Ivar Aasen Norsk Ordbog


Hardføre, n. haardt Føre. Hardgeire



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə63/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   59   60   61   62   63   64   65   66   ...   221

Hardføre, n. haardt Føre.

Hardgeire (Hargjeire), m. en haardfør Karl, En som taaler meget. Tel.

Hardgeitel, m. = Hardgeire. Tel. (Mo).

hardgjengd, adj. haard at gaae paa; om Veie; ogsaa om Føret. Det vardt so hardgjengt. Paa Sdm. “hargjengst”.

hardgnuen, adj. haard, voldsom (egentlig skubbende, s. gnua). Nordre Berg.

hardhalden, adj. vanskelig at holde eller underholde; omtr. som hardfostrad.

Hardhause, m. en haardfør, dristig Karl. Nordland.

hardhendt, adj. som har haarde Hænder; ogsaa: voldsom, uskaansom.

hardhjartad, adj. haardhjertet.

hardhugad, adj. dristig, uforfærdet (= hard i Hugen). G.N. hardhugadr.

Harding, m. en haardfør Karl; ogsaa En som er streng og uskaansom. Trondhjem, Nordl. (Haring). S. ogsaa Hardeng.

hardkjeftad, adj. haardmundet; dygtig til at skjælde og larme. (harkjæfta).

hardkjøtad, adj. haard i Kjødet.

hardla, adv. meget betydelig; ogs. temmelig, ikke saa ganske lidet. Efter Udtalen: hadla, Hard. Voss; harle’, Hall. halle’ (ha’le), Gbr. Mere afvigende: herle, f. Ex. “han er herle gamall”, Lister, Mandal, Rbg. G.N. hardla (egentl. hardlega). Jf. hoste.

hardleg, adj. noget haard, skarp, heftig. (harleg’e). Jf. hardsleg.

Hardleike (Harleikje), m. Haardhed; ogsaa Strenghed, Voldsomhed. G.N. hardleikr.

hardleiken (harleikjen), adj. haardhændet, uskaansom, haard at lege med. Ogs. hardleikande, Østl.

hardlendt, adj. om et Landskab med haard og stenig Jord. (harlænt).

hardlivad, adj. = seiglivad. Smaal.

hardlynd, adj. tilbøielig til Strenghed; ogsaa trodsig, stivsindet. Tel. G.N. hardlyndr.

hardlæst, adj. haard at tillaase eller oplukke; om Dør, Kiste o.s.v.

hardmalen, adj. haard at male.

hardmjelt, adj. tung at malke, om Køer. Nogle St. harmilt og harmyllt (hardmylkt). S. Mjelt.

hardmælt, adj. haardtalende, som har en haard Stemme. (harmælt’e).

hardna, v.n. (ar), 1) hærdes, blive haard. 2) blive skarp, heftig, voldsom. Alm. (harna). G.N. hardna.

hardnakkad, adj. haardnakket.

Hardning, f. Hærdelse, tiltagende Haardhed.

hardpløgd, adj. tung at pløie.

hardraadug, adj. streng, uskaansom. Hall. og fl. (harraaug). G.N. hardrádr.

hardsett (e’), adj. stivsindet, trodsig, haardnakket. B. Stift (harsett’e).

hardsjoad, adj. om et Farvand med stærk Søgang. Mest alm. harsjøa.

Hardskaving, f. en haard Prøve; f. Ex. om en dygtig Storm paa en Søreise. Me faa no sjaa, um Baaten er god, naar han kjem i Hardskavingi. (Harskavingja). Berg. Nordl.

hardsleg, adj. haard, streng, haardhjertet. “harskleg”, Tel.

hardsløg, adj. haard at slaae; om Eng hvor Græsset er haardt og stivt. B. Stift. G.N. hardslœgr.

hardsoden (o’), adj. haardkogt.

hardsokt (og hardsotta), s. hardsøkt.

Hardsott (oo), f. Sygdom af Forstoppelse, hos Dyr. Sdm.

hardspunnen, adj. haardspunden, alt for stærkt snoet; om Traad.

hardstadig, adj. trodsig, forhærdet. Hall.

hardsteikt, adj. haardstegt, haardbaget.

Hardstein, m. Hvæssesteen, Bryne. Tel. Formen er noget tvivlsom, da Udtalen kun har “Hasstein”. G.N. hardsteinn (Dipl. 4, 401. 482) synes at være det Slags Bryner, som nu kaldes “Bladstein” og udføres fra et Steenbrud i Eidsborg (i Tel.). – Hertil: Hardsteinsholk (Hassteinshokk), m. = Brynestokk. Hardsteinsslaatt, m. Skorpe som lægger sig langs Eggen af Leen. (Vinje).

hardstilt, adj. haard i Sindet, hidsig, som let gjør Alvor af Leg. Num.

hardsvævd, adj. tungsøvnet, som ikke er let at vække. “harsvævd’e”, Tel. og flere. Sv. hårdsöfd. Andre St. tungsvæv.

hardsøkt, adj. veirhaard; især om et Søstykke eller Farvand, hvor man er meget udsat for Storm og Søgang. Trondhjem, Nordl. Ogsaa i en anden Form: hardsokt (harsookt), Helg. Namd., og harsotta (ein harsotta Plass), Sdm. G.N. hardsóttr: vanskelig at komme til. Jf. søkja.

hardt, adv. 1) haardt, ubekvemt formedelst Haardhed. Liggja hardt; sitja hardt. – 2) stærkt, heftigt, voldsomt. Taka hardt paa. Stræva, strida hardt. – 3) i Forbind. “ikkje hardt”: just ikke, vist ikke. Det var ikkje hardt so myket, dvs. just ikke, langt fra ikke saa meget. “Dæ had’ ikje hart gjingje so lett”. Sdm.

Hardtak, n. en stærk Anstrengelse, en haard Prøve.

hardtalande, adj. haardtalende, som taler
høit og skarpt.

hardtolug (o’), adj. haardfør, som taaler meget. Tel. og fl.

hardtvinnad, adj. haardt tvunden.

hardtøk, adj. haardhændet, som griber haardt til. B. Stift. Hedder ogs. hardtakande. Hall.

hardugen (u’), adj. haardfør, som udholder meget. Hall. i Formen harugjen, maaskee for hardhugen, dog noget ligt G.N. hardúdigr.

Hardveder (Harveer), n. haardt Veir; især om en stærk Storm. Saaledes: Hardvedersdag, m. Hardvedersnatt, f. Ligesaa Hardvedersætt, f. om en Tilstand i Luften, som bebuder en stærk Storm. (“Harveersætt”, Nordl.). Jf. Storveder.

hardvegalt, adj. n. haardt, knudret; om Føre. Hall.

hardveld (harvelt), adj. tung, besværlig. Rommerige. Jf. veld.

hardvikt, adj. vanskelig at vende til Siden (s. vikja); om Heste. Berg. (harvikt’e).

hardvoren (o’), adj. noget haard.

Hardæva, f. haarde, besværlige Tider. Tel. (udtalt Haræva).

Hare, m. en Hare (Dyr). Afvig. Hara, Østl. Haaraa, Guldalen og fl. Hæra, Solør. Den sidste Form forudsætter et gammelt Here (e’) og er saaledes netop G.N. heri. Sv. hare, i Dial. hära, äri (Rietz 244). Et andet Navn er Jase.

Harefot, m. 1) Harefod. 2) som Plantenavn: Gnaphalium dioicum. (I Tel. Jasalamp). Strjuka med ein Harefot: tage en Ting meget lindt og løseligt.

Harefræ, s. Fuglefræ.

Haregadd, m. Harespor i Sneen. “Hæragadd”, Solør. Jf. Gadd.

Haregeit, f. en Hun-Hare. B. Stift. Paa Østl. tildeels “Harabinna”; hos Jægerne: Seta, el. Sæta. Smaal.

Harehykja, f. en ræd Karl, Kryster, Kujon. Ved Trondh. “Harahykj’”. I svenske Dial. harahuk, m. Jf. Huka.

Haremunn, m. Mund med et dybt Skaar i Overlæben. Nogle St. Jasemunn.

haremynt, adj. som har Hareskaar i Munden.

Harestokk, m. en Fælde til at fange Harer i. Østl.

harfengt, s. hardfengd.

Haring, s. Harding og Hardeng.

Hark, n. 1) Skrab, ubetydelige Ting. Jf. Harke, Herke. – 2) møisom Gang, det at noget gaar tungt eller besværligt; saaledes ogsaa et haardt Føre. B. Stift. (Omtr. som Skrangl). – 3) Svaghed, Skrøbelighed, daarlig Tilstand. Hertil en Form harka, f. Ex. “Han va komen i eit harka Føre”, dvs. i en daarlig Stilling. Nhl.

Hark, m. Rallen, rallende Lyd i Halsen. Smaal. Nogle St. Harg el. Herg (?).

harka, v.a. og n. (ar), 1) skrabe, rage. Mest i Forbind. harka i Hop, dvs. sammenskrabe. G.N. harka. – 2) gaae besværligt (især med en knagende Lyd), om Redskaber; ogsaa: slæbe sig frem, slaae sig igjennem med noget Møie. Dei harka med det same. Saaledes ogsaa: Det harkast av, dvs. det gaar paa en Maade. B. Stift. – 3) ralle, give en rallende Lyd. Det harkar i Halsen (naar Aandedrættet besværes ved Ureenhed i Luftrøret). Smaal. og flere. Andre St. hurgla, hurkla, rukla. Jf. rækja (som svarer til D. harke, Sv. harkla).

Harka, f. = Riva. Østerd. (Svensk).

harkall, adj. 1) haard, knudret, besværlig; om en Vei, ogs. om Føret. 2) skrøbelig, svag, skranten. Nordre Berg. Ogsaa i Formen harken (harkjen) og harkutt (harkett’e).

harkalt, adv. besværligt, med Møie, daarligt. Det gjeng harkalt. I Sogn harket (harkje), “da gjekk so harkje”. Ellers harkalege og harkasamt.

Harke, m. Skrab, Skrammel, forslidte Redskaber eller lignende Ting, som ere henkastede paa et Sted. Nordre Berg. (Harkje). Isl. harki. Hertil: Harkehus, el. Harkeloft, n. Pulterkammer, Rum hvor man henkaster saadanne Ting som sjelden bruges.

harkeleg (el. harkaleg), adj. skrøbelig.

harken (kj), adj. s. harkall.

harleg, s. hardleg.

Harm, m. 1) Sorg, Bedrøvelse. Trondhjem. G.N. harmr. Ogsaa en sørgelig Hændelse eller Omstændighed. Det var daa ein Harm, at det skulde ganga so. – 2) Harme, Vrede (om en billig eller vel grundet Fortrydelse, omtrent som Indignation). Mere alm. Sv. harm.

harm, adj. 1) sørgmodig, bedrøvet. Trondh. – 2) angerfuld, ærgerlig over en Forseelse. Eg er so harm utav det: jeg angrer meget derpaa, ærgrer mig derover. B. Stift. – 3) vred (med god Grund), fortørnet, indigneret. Mere alm.

harma, v.a. (ar), 1) krænke, bedrøve. 2) ærgre, fortørne, paaføre Harme. – Om et andet “hama” s. herma.

harmast, v.n. 1) ærgres, angre eller fortryde noget. (Jf. G.N. harma, beklage). 2) harmes, blive vred. Sædvanlig med “paa”. Eg heve ofta harmast paa det.

harmeleg, adj. 1) bedrøvelig, sørgelig. Trondh. 2) ærgerlig, som man maa harmes over.

harmfull, adj. harmfuld, oprørt.

