Skab". A. Tel. (Vinje): Goov. Ogsaa:
hver af Fjælene (Etagerne) i en sammensat Hylde, f. Eks. Boghylde. Hard. "3) Afdeling i en Hesje". A. SBerg. 4) Afdeling eller Rum i en Ladebygning. Land. Rom. Odal. "Lo(d)-golv", til det Hø som er bestemt for Kjøerne; "Stallgolv", til Heste-Høet. Jf. Avgolv. – Go(l)vskitar m. En som tilsøler Gulvet ("Tili") med hvadsomhelst. Tel. (Vinje).

golva v.a. og n. 1) kaste eller slaa En til Gulvet (Jorden). Rbg. Ned. Vald. Hard. Ndm. Gbr. 2) "golve te ein", slaa vældigt til En. Østl. 3) falde tungt med et Drøn = dolva, hvorfra der vel er Indvirkning paa dette Ord og de to flgg. SætB. Ogsaa: give en dump Lyd under et tungt Slag. SætB. "Eg slo^u 'an, so de golva i 'an".

Golve Genetiv (adj.), om det som falder med et Drøn, det vældige og tunge; se golva. Agder, VTel. "Eit Golve Slag"; SætB. Tel. "Eit Golve Las"; Ma. (Holum og fl.), Rbg. (Evje, SætB.), VTel. "Ein G. Kar´e"; SætB. "Eit G. Stel", svære Tyvekoster (sagt halvt i Spøg); Sæt.

golveleg adj. vældig = Golve. SætB. "Golvelege Byr, Sekk´e, Kar´e". "Golvelegt Slag". "G. Väir", om et Tordenveir.

Gome (oo) m. Fingerspids = Gom. Tel.

Gomli (o') f. def. den Gamle, se gamall.

Gomo (o') se Gaman; gomo se gamall.

Gomo = Godmoder, NGbr.; Gome d. s. Tel.

Gomse m. Hestesygdom med Opsvulmning af Tandkjødet. SHelg.: Goomsi. Jf. Gom; eller: Sv. Diall. gamsa, gumsa, tygge sent.