A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Fløkja f. 2, 1) en rask og dygtig "ferm, kjæk" Person. Ø- og VAgder, Rog. Sjeldnere: Fløkje



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə46/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   42   43   44   45   46   47   48   49   ...   219

Fløkja f. 2, 1) en rask og dygtig "ferm, kjæk" Person. Ø- og VAgder, Rog. Sjeldnere: Fløkje m. Rog. 2) uvorn og letsindig Kvinde. Helg.: Fløkj(a) og oftest Fløykja. – Fløkje, Genetiv, brugt som adj. dygtig: "ein Fløkje Kar, ei Fløkje Jænta"; "d'æ eit Fløkje Arbeistak i 'an". Agder, Tel. – fløkjen adj. d. s. Agder, Ryf. Til fløkja, flg.

fløkja v.a. (er, te) udrede, rede? Saaledes: 1, fløkja ut a) bringe Rede i en "Floke". Li. b) udfritte. Ryf. Shl. (Etne). 2, fløkja ifraa seg, klare (noget) fra sig saa nogenlunde; rede sig ved Kast og Vridninger ud af noget. Shl. 3, fløkja fram, faa (noget) i Gang; sætte eller drive igjennem. Rog. Sæt. Nogle af Ordets (Ordenes) Anvendelser slutte sig til Floke, rask Karl, floka v., og Fløkja 2.; andre er mere fremgaaede af fløkja, A.

fløkjast burt v.n. søles bort; svinde hen ved slet Husholdning. Trondh.: "fløykjes bort". Se A.

Fløkje n. et indre Anfald; især et som røber sig i voldsom Fart, travl Skynding. Sdm. (Sunnylven), Nfj. (Gloppen, Stryn, Honndal), Sfj. (Askevoll, YDale, Førde), YSogn. "Han fekk eit heilt Fløkje". "Han kom i (el. ) eit fæla Fløkje". Maaske eet med Fløkje A. Ogsaa: ?Fløk´e m. Nfj. (Eid).

fløkta v.n. (ar) 1) = flugta; om Gigtsmerter. Røros: "fløkte" og "flykte". 2) = flikta, flugta 4). Hard. (Ulvik, Kvamm). "Da fløkta Liv i 'an". Ogsaa: han fløkta længje (mæ Döuen)" = flugta. Jf. G. N. flökta flagre.

Fløn og Fløne n. en stille Bredning af en Aa. Ndm. (Surndal, Sunndal, Tingvoll).

Fløne, fløne se Flyna. – Fløo se Fleda.

fløs adj. stormodig, dog lidt vel rundhaandet; som slaar stort paa; "flot". Ma. (Bjelland).

fløsa v.n. (er, te) 1) strømme fossende over,
om større Vandmasser end flæsa. Ma. Sæt. 2) "fløsa te", slaa stort paa. Ma.

Fløsa f. stor, fyldig og statelig Kvinde; prægtig Kvinde. Ma. (Bjelland). – Fløse m. stor, kraftig og statelig Karl; prægtig Karl. Rbg. (Evje), Ma. (Halsaa, Holum, Valle). Ogsaa: "ein Fløse Kar, ein Fløse Hest", Genetiv el. adj. – fløsen adj. d. s. prægtig. Ma. Til fløsa v.; jf. Fløymar.

Fløtstokk, Fløsstokk se Flauta.

fløva v.a. (ar; og er, te) gjøre lunken, opvarme til Blodvarme. Rog. Shl. En Form af fløa. (Jf. Flove > Floe, Spøva > Spøa < Spoda; Shl. Ryf.). "Fløva Vatn´e te Kyr´æ", Dal.

fløva og fløvd adj. (part.) 1) lunket. Rog. Shl. Hard. "mjelkefløva". 2) lidt beruset. – ?fløymd adj. d. s. "mjelkefløymd". Ryf.

Fløve n. 1) Blodvarme; Lunkenhed. Rog. Setja Fløve i (el. paa) noke". Fløva f. d. s. Ryf. Sjelden. 2) varm og munter Stemning under Indflydelse af Alkohol. Rog.

fløven adj. 1) blodvarm, lunken. Rog. Vind´n æ fløven". 2) lidt beruset. Rog.

Fløy f. 1) Mærkeflis = Flær f. Hall. (Krødsherad), Vestfold. 2) = Flaa, paa Net. Vestfold. – Fløy se Fløyg.

Fløy f. = Aafløya". A. Totn.

Fløy m. 1) skruedannet eller krøllet Spaan. Romsd. Ndm. "Kaurfløy, Kurulfløy, Hevilfløy". 2) stor Vorte = Fløyr; se d. Bamle.

fløy adj. 1) dristig, rask og flink; arbeidsdygtig; duelig. STrondh. NØsterd. 2) rigt forsynet; vel hjulpen = byrg, fløygd. Østerd. Vel for fløyg, G. N. fleygr flyvedygtig.

fløya adj. og adv. overordentlig; udmærket, ypperlig. Shl. Ryf. "Han va i fløya Lag, i fløya gott Lag", Humør. Vel til fløygja, Fløygja. Ogsaa: avfløya, -ande.

Fløyfilla f. føitende Kvinde. Østl. Se Flog-.

Fløyfjæsing m. = Fløyfisk, Callionymus Lyra. Ned. Bamle, Vestfold. Se Fjersing. Fløy dvs. Vimpel.

"Fløyg m. Brødstikke". A. Gbr. Sæt. Tel.; Fløy, Gbr. Shl.; Vestfold f.; Fleiv, Shl. (Etne, Skonevik); Fleig? NGbr. I SHl. er "Fløy" rund Stikke, "Spøva" (Spoda) er fladere, spadeformig; begge Redskaber bruges sammen, hvert til sin Brug. 2) Teen, hvormed Hør skages: "Skakfløy". Follo, Smaal.

?fløyg adj. = hallfløyg, hallfløytt. NGbr.

"fløgja v.a." A. 2) faa til at gaa fra Haanden, faa Fart i noget. "fløya paa", drive paa. SBerg. "fløy se i Veg", sætte sig i Fart. Ndm. STrondh. 3) "fløye te en" puffe. Østerd. (Tynset). – "fløygd te reisa", adj. reisefærdig. Nhl. – Fløy(gj)ar m. kjæk, rask og dristig Person. Ryf. Shl. Hard. Fløy(gj)a f. d. s. N- og SBerg. Fløying m. d. s. Gul. Jf. Fløymar.

fløygta (kt) v.a. (ar) kaste høit op i Luften. Dal. (Hæskestad). Meddelt. – I SV. af Landet er Verbalsuffikset ta meget brugt efter lang Stavelse; fløygta : fløygja = flækta : flækja = føykta : føykja = stuupta : stuupa = smækka (af smaa), reikta, veipta, skuurta (skuutta), rækta, ækta, skrækta, piipta osv.: reikka (reidka), veipa (veiva) osv.

fløykj(e), Fløykja se fløkja, Fløkja.

"fløyma v.n. (er, de)". A. 2) flyde ud over til alle Sider = flo. Søndenfjelds. 3) fare vidt omkring. Sogn, Jæd. "Ho foor aa fløymde". Særlig: "Fiskjn fløymde hit aa dit i Sjølogjen"; Sogn. "Dai floyme, dai sjau", Syvstjernen flytter sig; Vald. 4) brede sig vidt ud, tage (skaffe) sig stor Plads. Jæd. "Du ligg aa fløyme udøve Boore". Ogsaa: gjøre sig bred, slaa stort paa. Jæd. 5) bevæge sig raskt og spænstigt; ogsaa: drive stærkt paa et Arbeide. Rog. "Han kom fløymande" = sprettande; Ogna. – Fløyma f. rask osv. Person = Fløygjar. Ryf. Sogn. – Fløymar m. 1) = Fløyma. 2) En som slaar vel stort paa. Jæd.

Fløyme n. Vandstrøm = Fløym. Tel. (Mo).

Fløyne f., fløyne v. se Fleina.

Fløyr m. (ar) en Hudgevækst eller stor Vorte hos Føl og ungt Kvæg, hvilken delvis falder af under Opvæksten. Ryf. Tel. Se Fleir. A. Fløyri m. d. s. VTel. Sæt. Fløy og Flør m. d. s. Bamle. Fløyel m. d. s. Ned.

Fløyra f. 1, = Fløyr. Li. Dal. Ryf. Se flg.

Fløyra f. 2, 1) Flænge el. halvt løsreven skiveformig Flis eller Tunge af Ved, Hud osv. Shl. For Fladra, se d. Fleira, Shl. (Stord): maaske blot en Udtaleform af Fløyra; maaske til Isl. fleidr, se Fleir; neppe for Fledra, se d. 2) en liden Flis eller løsreven Trevl, eller et svagt halvraaddent Punkt i Træværk. Tel. (Selljor). Rotafløyre". 3) et beskadiget Sted i et Træ, hvor Veddets Vækst har været standset og hvor Barken har vokset indad og fyldt. Shl. Hard. Oftest "Borkafløyra". Se Føyra A. og de foregg.

fløysa v. (er, te; ogsaa ar) 1) omtrent = vera fluus, flusen; eller = flysja dvs. være rundhændet, rask osv. "Fløyse paa; fløysa dæ ifraa seg", faa Arbeidet raskt fra Haanden. Dal. Jæd. 2) ødsle, sløse. Rom. (Nes, Nedal), Dal. Jæd. "Fløyse dæ bort i Faanytta", Rom. – Fløysar m. En som fløyser; særlig = Fløysa 1). Rog. Rom.

Fløysa f. 1) rask, kraftig og dygtig Person. Rog. Røldal, Tel. Ogsaa som Genetiv eller adj.: "fløyse Hest, Kar, Jenta" osv. 2) forfløien Pige. Ringerike.

fløysen adj. 1) som gjerne fløyser, rundhaandet osv. Rog. 2) forfløien. Ringerike.

Fløyspon m. fin krøllet Høvelspaan. Nfj. (Gloppen). Ogsaa "Fløyespoon". Se Fløy.

Fløystre se Flaustre.

"Fløyt m. 1) Lettelse". A. 3) Fremskyndelse,
Fart. "Der æ kaamen Fløyt i de". Tel. (Kvitseid, Vinje).

Fløyt m. 2, Tømmer som flaades. Oslo.

Fløyt m. 3, Del el. Parti af en større Markflade. Hall. Modum, Vestfold (Lier, Eiker), Tel. (Lunde, Selljor, Kvitseid). Aakrfløyt, Engjef., Jooref., Skoogefløyt.

Fløyt f. (og m.?) et i eller ved et Vandløb liggende fladt og sidt Stykke Land, der alt som tiest staar under Vand; ogsaa: et bredt og stille, i det hele meget grundt, Parti af en Bæk, hvor Bredderne er vekslende og ubestemmelige. Busk. Rom. Land, Hadeland, Solør og fl. Fleit f. Odal, Solør. Fløt f. Hedm. SØsterd. – Fløyte f. d. s. Land. Fløte; Østerd. (Rendal). Jf. Flota (Flutu).

Fløyt f. (og n.?) Tømmerflaadning; det at fløyta; Smaal. – Fløyt n. se Fløyte n.

"fløyt adj. rask". A. Vald. 3) som fløyter dvs. fremskynder, letter; som leverer raskt Arbeide; drivende. Ndm. Hall. "Fløytt Veer". "Ljaa´n æ fløyt", om en lang hvas Lee, "som fløyte (skummer, rager) gøtt se"; Hall.

"fløyta v.a. (er, te). 4) løfte, hæve". A. Særlig: "fløyta paa noko", forhøie, overdrive, broute; Hard. Shl. "5) fremskynde". A. Nhl. Sogn, Tel. "Fløyta Arbäie"; "fløyte Ljaa´n", faa Fart paa Leen. fløyta seg skynde sig, haste. Vald. Nordl. "Klokka fløyte(r) se(g)", Uhret drager sig frem. "fløte se", Gul. og fl. Ogsaa v.n. haste. Hard. "Klokko fløyter". Og "fløyta paa", d. s. Berg. Stjør. A.

Fløyta f. 1) En for hvem Arbeidet gaar let; rask og dygtig Person = Flyta; ogsaa: prægtigt Menneske overh. Ryf. Shl. og fl. 2) rask og vakker Kvinde. Sogn, Nfj. – Fløyte, Genetiv (el. adj.) om det raske og kraftige: "eit Fløyte Tak” (Tilgreb, Tag), ”ein Fløyte Hest´e, Kar´e". Tel. og fl. – Fløytar m. = Fløyta 1) eller Fløygjar. Berg. Ryf. Tel. Ogsaa: "ein Fløytar Kar´e, Hest´e"; Tel. (Mo, Vinje).

Fløyta f. og Fløyte n. se Flauta.

Fløyte n. alt som holder Fiskegarnet flydende: Boie, Flydholter osv.; modsat Søkkje. Helg. Fløyt n. d. s. Lof.

fløyten adj. 1) som kan "sløyta" dvs. driftig osv. Berg. Se A. 2) udmærket; om Folk. Ryf.

Fløytevid m. Træværk som har ligget for længe i Vandet til at være tjenligt til andet end Brænde. Smaal.

Fløytra f. Fløite. Dal.; VAgder. "Seljefløydra".

"fløytt adj." A. 3) part. holdt flydende; som kan holdes flydende. Ryf. Helg. "Baatn æ fløytt". Oftere "sjofløytt". 4) part. tidlig udviklet (fremskyndet), om Dyr og Planter; = fljot. Shl.

Fløyt-tuva f. = Flot-Torva 1). Hedm.

Fnas n. Skjæl, Skjæve = Flus, Bos. Li. Sæt. "Han tole kje mygje Fnas i Mad". Ogsaa om brudte Smaadele af noget tørt og let. Sæt.: Kvistefnas, Fauskefnas. – Fnase m. liden Dynge af Fnas? SætB. "Kvistefnasi". Se de flgg. Sv. og Ældre D.: fnas, hylster om frugt.

fnasast v.n. (ast) afsætte el. blive Fnas. Sæt.

Fnask n. Fnug, Gran, Smule. Sogn og fl. Sv. Diall. d. s.

Fnas(s)a f. d. s. Sogn (Hafslo).

Fnos (o') n. = Fnas, Fnask, Flas. Voss, Sogn (Aurland, Aardal), Li. (Kvin). – Maaske ogsaa: Fnus (u') n. Li. (Fjotland), YSogn (Ladvik).

Fnosa eller Fnusa f. = Fnos; Smule. Stjør.: Fnusu. "Sjaa te aa ha 'ti dæ(g) di dænn Fnusuaan, Matfnusuaan!"

fnurteleg adj. sur og tvær; vranten. Rbg. (Aamlid) "fnøurtelege". Sv. Diall. fnurr d. s.

fnysa (yy) v.n. (er, te) snøfte under Forsøg paa at undertrykke Latter. Voss, Hard.

Fnøs m. Mule paa Hest. Ma. Rbg. (Honnes, Bygland). Til fnøsa. Andensteds: Frøse.

"fnøsa v.n. fnyse, pruste". A. V- og ØAgder (er, te). "Min snille Fole, du kann væl fnøsa"; Fjotland. G. N. fnøsa (-ti) d. s. og fnasa, fnyse.

foa (oo) v. (ar, a og dde) fritte uhøftligt; udfritte; krydsforhøre. Dal. (Hedl., Hæskestad), Jæd. (Haa, Time). "Fooa aa fledjja". "Dæn som fooa æ spurvis, dæn som fledjja vil egla". "Fooa aa futta". Fooa aa spyrja". "Fooa upp atte". "Fooa seg inn paa Folk". "Han heelt paa aa fooa meg ud". "fu(d)a" skal i Sogn betyde det samme, og "Fud" hedder i Dal. (og Jæd.?) "Foo". Noget lignende er futta. – foa (o') v. se fuda.

Foda f. 1) Næringskraft i Mad eller Foder; Næring. Ma. (Bjell.), Ryf. (Sand): Fooa. 2) Opfodring. Dal. Li. "Seddja Kyræ øud paa Foua". 3) Vinterfoder til eet Dyr. Jæd. Dal. "Ei Kufooa". "Dær æ ei Söufooa i dæn Stakkjn". Jf. Eng. food, Ang. fóda (m.) Næring.

foddlaus adj. lidet sandsende, forstaaende, ændsende og huskende; sløv; halvfjantet; især om meget gamle. Dal. (Eikersund, Hæskestad), Li. (Sirdal). Paa Jæd.: faaddlaus, faattlaus; og fottlaus (A.) "Gamal o foddlöuse". "Han sid´e so(m) han va fodlöuse". Maaske (neppe) af Foll f. Mening, eller Foll n. Foldrighed. Maaske til Fota f. Skik, Lav (= Fat, Sammenføining). Noget andet, skjønt lignende, er fjaa(d)laus.

fodra v.n. samle Foder, til Fæet. Ndm.: foor'. – Fooring f. 1) Indsamling af Foder. 2) Sted hvor Foder samles. Ndm.

Fodrbot f. 1) Foderforøgelse. 2) Fodersurrogat. Ndm.: Foorboot.

Fodrbyrda f. Storæder. SGbr.: Foorbøle.

Fodrgard m. a) Gaard som afgiver meget Hø; b) Gaard med Hensyn til hvor meget Hø den afgiver. Gbr. Østerd. "Stor, liten, Foor-”.

Fodrkuv m. Høstabel i Laden. Vald.: Foor-.




Fodrmod (o') n. Høaffald. Hall: Foormø.

fodrskipa v.n. (ar) uddele Foder = atla. Ryf. (Suldal): foorskjeepa.

fodrsprengd adj. ødelagt ved at faa formeget Foder; mest om Hest. Nhl. Hard. og Voss: foosprængd, og foor-.

Fodrstade m. = Fodrkuv. Vald. og fl.: Foorstae. – foen, se faaen.

Fog (oo) m. Bylt = Fugge. ØTel.

foga (oo) v.n. (ar) 1, passe vel ind i noget; udfylde et tomt Rum. Shl. Sfj. Maaske til faga, se d.; eller eg. eet med flg.

foga (oo) v.a. og n. (ar) 2, 1) stoppe fuld, proppe. Ø- og VTel. "Fooge Pylsur"; "fooge i seg Grout"; "fooge i Gaani", Tarmene. 2) pakke, bylte. Tel. "Fooge i Hop; fooge inn"; innefooga, indpakket. "Fooge seg te; fooge paa seg Klæ'e", pakke sig ind saa man blir til en Klædesbylt. 3) fylde en Sprække el. dl. med noget, f. Eks. Kalk. Nfj. 4) trykke, klemme; om trange og tykke Klæder, som gjør En stiv og klodset (til en Bylt). Tel. (Rauland, Vinje). "Tak av meg dænne Trøya, ho foogar so". 5) gaa og stampe uden at komme noget Vei. Rbg. "Han gjæng o foogar o staukar denni Hestn". – fjooge = foga 1). Tel. (Solum). Se foga (o') A.; jf. fugga.

Fogehorn n. Horntragt til Pølsestopning. Tel.

fogeleg adj. om Klæder: tyk og stiv og klemmende; "foogeleg o toonge". Tel.

Fogg (o') f. se Fagg.

Fogg (o') n. 1) langstraaet, kraftløst, spredtstaaende Græs paa (fugtig Bund). Rog. Røldal, Shl. "Myrafogg". Omtr. d. s.s. Fjagg, Fjogg osv. 2) langstilket Lyng (paa fugtig Bund), brugt til "Underbreidsla". Shl. (Fitja). – Foggemyr f. Sump dækket med Fogg. Rog. – foggen adj. "foggje Høy", Hø bestaaende af, eller blandet med, Fogg. Ryf. Shl.

Fogg m. tyk og stiv Figur. Gbr. (Lom): Föugg.

Foggur (o') m. = Dolsungje. Ma. Se Ur. Og: Fogguvi m. Sæt.; og "Fuggur", se d.

"Fok (o') n. 2) Hast, Skynding". A. "Kaama i Fo´kje", komme i stundesløs Travlhed, k. i Vinden, bli befippet. Ma. Sæt. Ogsaa: "i Fo`ga". Ma. (Søgne). Se flg.

Foka (o') f. 1) Skynding, hed Hast = Fok Fuka. Voss, Sogn, Nhl. Ma. 2) Havtaage = Fuka. Helg. (Brønnøy).

Fokalag n. = Foka. Hard. og fl.

?Fokka f. kiledannet Jordstykke. G. N. fokka. Ifølge Fritzner.

fokla (o') v.n. gaa slæbende og skjødesløst; sjokke. Tel. "Ho foklar paa Treskone sine, foklar av Gare". – Fokla f. En som foklar. – fokleleg adj. "f. o neesigjen". Tel. Jf. fukla, fokla A.

fokle (oo) v. prygle. Nfj. fukla? Eller T.?

fokre (o') v., Fokr n. se faukra.

Fol (oo) n. 1) Daare; raat Menneske uden Selvagtelse og Selvbeherskelse, = Uvyrda, Utysje. Hard. Tel. (Vinje; ogsaa hos Svein.) 2) Pusling. Sfj. G. N. fól Daare. Se A.

Folabagg m. liden Fole. Røros: Faalaa-.

Folaknippa f. Benspat som er erhvervet i Folealderen = Beinbrot, Folebrot? Follo, Smaal.: Faalaknippe og Faalaa-.

Folda f. Læg eller Fold paa Klæder = Fella. Hall. (Nes, Gol): Følde. Jf. Fald. – foldutt adj. fuld af F.

"folda v. = folla". A. Gbr. (Dovre, Vaagaa): faalde og føylde.

folden adj. afmagret, slunken, indskrumpet. Hall. (Nes, Gol, Aal). "Kun i Udtrykket: "faaen aa følden (faaldin)", om Gamle, som er sygeligt blege (faaen) og indfaldne, saa Klæderne slænger om dem. Ogsaa: foldele(g) Hall.

Foldr f. Fælde = Foll. Sfj. (Førde).

foldra v.a. fange i Fælde. Sfj. Sogn.

"folen (oo) adj. forskrækket, gysende". A. Ogsaa: magtløs, næsten lammet, af Skræk. Helg. Gbr. Østerd. Nfj. Nogle Steder (Ndm. og fl.) omtr. "föulin" og vanskeligt at skille fra faalen "faaulin, form. det tykke L). "2) fæl, gyselig". A. Romsd. Nfj. Sfj. Sogn. 3) bleg og mat udseende; gusten. Gbr. Sdm. Nfj. Sogn. "Foolin aa bleik".

Folga f. tyndt Dække, især af Snee". A. Om Dug paa Glas, Hinde paa Mælk og dl.; Sogn. – Folgo, Hard. (Ulls. Odda, Røldal) Navnet paa det store Dække af "evig" Snee over Halvøen mellem Sørfjord, Samlenfjord og Aakrefjord. Ogsaa Folgarefonna, Røldal. Og "Folkefonno", Shl.

Folgestova f. Stue for Folgefolk. Shl.

Folge (gj) m. 1) tyndt Belæg af Støv, Sod og dl. Nfj. 2) let Aske som viser det brændtes Former. Sogn, Nfj. Se A. – Følja f. d. s. Sogn. (Ogsaa Christie: Følja, Solvorn). Fylgja?

"Folk n." A. Fölk og Faalk, Østl. Trondh. og fl.; Fookk, Foukk i VTel og Sæt.; Foulk i Øvre Ma. Rbg. (Honnes, Aardal og fl.). Allerede i Diplom fra 1406 (Dipl. N. I, 440) forekommer Navnet "Fookki" og "Fokki" dvs. Folki, fra Nissedal i Tel., hvor Lydforholdet dog nu er vendt tilbage til det ældre (Folk). "4) Slægt, Folkeslag". A. Overført: "dei æ av sama Folke" dvs. de ligne hinanden saa meget i sit hele Anlæg (Gemyt osv.) som om de var Paarørende. Ryf. (Kartn). "Folk" tænkes og bruges i sine fleste Anvendelser som Flertal.

folka adj. 1) befolket 2) = folkesam. Voss.

folkall adj. = folkesam. Voss, Oslo, Follo.

Folke-audn f. Gave til at vinde Folk, til at gjøre Lykke hos Folk; Yndest hos Folk; Popularitet. Ogsaa blot Audn, se d. Sogn (Borgund) og Vald. (Vang): Aun.

Folkedrepa f. noget som dræber Folk; f. Eks. en Bjørn, en Sygdom. Hard.: "Folka-".

Folkeferd f. Æt, Slægt = Folkeføre, Folkeslag.
Tel.: -fær; Ma.: -før; Vestfold: -fæl.

"folkegjengd adj." A. 2) meget besøgt = folkesam. Nfj. Nhl. Voss: folkagjængd.

Folkeglis (ii) m. En som griner (haanleer) ad Folk. Hall. – ?Folkeflir (ii) m. Helg.

folkehard adj. haard med (mod) Folk; særlig: som paafører meget Arbeide el. kræver mange Arbeidskræfter, "Folk". Mest: "folkahar(d) Gar(d)". Berg.

Folk-eke m. Menneskehob. Sogn. Se Eke.

Folkelønske f. Popularitet. Tel. Se Lynska.

Folkemug (u') m. Menneskehob. Sogn (Aurland).

Folke-ok (o') n. Uro og Besvær af mange tilstrømmende Mennesker; svært Indtryk. Tel. (Rauland, Selljor, Kvitseid). Ogsaa udtalt -aak; Selljor.

Folkesida f. Æt-side. "Paa hans Folkesiia", paa hans Slægts Side. Ryf.

Folkeskikk m. siviliseret Opførsel; ogsaa: den i Egnen vedtagne Velopdragenhed.

Folkeskræma f. et Skræmsel.

Folkesmale m. Menneskehob. Østl.: -smala.

Folkesnugg m. Antydning af "Folkeskik". Nedre Tel. (Solum, Holla). "Han har vore ute aa faatt Folkesnugg paa (i) seg". Se Snugg, (Snygg, Sno). – Folkesnygg, Vestfold.

Folkesoda (o') f. Larm og Røre af mange Folk. Shl.: Folkasøa.

Folkestræte n. Sted eller Egn, hvor mange Folk "strætar" dvs. passerer; = Eng. thorougfare. Tel. (Mo og Vinje: Fookkestræti).

Folkestyr m. "dæ æ stoor Folkestyyr pa dei Galee", der er mange Tjenere paa den Gaard. Hall. (Aal, Gol).

folketamd adj. = folkevan. Sogn, Hard.: -a-.

Folketukka f. = Manntokka. Ryf. Jæd. Hard.

Folke-ynde n. = Manntokka. Sogn.

"Foll n. (pl.) Foldrighed. "I Follaa"". A. Nfj. SBerg. – Hid hører vel: foullom adj. (adv.) rigelig. Gbr. (Øyer). ”Foullom Mat"; "dæ æ saa foullomt alt dær". Ogsaa: yldom adv. og adj. foldrigt, (i) mange Fold. Gbr. (Vaagaa). "Du fæ føyldom; dæ æ føyldom unde", om Kartofler. Ogsaa n. "føyldomt" og "ooføyldom" overmaade rigt; vel for ov-; Vaagaa.

follug adj. som falder godt; bekvem; i passende Forhold; passende; tækkelig. Vald. "Ai følloge o fine Jænte".

folma (o') v.n. blive ligbleg. Ofte "folme burt". SætB. og V. "Folmandi blaike" ligbleg; graagulbleg. Maaske "faalme". – ?faalm adj. ligbleg. Tel. (Moland). Usikkert. Jf. falmen, og folna, hvoraf folma tør være fremgaaet ved Smitte fra D. falme.

"folna (o') v.n. visne, svinde hen". A. Hard. I Ndm. (Tingvoll og fl.) omtrent "föuln" i hvilken Form det let vil falde sammen med de flg. "Aakrn, Läuve föulna", visner og blir gul. Se folen.

folna (oo) v.n. 1) gyse; blive gjennemrystet af Rædsel; blive "foolen" eller magtstjaalen af Skræk; svimle eller næsten daane af Rædsel. Foldal, Romsd. Nfj. Gbr. Ndm. Omtrent "föuln(e)" i Ndm. og Dele af Gbr. "Dæ va so e foolna burt", Nfj. Foldal. "Dæ foolna ne-aavr me, da e hørte dæ; e foolna like ne i Tæ'n", det løb mig lammende koldt ned af Ryggen. Romsd. Gbr. "De föulna ne-eve me", Ndm. (Sunndal, Tingvoll). 2) blive gusten; visne om Blomster og andet; svinde hen = folna (o'). Sogn, Gbr. Nfj. 3) daane (overh.). Shl. Nfj. – "foona itor", besvime, A. er vistnok eet hermed, idet L og N er gledet sammen til et rent (dentalt) N i dette Ord ligesom i "koone" dvs. kolna, i Vestfold (Dramn, Sande, Hov).

Folsinne (oo) n. langvarig taus Vrede. Romsd.

foma (fooma og foma) v. se fuma.

"Fong f. Gjærdeved". A. Follo. Hertil: "Tofaangsgal", "Trefaangsgal", Gjærde dannet af to, tre, vandret med Mellemrum over hinanden lagte Feng´r. Smaal. Follo.

"Fonn f." A. Føn, Fl. Fæn´a Hall. (Gol). Fana m. Dramn.

fonna v.n. om Sne: danne "Fonn"; særlig naar den under Vaarsmeltningen skiller sig i fastere Snehobe; jf. fonnsliten. Vald.: "fønne". – fonna seg v. d. s. Ryf.

Fonna(r)laup n. Skred, af Sne eller Jord (Stein). Ndm.

fonnfri adj. om Sted: ikke udsat for Skred, af Sne eller Jord (Sten). Sdm. Nfj.

fonnsliten (i') adj. om Sneen, som efter nogen Vaarsmeltning ligger igjen kun i "Fonner"; oftest i n. Shl. Ryf. Tel.

fonta, fontaug se funta, funtug.

For (o’) f. Fure”. A. Fl.: Fe`ra, Sogn (Aurland: e’ el. æ) Gbr. (Vaagaa: æ).



"For (o') f. Spor = Far, Ferd. Sæt. Fl.: Fari. Se A. G. N. för, pl. farir, Reise. "Eg seer Foræ (eller Farin(e)) ette Bjønn´n".

"for adv." A. Bruges i Sammenss. med adv. og adj. forstærkende som tildels i G. N. og Nt. Ryf. Agder, Tel.: forilla, forhormelege, forvæl´, forvæn´, forfusande osv. Sjeldnere med subst., i Hard. Tel.: Forgjed´, Forlag´, Forset´.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   42   43   44   45   46   47   48   49   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə