A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Gona (o') f. 1) et stærkt Vindstød. Shl. ISogn, Ryf. Jæd.: "Gona", og "Gaana" (ikke: Gaona); N- og STrondh.: Gono, Gunu. Se Gaana, A. "Vindgaana", Berg. "Veergunu, Sprænggunu, Springgunu", NTrondh. (Sparbu, Indr.).2) en Opbrusning af Lidenskab. Trondh. Maaske til Isl. gönur, f. pl. Løben uden Overlæg, G. N. gana fare frem. Fra Borgund i Sogn er dog desuden optegnet: "Gu(u)na", Vindstød. (Jf. Gunur?). – gonutt adj. om Vind og Veir: fuld af Gonor.

"Gong (Gaang) m. (og f.) en Gang". A. Udtales: Goong, Oslo, Rom. NSmaal. SGbr. og fl. St. paa Østl.; "Gaang(g)", Fl. "Gaango", Gbr. (Vaagaa, Lom); "Gaang (o', ø)", Fl. "Gaange", Vald. (ØSlidre og fl.). 2) = Gang dvs. Gjær. Hall.: "Gøng". 3) = Gang dvs. Bundflade i Skotøi og andet hvorpaa Bevægelse skeer. Gbr. Hall. Tel. "Sle'en æ smal i Gøng´n", mellem Mederne, Hall. "Brei Gaangg", bred Saale. Tel. (Rauland). 4) Linje, hvori to Stoffer mødes, el. hvortil et Stof rækker (gaar). SætB. "Lynggaangg", Linjen mellem Lyng og andet Plantedække. "Slaa heilt burt i Lynggaanggjæ". Jf. Gang m. 8); Dansk: Vandgang. 5) "ein Gaang (mæ) Øl" dvs. en Drik, en Skjænk. Hedm. Ryf. Stjør og fl. Jf. Eng. a go. 6) "ga i Gaangann", gaa til Konfirmation. Ndm. Maaske til Gang m.

"Gonga f. Gang; Maade at gaa paa". A. Gange, Østl. (Oslo, Vestfold og fl.), Ma. (Øvrebø). "En Times Gange". – "E forsikkra Gaanga i mi Klukke", Vald. 3) Opgaaen af Grændse mellem Eiendomme. Tel.

Gongarlag n. = Ganglag. Tel.

gongeberg og -byrg adj. = gongefør. Ndm. STrondh., NTrondh.: gaangbærg, -bærj,

-bær (et andet Ord?), -börg (ö#-ä), -börj. Ogsaa: "gaangbörgan" (ö#-ä); Stjør.

Gongeglas n. = Gangglas. NGbr.: Gaang-.

Gongehelsa f. Førlighed til at gaa. Hall. og fl.

gongehøv adj. = gongefør. Innh. (Indr. Sparbu, Skaun, Levang): gaanghøv. – ?gaanghøg d. s. Innh. Til høg, bekvem?

Gongejarn n. = Gangjarn. Hall.: Gaangejødn; NGbr.: Gaangjøynn.

?gong(e)laus adj. som ei kan gaa. Gongløysa f. En som ei kan gaa (skikkeligt). Rbg. Nedre Tel. Usikre, især det første.

gongesaar adj. om af at gaa. Sæt.: gaangge-.

Gongesperra f. = Gangsperra. Hall. (aa og ø).

Gongestolp f. (er), Gang-vei bestaaende i dybe Fodspor (i Sne eller stivt Dynd) efter en enkelt eller nogle faa Gaaende. Hall. og m. fl. Se Stolp f. Ogsaa: Gangstolp f.

Gongestoppa f. = Gongestolp. Trondh.: Gaangstaapp.

Gongesyn n. nok Syn til at gaa. Gbr.

gongesynd adj. som ser at gaa. Gbr.: gaangsyynd.

Gongeveg m. Gangsti. Hard. (Ull.): Gaangu-.

"Gop (o') n. Afgrund". A. Nfj. (Honndal).

Gopa (o') f. = Gapa. Tel. (Mo, Moland).

Gopel (o') m. Dyndmasse. Nfj. (Honndal). "Snø(v)gopel" = Snjograut. – Gopelmyr og Goplemyr f. dyndet Sump. Nfj. Jf. Gopla.

"Gopla f." A. 2) Frø-æg med den omgivende Gelee. "Fröuskegople". Nfj. (Eid, Stryn).

