Ivar Aasen Norsk Ordbog


kvær, s. kvar, kverr og kven. kværa



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə97/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   93   94   95   96   97   98   99   100   ...   221

kvær, s. kvar, kverr og kven.

kværa, v.n. (er, te), give en svag Lyd, som naar En, som er meget hæs, forsøger at tale. Sdm. “Dæ kvære i Hals’a”. “Han va so haas’e, at dæ va knappaste dæ kværte ‘ti ‘naa”. G.N. kvara (kvára?). I Sogn hedder det: “da kveste i han” (maaskee kvæste, s. kvæsa).

kværa, s. kverra. Kværk, s. Kverk.

Kvære, m. Vorte, Knort, Ligtorn. Shl. Ryf. Den oprindelige Form er uvis.

kværstaen, s. kverrstaden.

kvæsa, v.n. (er, te), hvæse, puste; hvisle. G.N. hvæsa. Eng. wheeze. – Kvæsing, f. hvæsende Lyd.

kvæta, v.a. (er, te), stikke, nedstøde, f. Ex. en Pæl i Jorden. Tel. Jf. G.N. hvatinn: gjennemstukken (Egilsson).

Kvæv, n. Tungbrystighed, tungt Aandedræt (= Kvaav, Kov); ogsaa Snue (= Krim). Sogn, Hall. Gbr. Afvig. Kvøv, Søndre Berg. Isle. kvef. Jf. kvæva.

Kvæv, m. en liden Dal, som er omringet af Bjerge; et lavt og indesluttet Sted. Siredal, Sæt. Tel. (Fleertal Kvæver? Landst. 796). Jf. Kvelv og Kvam.

kvæv (?), adj. tilstoppet, s. kvøv.

kvæva, v.a. (er, de), 1) tilstoppe, lukke, indeslutte; f. Ex. om Fjelde som omringe et Dalstrøg og hindre Udsigten. Sæt. Tel. (hvor man ogsaa har “kvæve” for kvelva). – 2) hindre Aandedrættet. (om Sliim eller Snue); ogsaa: kvæle, dræbe ved at stoppe Aandedrættet. Østl. og Trondh. Afvig. kvøve, Østerd. (Andre St. kjøva). G.N. kvæfa: kvæle (N. L. 1, 340). Ogsaa i Formen kveva (kvev, kvavde); s. kveva.

Kvæva, f. Tungbrystighed, besværligt Aandedræt. Sogn, Vald. Rom. Ogsaa Kvæve, n. Smaal.

kvævd, part. tilstoppet; kvalt; ogs. indelukket, skummel, kvalm; s. kvavt.

Kvæve, n. Beklemmelse; s. Kvæva.

kvæveleg, adj. tung, trykkende, kvalm; om Luft. Hall.


Kvæving, f. Tilstoppelse; Beklemmelse.

kvøv, adj. tungbrystig, som ikke aander let. Østerd. Hedder ogs. kvøvd og falder maaskee sammen med kvævd.

kvøva, tilstoppe; kvæle (= kvæva). Østerd.

kvøvna, s. kvavna, kovna.

Kydlag, s. Kyrlag. (I alle de følgende Ord udtales “ky” som kjy).

kydna, s. kyrna. Kydning, s. Kyrning.

Kykling, m. Kylling; s. Kjukling.

kyksa, v.a. (ar), forvikle, røre sammen. Kyksa, f. en Forvikling, Knude, sammenrørt Masse. Tel. (Vinje). I danske Dial. Kykke: Hob, Dynge.

Kyl, m. s. Kjøl. kyl, s. kylja.

kyla, v.a. (ar), støde, stikke (?). Landst. 574. Jf. G.N. kýla: fylde, proppe.

Kyla, f. en Knude eller Hævelse paa Legemet (= Kul). Jf. Barkekyla, Blodkyla. Afvig. Kjule, Guldalen. G.N. kýli, n. Byld.

Kyld (y’), m. Kulde, m. m., see Kjøld.

kylja (y’), v.n. (kyl, kylde), kjøle, kjendes som et koldt Pust; ogsaa: blæse svagt, om Vinden. B. Stift (Hard. Sfj. Sdm.). Isl. kylja. Jf. kjøla og Kul. (Imperf. skulde egentlig hedde: kulde).

kylja (y’), v.n. (ar), brænde Kul, tilvirke Smedekul. Rbg. Tel. og fl. Forekommer ogsaa med Bøiningen: kyl, kulde, kult; Voss, Sæt. (Bykle).

Kyljar, m. en Kulbrænder.

kylla, v.a. (er, te), kappe, hugge Top eller Grene af Træer. Ryf. Rbg. Tel. Hall. Af Koll.

Kyllag, s. Kyrlag.

Kylling, f. Tophugning af Træer.

Kylna (y’), f. Tørrehuus, Ildhuus hvori man tørrer Korn eller Malt. Nordre Berg. Trondh. G.N. kylna; Sv. kölna; Eng. kiln. (Ang. cyln: en Ovn). Ogsaa i en anden Form: Kjona (oo), Kjone, Smaal. Rom. og fl. Andre St. Turk, Turkestova, Badstova.

kylneturkad, adj. tørret i “Kylna”.

Kylp (y’), m. Hank, Haandfang; især en bevægelig Hank over Aabningen paa Spande eller Bøtter. Nordre Berg. Trondh. Nordl. Nogle St. Kjølp, Kjolp; ogs. Kjelp, Helg. Isl. kilpr. Sv. Dial. kälp. Ellers Hav, Hevel og fl.

kylpa (y’), v.n. fiske med Stang (= kippa). Lister.

Kylsna, f. Grums af Kul, efterliggende Smuler af en Kuldynge. “Kjølsne”, Hall.

Kylvingseid, s. Kjevlungseid.

kymra (el. kymbra), v.n. (ar), briste ved Ophedning (om Mælk); afsætte en smaakornet Ost. Ndm. (kjømre, el. kjømmer seg). Afvig. kjemre (el. kjæmmer’ seg), Ork. (Rennebu). S. følg.

Kymre (?), n. smaakornet Ost. Ndm. (Kjymr’ el. Kjømm’er). Slægtskabet uvist.

Kymsa (Kjømsa), f. en Stymper, Klodrian. Nordl. (Vesteraalen). Jf. Kumsa.

Kyn (y’), n. Slægt, Familie. (Lyder oftest som Kjøn). G.N. kyn. Det kippest i Kynet, s. kippast. – Ogsaa: Kjøn (sexus). Mannkyn, Kvendkyn (s. Slag). Ordet er lidet brugeligt.

Kynd, f. Art, Slags. Oftest i Forbindelsen Jordkynd. B. Stift. Jf. Kynde.

kynd, el. kyndt, adj. artet, beskaffen. Brugt i Sammensætning som: godkynd, vondkynd, smaakynd. Lyder oftest: kynt.

Kynde, n. Natur, naturlig Egenskab; ogsaa: Art eller Slags (= Kynd). Hard. Hall. og fl. G.N. kyndi: Art. Ang. cynd; Eng. kind. Jf. ogsaa Kynne.

Kyndel, m. Fakkel, Blus at lyse med. Østerd. (Kynnel). G.N. kyndill: Lys; kynda: at tænde. Jf. Kvende.

Kyndelsmessa, f. Kyndelmesse, 2den Febr. Mest alm. Kyndesmøss. G.N. kyndilmessa, efter Lat. festum candelarum, dvs. Lysfesten. – Hertil Kyndelsmessknuten: den haardeste Vintertid; haardt Veir som gjerne indtræffer ved Kyndelsmesse. Kyndelsmessleite, n. Begyndelsen af Februar Maaned.

kyndug, adj. 1) trodsig, spodsk, uartig. Tel. og fl. Hedder ogsaa kyndig, Sdm. kynnaug, Østerd. Gjera seg kyndug: byde Trods, blive nærgaaende. – 2) urolig, utaalmodig (især om Børn); ogs. paatrængende, besværlig ved Klager og Tryglerie. Helg. Namd. (kynnug, kynnau). Jf. G.N. kyndugr: slu, ogsaa trodsig. I svenske Dial. kyndig: stolt, myndig, egensindig.

Kyndugskap, m. Trodsighed, Frækhed.

Kyng, m. en liden Hob, Klump, Klynge. Tel. Maaskee ogsaa: et Ryk eller Stød, s. kyngja. (Sv. Dial. kyng: Anfald, Dyst).

kyngja, v.n. (er, de), 1) bøie og strække Halsen, saasom for at svælge noget; ogsaa: svælge langsomt og med Møie (som naar man æder tør Mad). Nordre Berg. Isl. kingja. – 2) give en bævende eller ligesom bølgende Lyd. (f. Ex. om en Klokke); dirre, vibrere. Tel. (Vinje).

kynna, v.a. (er, te), kundgjøre. Brugt i Formen forkynna (ogsaa forkynda). Jf. vaarkynna. G.N. kynna (til kunn, adj.). Fortjente at komme mere i Brug.

kynna (tærske), s. kyrna.

Kynne, n. 1) Kundskab, Viden (?); s. Kynnehus og Heimkynne. G.N. kynni: Bekjendtskab osv. – 2) Egenskab, Eiendommelighed. Gbr. Guldalen. D’er eit undarlegt Kynne med det: det har en særegen Art, gjør et besynderligt Indtryk. (Guldal). – 3) Sindelag, Gemyt. (Jf. Ukynne). Gbr. Falder nær sammen med Kynde. G.N. kynni: Natur. Sv. kynne: Sind.

Kynnehus, n. Sted som man besøger forat høre Nyheder, og deslige. Der hadde han sitt
Kynnehus: derfra havde han sine Efterretninger. Nedenæs.

Kynning, m. Slægtning, el. Bekjendt; see Kunning. Ogsaa en Form af Kyrning.

kynnug, paatrængende, s. kyndug.

kynt, s. kynd og kyrnt.

Kyr, f. en Ko, s. Ku.

Kyrfoder, s. Kufoder.

Kyrke, m. en Standsning eller Tilstoppelse i Svælget; det Tilfælde at Maden ikke vil glide ned. “Kjørkje”, Nordl.

kyrken, el. kyrkjen, adj. 1) trang, knibende, som klemmer eller indsnører Legemet. Nhl. – 2) tør, haard, vanskelig at svælge; om Mad. Sdm. Gbr. og fl. Jf. koken, kjøkjen. Ogsaa om En, som har Møie for at svælge. Jf. kyrkna.

kyrkja (y’), v.a. (er, te), 1) knibe over Struben (Kverken). B. Stift. Ogsaa: kvæle, men hedder i denne Betydning oftere kverka og kverkja. G.N. kyrkja, kvirkja (til Kverk). Lidt forskjelligt fra kvæva og kjøva. – 2) klemme, tilsnøre, knibe over Legemet; om Klæder, Baand eller Sæletøi. Søndre Berg. Jf. strupa (strypa). – 3) svælge med Møie, eller egentl. drive i Svælget. Kyrkja i seg Maten: æde langsomt og med Besvær (nemlig naar man kun har tør Mad uden Suul eller Vædske). Nordre Berg. Particip (?) kyrkt (kyrrt), i Forbindelse eta seg kyrkt, dvs. gjøre uheldige Forsøg paa at svælge, faae Maden fast i Halsen. Hall. Hertil Kyrke, kyrken, kyrkna.

Kyrkja, f. Kirke; Tempel. Afvig. Kirkja, Nordre Berg. og flere, ogsaa Kjørkja, Kjørke, Smaal., Kjerka, ved Trondh. Sv. kyrka; G.N. kirkja, Ang. cyrice, cyrce, som udledes af Gr. kyriakos: Herren tilhørende, el. tilegnet.

Kyrkje-aalmuge, m. det forsamlede Folk ved en Kirke.

Kyrkjebakke, m. Samlingsplads ved Indgangen til en Kirke.

Kyrkjebaat, m. Baad med Folk, som reise til eller fra en Kirke.

Kyrkjebok, f. Bog som tilhører en Kirke; ogs. Kirke-Psalmebog.

kyrkjebær, adj. passende at bruge i en Kirkeforsamling; især om Klæder. “D’æ ikkje kirkjebært”, Sfj. Sdm.

Kyrkjebøn, f. Kirkebøn.

Kyrkjedag, m. en Dag til Gudstjeneste.

Kyrkjeferd (-fær), f. Kirkereise.

Kyrkjefolk, n. Folk som ere samlede ved en Kirke, eller paa Veien til Kirken.

kyrkjefør, adj. i Stand til at besøge Kirken.

Kyrkjegang, m. Kirkegang.

Kyrkjegard, m. Kirkegaard; Gravsted.

Kyrkjegods, n. en Kirkes Eiendom.

Kyrkjehelg, f. Helligdag med Gudstjeneste.

kyrkjekjær, adj. flittig til at besøge Kirken.

Kyrkjeklæde, n. Helligdagsklæder. Særskilt Kyrkjeklut, m. Kyrkjeplagg, n. og fl.

Kyrkjelag, n. Selskab af Kirkefolk.

Kyrkjemund, n. Tid til at gaae i Kirken.

kyrkjen, s. kyrken.

Kyrkjesed, m. Kirkeskik.

Kyrkjesokn (oo), f. Kirkesogn; Menighed.

Kyrkjestova (o), f. Samlingsstue ved en Kirke. Nordl.

Kyrkjetuft, f. Grund under en Kirke.

Kyrkjeveg, m. Vei til en Kirke.

Kyrkjeverja, f. Kirkeværge.

Kyrkjevigsla, f. Kirkevielse.

kyrkna, v.n. (ar), blive tilstoppet i Halsen eller Svælget, have Møie for at svælge; ogsaa kvæles (= kverkna). Nordre Berg. Jf. kyrkja.

Kyrlag, n. et Antal af sex Stykker, en halv Tylvt. Mest om Smaafæ; i Spøg ogsaa om Mennesker, især Børn. Sogn, Nhl. i Formen Kydlag og Kyllag. Skal egentlig være sex Faar, betragtede som lige Eiendom imod en Ko (Kyr). G.N. kýrlag: Værdie for en Ko.

kyrmast (y’), v.n. (est, dest), lide af Beklemmelse eller Trykning for Brystet; ogsaa af Uorden i Maven. Sdm. Hertil: Kyrming, f. eller Kyrmelse, n. Beklemmelse, indvortes Svaghed.

Kyrmjelte (yy), m. den Mælk, som man paa een Gang faar af en Ko. Hedder ogs. Kyrsmjelte. B. Stift.

kryna (y’), v.n. (er, te), 1) modnes, udvikle sig til Korn (= mata); om Sæden paa Ageren. Vald. i Formen kydne, af Korn (Kodn). – 2) v.a. tærske paany, omtærske Korn for at rense det fra vedhængende Avner eller Snerper. “kynne”, Smaal. Sv. körna (Rietz 347). Andre St. tina.

Kyrne, n. Kornsæd (?), s. Hummelkyrne.

Kyrning, f. Modning, det at Kornet faar Kjerne. Vald. (Kydning), Hedemarken (Kynning).

Kyrning, m. Kjertel i Steen (= Eitel, Tyta). Hard. Shl. (udt. Kydning). Af Korn.

kyrnt, adj. 1) moden, udviklet til Korn. Hall. Vald. (udtalt kynt). Ogsaa om Nødder og anden Frugt, tildeels i Formen “kint”, som falder sammen med kirnt. – 2) kornet, kornformig; ogsaa kjertlet, om Steen. I Sammensætning som storkyrnt, smaakyrnt (udt. kynt).

kyrr, adj. stille; s. kjørr.

kyrt, tilstoppet, s. kyrkja.

Kyrtel (y’), m. = Kjole. (Landst. 106, 539).

kyrva (y’), v.a. (ar), omsvøbe, s. kjerva.

Kyrving, f. Barnesvøb, s. Kjerving.

kys, s. kjosa. – Kysa, s. Køysa.

kysen, adj. puklet, krum, krogrygget (= kusryggjad). Ork.

kyssa, v.a. (er, te), kysse. – Kyss, m. et Kys. Kyssing, f. Kyssen.

kyta, v.n. skyde frem; s. kuta.


kyta, v.n. (er, te), 1) skjende, mukke, give onde Ord. Han kytte paa oss. Hall. Buskr. (Isl. kítast: trætte). – 2) skryde, prale, gjøre sig til af noget. Tel. Østl.

Kyta, f. 1, Skryderie, store Ord. Hall. Buskr. (Mest i Fleertal).

Kyta, f. 2, Bugle, fremstaaende Fold eller Rynke; især om Kjødbugler paa en fed Krop. Han er so feit, at det heng Kytorna. Nhl.

Kytar, m. en stortalende Person. Østl.

Kytel, m. en Træ-Kniv, tilspidset Træskive, hvormed man flækker Bark af Træ. Indh. Oftest Kyttel, dog ogsaa Kjutul. I svenske Dial. kytte, kute, om et lignende Redskab. Isl. kuti: cultellus (Haldorson). – I Namd. hedder det Tykkjel.

kyten, adj. stortalende. Østl.

Kyting, f. Skjenden; ogs. Skryderie.

Kyting, m. en liden Griis; ogsaa om Smaadrenge. Indh. (Snaasen).

Kytord, n. Skjend, onde Ord. Hall.

Kytt (paa en Lee), s. Tjo.

kyva, v.a. (er, de), nedtrykke, bøie ned, el. egentlig afstumpe, af Kuv. Ryf. og fl. Kyva seg i Hop: bøie Hovedet mod Brystet. Kyva Øyro: slaae Ørene ned, om Dyr, især Heste. Hard. – Ogsaa v.n. være afstumpet, være indbøiet oventil, om Kar, Kurve og deslige. Sdm. og fl. Andre St. kuva.

kyven, adj. indbøiet, indkneben.

Kyvetak, n. et Tag, som gaar skraat ned paa alle Sider, eller som ikke har noget Gavl. Sdm.

Kyving, f. Nedtrykning, s. kyva.

kæla, s. kjæla. – køla, s. kjøla osv. Ogsaa i de følgende Ord udtales “køy” som kjøy.

køyast, v.n. væmmes, kløge (= klia). Trondh. (Selbu), i Formen kjøyes. Dunkelt Ord. I svenske Dial. köjäs, keja.

Køyl (kj), m. en Pyt, liden Samling af Vand eller Vædske (= Dam, Søyla). Hard.

Køyla, f. Rende, Kanal; s. Keila.

Køyna, f. en Blegne, Blære med Svulst (= Kveisa). B. Stift. Af Kaun.

køynutt (kjøynet), adj. fuld af Blegner.

køypa, v.a. (er, te), kjøbe; s. kaupa.

køypeleg (?), s. kjæpeleg.

Køyr, m. Drivning, stærk Paaskyndelse. Faa Køyr: blive dreven til at gjøre noget. Nogle St. Kjør.

køyra, v.a. (er, de), 1) drive, støde, stikke. Køyra ei Flis inn i Fingren. Det var so saart, som ein hadde køyrt ein Kniv inn i. Nogle St. kjøre. G.N. keyra. – 2) drive, paaskynde, tvinge. (Sv. köra). Køyr honom til aa skunda seg. Køyr deim heim-atter: jag dem hjem. Køyra paa: haste, skynde paa. – 3) age, kjøre med Hest. Køyra Høy, Timber, Stein, Mold osv. Køyra seg: age, reise i Vogn eller Slæde. Køyra Isen: kjøre paa Isen. Køyra Jord: pløie. (Østl.). – I Bergens Stift og nordenfjelds har Ordet en egen Bøining: kjøyre(r), kjaurde (kjaure), kjaurt. (Ligt høyra). Saaledes ogsaa Particip: kjaurd (kjaur’e, kjaur).

køyrande, adj. passende til at kjøre; ogsaa: tjenlig at kjøre paa; om Veie, Broer eller Iis. Isen er ikkje køyrande. Som adv. drivende, el. kjørende. Han kom køyrande med deim.

Køyrar, m. en Kjører, Kjøresvend.

køyrd, part. dreven, jaget; kjørt. Afvigende kjaurd, s. køyra. Hertil: avkøyrd, innkøyrd, uppkøyrd og fl.

Køyre, n. Fart, Løb uden Standsning. Det gjekk i eitt Køyre. “Kjøre”, Østl.

Køyrebunad, m. = Køyregreida.

Køyreføre, n. Føre at kjøre paa.

Køyregreida, f. Kjøreredskaber (Slæder, Kjærrer, osv. ogsaa Sæletøi). Mest alm. Kjøyregreia. Ogsaa kaldet Køyrebunad og Køyrety.

Køyreskeid, n. Kjørebane; ogs. et Stykke Vei at kjøre. (Kjøyreskjei).

Køyresvein, m. Kjøresvend, Kudsk. Hedder sædvanlig Køyrslegut.

Køyreveg, m. Vei at kjøre paa.

Køyring, f. Drivning, Jagen; Kjørsel.

Køyrsla, f. Kjørsel, Agning; ogs. Drivning. – Køyrslegamp, m. Hest at kjøre med. Køyrslegut, m. s. Køyresvein. Køyrsleveg, m. Kjørevei.

Køysa, f. 1, en Hun-Kat (=Kjetta). Trhj. Sdm. (kjøyse). Afvig. Kjøsa, Kjøs’, Ork. Nærmest af Kause.

Køysa, f. 2, et Slags rundagtig Hue eller Hovedbedækning for Kvinder. Sfj. Sogn, ogsaa i Nordl. Paa Østl. Kysa, om et andet Slags Hoveddække. Kyse er ogsaa dansk.

køyseleg, adj. struttende, vid og bred; om Klæder; ogsaa: prunkende, pralende. Gbr. (Lom).

Køyserygg, m. Katteryg. “Gjere Kjøyserygg”: bøie sig sammen. Sdm.

Køysety, n. Tøi til en Hue. Sfj.

Køyta, f. 1, en liden Sump; ogsaa en Vandpyt, Dam, Mølledam. Inderøen. (G.N. keyta: Sump). I Ork. Kjøta (Myrkjøta) om Kanten eller Bredden af en Sump. I Nordl. Kjøyta, om en Dynge eller Masse (?).

Køyta, f. 2, en Skovhytte, et Telt af Grankviste eller Løvgrene. Tel. (Kjøyte). Jf. Kot og Kota. I Østerd. Koia (Koie), om Finnernes Telte. Sv. koja: en Hytte.

Køyta, f. 3, en Benævnelse paa omflakkende Kvinder, f.Ex. Finnkjøyta. Indh. Andre St. Tøta, Tytta.


L.
La, n. s. Lad. – la, v. s. lada og lata.

la, for lagde, s. leggja.

Labb, m. Lab, Fod; især paa Klodyr, som Kat, Hund o.s.v. Labbar, pl. ogsaa om Haarsokker (= Loddar, Raggar).

labba, v.n. (ar), sokke, traske, gaae skjødesløst. – labbande, adv. gaaende. Han kom labbande.

Labbank, m. Tværslaa, f. Ex. paa en Dør (= Oke, Norve). Rommerige. Dunkelt; jf. Sv. banke: Tværslaa (Rietz, 22).

labbelendsk, adj. (i Spøg) om et uforstaaeligt Sprog; kaudervælsk. Sv. labbeländska. (Maaskee for lapplandsk).

Labberdus (uu), m.. Dask, Næveslag. Nordre Berg. (Dunkel Form).

[Labeita, f. Knibe, Forlegenhed (= Beit). Hall. (T. labét, efter Fr. la bête).

Lad, n. 1) en liden Væg eller Muur; et lavt Steenlag, saasom paa Siden af et Ildsted. Omnlad, Peislad; Hornlad, Grunnlad. Jf. Bjorlad. G.N. hlad. – 2) Ladning, som i et Gevær; Ladningsmaal til et Skud. Tel. og fl. (i Formen La). Jf. Fyrelad. – 3) en Stabel, en ordentlig oplagt Hob. Bordlad, Hunelad, Vidarlad, Næverlad. Mest i de nordlige og vestlige Egne. Tildeels med Fleertal Lod (o’), Lo’. (B. Stift). – 4) et Hovedsmykke, en Krands med Guldtraad, Løvværk el. lignende, brugelig til Brudepynt. Sæt. Tel. (La, Brurela). G.N. hlad, et Slags Smykker. Sv. Dial. la(d): Silkebaand.

lada, v.a. (er, de), 1) lade, lægge Ladning i (et Fartøi; ogsaa i Gevær). – 2) opstable, lægge lagviis, el. i et “Lad”. – 3) indlægge Korn i en Lade. Ogsaa v.n. indhøste, indbjerge Aarets Afgrøde. Ryf. Jæd. Mandal og fl. – Inf. hedder mest alm. la, afvig. laadaa, Indh. Ork. og laa, Gbr. (G.N. hlada). Bøiningen er mest alm. la’r, ladde, ladt; men skulde egentlig være: led (e’), lod, ladet (G.N. hled, hlód, hladit). I Stedet for lada bruges dog paa nogle Steder: ledja (led, ladde), eller ladda (ar), eller det afledede løda (er, de).

Lada, f. en Lade; s. Løda.

Ladberg, n. en flad Klippe ved Søen, hvor Fartøier kunne lægge til og indtage Ladning; en naturlig Brygge. Sdm. og fl. (Laberg).

Ladd, m. Oversok, Haarsok. Smaal. og fl. Hedder ogsaa Lodde (Loddar), Rbg. Tel. Andre St. Labb, Lugg, Leist, Raggar. I Hall. Ladd, om en Tøffel eller Sok med Lædersaale. (Sv. Dial. ladder, läddor). Ladd bruges ogsaa om Personer; maaskee En som gaar plumpt (sokkende), s. ladda. Jf. Tusseladd, Oskeladd. (Eng. lad: Dreng).

ladd, adj. ladet, forsynet med Ladning. Particip til lada og ledja.

ladda, v.a. (ar), lade, lægge Ladning i (Fartøi). Trondh. Nordl. Jf. lada. (Sv. ladda).

ladda, v.n. (ar), gaae med Sokker eller Tøfler (Laddar); tøfle, sokke. Hall.

Lade, s. Løda.

Lading, f. Indtagelse af Ladning. Ogsaa om Indbjergning af Korn. Mandal og fl.

Ladning, f Last, Ladning i Fartøi.

Ladstad, m. Ladested, Ladeplads.

Ladstein, m. Grundsteen under et Huus, Hjørnesteen. Nordl.

Ladtein, m. Ladestok til et Gevær.

Ladvid (i’), m. Favneved, kløvet Ved til Brænde. Smaal. og fl. (La-ve). – Ladvid-kubbe, m. en afhuggen tyk Træstump. (Lave’kubbe).

Laft, f. Hjørne i en Træbygning; det Punkt hvor Stokkene ere sammenfældede i Hjørnet. Søndenfjelds. G.N. laft, n. Andre St. Nov (o’). I Gbr. er Laft den indvendige Deel af Hjørnet (Navehogg), og Nov den udvendige Deel (Navehovud).

lafta, v.a. (ar), sammenfælde Tømmerstokkene i Hjørnet af en Bygning (= nava). Østl. Ogsaa med Omlyd: lefta (er, e), Tel. Rbg.

Laftestein, m. Hjørnesteen. Hall.

Lag, n. 1) Leie, Hvilepunkt; Sted hvor noget ligger eller kan lægges. Især om et Fæstepunkt paa et Redskab (f. Ex. et Hjul), hvori man kan sætte en Stopper og derved stille Redskabet efter Behag; saaledes paa en Væverbom (Rivlag), paa en Kjedelkrog (Skjerdinglag), i en Lampekjæde (Kolelag), og deslige. – 2) en Lægning, noget som lægges paa eet Sted, eller paa een Gang. Mest i Sammensætning, som Framlag, Ilag, Umlag, Millomlag, Underlag. Tildeels om en Deel eller Mængde med en vis Værdie; saaledes Marklag og Mællag (Jordskyld); jf. Kyrlag. G.N. lag: Værd, Priis. – 3) en oplagt Hob, en Stabel (= Lad), f. Ex. af Ved. Hall. Gbr. og fl. – 4) en jævnt udbredt Masse; et Lag, en Schicht. Søndenfjelds. Ellers lidet brugl. da det sædvanlig hedder Flo. – 5) en Række, Rad, Kreds; f. Ex. Berglag (Klipperække), Aaslag, Bakkelag, Ufselag; Kvistelag. Jf. Bygdarlag, Tinglag. Nogle Steder ogsaa: et Kuld, f. Ex. af Fugleunger. Num. Trondh. Ellers kaldet Legde, Føde, Bøle. – 6) Lav, Selskab; Følge. (Sv. lag). Halda Lag: holde Selskab. Leggja Lag: slutte sig sammen til Selskab, el. til et Foretagende. (Hedder ogsaa: slaa Lag). Brjota Lag: adskille sig; fraskille sig. Vera i Lag: holde Følge, være sammen,
Ogsaa om et Laug, en Forening, Corporation; f. Ex. Skræddarlag, Bakarlag osv. Tildeels med Fleertal Log (o’). Søndre Berg. – 7) Forbindelse, Samkvem, Omgang. (G.N. lag). Hava Lag med nokon. Ho hadde havt Lag med honom. Ogsaa med Begreb af Fællesskab; f. Ex. fiska i Lag. Jf. Samlag, Hopelag. – 8) Orden, stadig eller vedvarende Stilling. Koma i Lag: komme i Orden. Standa ved Lag (el. med Lag): vedvare, holde sig uden Forandring. Halda ved Lag: holde vedlige. Koma av Lage: komme af Lave, i Uorden. (Gammelt Dativ; sædvanlig udtalt: Lagje). “Dæ kann snart laupe aa Lag”: det kan let hænde, Sagerne kunne let stille sig saaledes. Sdm. – 9) Forfatning, Skik, Tilstand. Det fekk eit annat lag: det fik en anden Skik, det gik paa en anden Maade. Det er i godt Lag: i god Stand. Jf. Ulag, Ovlag. – Ogsaa: Sind, Stemning, Lune. Han var i beste Laget sitt (el. i Godlaget). – 10) Natur, Art, Egenskab. Fisken heve det Laget, at han søkjer mot Straumen. Det heve eit undarlegt Lag: det gjør et besynderligt Indtryk, det har noget særeget ved sig. – 11) Maneer, Maade, Skik. Han heve godt Lag til Arbeidet. Jf. Gangelag, Fotlag, Handlag, Augnelag. Ogsaa: Greb, Færdighed, Øvelse (i en Kunst). Faa Lag paa Arbeidet. Det vil vera eit Lag med alt. “Faa Lag paa” betyder ogsaa at faae Kundskab om, el. komme paa Spor efter noget. Eg fekk ikkje Lag paa, kvarhelst han var. Nordre Berg. – 12) Grad, Maal, Maade. I sedvanlegt Lag: i passende Grad, som sædvanligt. So paa Lag: saa omtrent. Yver Laget: overmaade. Til Lags: tilpas, til Maade, efter Ens Ønske. D’er vandt aa gjera honom til Lags: det er vanskeligt at gjøre ham tilpas, at gjøre det saa at han er fornøiet dermed. (Sv. til lags). Ordet forbindes ofte med et Superlativ for at betegne en høi Grad, eller noget som er lidt mere end passende; f. Ex. i grannaste Lag: vel tynd, næsten alt for tynd. I tjukkaste Lag: næsten for tyk. I mjukaste Lag: næsten for blød. I hardaste Lag: lidt haardere end man ønskede. Saaledes ogsaa: i meste Lag (næsten for meget); i minste, snaraste, lengste, seinaste, tidlegaste Lag, o.s.v. (Ligesaa i Svensk). Jf. lagom. – I nogle Ord, som støtte sig til en skriftlig Brug, nemlig Lagrett, Lagverja, Lagmann, Lagting, har Lag Betydningen: Lov (Regel), som ellers har en anden Form: Log (o’), f. Ordet udgaar egentlig fra Roden i liggja (Imperf. laag, oprindl. lag), men slutter sig i de fleste Betydninger nærmere til det afledede leggja (lag-de). Jf. Loga.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   93   94   95   96   97   98   99   100   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə