A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Ist´r n. = Istra f. Gbr. og fl.

Istrbloka (o') f. Isterflomme. Se Bloka. Gbr.: -bluku; Vald.: -bløko, -bloko (oo). Istrpaakaa d. s. Nordl.

Isvekkja f. 1) Redskab til at vække Iis. Tel. 2) = "Brundbloka" paa Hanreens Hoved. Tel. (Møsstraand).

Isvekkjar m. En som vækker Iis. Isvekkjing f. Iisvækning.

ita se eta. iti-att se gjeti-att.

itanes adj. "Inte itanes" ikke værd at ændse eller agte pa. "Han ær inte itanes", ikke værd at bryde sig om. Vestfold (Dramn og fl.). Maaske for "gitande, værd at nævne" A. Jf. "iti-att" for "giti-att" (Vestfold); "i, ga, itt" for "gi(va), gav, gjitt", Ringerike.

itor adv. for ut-or. Vestfold, Helg. Ring.

itrappa adj. fuldproppet. Ndm.: 'titrappa.

?Itraa f. stadig Attraa eller Længsel. Ma. (Holum). "Han gjænge mæ (e)i Itraa". Usikkert. Jf. Traa f.

itraa v.n. (r, dde), attraa eller længes vedholdende: "itraa ette". Tel. (Lunde). Jf. i; ilængjast.

itraa adj. utrættelig, udholdende. Ma. (Finnsland), SætB.

itt conj. saa snart som; naar = fyrst. SætB. og V. "Tikkje du kji vo^undt, itt du høyr' eg græt´e". For: "i di at"? "Etter" lyder "ette" og "etti".

ittane el. itane adv. gjentagende; ret ofte; i eet væk; = ret som det er. Solør, Vinger. "Han kom´mr her ittane". Maaske til G. N. id- i Sammens. = atter og dl. (Ida osv.), jf. Sv. Dalarne: itästä = idissla? Eller se itanes?

Itøkje n. = Ilaat. Shl. (Etne, Skonevik); Li. (Bakka): Itykkje; og "Itøgje"? Jf. Hykjyl for Høkjil (G. N. yki for œki).

i-ug adj. se idug, -ig.

Ivels(e) n. Tvivl, Beraad. Tel. (Mo). Til iva.

"ivra v." A. 2) "ivre se", anstrænge sig. Vestf.
J (j).
J (j), Lyd, findes ikke i de fleste Ord, hvor de andre Bygdemaal har det mellem Konsonant og Ø, i Selbu og Øverste Guldal. Saaledes: Føs fjós, Sø Sjór (sær), Börk björk. – I indskudt efter F, K, T og fl. se fj. – J i Forlyd er meget ofte en Ruin af hj og gj (som i Nabosprog); ikke sjelden af lj; undertiden af dj, og af rj (især i Rog. og Shl.); sjelden af nj og mj; yderst sjelden af tj.

Jaband, Jabendel se Rjaa-.

Jabb m. En som jabbar dvs. 1) tripper om og intet udretter. VTel. "Ein sein´e Jabb´e". 2) som snakker efter. Tel. Ogsaa: En som snakker klodset (hakkende) og meningsløst; en Vaaser. Tel. (Mo). – Jobb og Jobbe (o') f. d. s. s. Jabb 1) og 2). VTel. Jebbe f. d. s. Tel. (Kvitseid).

"jabba v.n. 1, snakke efter". A. Tel. Jæd. "Jabba ette". 2) snakke overflødigt og meningsfattigt; vaase. Tel. Ndm. Namd. Helg. Jf. jappa.

"jabba v.n. 2, trippe, løbe". A. 2) trippe smaat. Tel. 3) være senfærdig; intet udrette. Tel. Ryf. Nfj. 4) tygge smaat og kraftløst. Nfj. jabba 1, og 2, er vel eet Ord; de gjentagne kraftløse hakkende Bevægelser er fælles.

Jadar m. 1) Kant, Rand". A. Jæd(d)ar Namd. (Lekaa); Jad(d)ar Namd. (Grong, Kolvereid); Jair´e Sæt. Rbg. (Aamlid); Jæir f. Nordl. (Folden); Jær f. Senja; Jær m. Ma. og fl.; Jadal (alm. L) SHelg. (Brønnøy, Bindal); Ja`ar, Ja`er Østl. (Smaal. og fl.); Ja`re Smaal. og fl. "Iisjare paa begge Siier Elva". – "2) = Lunde, Ripel". A. Jaadaar NGbr. (Lom); Jaare Gul. Ja`ar, Jare Smaal. "Jarebjørk". – "3) en Række af Gaarde osv." A. Særlig: en Sidebygd som ligger noget høit oppe over Dalbunden paa en langstrakt Flade nedenfor et Høidedrag (Glacialterrasse, Strand og dl.) se 4). STrondh.: Jaar, Jaare og Jaadaar. – 4) smal flad Strand under et Bjerg eller Bakkeland. ISmaal. og fl. – Til 4) smal flad Strand under et Bjerg eller Bakkeland. ISmaal. og fl. – Til 4) og 3) slutter sig flere Stedsnavne: i Østl. (Smaal. Vestfold, Rom. og fl.): Ja`er, Ja`ren, Ja`re (Jæ`re, maaske nogensteds skrevet Gjærde); i NTrondh.: "Jaadaar". "Te Jærs" til Landskabet "Jær´n" i Rog.; "midjærs" adv. midt paa "Jær´n".

Jadarbjørk f. se Jadar 2). Smaal: Jare-.

"jadarflaa adj." A. jær- og jæirflaa. Nordl.

jadarjamn adj. om Væv: jævn i J. Stjør.:
jaadaarjæm(n). – jaadaarrom adj. = jadarflaa. Stjør. – jaadaarstygg adj. med hæslig J. Stjør. – jaadaaraat dvs. jadrutt adj. ujævn i Kanten. Gbr. (Lom).

Jadarskaft n. Skaft gjort af Jadar 2). Stjør.

Jadr m. se Jadre. Jadr n. se jadra 2.

"jadra v.a. (ar)". A. 3) = falda. SBerg. Nfj. Tinn i Tel. Ogsaa: "jara ein Leiv, ei Kaka", folde op Kanten af L. under Kjævlingen. SBerg. 4) "jare ihop", sy sammen med Jadrarne imod hinanden. Hall.

jadra v.n. (ar), 2, 1) dirre, sitre = gidra. Tel. (Aamotsdal, Selljor, Raul. Kvitseid og fl.) "Ougo jaddrar att o fram i'n". "Soli jaddrar paa Veggjn", om Sollys som reflekteres fra skjælvende Vand paa Væg. "Soli jaddrar gjænom Louve". Bruges vekslende med gidra. Vel for gjadra. Jf. gadra. jeddre (jæddre) synes ogsaa at findes; i Nedre Tel.? (jf. Soljædder, Wille). 2) "jaddre (ette)", tale famlende og uselvstændigt, tale frem og tilbage; snakke efter. VTel. (Rauland, Vinje, Mo, Moland). Hertil Jadr n. sligt Snak; Jadr m. og fl. 3) jaira, om høie tynde noget stive og svage Ting: ikke bære sig vel, svaie, slingre, rave; omtrent = gadra (gaira), se d. VAgder (Bjelland, Nes, Gyland, Kvin, Fjotl. Eikin, Aaserall, Holum), Rbg. (Evje). "Dæ stænne bara nokæ faa Tree dær o jaira". "Furaa stænne o jaira alaene". "Han gjekk o jairte (jaira); han jaira asta". Hertil: Jair m. en høi tynd stiv og svag svaiende ravende Figur = Gair. VAgder. – jairen adj. tilbøielig til at jaira; lig en Jair. "Skoj´n æ lang o jairen". – jaireleg og jairutt adj. d. s. VAgder. Maaske jarra og jara i nogle af sine Bett. hører hid. (G)jadra : jaira : jarra : jara = dadra : daira : darra : dara = gadra osv. = fjadra osv.

Jadre m. og Jadrar En som jadrar 1) og 2); saaledes: En som ikke kan see fast paa noget; upaalidelig, slingrende Person; uselvstændig Person; Medjatter; ogsaa: Pusler. Tel. (Selljor og m. fl.). Jadr m. d. s. VTel. (Vinje, Raul. Mo, Mol.): Jaddr´e. (Wille: Jadder, Kujon). – Jod(d)r f. og Joddre (o') f. en kvindelig Jadre. Tel. (Vinje, Mo, Moland). Se jodra v.

jadreleg adj. lig en Jadre. Tel. "jaddreleg" el. "jaddrleg i Ougo" = gidreleg. Ogsaa: jaddarleg. Tel. (Heiddal, Selljor, Raul.). Som digar, skyvar.

jafsa v.a. og n. 1) æde voldsomt og med stærkt hørlig Aanden gjennem Næsen. Hall. "Han jafsa aa aat". 2) snappe efter med Munden, hjappe = glefsa. Østl. Shetland: jaffse. 3) snakke famlende, ubestemt, uselvstændigt, klodset el. meningsfattigt. Hall.; Senja: japse. Jf. jabba, jappa, japla (javla). – Jafs m. 1) Greb med Munden; det som gribes med een Gang. Hall. Østl. "Han took dæ i ein Jafs". 2) En som jafsar. Hall. – Jafsing f. det at jafsa.

"jaga v." A. jaaghwaa STrondh. Østerd. jaua og jöua (-e), Østerd. og SSmaal.

Jagl n. Vrøvl. Tel. Hall. Til jagla.

jagla v.n. 1) tygge møisomt; klippe sløvt. Om Tænder, Saks osv. Hard. 2) om Sko: smække, hakke = kippa. Jæd. Se jakla. Ogsaa "kjagla, kjakla, kjaksa". Jæd.

jagla v.n. 1) staa vaklende osv. = gigla 1) og 3). Hall. 2) sætte løst og høit op. Hall. Ligesom enslags Aflydsform til gigla.

jaglen adj. = giglen. Hall.

Jahl se Gjerdsl; jahl se jasla.

jair, jaira, jairen se jadra.

Jak n. et ikke meget dybt Hak i noget retliniet og skarpkantet, f. Eks. Knivseg, Fjeldeg. Hard. (Ulvik), Shl. (Fitja). Ogsaa: Jakk, SBerg. – jakutt adj. fuld af Jak. Og jakkutt. – jaka v. frembringe "Jak"; f. Eks. slibe klodset, hakke.

Jak n. Iisslag = Ising, Jokl. Rom. (Nes, Eidsvoll). Ogsaa Kjak, Rom. Se flgg.

jaka v. impers. (ar), falde Isslag. Rom. ogsaa: kjaka. Rom. Se flgg.

jaka adj. overtrukket med Jake 2). Odal.

Jake m. 1) Iisflage. Sogn (Aurland); SætV.: Jakji. G. N. jaki. Hertil: Jakebrote (o') m. en sammenstuvet Masse af "Jakar". SætV. 2) tyndt Iisbelæg, som Følge af Iisslag eller af at frossen Jord har forvandlet et tyndt Væskelag til Iis. Odal: Jaka.

Jakel m. 1) = Jake 1). SætB.: Jakjile. "Fjo^ur´n ligge i Jakla. 2) i Sammens. Iiskjak(k)l, Iistap = Jøkul. Smaal. Ogsaa: Tjakk´l (eller Kjak´l). a) Iistap; Vestfold. b) Iisslag. Ringerike. S'et i Iisjak(e)l har "hærdet" J til kj (tj); af Iistjakol er saa Iis faldet bort, men Tjakk´l har beholdt Eenstavelsesbetoning. Saa og ved Jak Kjak, jaka, kjaka. Jf. Sv. Dalarne: ais-ikkel, Iistap; Nt. isjæk, isjækel; Eng. Diall. ikle, Eng. icicle d. s.

jakka v. = jukka. Hedm. – Jakl n. se jakla.

Jakl m. og Jakla f. Jabroder. Ryf.

jakla v.n. 1) = jatta. Rog. Sogn. "j. mæ". 2) være virksom uden Resultat eller Nytte. Oslo. Jf. jalka 2). – Jakl m. det at jakla. – jaklen adj. jattende, upaalidelig. Jaklefant m. = Jakl m. Rog.

jaklen adj. fortumlet; halvtosset, som efter stor Overanstrængelse. Ndm. (Øksndal). Jf. Jokla. – Jakrakk m. se Rjaa.

jaksa v. (ar), 1) klippe eller hugge klodset eller uregelmæssigt; hakke. Voss, Sogn, Hall. Nfj. 2) gaa ujævnt og smaat. Nfj. Maaske eg. tygge. Jf. jagla (jakla), jakka, kjaksa, sjaksa. – Jakse m. En som jaksar. Hall. – jaksen adj. a) tilbøielig til at jaksa. b) ujævn, fremkommen ved Jaksing f. "D'æ jakse slegje". Hall. Berg.

jaksla v. = jaksa 1). Solør, Smaal. Hall.

"Jaksle m. Kindtand". A. Jaks´l og Jakk´l,
STrondh.; Eksle Ma. (Grindeim); Ekle Li. (Eikin); Jahlee NGbr.; Jæksl f. Oslo.

Jal m. = Jadar; se d.

jala v. n. (ar), være famlende i Talen; vrøvle. Innh. "Jala mæ aa mot".

jalaleg adj. Kun i: "jalaleg i Ougo (-un)" med et vildt (eller geilt) Udtryk i Øinene. Tel. (Kvits. Sel. og fl.). – Jali se Gjerde.

Jalk m. 1) sløvt Eg-Redskab. Gul. Røros. "Kniivjälk". 2) gildet Hest. Hard. Sæt. Hall. G. N. jalkr; Gjelk A. 3) flau Nar, Tosse. Østerd. Røros. Se jalka.

jalka v. 1) tygge møisomt som paa noget seigt; tygge med liden Virkning; gumle, omtr. = geivla. Namd. Innh. Selbu og Gul.: jalk' jälk(e), med de samme Lyd som i Egnenes Udtale af Jalk og Halm. 2) arbeide med sløve Eg-Redskaber ("tygge"); arbeide møisomt og med liden Effekt. Helg. Gul. Østerd. 3) vrænge Mund, gjøre Grimaser. Gul. Røros. 4) v.a. have En til Bedste. Stjør. Selbu. 5) gilde = gjelka. Sæt. og fl.; Gul. og Østerd.: jälke. Se A. Gildningen foretages endnu ved Tygning hos endel Finner ved Røros (ligesom i Schwaben). Jf. Vesterbotten: jarg, tugga paa något segt. Omsat af jakla?

Jalk(e)bit (ii) m. lidt at tygge paa. STrondh.

jalla, se hjella. – Jalsaa se Gjerdsaa.

jalm m. stærk Klang, især kommende fra det Fjerne. Tel. Jelm d. s. Tel.

"jalma v.n. (ar), klinge". A. 2) skraale, synge høit. Tel. (Vinje). Og: jelma; se d. 3) mjave = jamla (Hard.). Innh. (Frosta, Stjør. og fl .): jalm’, jälm', jælm'. Se jelma. Isl. mjalma mjave.

jamaksla adv. Skulder ved Skulder. Vald. (æk).

jama v. mjave. Nord. Jf. jamla, jalma.

jamaldrs adj. (m.) jævnaldrende. Follo, Smaal. Oslo. "Han æ jamällers (-ællers) mæ mei". Og: "min Jämällers".

jambola (o') adj. af jævn Fyldighed. Om Dyr. NGbr.: jæmbaalin (og oo). Til Bol.

jamborda adj. bredfuld. Tel (Bø): -boola.

jambreida seg v. om Eng = breida seg. NGbr.: -breie se"; Østerd.: "-bree sei".

jambreidsla f. Eng, som "breider seg", se d. Jæd.: -breitla. Ogsaa: Sambreitla, Si-.

jambula (u') adj. kavledannet, sylindrisk; mest om Kar. Nfj. Ryf. Se A.

Jambølingar m. plur. 1) Dyr af samme Kuld "Bøle" = Bølingar. Nfj. 2) = Jamokingar. Nfj. ogsaa Jamsbølinga(r), Nfj.

jamdregen adj. bragt til samme Høide som (med); særlig om Fartøi: ladet saa Vandet staar i Høide med Kanten. Namd. "Baaot´n laaog jamdriie mæ Sjø´n".

jamdrøg adj. omtr. = samdrøg. Hall.

"Jamdøgr n. 2) Døgn". A. Ryf. Shl. Østl. Jamdøgar Vald. (Slidre, Vang). Jamdøvr Ryf. Jamdøgr og Jamdør f. VAgder; f. ligesom Døgr. Jæmdøgrt n. NGbr.

Jameldring m. = Jamaldre. Ring. (Krødsherad; Alder hedder "Aldr"), Vald. (?Segner af H. Bergh). Jamnäldrär m. pl. Vestfold (Sandeherad).

"jamfare(t) adv. for det meste". A. Vald.

jamfelt adj. 1) jævnt foldet; til fella. Hard. 2) omtr. = jamfengjen. Hard.

jamfram præp. og adv. lige ved Siden af; tæt forbi og i Høide med. Ryf. og fl. "Han trefte jamfram Maale". G. N. jafnfram ved Siden af.

Jamgjemlingar pl. Jævnaldrende. Hard.

jamhuga (u') adj. af samme "Hug" (Interesser osv.) som en anden; ligesindet. Tel.? "J. mæ ein".

Jamhægd f. lige Høide. VTel.

Jamjemningar pl. = Jamkultar. Ryf. (Sul.).

Jamkampar pl. = Jamkultar. Bamle (Dranged.). – Jamkampingar pl. d. s. Tel. Smaal. Num. Hall. – "jamkampe (adj.) Karar d. s." A. Tel. og fl.

Jamknuvlingar pl. = Jamkultar. Vestfold, Oslo (Asker). – Jamkovlingar d. s. Vestfold (Eiker). Jamkulingar d. s. Ringerike (Snarum). – Jamkultingar d. s. Oslo, Tel. Smaal.; jf. kultast. – Jæmknøler og Jæmknølinger d. s. Rom. Vinger; ogsa, og eg.: lige store Klodse ("Kubber", Knolde). Jæm(n)knoddinger d. s. Hadeland.

jamkruppen adj. 1) jævnt kroget el. krumpen "kruppen". 2) ligesaa "kruppen" som noget andet. Dal. (Hæskestad).

jamljot adj. hæslig i alle Dele; jævnt hæslig. Vestfold: jamjoot og -jaat.

"jamla v. mjave". A. Hard. Innh. Se jama.

jamminka v.n. formindskes jævnt. Tel.

jammjuk adj. lige myg over det hele. Tel.

"jamn adj. jævn". A. javn Sæt. Ma. Voss, Shl. og fl. jabn Ma. Li. Jæd. Ryf. Nhl. (jabm(n)) og fl. "For dæ jabna", gjennemsnitlig; i Regelen; ogsaa "yve dæ jabna"; Li. (Eikin) og fl. "I jovno" (o') el. "i javno", d. s. Hard. (Kvamm). "Paa jabno (-aa), d. s. Jæd. VLi. Se Jamne.

"jamna v.a. jævne". A. jabne se, tage sig det mageligt. Hall. (Gol). Hertil: Jabne m. En som "jabna se". 2) v.n. "jamne i Vei´n", lade det gaa jævnt fremad. Østl.

"Jamnad m. Jævnhed". A. Tel. Sogn, Smaal. "D'æ Javnan (og "Jamnan") som drege"; Tel. "Da drege seg mæ Jabnan (og "Jamnan"); Sogn; jf. G. N. med jafnadi. "Jæmnan dræg"; NGbr. – "Te Jamnan", jævnlig. Tel. "Me Jamna'n", d. s. Smaal. Maaske delvis Form af andet Ord. Se flg.

"jamnan adv." A. Vestf. Tel. Oslo. jæmnan, Gbr. og fl. javnan se jamn.

"Jamne m. Jævnhed". A. "Paa Jamnen", jævnlig, i Regelen. Smaal. Sæt. Shl. Nhl. (Samnang: "paa Jabmnen"), Hard. ("pao Javnen"). "For Jamnen" d. s. Sæt.

"Jamne m. 2,". A. Jæmne, NGbr.

"Jamning f. Jævning". A. Paa Suppe.
Oslo og fl. 2) Gjennemsnit; det Sædvanlige; Regel. Stjør. "D'e Jæmninga, de".

jamnlagd adj. jævnt formet. Voss, Hard.

jamoka (o') adj. jævngod med en anden; lige stor og stærk. Nfj. Ryf. (oka, ooka og aaka). "Dei æ jamooka", Saua i Ryf. jampoka (o') d. s. SætB. Ma. (k og g); -pogen, Ma.; -pøygen, Ma. ("dei æ jampøygen" eller "-pøyge", Holum, Halsaa); "-pøyga, -pøyke, Ma. Ned.

Jamoke (o') m. Jævning, Lige, Ligemand. Nfj. Ndm. og fl. "Dær æ din Jamokje! Gakk ut te Jamokaa dine!" Ogsaa: Jampøyker, Jampaager, Ned. Somme af Formerne af jamoka i Ma. tør ogsaa være brugte som m. pl. G. N. jafnoki.

Jamp m., jampen adj. se Gamp.

Jamstølingar pl. = Jamkultar. Totn: Jæm-. Jf. Einstøling, Framstøling.

jamsa v.n. (ar), 1) tygge langsomt og med Møie; gumle. Num. Smaal. Ork. Ndm. og fl. 2) famle efter Ord, gumle paa Ordene. A. STrondh. Ndm. Tel. "Hamse aa jamse". 3) jatte med; snakke efter. Hard. Ma. Tel. Jf. jamta. – Jams m. En som jamsar, er jamsen adj. Tel.

"jamsides adv." A. "Han æ jamsies Gal´a (Gaal´a)", han er gaaen fra Gaard og Grund. Østerd.

jamskaven adj. 1) om Drikkekar = jambordad. Innh. (Stod, Beitstad). b) om Fartøi = jamdregen. Stjør.: jæmskavin.

"jamstropa (o') adj." A. Tel. (Vinje).

"jamta v.n. gumle". A. 2) aabne og lukke Munden som en gispende Fisk. Ryf. Jæd. "3) famle efter Ord". A. Ogsaa: jatte. Ma. Shl. "Jamta mæ". 4) mjave. A. Tel. ogsaa: (m)jaumta, Røldal; mjamta, Rog. Li.

jamte adj. og adv. "Hoppa mæ jamte Føt´r", hoppe med sluttede Fødder. Sogn. Tel. "Sitta jamte", sidde jævnsides. Oslo og fl. "Paa jæmte", d. s. Gbr. Vel for jamt til.

"jamtrømad adj." A. jamtraama (og o'?) Sæt. VAgder; Tel. (tildels: mm); Shl. (tildels: bm); jamtrama Dal.; jamtræma Sogn, Nfj.

"jamvalen adj." A. 2) om Fartøi = jamdregen, søkkladd. N dm.

jamvega v.a. og n. opveie, balansere; holde Stangen. Ma. (Bjelland), Hard.

Jamvegg m. I: "Huse æ kømme te Jamvæggs", Huset er færdigtømret paa Gavlen nær. Vald. (Vang).

jamverd adj. af lige Værd. Nhl.

jamvært ("tykt" (r)t) adv. endog = jamvæl. Hall. (Gol).

janen adj. tumlende, vimset, som en utæmmet Fole. janutt d. s. Hall. Til jana.

Jangl n., Jangl m. se jangla.

jangla v.n. 1) gaa usikkert frem og tilbage, slingrende og tumlende, omtr. = vingla; gaa og slænge. Hall.; Shl.: jaangla. 2) snakke frem og tilbage, ubestemt eller medjattende eller smaat vringlende. Namd. Innh. Hall. (A.: "yppe Trætte"). "Jangl´ mæ", snakke efter Munden; "jangl' imot". Ogsaa: jængle, jængl og jæggl, Senja, Fosn, Innh. Strinda. Sv. Diall. jangla, småtvista. En opr. Bet. er maaske: tygge, gumle; jf. jongla, kjangla. – Jangl n. og Jangling f. Vringlen osv. Hall. – Jangl m., Jangla f. og Janglekrok m. En som janglar, vringler osv. Hall. – janglese(gj)a v. sige noget paa en ubestemt, janglande, Maade. Hall.

Jank n. Ophold i Uveir. Sdm. "Han slær eit Jaank paa". Vel til janka 2.

"janka v.n. (ar)". A. 2) gaa uden Maal og Med; vandre blindt hen. Hall. (Gol). Sv. Diall. janka, gå langsomt. Jf. jana. – Jank m. En som jankar, som er janken adj.

janka v.a. (ar), 2, 1) faa nogenlunde i Orden, pynte paa. Helg. "Han janka da te", fik det brugeligt til Nød. Oftest brugt ironiskt: prygle, som fjalla, ferma osv. Bergens By. Ogsaa: jænka, Li. (Flekkefjord). "Æg ska jænka dæg, æg!" Vel eg. jævne, *jamka; Sv. Diall. janka og jänka. 2) jænke, jævne paa, glatte, afdæmpe. Mest "jænke paa". Østl. (Vestfold, Oslo og fl.).

jankra v.n. klynke = sutra. Agder; Shl.: jaankra. Sv. Diall. janka dvs. klaga. – Jankr n. Klynken. Sæt. – Jankre m. en Klynker. Rbg.

janta v.n. fjase tosset og kjedsommeligt, omtrent = gamsa. Shl. Jf. jana (ganta, som Gamp, Jamp?).

Janta f. og Jante m. en fremfusende og suffisant Nar. Hard. Ogsaa: en tosset Fjaser = Gams. – janten adj. lig en J.

japla v.n. 1) tale stottrende el. stammende; tygge og smatte paa Ordene; tale med trættende Gjentagelser; hjappe. Hard. Innh. 2) skvulpe? (Christie).

?jappa v.n. = japla. Berg. (Christie). Jf. jabba, japla. – japse se jafsa.

Jar n. 1) Halvsøvne; Søvn-Ørhed. Sfj. (Holmedal). "Eg laag likso i eit Jar". – 2) tosset Spøg; Rog.; se jara 2, c. Jf. jara, jaren.

jara v.n. 1, (ar; og er, te), staa og stirre omkring sig sandseløst el. forvildet (vildt). Tel. VAgder, Ryf. Røldal, Shl. "Han stoo o jara o gloodde"; Tel. "Kjuringjen sto^u o jarte ette Sæuenn", Ma. jaaraa, Tinn i Tel. "har' aa jar'". Trondh. Helg.; se hara. I VAgder (Bjell. Fjotl. og fl.) har man baade dette "jara" og "hjaira" (jadra), hvert med sin Bet. Jf. Isl. hjara henslæbe Livet? "sjara" Ma. omtrent = jara, kunde maaske være hjara, som sjaa er hjá (Sjaam, Sjærkin osv.), men er vel snarere stjara, se d. – Jarestakje m. En som staar og jarar. Ryf. Se jarra.

jara v.n. 2, (ar), a) staa vaklende; ville
falde; rave. Dal. VLi. Namd. (Nærøy). "Han stoo aa jara", ravende; Namd. b) være ubestemt; ikke kunne bestemme sig; snakke frem og tilbage. Namd. Helg. Ork. Strinda. Om Veiret: "De stoo aa jara mæ'n", eller "han stoo aa jara"; Namd. "Jara mæ" og "jara moot", snakke efter osv.; Helg. Trondh. Ogsaa: "jala mæ" og "jarr"; Trondh. c) gjøre Grimaser og Narrestreger; spøge tosset, omtr. = gamsa. Ryf. Jæd. – Hertil: Jar n. tosset Spøg. Jare m. en urolig liden Nar; en tosset Spøgefugl, omtrent = Gams. Rog. – Dette "jara" turde være for jadra "jaira"; det tager ved der hvor Formen "jaira" ophører dvs. V. i Li. Se jarra, jara 1,.

jaraflaa, Jaramun se Gjerda-.

jaraleg adj. med et stivt stirrende (forskræmt, forvildet, sløvt, søvntungt, døende) Blik. Tel. Ryf. Sæt. Til jara, stirre. "Jaraleg o stiiv i Ougo"; Tel. "Gjäitan kaam häim so jarelege, Bjønn´n hae visst støkkt däi". Sæt.

Jare m. 1) stiv Figur; klodset Person som er i Veien. Rog. Ma. og fl. – 2) fortumlet, stivt stirrende Person. Sæt. Tel. Shl. og fl. Se jara 1,. – 3) se jara 2, c. – 4) Se Hjare dvs. Hjerne. – 5) For Jarre.

Jare, Jarebjørk se Jadar.

jaren adj. 1) stirrende sløvt; ogsaa: søvntung, ufrisk = utidig, svevnør. Tel. Agder, Rog. Jf. Jar, jara. Ogsaa: jarren, se d. 2) = gamsutt. Jæd. YRyf.

Jarestaup n., jarestaupa adj. se Gjerda-.

jarfast, jarlos, se jordfast, -laus.

"Jark m." A. Ndm. Jarkje, Shl. Isl. jarki. Et Jærke (? Jælke?) m. = Ilke, høres paa Østl. 4) Fortykkelse af Huden; Træl; tyk og haard Klump i el. Lap af Læder. Hall. Sogn. Omtr. d. s. s. 3) A.

jarla v.n. (ar), blæse svagt, netop saa Vandet kruser sig. Nfj. (Gloppen, Stryn).

jarma v. = jerma. Nfj. (Stryn). Isl. jarma.

"Jarn n. Jern". A. Jarn, Follo (Fraun), Vestfold (Lærdal, Kodal, Sande, Sandsvær og fl.), Ringerike ((Modum), Hadeland, Totn, Ryf.; Jadn, Ma. (Grindeim), Ryf. (Suldal); Jedn, Voss, Li. Ma.; Jenn (e' og ee), Ma. Sæt. Smaal.; Jinn (i'), Ma. SætB.; Jænn, Smaal. og fl.; Jødn, Sogn (Aurland; Lærdal: "Jodn"). Ryf. (Suldal); Jønn, Rom. Østerd. Gbr. Romsd. Ndm. Jøynn, NGbr. Flertal: Jødn, Voss. I Sammensætn.: Jar, ofte i Ryf. Nfj. Helg. og fl. – Hid vel: "paa Jaad`naa", Dativ Fl., "paa (hede?) Jern(ene)", travlt optagen. Ryf. (Vass, Vikadal, Nærstrand). "Dei va saa paa Jaadnaa mæ Skur´n at eg fekk 'kje tala mæ dei". Ogsaa: "Dæ va daa retta Jaadnaa mæ deg!" nervøs Travlhed; brugt som et subst. f. Ryf. (Rennesøy, Sand). – Jarnsjo(d)gneiste m. se Sodgneiste.