Gopmyr (o') f. = Søkkjemyr. Nfj. Til Gop.

goppeleg (o') adj. og adv. løierligt tosset; naragtig. Tel. (Tinn), Røldal. "Bera seg goppelig", Røldal.

Gops (o') m. en ubesindig frembusende Person; en Slumpeskytte = Gløypa. Nfj. (Eid): "Gops´e". Vel eet med Gofs, skjønt Lydforbindelsen ps ikke just er gjængs her.

Gor (o') f. = Gor n. 2). Østl.: "Gör(r) – Gaar(r)". Goorr n. Senja. Gorr´e m. SætV. 3) Fiske-Indvolde. Oslo.

gora (o') v. 1) udsende "Gor"; især: give af sig skidne Ord. Indr.: "gaaraa utu sæg". "Han sat aa gaaraa aa gurhta". Se A. 2) om fugtige grødede Masser som træde frem (op) under Tryk. VAgder. "Dæ gora upp um Fo^udn daa han trødde i dæ, i Myyr´æ". Undertiden: "gorra"; og "gur(r)a" (Imperf. gurde), hvilket turde være et andet Ord. VAgder. Jf. gyrja.




gorarm (o') adj. yderst arm dvs. kraftløs. Ma.

gordoven adj. = gorlat. Hall. og fl.

gorende adv. = gor- i Sammenss. Udbredt.

Goretar (o') m. Slughals. Sæt.

Gorfant m. raa, smudsig person. Ma.

gorfeit adj. lasket. Li.

Gorgeit f. Gjed som har Gorsott, se d.

Gorju, Görju f. Dynd. Se Gyrja.

Gorkvoda f. = Gorkvaada. -kvo'o, -kvaa'o, kvø'u Vald. Hall. Og -kvöu (Diftong), bestemt: -kvöuee, Hall. (Gol). Flere se Kvaada.

Gorkøya (o') f. grund Dyndpyt el. liden blød Sump overgroet el. dog kantet med Græs og Siv. Tel. (Hovin, Selljor og fl.).

Gorkøyta f. d. s. Tel. (Tinn).

”Gorløya f. ” A. Gorløye, NGbr.; Gorleie, Hedm.; Golløye, SGbr.; Golleie, Totn.

”gorleid adj.” A. 2) ulidelig, ufordragelig. Østl.

"Gorløypa (o') f. en yderst modbydelig Tingest. Hedm. Totn, Ringerike. Se Løypa.

Gorm (o') = Gurm; og = Gor. Jæd.

gorma (o') v.n. (ar) brøle vedholdende = garma. Tel. (Bø, Lunde).

Gormelda? f.? = Meldestokk. Innh.: Görmæll. – Gorpæt se Pæta.

"Gorre m. Pog". A. Ndm. Sdm. Nfj. Ogsaa: Görre og Gore (ö#-aa). Romsd. "Gutagorre". 2) lang doven Lømmel. Li. (Eikin, Fjotland). 3) Slughals. Ma. (Aaserall) og fl. 4) Vædder; vel mest Kjælenavn; jf. Gurre. Sdm. (Hjørungfjord).

Gorsabb (o') m. meget løs (porøs) Ved. Ryf.

gorsega el. -siga (o') v.n. (ar) bevæge sig meget møisomt og sent; slæbe (sig). Tel. (Bø). "Eg har aka aa (g)neeka aa görseega paa Brukje (Timre) i heile Vet".

gorsint (o') adj. meget opbragt; arrig. Nfj.

gorskjota (o') v.a. skyde et Dyr i Halsen, saaledes at Maveindhold kommer ud (det kaster op). Ryf.

gorsprengja (o') v.a. (er, de) overanstrænge (en Hest), saa Mavevæsker flyder ud gjennem Mulen. Berg.

Gorsott (o', oo) f. Opkastelsessyge hos Smaafæ. Sæt. Hard. og fl. – Gorsykje n. d. s. Hall. – Gorsøyda f. jf. Gorgeit. Hall.

gorstikka (o') v.a. stikke i Halsen (slagte) saaledes at Maveindhold kommer ud; som ved gorskjota. Ryf. og fl. – gorstinga A. er vel d. s.

Gorstinta (o') f., -stamp m. = Gorsekk. Østl.

gorsvolten (o', o') adj. skrupsulten. Udbredt.

"Gortoll f." A. Rbg. VAgder.

Gortrykkja (o') f. tung, fed Kvinde. Rbg.

Gorvelta (o') f. = Blokkeber. Tel. (Rauland, Skafsaa).

Gorvembil (o') m. = Gorvomb. Gbr. (Kvikne).

Gorverpil (o') m. en høist upaalidelig Person. Gbr. (Fron, Øyer). Se Verpil.

Gos (o') f. se Gase m.

"Gos (o') n." A. Innh.: Gaas(s) = Gov. 2) Snak, se gosa v. 2). 3) se gosa v. 3).

"gosa (o') v.n. (ar) 1) dampe, dunste". A. gaasaa, Gbr. Innh. Østerd. "De gaasaa Brænnevin ta'a". "2) tale hæseblæsende". A. Hertil: Gos n. hæseblæsende Snak. Tel. 3) "dæ gosar", naar der under stærk Blæst er Byger af Nedbær. Tel. (Selljor, Raulaand). Hertil: Gos n. sligt Veir. Tel.

Gosa (o') f. 1) Luftning, Vindpust. STrondh. (Ork. Uppdal, Strinda), Stjør. og fl.: Goosoo og Gusu. "Vinngoosoo". Se A. 2) kold Strømning nedad Ryg; Gysning. STrondh. 3) et løst Rygte; Sladder. Voss. 4) en Kvinde som "gosar" dvs. fortæller hæseblæsende. Tel.: Gosu (Laardal, Rauland, Selljor), og Gose, Moland. – gosuleg (o') adj. lig "ei Gosu", med hendes Manerer og Væsen. Tel. (L. R. S.). Noget forskjelligt fra flg.

gosaleg adj. og adv. frembusende; hæseblæsende. Tel. (Rauland).

Gose (o') m. Luftstrøm; Dampstrøm. Innh.: Gaasaa.

Gosme (o') f. – se gasma v. – Tel.

Gospa (o') f. = Gaspa. Voss.

"Gosse (o') m. en stærk og dygtig Karl". A. En prægtig Karl; Nfj. Sogn, Sæt. "Bjødnagosse", Sogn. 2) stor og fed Karl. NGbr.

gosse seg (oo) v. = godska seg. Tel.

gosse seg (oo) v. = godska seg. Tel.

goste (o') v. se gausta.

Got m., gote v., gotete adj. se Gaut.

Got (o') n. 1. = Aat dvs. Smaadyr som ædes af Fisk; mest i "Krutgot" og "Rau(d)got". Helg. (Næsne, omtrent: Göt; Bindal: "Gaatt").

Got (o') n. 2. Divergeren; = Sprikjing, af Ting som skal være helt eller næsten ligeløbende, f. Eks. "Stabband" i en Slæde; Vinkel (altid spids). Sfj. Nhl. Se gota v.n.

Gota (o') f. 3, en tosset aabenmundet Kvinde. Ma. (Valle, Holum): Goda; "Hal(v)goda". Vel til gjota.

"Gota (o') f. 2,". A. Gatu, Smaal. Gutu, Gul. Gbr. Vald. Vestfold.

Gota (o') f. 4, 1) indskaaren Rende el. Fuge, hvori noget skal indfældes eller glide; Fals. Hard. Shl. 2) en rendeformig Indskjæring i Landskabet, fremkommen ved at flere Gjenstande har bevæget sig i samme Spor; saaledes: a) en dyb Fodsti. Gul.: Gutu, "Hallgutu". b) dyb og bred Fure efter Skred, efter slæbt eller nedskudt Tømmer, efter slæbt Løv (= Risfar), efter Slæder og Kjælker osv. Sogn, Voss. "Snøgota, Sandgota, Timmrgota, Lauvgota". Ogsaa: c) en Rende med ikke netop parallele Sider (tragtformig), som er fremkommen i Fjeldet ved en længere Opløsningsprosess. Nhl. Sogn, Voss. 3) en Aabning i Kam, Væverkam el. dl. formedelst manglende Tand el. Tænder = Glop n. Tel. (Vinje, Grungedal): Gotu. – Her er maaske mere end eet Ord. De fleste Bett. peege mod gjota v. Gjota f. (Gjot, Gjøtt, Gytt, Gyt(t)a).
Isl. gjóta (gjót), en Fordybning; Sv. Diall. gjuta, en (Kværn-)Rende; Bet. 1) synes høre sammen med gata v., udstikke; og alle Bett. kunde forliges med Gota f. en Vei.

gota (o') v.a. (ar) 1. udstikke, udbore = gata. Shl. Sfj. "Gota ut ei Gota, eit Hol". Hertil: Gotehol (o', o') n. Knaphul = Gathul. Sogn. Vel til Gota 1) dvs. Fuge.

gota (o') v.n. (ar) 2. danne en Gota 2)? gota ut = divergere, "sprikja"; gota inn = konvergere, løbe sammen; se Got, n. 2. Nhl. (Hosang, Mo, Masfjord). "I Kneeaa gota'n inn aa neeri Footaa uut".

gota (o') v. (ar) 3. gyde Rogn = gjota. VAgder, Dal. Mest: goda. Sommesteds i Dal. "gjooda", d. s.

gotleg, -lig, se godsleg.

"Gov (o') n. Damp, Røg osv." A. Namd. Ndm. Gbr. Røros. Og: Strøm af lugtende Gas, Dunst, Lugt. "Brennevinsgov av ein". Ryf. Shl. Helg. Gov m. d. s. Dal. 2) Skryd; Humbug. Ndm. "D'e bærre Gov´e".

"gova (o') v.n. (ar) dampe, ryge". A. Romsd. Helg.; Gbr. og Innh.: gaavaa ('ta Foss'a). 2) dunste, lugte. Se Gov. Helg.

"Gova (o') f. Damp, Røg osv." A. 2) usynlig Gas, Lugt; den synlige er Eim osv. Shl.

Gove (o') m. lugtende Dunst. Helg. (Vefsn).

Govl, Govlföutt, se Gagl.

govutt adj. støvet; om Vei. Innh. Namd.

goya (o', y'; ikke øy, öy el. aay) v.n. (ar) skraale i Vilterhed el. fortumlet Lystighed (lavere end hoysta); huje. Ma. (Vennesla, Bjelland, Holum, Vigmostad, Valle), Li. (Hægebostad). – Goy n. Hujen, Skraal. Goy m. et enkelt Skraal. – Goya f. en tosset vilter og støiende Kvinde. "Halvgoya". – goyen adj. tilbøielig til at goya, til Goying f. – Goying m. En som g. Ma. (Vennesla). "Han æ saa goyen o gøysen". "Dær æ saa mygje Goy mæ'an". "Dei sette i aen Goy". "Eg hæure (öu) Goye a(v) dei heile Vej´n". Hvis Ordene ikke er udenlandske (neppe) – jf. Nt. goje dvs. vilter og dl., gojen dvs. fare afsted og dl. – kunde de maaske være udgaaede af Gau(d) dvs. Skraal, ligesom Egnens "oyvita" af "auvita" (*audvita?), (stoya af stooda; moyna af moodna; steie af stadit); jf. Nordsv. ("Norske") Diall. göud dvs. galning, göuas dvs. tokas.

Grabb m. grov og barsk, uhyggelig Person. Ryf. (Sand, Suldal). Jf. Grebba. – grabben og grabbutt adj. lig en Grabb; barsk = rusken, om Veir og andet. – grabbedörsk adj. vild, uregjerlig. Vesteraalen.

grabba v.a. (ar) gribe raskt og voldsomt; rive til sig. Vestf. Sv. grabba. Jf. grebba.

Grabl n. Grus. Li. (Eikin).

grabla v. se gravla.

grada? v. kaste om hinanden, rode; tumle, boltre sig; om En som søger, om legende Børn osv. Innh. (Sparbu, Indr. Stod, Beitstad, Stjør.) Strinda og Gul.: graadaa. "Ligg itkj aa graadaa mæ dæ!" "Graadaa nee Sængja". – groda? Minder om raadaa (hroda). Eller til grad adj., ligesom stoda dvs. tumle? Jf. (?) Sv. Dalarne: gråda, gråa dvs. mindre fors i elf.

Grade m. = Greda. Gbr. (Lom, Vaagaa): "Gra`ee" (kort A).

grafsa v.n. (ar), 1) skrabe el. rage sammen = grava 5). Sogn (Aur. og fl.). 2) holde sig til (med) Nød oppe = grava 7). Nfj. (Stryn), Sogn. "Vi grafsa te Fooss", el. "mæ Helsenne", Stryn. krafse d. s. Nfj. og fl.; se d.

"Gram m. Vand-Firben". A. Tel. Synes andre Steder at være Landfirben. For Resten et mystiskt, af de Færreste seet, Dyr, som menes at bide dødeligt. VAgder, Dal. "Poddegram" er Tudse-Han, i Jæd. (Haa). Se Gramm. Jf. G. N. gramr Djævel.

grama? v. (ar), spørge nøie; fritte, forske = grava 8). Gbr. (Sel, Vaagaa): graamaa. "Graamaa ette; g. aa spyrja; g. i æille Rø". Jf. Sv. Diall. gramma dvs. gripa i; gramsa; D. gramse.

gramast? v.n. græmme sig. Gul. (Holtaalen): graamaas.

Gramm el. Gram m. en meget stor Larve af Sommerfugl (Sfinks, Falæne?) hvilken menes at bide giftigt. Ned. Rbg. Sæt. Tel. Ma. Se Gram.

Gram(m)bit (i') n. Bid af Gram el. Gramm. Dal. Agder. – grambiten (i') adj. bidt af Gram. – gramhogd adj. d. s. Dal.; gramhoggjen d. s. Li.

grammilda v. (ar) pikke det saaede Korn ned med Hakke, "Grev". Voss. Til mylda.

[Gramur´ n. høilydt Klage. Nfj. (Innvik).

gramsa v. (ar) bevæge sig raskt og kraftigt; rive Arbeide fra sig (ikke netop slusket som grapsa). Sæt. (Valle, Bykle). "Han gramsar o slær". "Han gramsar kringgum seg", rydder op omkring sig, faar (Arbeide) fra sig. – Gramse, Genetiv (adj.): "ein Gramse Kar´e ti slaa, ti hogge", en rask Karl, River, til osv. Jf. ramsa, Ramse, ramseleg; (med hensyn til Formen: Avgramma, Avram?).

"Gran f. Gran". A. Graan, NGbr. (med kort aa), Namd. Sogn, Hard. Agder, Vald. (SAurdal), Rom. Flertal: Græn´r Rom. Græn, NGbr. (kort æ); Græn´a, Hall. Vald. Ma.; Grædn´a, Ma. Li. – Graaneli(d) f. granbevokset Lid. Tel. og m. fl. – Graanripil m. liden tynd Gran. Tel.

Granrivil d. s. Vestfold. Se Ripil. –

Graankugla f. = Grankongla. Sogn. – Graansev (e') n. Fnug af tørraadnet Granved. Sæt. Tel. Se Sev. – Graanskjur f. = Furuskjor. Namd. Stjør. – "Granmoora" f. Stedsnavn i Gul. (Holt.) synes at betyde liden Granskov; se Mor f.

Gran m., Grana, Graner pl. se Gron.

Granahaar n. Mulebørster hos Dyr. Ogsaa: Mundskjæg. Shl. G. N. granahár.




grand adj. = grann. Sæt. VTel. (Mol. og fl.).

"Grand m. Gran". A. Neutrum i: Ndm. Vestfold. Feminin i: Vald. Gbr. (Faaberg "Grann") Granna n. Dal. VAgder. "Lite Ranne", liden Smule, mangesteds i og om Byer (Berg. Trondh.); Kjæleform?

Grand n.? G. N. grand n. Skade. Hørt i: ti(l) Grands, til Fortræd, imod. Rbg. (Aamlid, Bygland). "Han va so unaaleg o utolleg, naar de gjekk haanom ti Grands".

"Grand m. Skrantesyge". A. Ndm. Sdm. Nfj. Gbr. I Ndm. synes "Grann" at være Engelsk Syge, Rachitis; i Nfj. er det en Sygdom med stor Kraftløshed. – Grandemat m. Mad som gives mod Grand. Ndm.

granda v.n. lide af Grand. Ndm.

"granda v. 2) rapse". A. Shl. Romsd. Stjør.

"Grande m." A. Sæt. Ndm. Hall. Nfj. "Bredeg-".

granna v.a. (ar) tage det nøie "grannt"; vrage. Ndm. (Øre, Tingvoll). "Grann' Mat´n". Sv. Diall. grannas d. s.

Grannbein n. Skinneben. Helg.

Grannegang m. Rundgang i (Jule)besøg hos Naboerne. VAgder.

grannkyrnt adj. med sine Korn el. Kjertler, "Kyrnor"; om Sten. VTel.: grandkynnt.

grannskjert adj. af et svageligt Udseende; tynd og bleg. Sfj. (I- og YDale). "G. i Ansikte". Til grann, el. Grand n. og skjerda?

"grannsynt adj." A. 2) nøieseende. Vald.

"grannvar adj. forsigtig osv." A. Saaledes: beskeden. STrondh. 2) samvittighedsfuld. Tel. (Bø, Sauar), Gbr.

grannvær adj. nøieseende, kræsen. NTrondh. (Leksvik). grannværin d. s. Stjør. Jf. haaværen.

grannæt adj. som snart vrager, "grannar"; kræsen. Trondh. og Ndm.: -ætt, -ett og -itt.

Graps n., Graps m. se grapsa.

grapsa v.n. og a. (ar), 1) gramse; rive (til sig); ruske; fare uvornt og voldsomt frem. VAgder, Jæd. Ryf. Shl. Voss. "Grapsa i Hoop". "Grapsa te seg". "Grapsa burti". "Grapsa i seg (Mat); "grapsa o eta". "Grapsa ifraa seg (Arbei)". "Dei grapsa o grava i Jo^uræ säent o tiile". Li. 2) grovkarde. Jæd. Shl. Ogsaa greipsa, grepsa se d. Jf. G. N. grápa rive til sig; ST. Diall. gråpen, omtrent d. s.; Nt. grapsen, gribe med Voldsomhed. Ordet er ikke hørt i Diall. som gjennemgaaende har fs for ps. I Bet. ligner greipsa, ikke grafsa. – Graps n. 1) det at grapsa, Grams osv. "Eg ska køyra dei i Grus o Graps!" i Smadder. Li. (Eikin). 2) En som "grapsar". "Eit Graps te eta". Ryf. og fl. – Graps m. en grov og uvorn Person; en River; en Slughals. Jæd. – grapsen adj. grov og hensynsløs; plump og barsk; = rusken; om Folk og Veir. Jæd. Ryf. Shl. "Han (Veere) seer grapsen ut idag".

grapsslaa v.a. = dravslaa, skamslaa. Jæd.

"Gras n." A. Gree(s)s, Namd. Ndm. (Kysten).

Gras n. Trommesyge, voldt ved visse Græssorter. Li. Jf. Gros, Finn.

"grasa v.n. luge". A. V. a. Ma. og fl. 2) samle (rive) Græs. Hall. Tel. Sæt. Ma. – Grasing f. 1) det at grasa. 2) Sted (Anledning) til at rive Græs. Hall.

Grasbit (ii) m. Kalv i første Aar; Kalv som har begyndt at æde Græs. Vestfold (Sandeherad). Jf. Risbit.

Grasbyrd f. en Byrde Græs.

Grasdrep (e') n. Skade paa Græs; f. Eks. Iisbrand. Voss.

Graseple n. grønt Æble med Græssmag. Østl.

Grasgalte m. se Galte.

Grasgeira f. = -geire. Hall. (Aal). Meddelt.

grasgjengd adj. gjennemsat eller bedækket med Græs, om Ager; græsbunden. Hall. Jf. gjengd, folkegjengd osv.

Grasgjengja f. Græsplet; se Gjengja. Hall.

grasgjengjen adj. græsbunden. Se gjengjen.

Grashome (oo) m. et lidet næs- el. -ø-formigt Engstykke. Tel. (Selljor og fl.). Se Home.

Grashovud n. Dumrian. Voss. Grasnaut d. s.

Grashott (o') m. Græstue, helst i en Sump. Rbg.

Grasing se grasa. Grasmo, -moa se Mo.

Graslid f. græsrig Lid. Hall. og fl.

Grasnæpa f. Roe = Næpa. Dal. (Eikersund, Hedland). Hedder i Dal. ogsaa "Kaalnæpa" og "Vass-"; "Næpa" er Kartoffel.

grassjuk? adj. 1) glad i en liden uhæderlig Vinding; smaaligt egennyttig. Jæd.: grasjuge. 2) avindsyg. Gausdal. Se A. grad-?

Grassott f. og Grassjuke m. Rødsott. Ma.

Grastask m. en ung Bjørn, som gaar alene og æder Græs. Røros. Grastrusk m. Tel.

Grastusk m. 1) = Grastask. Hall. 2) en elendigt sygelig udseende Person. Sogn (Aardal, Hafslo).

grasutt adj. græsagtig; umoden. Ndm.

grasveksa v.n. overgroes af Græs; bli græsbunden. Nfj. (Stryn). Jf. skogarveksa.

graula v.n. 1, være i travl Bevægelse tidligere end nødvendigt = gryla. Sogn (Aardal, Lærdal). 2) mane, knurre = gnaala. Sogn (Lærdal, Aurland, Hafslo): "Eg`æ græulande svolten". "Græula itte Mat". Et "graula uppe" med Bet. 1) er optegnet fra Ma. (Bjell.). Jf. gryla (knurre) og Eng. growl. Se graala.

graulug adj. 1) gridug. 2) graadig. Sogn.

"Graup f." A. I SætB. om indskaarne Furer (Fuger) i Møllesten og Træværk. 2) dyb Rende som en Bæk har skaaret i løst Jordsmon, helst Tørv. Vald. (ØSlidre). "Myrgraup". – Graup f. se Gaupn.

graupla v.n. gramse i sig, æde slugent. Nfj. (Davik, Eid). "Gröuple aa ete". grople (o') d. s. Sfj. (Kinn). Jf. grupa, grøypa.

graupna v. 1) = graupla. Nfj. (Innvik). 2) = gaupna. Nfj. (Stryn, Breimn).

grausta v.n. (ar) raabe barskt til En, skraale
truende paa En; skjælde; skrubbe. VTel. (Mo, Vinje, Raul.). "Grouste paa Hest´n". "Grouste ette Bonnee". – Graust m. et sligt truende Tilraab. VTel. – graustemælt adj. med barskt, skjældende, Mæle. Vinje. Jf. grøysa, grysja, grusta; grjosa.

grauta v.n. (ar) bruge store Ord; skryde. Salten? Helg. (Mo). Meddelt. Jf. gryta.

grauta v.n. (ar) æde Grød. NGbr. og fl.

grauta seg v. fylde sig med Grød. Sfjelds.

Grautarklepp m. Meelklump i Grød. Ndm. og fl.: Gräuta-; Ma. og fl.: -te-. – Grautarstall m. en kantet Grødmasse, som staar igjen efter Spisningen. Shl.: Gröutastadl. Se Stall. – Grautegreppa f. Blanding af Grød og Mælk. Tel.: "Groute-pe". Grautemyssmør n. "Mysesmør", kogt af "Brim", Meel og Vand. Li. (öu og æu). – Grautevæta f. = Grautvæta; Sogn. – Grautaule m. Grødsluger. Sogn. Se Aule. – Grauteitill m. = Grautarklepp. Voss: Gräutäitidl (og öu). – Grauttvora (o') f. en "Tvora" til Grødlavning. Ma.: Græute-; Gröutturu fl. St.; Grouttvoru, Tel. (Kvitseid); Grötturu, Tel. (Bø); Grouttvor (og ö), Tel. (Treungen); Grautfore og Grauffore (o') SætV.; Grofforu (o', o') Tel. (Kvitseid). Jf. "affee" dvs. attved. – Grautvomb f. en Storvom.

"Grav f." A. "Fylgja te Gravar". Ryf. "Te Grava", Voss.

"Grav n." A. 3) en liden dyrket Plet, et Beed; især "Rootgrav", til Rødder. SBerg.

"grava v. grave". A. Former: grava, græv´r, groov, grövi og grævi (og ee og i?), Rom. (Nes, Sørum, Ullsaak); Inf. græv(v)a og greev(v)a, Fosn, Namd. Helg. (Bindal). "7) holde sig oppe". A. "Me greve oss paa Fætena (Föt(e)na)", Nhl. (Sund).

Gravalegg m. en utidig Spørger. Gbr.

gravande adj. havesyg. Voss.

"Gravarøl n." A. Graverøl, Totn.

"graven adj." A. arbeidende jævnt men uden betydelig Fremgang. Ryf. "Sein aa graven". Se A.

gravgjengd adj. om Skier og Slædemeder som vil grave sig ned i Sneen; modsat "kjølgjengjen". Dal.

gravla v. 1) grave smaat og usikkert eller svagt. VAgder. "Gravla o spa'a". Ogsaa: grabla, Li. 2) arbeide vedholdende men langsomt; grave sig møisomt frem; grave til sig med Læmpe; forskjelligt fra graala "graola". Hard. (Odda, Ulvik). Ogsaa NSv.