Harming, f. Krænkelse, Ærgrelse. Ofte i Formen Harmelse, n.

harmlaus, adj. rolig i Sindet, fri for Harme.

harmsam, adj. ømfølende, som lettelig harmes. Lidet brugl.

harna, s. hardna. Harp, s. Hamp.

Harpa, f. 1) Harpe (til Spil). Ogsaa i en anden Form: Horpa (o’), Søndre
Berg. og fl. G.N. harpa. – 2) et Slags stort Sold (egentl. med en Bund af Traade eller Spiler ligesom Harpestrenge). Smaal. Rom. (Sv. harpa).

harpa, v.a. (ar), sælde i en “Harpe”. Ogsaa: pludre, snakke meget.

[Harpeiss, f. Harpix. (Nt. harpeus, Holl. harpuis). Jf. Kvaada.

Harpeskjel (-skjæl), f. et Slags store Muslinger (s. Øyreskjel). Ndm. (?). Budstikken 6 (1825), 789. Topogr. Samlinger 4, 270, og ellers nævnt i flere Skrifter. G.N. hörpuskel.

Harpeslaatt, m. Musikstykke, spillet paa en Harpe.

Harpespel (e’), n. Harpespil.

Harpestokk, m. Træværk i en Harpe.

[Harpun, m. s. Skutul.

Harr, m. en vis Ferskvandsfisk, Thymallus vulgaris. Hedemarken, Østerdalen. I Gbr. Horr (som synes at tyde paa et gammelt hörr, harrar?). Sv. harr.

Harre, m. Uvillie, Had. Hall.

harren, adj. haard, strid, skarp. Hard. I Neutr. “harre” omtr. som hardbeitt. Jf herren.

Harrnet, n. Garn at fiske Harr med.

harskleg, s. hardsleg.

hart, s. hardt. Harve, s. Havre.

Harver, s. Hardveder.

Hasall, Axelbærtræ; s. Asall.

Hase, m. Knæ paa Dyrenes Bagbeen; ogs. Senerne imellem Knæet og Fodleddet, Hælsener. Rbg. Tel. ogsaa i Smaal. (Hasa). Sv. has (Knæled), T. Häckse, Mht. hahse. I den største Deel af Landet ubekjendt. Jf. Høkel.

Haseband, n. Stivhed i Knæerne; en Hestesygdom. Smaal.

hasgod, adj. passende, ret bekvem. Indh. (Snaasen). Maaskee for hagsgod.

hask, graadig; s. hesk.

Hasl, m. Hassel; Hasseltræ (Corylus). Med sædvanlig Afvig. i Udtalen: Hatl, Søndre Berg., Haltl (Haltj), Sfj. Sdm. og fl., ogsaa Halt, Ork. G.N. hasl, Sv. hassel. Hertil: Hasleband, n. Tøndebaand af Hassel. Haslefeitt, n. i Spøg, om Prygl af en Hasselkjæp. Hasleholt, n. Lund af Hasseltræer. Haslekumar (u’), m. Rakler (Hanblomster) paa Hassel. (Jf. Natevise). Haslerenning, m. s. Renning. Haslerunn, m. Hasselbusk. Hasleskog, m. Hasselskov. Jf. (Nateskog).

Haslung, m. (Fisk), s. Hesling.

hass (for hans), s. han.

Hasse, m. en streng og hastmodig Person. Tel. (Landst. 782).

Hasstein, s. Hardstein.

Hast, f. Hast, Skyndsomhed. Afvig. Host (o’), Hard.

hasta, v.n. (ar), haste, skynde sig; ogsaa have Hast, kræve Skyndsomhed.

hastelege, adv. hastigt, pludselig.

hastig, adj. 1) hastig, pludselig; f. Ex. ein hastig Ende. 2) skyndsom, ivrig for at blive færdig eller komme afsted. 3) iilsindet, opbrusende.

hastmodig, adj. iilfærdig; iilsindet.

Hastraad, f. Beslutning som man fatter i en Hast.

Hastverk, n. Noget som er gjort, el. kan gjøres, i en Hast.

Hat, n. Had, vedvarende Fiendskab.

hata, n. Had, vedvarende Fiendskab.

hata, v.a. (ar), hade, have Had til. Tildeels afvig. hatra, Sogn. (Jf. G.N. hatr, n. Had). – hatast, v.n. hade hinanden.

Hata, m. (Hede), s. Hite.

hatall, adj. hadefuld (hatsam). Afvig. hotaal (o’), haataal, Tel.

hatande, adj. som man maa hade.

Hatar, m. Hader, Fiende.

hateleg, adj. hadeværdig (= hatande).

Hater (Hatr), n. 1) Krillen, Stikken; for Ex. Mygstik. Ork. (?). S. hatra. – 2) stikkende Insekter; især Myg og Fluer. Nordl. (meget brugl.). Ellers i Formen “Aater”, Indh.; jf. Aat, Ormaat.

Hatertjeld, n. et Tæppe, hvormed man søger at værge sig mod Myg om Natten. “Hatterkjell”, Nordl.

hatfri, adj. fri for Had; upartisk.

hatfull, adj. hadsk, hadefuld.

hatig, adj. fiendsk, som har Had eller Modbydelighed for noget. Han var so hatig paa det. Ogs. forhatig. B. Stift.

Hatl, s. Hasl.

hatra, v.n. (ar), 1) kløe, krille, stikke i Huden. Ork. Nordl. (jf. Hater). – 2) v.a. hade, s. hata.

Hatring, f. Kløe, Krillen (= Maur).

hatsam, adj. hadsk, tilbøielig til at hade. G.N. hatrsamr.

Hatt, m. 1) Hat, Hovedbedækning. G.N. hattr, og höttr. Eng. hat. (Et andet Ord er T. Hut, Holl. hoed). – 2) Dække over et Rør, el. desl. – 3) en liden Stak af Korn paa Ageren (omtr. som Rauk). Toten. – Hertil: Hatteband, n. a) Hattebaand; b) det øverste Neg i en “Kornhatt”. (Toten). Hattebeit, f. Hatteskygge. (Sdm.). Hattekaat, m. en lav eller liden Hat. Sdm. Hattekoll, m. Hattepuld. Hattemakar, m. Hattemager. Hattestabbe, m. Hatteblok. Hattetov (oo), n. Hattefilt.

hatta, v.a. (ar), sætte Korn i Stak eller “Hatt”. Toten.

Hatteblom, s. Blaahatt.

Hattefok (o’), n. Tummel, Forvirring, stor Skynding og Travlhed. Trondh. Nordl.

hau! interj. omtr. som “aa” el. “haa”, for Ex. hau, nei! dvs. nei, langtfra ikke. Indr. og flere.

Hau, m. s. Haug og Hug.

Hauband, s. Hovudband.


Haud (Hau, n.), s. Hovud.

Haug, m. 1) en Høi, en Forhøining paa Jorden; især rundagtig eller med afrundet Top. Afvig. Hog (o’), Sogn, Lof. Hau, Sdm. og fl. G.N. haugr; Sv. hög. – 2) en Hob, en Dynge. (Sandhaug, Flisehaug osv.). Østl. Andre St. kun om en Dynge af opkastet Jord; jf. Kjempehaug. So gamall som alle Haugar, dvs. meget gammel. (B. Stift, Tel.). Hertil mange Stedsnavne: Haug, Haugen, Hauge (Dativ, udtalt Haugje); Haugarne (forkortet Haugann, Hauan).

hauga, v.a. (ar), opdynge, ophobe, f. Ex. Jord. haugast upp: ophobe sig.

Haugbonde, m. En som boer paa et Sted som hedder Haug (Haugen); ellers det samme som Haugtuss.

Haugfolk (el. Haugafolk), n. Underjordiske; Vætter i Høiene; s. Haugtuss.

hauglagd, adj. nedlagt i en Høi; om Personer i Oldtiden (Haugalderen).

Haugstallar, s. Hogstall.

Haugtuss, m. underjordisk Mand, Vætte som boer i en Høi. (I Folkesagn). Ogsaa kaldet: Haugbokke (Haubokkje), Haugbonde, Haugbue, Hauggubbe.

haugutt, adj. ujævn, fuld af Høie eller Forhøininger; om Marker.

Hauk, n. Hujen, s. hauka.

Hauk, m. Høg (Fugl). G.N. haukr. D’er Hauk yver Hane (Ordsprog): hvor stor En tykkes at være, kan han dog træffe en Overmand.

hauka, v.n. (ar), huje, raabe. Sdm. Ndm. Ork. Ellers: hua, kaua, kauka.

haul, s. haal.

hauluka (?), v.a. tiltale skaansomt, med venlige Ord; opmuntre, lokke. Sdm. (Norddalen). Dunkel Form.

Hanna, s. Hadna. Hauora, s. Hovudorar.

haurd, adj. 1) hørt (= høyrd). 2) agtet, anseet, hvis Mening man gjerne hører. Nordenfjelds (haur’e, haur). S. høyra.

Haus, m. 1) Hjerneskal, den øverste Deel af Hovedet. Mest brugl. i de sydlige Egne. Afvig. Hause, Sdm. og Huse, i Nordl. (om Fiskenes Pandebeen). G.N. hauss. Bruges ogsaa (ligesom Skalle, Skolt, Skjelta) om Forstand el. Aandsevner. Der er Haus paa den Guten: den Karl har et godt Hoved. – 2) Hoved, Hovedstykke paa visse Redskaber; f. Ex. et Pibehoved. – 3) Nav, Hjulnav. Sæt.

Hause, m. 1) Hoved (s. Haus); ogsaa: Person med Hensyn til Evner og Kræfter. Ein god Hause: et godt Hoved; ogsaa om en som ikke let bliver svimmel eller forvirret. Hall. – 2) en liden Bjergknold. Nogle St. Haus. – 3) en Skyhob, tyk og mørk Sky. Trondh. Sdm.

Hausskaal, s. Hovudskaal.

Haust, m. (og n.), Høst, Overgangen fra Sommer til Vinter. G.N. haust, n. (ogs. haustr, m.). I Haust: i den forløbne Høst. I Fjor Haust: ifjor om Høsten. I fyrre Haust: næstforrige Aars Høst. I Haust som kjem: i tilstundende Høst. Til Haustes (Hausts): til Høsten. (I B. Stift ogsaa i Formen: til Haustanne).

hausta, v.n. (ar), blive Høst, lide mod Høsten. Det tek til aa hausta. Ogsaa: faae et høstligt Udseende; om Mark og Skov. Søndre Berg. Sjeldnere i Betydn. høste, indhøste (Korn m.m.).

Haustbeite, n. Græsgang, som kan benyttes om Høsten.

Haustbil (i’), n. Høstens Tid, eller en vis Deel af Høsten.

Haustbolk, m. = Haustbil, Haustsida.

haustbær, adj. om en Ko, som kalver (bærer) om Høsten. Haustbæra, f. en saadan Ko. (Søndre Berg.).

Haustfiske (kj), n. Fiskerie om Høsten.

Haustflaum, m. Vandflod, som indtræffer om Høsten.

hausthoggen, adj. hugget om Høsten.

Hausthold, f. Kreaturernes Huld eller Fyldighed om Høsten.

haustleg, adj. høstlig, om Veiret og om Markernes Udseende.

Haustlit (i’), m. Høstfarve, Jordens Udseende om Høsten.

Haustmaane, m. Høstmaaned (fra den ene Nymaane til den anden).

haustnæm, adj. om Jorder, som faae tidlig Høst. Lidet brugl.

Haust-onn, f. Høstarbeide, Indhøstning af Korn og Frugt.

Haustpart, m. Høst (= Haustsida).

haustpløgja, v.a. (er, de), pløie om Høsten. haustpløgd, høstpløiet.

Haustsida, f. Høstparten, Aarets sidste Halvdeel. Østl. Ellers kaldet: Haustbolk, Haustpart, Hausttal.

Haustsæter, f. Fjeldmark, som benyttes til Græsgang senest om Høsten.

Hausttal, n. Høsttid. Paa Hausttalet: ud paa Høsten. Trondh. Nordl. Jf. Tal.

hausttidd, adj. omtr. som haustbær.

Haustveder (-veer), n. Høstveir, Veir som pleier at være om Høsten.

haustvelta, v.a. omvælte Agerjord ved Pløining eller Spadning om Høsten.

Haustvinna, f. = Haustonn.

hausutt, adj. 1) ujævn, fuld af Forhøininger eller Bjergknolde. 2) ujævnt skyet, med enkelte tætte Skyhobe; s. Hause.

hautulla, s. hovndtullad.

Hav, n. 1, Hævning (af Roden “hav” i hevja). Særskilt: 1) Optrækning, Opdragning af Fiskeredskaber. Shl. “Dei drog Seien mæ kvart Hav”, dvs. hver Gang Snøret blev lettet fra bunden. (Andre St. “med kvart Kast”). Jf. Upphav. – 2) Forhøining, Halsen eller den opadbøiede
Deel paa Slædemeder og Skier. Sæt. Tel. (Jf. Brett). – 3) Hank, Haandfang (at hæve eller løfte med); saaledes om Hanken paa Bøtter (= Hevel), Sogn, Hall. Vald. Ork. Helg. Ligesaa om Hanken paa en Gryde (= Hodda), Gbr., og paa en Kiste (= Byrdel), Ndm. Ogsaa om Løkken paa en Klave (= Horvelde), Gbr. (Jf. Hev, Hevel). – Endelig findes ogs. “Hav” i Betydn. Gjærde (ved Mandal); men dette er maaskee en Afvigelse af Hag.

Hav, n. 2, Hav, Ocean. G.N. haf. Halda til Havs: stævne ud paa Havet. Det er klaart i Havet: det er klart paa Havsiden, over Havet. – Egentlig hører vel ogsaa dette Ord til Begrebet hevja (opløfte), saa at det enten hentyder til Havbølgernes Høide eller til Havets tilsyneladende Stigning i Horizonten, naar man seer det fra en vis Høide.

Hav, n. 3, Besiddelse (af hava). D’er ikkje nokot Hav i det, dvs. det har ikke noget Værd, er ikke noget til at have. Tel. Sdm. og fl. Jf. Havang.

Hav (m.), i nogle Stedsnavne med Formen Havs (Hafsfjord, Hafslo, Hafslund, Havsaas, Havsstad), er maaskee en Forkortning af Haver (Havr), G.N. hafr, som egentlig betyder Buk (caper), men ellers ogsaa har været et Mandsnavn.

hava, v.a. (heve, hadde, havt), at have. Inf. ogsaa: ha (mest alm.), haavaa, haa, Gbr. – Ind. Præs. heve (e’), sædvanlig uden “r”, Tel. Rbg. Jæd. Hard. Sdm.; forkortet: he (e’), Sdm. Ndm. hi, Trondh. (Andre St. har). Fl. hava. Konj. Præs. have (især i et Ønske). Imperativ: hav, Fl. have! Imprf. hadde (mest alm.), hade, Sdm.; ellers: hae, ha’ (havde høres ikke). Konj. hedde, hædde, Hard. høe, Tel. Supinum havt (hatt); Particip havd. G.N. hafa; hefi(r), hafdi, haft. (Konj. præs. hafi, imperf. hefdi). – Betydning: 1) have hos sig, holde, bære. Hava i Handi, paa Armen, paa Ryggen. Hava med seg, paa seg. Saaledes ogsaa om at have i Huset, i Tjeneste osv. Hava Folk, Gjester, Framande. – 2) have, eie, besidde. Hava Hus, Gard, Buskap, Pengar o.s.v. Ogsaa: faae, bekomme. Hava Takk, Æra, Skam. Hava god Løn. Hava Lika fyre Umaken. – 3) fornemme, vederfares noget (godt el. ondt). Hava godt: befinde sig vel, leve uden Savn, Hava vondt: lide ondt, føle Smerte. Hava Verk, Svide, Skjelv, Sorg, Harm, Hugnad, Gaman o.s.v. – 4) forefinde, træffe. Hava godt Veder. Hava Føre, Byr, Motvind. H. Motgang, Møda, Stræv. Hava mange mot seg, osv. – 5) bruge, anvende. Hava Mjølk til Suvl. Hava Sild til Agn. Detta vilja me hava til Foder. Ogsaa: beholde, bevare. Lat oss hava det til Helgi. – 6) føre, bringe, flytte, sætte i en vis Stilling. (Alm. og meget brugl. Ogsaa G.N. og Sv.). Hava heim: bringe hjem. Hav inn Hesten: luk Hesten ind! Hav Vatn i Glaset: hæld Vand i Glasset. (Jf. lata). Han tok Trøya og hadde paa seg (dvs. trak den paa). Hava seg ut: forføie sig ud. – 7) finde forelagt til Behandling, til Udførelse; have at udrette. Hava nokot til aa gjera. Me hava myket til aa grava endaa. Eg hadde myket meir til aa segja. – 8) være færdig med en Gjerning; have udrettet. I dette Tilfælde Hjælpeverbum, sammenstillet med Supinum af et andet Verbum; f. Ex. hava gjort, hava bygt, hava gravet; ligesaa: hava voret, faret, komet, o.s.v. – Reflexivt. Hava seg: a) upersonligt: forholde sig, være beskaffen. Eg veit ikkje kor det heve seg. b) personligt: begive sig, forføie sig. Hava seg fram: søge at komme frem; ogsaa: fremtræde dristigt, være om sig (= halda seg fram). Hava seg heim: begive sig hjem. Hava seg upp: staae op, komme paa Fødderne. Hava seg undan: forføie sig bort, gaae tilside. – Med Partikler. Hava atter: han skal faae det gjengjældt. Hava aat: a) have at udsætte paa. Kvat er det du heve aat honom? b) tugte, straffe. Dei skulde havt aat Bornom sine nokot (dvs. de skulde tugte sine Børn lidt). Nhl. Sdm. og fl. (Hertil: aathavd). Hava fram: faae frem, sætte igjennem. Hava fraa seg: skille sig ved. Hava fyre seg: have fore, bestille; ogsaa: omtale, behandle i Talen. Hava i, el. uti (ha’ ti): have fat paa, opsøge. Hava med: have at bestille med, befatte sig med. Hava paa seg: a) bære, have hos sig; ogs. tage paa, iføre sig; b) betyde, ville sige. Han veit kvat det heve paa seg. Hava upp: bringe op; ogsaa: aabne (en Dør); opløse (en Knude). Hava uppatter: optage paany, oprippe, gjentage. D’er ikkje verdt aa hava det uppatter, dvs. at oprippe Sagen, tale mere derom.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   59   60   61   62   63   64   65   66   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə