Ivar Aasen Norsk Ordbog

einalen (?), adj. egensindig, tvær, modvillig. “enalen”, Smaal. Dunkelt, maaskee: einarden. I svenske Dial. enardig, enari, enaln. (Rietz 118).

Einang, m. et Bjergpas, en dyb Tværdal. Lofoten. Jf. G.N. einangr, Knibe.

ein-annan, hinanden (= kvarannan). Rbg. Voss, Hall. Gbr.

einard, adj. enkelt, reen, ublandet, kun af et eneste Slags; f. Ex. om Korn. Udtalt: einar, einar’e, Nfj. Sdm. Ndm. G.N. einardr, enkelt, simpel.

einaste, adv. alene, kun, blot. Trondh. Nordl. Jf. eine.

einaste, adj. eneste.

einaugad, adj. = einøygd.

Einbeite, n. Kjøreredskab for en eenlig Hest. Ork. og fl. Jf. Tvibeite.

einbernd, adj. eenbaaren, eneste (Barn). Udtalt einbend, einbent. Indh. Sdm. Hall. og fl. Afvig. einbedla, Sogn. Jf. einbølt.

Einberning, m. eneste Barn, uden Søskende. Einbenning, Tel. Einbending, Hall. Einbinning, Ryf. Einbydning (y’), Shl. En sjeldnere Form er Einberne, n., i Hall. Einbedne. G.N. einberni.

einboren (o’), adj. eenbaaren.

einbotnes, (adj.), een-etages, med kun een Stue-Høide. Nordl.

einbreid, adj. om Tøi med enkelt, sædvanlig Vævbredde; motsat tvibreid.

einbreidd, adj. om Eng: jævnt bedækket overalt med Hø (sibreidd). Trondh.

Einbue, m. Eneboer. Oftere Einbuar

einbugen (gj), selvklog, egensindig. Hall.

Einbøle, n. en eenlig Gaard, et Sted hvor kun een Familie boer. B. Stift og flere. G.N. einbœli.

Einbøling, m. 1) Eneboer. 2) eneste Arving eller Barn (= Einberning). Ryf.

einbølt, adj. 1) eenlig, afsondret; om Gaard eller Bosted. – 2) eenbaaren (= einbernd). Ryfylke.

eindaga, v.a. (ar), bestemme til en vis Dag. Nhl. (Ogsaa G.N.). eindaga seg: opsætte et Foretagende til den sidste Dag, el. saa længe som muligt.

Eindrætte, n. = Einbeite. Sjeld.

eine, adv. kun, alene. G.N. eina. Han var ikkje annat en godt eine: han var meget godhjertet, altid god. B. Stift.

eine, pl. nogle, o.s.v. see ein.

Eine, m. Ener, Enebærtræ (Juniperus). Nordl. Trondh. Nordre Berg. og fl. Ogs. i Formen: Einer, Siredal; Einir’e, Sæt. Tel. Einar, Nedenæs. G.N. einir. Andre St. Brake, Sprake, Brisk, Bruse. Hertil: Einebak, n. Afkog af Enerkviste at rense Kar med. Einegard, m. Gjærde af Enertræ. Eineryde (y’), n. tæt Krat af Enerbuske. (Sdm.). Einesmak, m. Smag som af Enertræ. Einetjøra, f. en Saft som udbrændes af Ener. (Einkjuru, Indh.). Ellers mærkes: Eine-bar, -bast, -bær, -kage, -koll, -naal, -oska o.s.v.

Eineiga, f. Ene-eie; Eiendom som tilhører En alene. Modsat Sameiga.

Eineigar, m. Ene-eier. Hall. og fl.

Ein-erving, m. eneste Arving.

Einestabb, s. Einstape.

einfald, adj. 1) enkelt, simpel. Noget sjelden. (s. einfeld). G.N. einfaldr. – 2) eenfoldig, som veed eller forstaar lidet. Mest alm. tillempet efter den danske Form: einfoldig. Ellers bruges ogsaa: einfallen (einfalden?), Indh.

einfaren, adj. simpel, eenfoldig. Hall.

einfeld, adj. enkelt, bestaaende af een Deel, ikke sammensat. “einfelt”, Nordl. meget brugl. Modsat tvifeld.

einfyres (y’), adv. i hele Furer, over Agerens hele Bredde. Pløgja einfyres (modsat teigpløgja). Gbr. (Gausdal).

einfør, adj. som reiser alene, eller udretter
noget uden Hjælp. Hall. Fra Nordl. medeelt: einfara (einferda?).

einføtt, adj. eenfodet; f. Ex. om et Bord.

eingjengd, adj. 1) som kan gaae alene, uden Hjælp; om Børn. Sjelden. I Nordl. eingaadd. – 2) enkelt, f. Ex. om Traad; ikke sammenlagt eller tvunden. B. Stift. Hedder ogsaa eingjegnd, Tel. og eingja, “engja”, i Valders.

eingong (som adv.), engang; s. Gong.

eingraata, v.n. græde uafladelig. Hall.

einhendes, adv. med een Haand. Tel.

einhendt, adj. eenhaandet.

einhua, v.n. huje og skrige uophørlig. Tel. Ogs. einhuga, s. hua.

einhugad (u’), adj. alvorlig, fast bestemt paa noget. Lidet brugl.

Einhyrning (y’), m. Eenhjørning. Brugt om et Dyr som har tabt det ene Horn. “Einhynning”, Lister.

einhøg, adj. om et Huus, som kun har een Høide eller Etage; een-etages. Modsat tvihøg. Tel.

[einig, s. samd, samtykt.

Eining, f. (?), 1) Eenhed, Heelhed. (G.N. eining). Det rekk med Eining, om et Stykke, som er langt nok, saa at ingen Skjødning eller Tilsætning behøves. Nordl. – 2) uafbrudt Varighed. I Eining (el. i Einingen): i eet væk, stedse uphørlig. Indh. Ork. Andre St. I Einingom (-o, aa), Sogn, Fosen. Det sidste hedder ellers: i eino, Voss (s. ein), i eine, Shl., i eitt, el. ‘ti eitt, Sdm., alt med eitt, Østerd., alt med eine (alt m’eine), Solør; med ein Gong, Nordl. Dog have disse Udtryk ofte ogsaa Betydningen: meget ofte, tidt, flere gjentagne Gange.

einka, adj. udmærket, mageløs, eneste i sit Slags. Sædv. udtalt: enka. Eit enka Veer: et udmærket vakkert Veir. Ein enka Dag: en særdeles gunstig Dag. Sdm. G.N. einka (og einkar); jf. Verbet einka: sætte alene, fraskille, udvælge. See ellers einkeleg og einkom.

einkeleg (?), adj. usædvanlig, overordentlig. Som adv. overmaade. Brugt i Formen “enkjeleg”, Østerd. Tydal. G.N. einkanlegr.

einklædd, adj. letklædt, med et enkelt Sæt af Klæder. Modsat tviklædd.

einknept, adj. eenknappet; med een Rad Knapper. Tel. Modsat tviknept.

einkom, adv. ene og alene, kun for een Tings Skyld. Han gjekk einkom etter det, dvs. kun for den Ting, uden noget andet Ærinde. Smaal. Rom. Hedem. Sv. enkom. G.N. einkum, fornemmelig. (Jf. einka). En anden Form er: einsko, i Hall. Andre St. einsleides, einsvordom, eins Ærend. – Hertil: Einkomstund, f. den sidste Stund, da noget er muligt. “Drygje uti Enkomstønda”: opsætte noget til det sidste Øieblik. Smaal.

einkor, s. einkvar.

einkvar, ubst. pron. (med Femin. eikor, Neutr. eitkvart), nogen, en eller anden, en vis (Ting). Deels med Subst., deels eenligt. G.N. einnhverr. Formerne lyde forskjelligt: Maskul. einkvar, inkvar, Gbr. einkver, Sfj. einkor, Sogn, engor, Hall. Andre Steder med “n” (egentlig en gammel Akkusativform): einkvann, Nordl. Trondh. Sdm. einkonn, Sogn, inkunn, Gbr. Femin. eikor (o’), Sdm. og flere ogsaa: einkor, inkor. Neutr. eitkvart, eitkvert, B. Stift; einkvart, Nordl. inkort, Gbr. (?), ethaart, Romm. Et Fleertal eikor (eiko) forekommer sydligst i Landet; saaledes “eiko faae”: nogle faa. (Siredal). – Einkvar Dagen: en og anden Dag. (I Gbr. ogsaa: en af disse Dage). Einkvar Gongen: en og anden Gang. Einkvar Stad: paa et eller andet Sted. Nogle St. “einkvanstad”. Paa Sdm. “eikorstodaa” (Dativ pl.). Eikor Leid: paa en eller anden Maade. Oftere: “eikorleis”. Eitkvart Slag: en eller anden Ting. Eitkvart Sinn: en og anden Gang. Voss, og fl. Afvig. “Einkvannsinne”, Sfj.

einlagd, adj. enkelt, ikke sammenlagt.

einleg, adj. eenlig; enkelt. Jf. einsleg.

einleides, adv. ligefrem, i een og samme Retning. Hall. “Fara einleies”. Jf. eileid og einsleides.

Einleike, m. Eenhed; Eensartethed.

einlitad (i’), adj. eensfarvet, som har kun een Farve. Ogs. einlitt. G.N. einlitr.

einlitande (ii), adj. som kan gjøre noget alene, uden Hjælp. Nedenæs. G.N. einhlítr.

einlyda, v.n. (er, de), lytte stadigt el. uafbrudt til noget. Vald. (einlye).

einlæja, v.n. lee uafladelig. Hall.

Einmjelk (Plante), = Mjølke. Snaasen.

Einmæle, n. Samtale i Eenrum; under fire Øine. Tel. (I Vinje: Eimæle). G.N. einmæli.

einnætt, adj. en Nat gammel; f. Ex. om Iis. Valders. G.N. einnættr.

einraadig, adj. eneraadig; tildeels ogsaa: egenmægtig, herskesyg. I sidste Betydning ogsaa: einraaden (G.N. einrádr). Adskilt herfra: einraadleg, el. “einraalen”, dvs. noget eenfoldig. Hall.

Einrett, m. Eneret.

einrjoden (?), adj. eenfoldig, som forstaar lidet. “einrjøden”, Sdm. (Volden).

Einrom, n. Eenrum. Sjeldnere Einrøme (Einrymme, Hall.).

einrøda, v.n. (er, de), tale ret alvorligt med En, sige En haarde Ord. Tel. (einrøe, eirøe).

Einrøding, m. en meget liden Baad med kun eet Aarepar (Røde). Romsd.

Einrøma, f. Snævring, trangt Pas, hvor kun Een ad Gangen kan komme frem. “Einrymme”, Hall.

eins, adv. eens, ligedan, paa samme Maade.
G.N. eins (egentl. Genitiv af ein). Det var alt eins. (I Sæt. og Tel. eis). Det gjekk lika eins: netop ligedan. – Som Genitiv i Udtrykket: fara eins Ærend, dvs. kun for een Tings Skyld (= einkom, einsleides). B. Stift.

einsaman (adj.), eenlig, alene, uden Selskab. Lidet brugl. i denne Form (i Guldalen eensamen); derimod mangesteds afvigende: eisemall (einsamall?), eisemadl’e, eismall’e, Hard. Sogn, Vald. Hall. og fl. I Sætersd. ogsaa: eisemadd’e og i Hunkjøn eisemo (o’). G.N. einsaman, senere ogsaa einsamall. Ligesaa paa Island. Jf. einsleg.

einsett, adj. enkelt, sat i en enkelt Række. Modsat tvisett, trisett.

einsk (?), adj. ublandet, reen, ægte. Ved Mandal “insk”. Fra Jarlsberg meddelt: “ensk”: eens, jævn, ligedan. Jf. einsko.

Einskap, m. Eenhed, Lighed.

einskild, adj. enkelt, særskilt, for sig selv. Sogn, Hard. og fl. G.N. einskildr.

einskils, adv. enkeltviis, een for een. Sæt. Tel. (ogs. eiskils, eiskjels). “Drikke einskjels”: lade en Skaal gaae rundt i et Selskab. Hertil: Einskilskopp, m. en liden Skaal, som fyldes paany for hver enkelt Person.

einskilt, adv. enkeltviis; s. einskild.

Einskjefta, f. Uldtøi, som er vævet med et enkelt Par Vævskafter (s. Skaft), og hvori Traadene ligge enkelte eller særskilte, ikke parviis. B. Stift og fl Isl. einskepta.

einsko, adv. = einkom. Hall.

einsleg, adj. 1) eenlig, eensom, uden Selskab. Mere alm. end einleg. Nogle St. einskleg (Tel.). Sædvanlig med Begreb af nogen Varighed, eller for længere Tid; sjelden for et enkelt Tilfælde, f. Ex. han gjekk einsleg. Gbr. – 2) eensom, kjedelig, øde; om et Sted. Her er so einslegt. G.N. einslegr.

einsleides, adv. 1) nogenledes, paa en Maade (= eileid). “einsleis”, Nordl. – 2) ene og alene, kun for en eneste Ting (= einkom, einsvordom, eins Ærend). Formen usikker: einsleist, enslest, Østerd. einslestes, Tel. (?) einslestom, Ork.

einslengd, adj. 1) enkelt, ikke sammensat. Hadeland. 2) afsondret, afsides liggende. “einsløngd”, Hall.

einslest, s. einsleides.

einslungen (gj), adj. simpel, jævn, ligefrem. Tel. Modsat mangslungen.

einspenad, adj. om en Ko, som kun malker paa een Patte. Tel.

einstad (som adv.), etsteds, paa et eller andet Sted. (einnsta).

einstaka, adj. eenlig, enestaaende; afsondret. Søndre Berg. Tel. og fl. Afvig. einstaakaa, Gbr. Ork. G.N. einstaka; Sv. enstaka. I Søndre Berg. ogsaa: enkelt, f. Ex. om en Gaard med kun een Familie.

einstakast, v.n. blive eenlig, staae alene tilbage. Tel. sjeld.

Einstakk, s. Einstape.

Einstape, m. en Væxt: Ørnebregne, Pteris aqvilina L. Tel Toten. Ogsaa Eistape, Sæt. Einstap, Gbr. Einstabbe, Einestabbe, B. Stift, Ryf. Mandal; Einstabblom, Sdm., Einstakablom, Romsd. Einstakk, Vald. Einstamp, Hall. og fl. Ellstamp, Hall. Andre St. Ormestamp, Kjelg (Telg) og fl. G.N. einstapi.

Einstella, f. s. Einstig.

Einstengel (gj), m. Qvadrat-Stang, Rude som udgjør en Maalestang i Længde og Bredde. Toten, Gbr.

Einstig, m. 1) en smal Sti, hvor kun En ad Gangen kan komme frem. G.N. einstigi. 2) et Sted hvor man ikke kan komme længere. Helg. Ogsaa kaldet Einstella, Nordl. Jf. Skorfeste.

einstigs, adv. i eet Skridt. Hall.

einstira, v.n. (er, de), stirre længe, see uafbrudt paa en og samme Ting. Tel. Gbr. Paa Helg. einstara. Ellers: naudstira, meinstira.

einstrengt, adv. stadigt, uafbrudt, i eet væk. Vald. Gbr.

Einstøde, n. et eenligt, afsondret Sted. Einstøe, Hard.

Einstøding, m. 1) en enestaaende Ting; f. Ex. et eenligt Træ. Tel. Buskr. Ork. Ogsaa et Træ, som ikke har Kløfter. Tel. Ligesaa: en Træstamme som ikke er kløvet. Nordl. – 2) en eenlig Person, En som lever for sig selv. Tel. og fl. I Hard. “Einstø’ingje”. Sv. enstöding. – 3) en Særling, særsindet Person. Hall. og fl.

einsvida, s. einverkja.

einsvordom, adv. særskilt, kun for een Ting. “eensvorom” (oo), Guldalen. G. N einvordum, einsvordungum. Jf. einkom.

einsynt (yy), adj. som kun seer med det ene Øie. G.N. einsýnn.

eintenkt, adj. eenfoldig, kortsynet, som ikke betænker sig nok.

eintent, adj. eentandet, f. Ex. om Høvler. Modsat tvitent.

eintevla, v.n. stræbe uafladelig efter noget. Hall.

eintom, adj. ledig, ikke besat eller belæsset. Køyra eintome Sleden. Mandal.

Ein-tre, n. en eenlig Træstamme, som tjener til Bro over en Bæk. Tel.

eintruen, adj. godtroende, troskyldig, uden Mistanke. Valders og fl.

eintræda, v.a.(er, de), fæste enkeltviis; sætte Kornneg over hinanden paa en Stavre. Østl. S. træda.

eintrædd, adj. om en Væv, hvori Rendegarnets Traade ligge enkeltviis, ikke parviis. Trondh. Modsat tvitrædd.

eintrætta, v.n. trætte uafladelig. Tel.

Eintrøding, m. en selvraadig Person, En
som kun gaar sin egen Vei. “Eintrø’ingje”, Hard.

eintynt (yy), adj. om en Gaard, som kun bestaar af eet Brug, er indrettet for en enkelt Huusholdning. Sdm. Af Tun.

Eintøkje, n. eneste Ting til at bruge (el. gribe til); Ting hvoraf man kun har eet Exemplar. Hard.

Einvald, n. = Einvelde.

einvegat (e’), adj. n. om et Sted, hvor der er een Vei og ikke flere.

Einvelde, n. Enevælde, uindskrænket Herredømme. G.N. einvald.

einvelt, adj. pløiet saaledes, at alle Furer ere væltede til een Side. Rom.

Einvending, f. en enkelt Gang (Udgang, Reise). “D’er inte gjort i ei Einvending”: det kan ikke gjøres alt paa een Gang; man maa flere Gange ud, o.s.v. Østl.

einverkja, v.n. (er, te), smerte idelig, uden Ophold. Hall. og fl. Lignende Ord ere: einsvida (-svie), og einklæja (-kleia), svie, el. kløe uafladelig. Jf. eingraata, einlæja, einhua, einskrikka (hoppe), einvaala (tude). Hall. og fl.

einvikt, adj. som jævnlig vil vige til den ene Side; om Heste. Tel.

einviljug, adj. fast besluttet til noget (?).

einvis (ii), adj. selvviis, som ikke vil høre Andres Raad. Sv. envis.

Einviting (i’), m. eenfoldigt Menneske, En som veed lidet. Smaal.

einvitug (i’), adj. eenfoldig (eller egentlig: eensidig, indskrænket). Smaal.

einvorug (o’), adj.eenfoldig. Sogn.

einyrken (kj), adj. som driver sit Arbeide alene, uden Hjælp. Helg. (G.N. einvirki, m.)

einøygd, adj. eenøiet, blind paa det ene Øie.

Eir, n. Er, Kobberrust. (Sv. erg; jf. Lat. ærugo). G.N. eir: Kobber (Kopar).

eira, v.n. (ar), belægges med Er, blive erret. Hedder ogs. eirast; i Rbg. eirka.

eira, v.a. (ar), taale, have godt af, fordøie. Ein skal ikkje eta meir, en ein kann eira. Hard. Nhl. og fl. G.N. eira, være tilpas.

eiren, adj. lidt sygelig i Maven. Sfj.

eirka, v.n. s. eira.

eirlagd, adj. belagt med Er, erret.

eirutt, adj. = eirlagd.

eis, adv. s. eins.

Eisa, f. Ildsted; en Ring af Stene til Ildsted paa aaben Mark. Tel. Hall. Jf. Esja. G.N. eisa er et Navn paa Ilden.

eisemall, eismall, s. einsaman.

Eista, n. Testikel. G.N. eista. Nogle St. Eista, f. Testikelpung (Sdm. Shl.), og derimod Eistekorn, n. eller Eistekjerne (-kjenne), m. Testikel. Jf. Nyra.

eit (eitt), s. ein.

eita, v.n. hedde, kaldes; s. heita.

Eitel, m. (Fl. Eitlar), 1) Kjertel i Legemet (glandula). Jf. Eitlebrot. – 2) et Slags runde svampagtige Knuder i Spæk eller Fedt. Alm. Isl. eitill. – 3) Steenkjertel (= Tyta); haardere Knuder eller Korn i Steen. Tildeels afvig. Itil, Østl. Eisle, Hall. og i Fl. Eislar, Esla, Rbg. og flere.

eiten, henfaren, afdød; s. heiten.

Eiter (Eitr), n. Edder, Forgift. G.N. eitr. I Sammensætning ofte Eitre, f. Ex. Eitremaur, rettere Eitermaur. Jf. eitrende.

Eiterblaasa, f. en meget hidsig, ondskabsfuld Tingest; om Dyr (Hun-Dyr), tildeels ogsaa om Mennesker. Egentl. Giftblære.

eiterfull, adj. fuld af Gift. G.N. eitrfullr.

Eiterkveisa, f. 1) en smertelig, ondartet Svulst eller Byld. Østl. Ogsaa kaldet Eiterkaun, m. Hall. Eiterbolde, m. Guldalen. – 2) det samme som Eiterblaasa. Indh.

Eitermaur, m. en Art af Myre, hvis Stik volder megen Smerte; Formica rubra.

Eiternetla, f. Brænde-Nælde.

Eiterorm, m. giftig Slange; Hugorm.

Eiterpose (o’), m. om et arrigt, hidsigt Dyr (Han-Dyr), ligesom Eiterblaasa. Sv. etterpåse.

Eitersmog (o’), n. et Slags Udslæt eller Saar i Ansigtet, især omkring Munden. B. Stift, Hall. og flere. Ogsaa Eitersmaug, Trondh. I svenske Dial. ettersmåg.

Eitersnjo, m. smaakornet Snee, Smaahagl. “Eitresnjø”, Sdm. s. eitrende.

Eitertagg, m. 1) giftig Braad. Ogsaa: Eitertange. (Landstad, 135). – 2) en arrig Tingest (= Eiterpose). Smaal.

ei-tid (som adv.), engang; fordum.

eitkvart, et eller andet; s. einkvar.

Eitlebrot (o’), n. en vis Kjertelsygdom. Eltlebrot, Sdm.

eitlutt, adj. fuld af Kjertler; f. Ex. om Steen. I Sæt. eislutt’e.

eitra, v.a. (ar), forgifte. G.N. eitra. Ogsaa v.n. sprude Edder. Lidet brugl.

eitrende, adv. om noget skarpt eller smerteligt. (B. Stift). F. Ex. eitrende saart; eitrende kaldt; eitrende kvass. I svenske Dial. ettrande. Jf. G.N. eitrkaldr (Egilson). Ogsaa: eitrende smaatt: meget smaat, eller smaakornet. (Her synes “Eiter” at være opfattet som Pulver eller Støv). Jf. Eitersnjo.

eitrug, adj. forgiftig. (Sjelden).

eitslag, noget, et eller andet; s. Slag.

eittak (som adv.),for nogen Tid, noget længe. Egentl. eit Tak.

Eittal, n. Eental, Tallet 1.

ek (æk’er), dvs. ager, s. aka.

ekkelaus, s. Ekkje, 2.

ekken (hvilken), s. hokken.

Ekkja, f. Enke, s. Enkja.

Ekkje, n. 1, Spor efter Kjørsel, især efter Slæder; ogsaa efter Skier i Snee. Hjulekkje, Sledeekkje (Sleaekkje), Skid-ekkje (Skiekkje).
Indh. Vel egentl. Ekje, Eke (e’), af aka. Jf. Far, Dyrgja, Laam.

Ekkje, n. 2, Feil, Meen, Skade. Hall. (sjelden). Hertil ekkjeslaus, adj. uskadt, fri for Meen. Nogle St. ekkelaus. Jf. G.N. ekki, m. Smerte.

ekla, v.n. yppe Kiv (= egla). Hard.

Ekling, m. s. Enkling.

eksa, v.n. (er, te), 1) skyde Ax; om Korn. Det ekser godt: det skyder vakre Ax. Particip ekst: udskudt i Ax. – 2) plukke Ax, opsamle Løst Korn. Tel. – 3) traske, trave, vimse omkring. Hall.

Ekse, s. Egse.

Ekserot, f. Kvikhvede, Triticum repens. Trondh. Oftere kaldet Eksing. Stjørdal.

Eksing, f. Axskydning; Tiden da Kornet skyder Ax.

Eksing, m.1) Ax (paa Byg og Rug). B. Stift. 2) s. Ekserot.

ekst, adj. s. eksa og egst.

El (ee), n. Iling, Byge med Regn eller Snee. Meget udbredt (B. Stift, Jæd. Tel. Num. Gbr.), dog sjeldnere end Eling. Afvig. Æl, Nordl. G.N. el (él?).

ela (ee), v.n. (ar), trække op til en Iling. Det elar vest i: der viser sig en Byge i Vest.

Ela, Øgle; s. Ødla.

Elbjørminne, s. Eldbjørgdag.

Eld, m. Ild; Fyr. (Nogle St. udtalt Eild, Eill, Ell). G.N. eldr; Sv. eld. Især om blussende eller flammende Ild, og tildeels noget indskrænket, idet man bruger Ljos, el. Verme (Varme), i samme Betydning. Sitja imillom tvo Eldar: have en vanskelig Stilling, møde Fare paa begge Sider.

elda, v.n. og a. (er, e; dog ogsaa: ar), 1) ilde, tænde Ild; ogsaa: nære eller vedligeholde en Ild. G.N. elda. Elda upp under: figurl. opflamme, tilskynde, hjælpe til. (Imperativ tildeels: eldt!). – 2) give Ild (om Fyrtøi); lyse, blinke. (Sv. elda). Oftere: lysne i Luften; grye. Det elder fyre Dag: det gryer af Dagen. Sdm. og fl. – 3) ulme (i Legemet), svie, smerte. Det elder i Halsen. Smaal. Ork. og fl. Jf. brenna. – 4) v.a. ophede (f. Ex. en Ovn); ogs. bearbeide ved Ild. Elda Malm: røste, udbrænde Metal. Elda ein Ljaa: holde en Lee i Ilden for at gjøre den blødere. (Jf. hova). – 5) ælte, stampe, f. Ex. Leer. Sdm. og fl. (Uvist om hertil).

elda, v.a. (er, e; ogs. ar), 1) gjøre gammel, give et Udseende af Alderdom. Det elder Mannen: det giver Manden Mærker af en høiere Alder (om Savn eller Lidelser). Tel. Jf. eldast. – 2) plage, hænge ved (= alda), om en Skade eller Sygdom. Shl.

Elda, f. 1, en Opildning, Ophedning; ogsaa det som brændes paa een Gang. Hall. Østl.

Elda, f. 2, Ælde, Alderdom. Af samme Rod som eldre, og eldast. (G.N. elli synes at være en anden Afledning).

eldast, v.n. (est), ældes, blive gammel; ogsaa: faae Udseende af en høiere Alder (jf. elda). G.N. eldast.

eldaa, adv. (conj.), eller ogsaa, i andet Fald, ellers. Tel. og fl. Synes sammendraget af “elder daa”; tildeels “elder og”.