A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


klysa (yy) v.n. (er, te), spytte "Klyse". Ryf. Klysa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə95/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   91   92   93   94   95   96   97   98   ...   219

klysa (yy) v.n. (er, te), spytte "Klyse". Ryf.

Klysa f. Klak osv. A Kløyse, Follo, Oslo. "Snørkløyse". 3) Luftblære; f. Eks. Sæbeboble. ISogn, Hall. 4) = Vase, af Fiskegarn. Ryf.

klysutt adj. 1) fuld af "Klysor"; se d. 2) om Lufthimmelen: fuld af spredte Skyer. Ndm.

Klyv (y') f. et Par af Neg, anbragte paa hver sin Side af Stavren. Ma. (Bjelland).

Klyvar (yy) m. en særdeles dygtig Karl = Kluvar, Kløyvar. Trondh.

Klyvbere (y') m. Kløvsadel = Klyvbar. Klyvberi, VTel. (Vinje og fl.); Klyvber, Ryf. (Suldal); Klybbør og Kløbbør, Ryf.; Kløbbar, ØTel. (Sauar), Klubbar, ØTel. (Bø), Vestfold. Isl. klyfberi. – Klubbarkrøkle f. se Krøkla.

klyven (yy) adj. tilbøielig til at klyve, klatre. "Geita æ klyvin". Namd.

klyvfata (y') v.a. = ljofata. Tel. (Mo), SætV.

"Klyvfisk m." A. Klø(f)fisk, Romsd. Shl.

"Klyvfot f." A. SætV. Tel. (Mo, Moland).

"klyvja v.a." A. 2) halvtørre Torsk ved en Anbringelse som minder om Klyvjing. Shl.

Klyvkjessa f. = Klyvmeis. Nhl. Voss.

Klyvreid n. = -reide. Tel. Sogn, Vald. (f.).

Klyvstyd f. kløftet Stook til at støtte Kløven op med. Sogn: klyvstøtt. Hard.: -stytta.

Klyvteina f. = Klyvmeis. Hall. Klyvsteine f. Vald.

Klædsl(a) f. Beklædning, Dragt. Berg.

klæja v.a. (ar), klø = klaa. Vestfold, Romsd.: klæie. – kleie seg, klø sig, skubbe sig. Rbg. og fl. "Æ de eg du kleiar deg paa, ska du snart faa styvt deg!" Se A. Hvor klæja er v.a. bruges klaa kun ueg.: mishandle.

klødd adj. 1) forsynet med Klør. 2) vel udrustet; flink til at klare sig; begavet. Nhl. Shl. Voss, Hard. Ryf.

"kløkk adj. myg, blød". A. Hall. Hard.

"kløkka v.n. 1) upers." A. Særlig: føles som en "Klukk", et Sting osv. se d. VAgder. – klekke, klekk(r), klakk, klukk(j)e og klökki Tel. Vestfold, Oslo (Asker). I Tel. (Vinje) ogsaa klokk i Imperf.

"kløkken (kj) adj. følsom". A. 2) let at forknytte, let at støde, let forsagt; ømfindtlig. Ndm. Romsd. og fl. 3) ikke stærk; ved liden Magt, ogsaa Pengemagt. Gbr. (Lom). 4) kjælen = kløyen. NGbr. Jf. kløkk.

kløkkja el. klykkja v.a. (er, te), klække, udruge. Stjør. Fosn og fl.

"kløkkjast v." A. 2) ynkes. Hall. Vald.

kløkksaar adj. let at støde, bedrøve el. forknytte = kløkkjen. Gbr. (Øyer), Hard. (Ulls.).

Kløna f. og Kløne m. yderst ubehændig og lidet foretagsom Person; Klodrian; Stymper. Gbr. Trondh. Oslo (Aker, Bærum). – kløne v. klodse, kludre. Oslo. – Kløning f. det at kløna. Oslo. – klønutt adj. yderst ubehændig osv. Gbr. Trondh. Oslo. – Jf. (?) Sv. Dial. klyna, träklubba.

"kløna v.a. (er, te)". A. 2) "kløna til seg", klore, skrabe el. grave til sig. Land, Modum, Hall. Vald. Nfj. og fl. "kløna seg fast", hugge, hænge sig fast. Sogn, Nhl. 3) klatre, Sogn. "Kløna i Bergje", "kløna seg upp igjøno".

klønen adj. 1) tilbøielig til at kløna, klore. Namd. og fl. "Katt´n æ klønin". 2) flink til at skrabe til sig; stræbsom; nærig. Land osv. "Klønin um se". "Klønin aa krafsin". 3) flink til at klatre. Sogn, Hall.

klønig adj. flink til at hugge sig fast og klatre; ikke let at blive kvit, = klønen. Sogn (Aurland, Aardal).

Klør n. en svag, kjælen Stakkel; Stymper til at arbeide. Ndm. Ogsaa Krøl. Jf. kløra. NSvenske Diall. klor(a), gå sakta; klorig, sjuklig. D. Diall. klør, Klods.

kløve se kliva, kluva.

Kløvr (Kløv´r) m. en rask og vakker Karl. Sogn (Borgund). Lyden er den samme som af Kaartfarven.

"kløya v.n. (ar), kludre". A. 2) være slap i Grebet; tage slapt Tag; holde upaalideligt. Tel. (Mo, Vinje, Raul.). "Du hell´e so ustøtt, du æ so kløyen", adj.

kløyhendt adj. slap i Hænderne = kløyen. Tel.

kløyra seg v. krympe sig, grue sig af Blødagtighed. Vald. (Bagn, NAurdal).

kløyren adj. 1) kjælen, blødagtig". A. Vald. Sogn. 2) kræsen, især af Svaghed. Sogn.

kløyrig adj. som lidet taaler. Sogn?

Kløyse f. se Klysa.

Kløyv m. og f. Kløvning, Skille; f. Eks. i Haar, i Steenbrud. Oslo; Smaal. (Id): Kløv.

kløyv adj. 1) istand til at kløve. Namd.? "Øks´a æ kje kløyvd". 2) kløvelig, som lader sig kløve. Helg. Namd. Innh. Ndm. Sæt. "Han æ kji klaayv´e, denni vrantne Kubben"; Sæt.

kløyv adj. 2. flink til at klatre. Dal. Ryf.

Kløyva f. heldig Affære = Kaup. Ryf.

Kn. Se A., under Knabb. – Saa langt mod Øst som i Tuddal i ØTel. skal kunne høres hos de Ældre "Niiv" og "nyyte" for "Kniiv" og "knyta". Længere østligt gaar kn paa mange Steder over til hn og (h)ngn (Hall. og fl.). "Hngnee" For Kne (Nes i Hall.). Imellem K og N udvikler sig, synes det, undertiden en R-Lyd, enten med A foran sig eller med den følgende
Vokal foregreben. Saaledes: karnabbast, karnappast = knabbast, knappast; karnuvast = knuvast; kornoos(s)e seg = knoose sei (se dog godnossa); kornoteleg = knoteleg (o'), knateleg. (Knevle, Knefle, knefta = karnefle; dette tør dog være udviklet under Paavirkning af T. Diall. karnuffeln, -nüffeln, -niffeln, kaniffeln = knuffeln, knuffen. Jf. Karninchen = Kaninchen). Ligesaa i Sv. Diall.: karnabbas = knabbas. I Eng. Diall.: cornub = knub dvs. knubba. Se Gn.

Kna n. = Knoda f. se d. Fosn (Hitra).

kna-a v., Kna-aa f. se knoda, Knoda.

Knabb n. Dyst. Se knabbast.

knabba v.a. og n. (ar), 1) gribe raskt. Hall. "Han knabba dæ tee se". 2) æde raskt. Tel. Hard. Se A. 3) faa Bugt med. Østerd. NGbr. Voss, Nhl. Sogn (dræbe), Tel. (dræbe, slagte).

knabba v.n. "k. til", bli Knabbe, bli knabben adj. dvs. fast og stærk men ei stor. Li.

knabbast 1) v. recip. drages eller brydes længe; holde hinanden Stangen i Styrkeprøve. Sogn, NGbr. Jf. knappast, karnabbast, karnappast. Se Kn. – 2) v. impers. blive vanskeligt, holde haardt. Sogn. "Da ska knabbast" = stritast. Ogsaa: "Dæ kann knabbas(t) oom mæ dei", de er omtrent jævnstærke, jævngode = "dæ kampast mæ dei", "dæ kann huttast (kultast) um mæ dei". Tel. (Selljor, Aamotsdal). Ogsaa: "Dæ kann vera Knabb oom mæ dei" = Hutt um. Tel. (Sell. Aam.). – Knabbetak n. = Kampetak. Sogn.

Knabbe m. ikke stor men velvoksen fast og kraftig Karl; ogsaa: Gjennemsnitskarl, omtrent = Kult, Skult. Tel. Li. Hard. Vel eg. eet med "Knabbe, Knold", A. Oftere som adj. (Genetiv) eller endog adv.: gjennemsnitlig. Tel. Sæt. Li. Ryf. "Ein Knabbe Kar, Hest". "Eit Knabbe Dagsarbei". "Dæ’ Knabbe kalt", gjennemsnitskoldt. Tel. (Moland og fl.). (Christie: "ein knabbe Fante", saa omtrent en Fant).

knabbeleg adj. middelsstor, velvoksen og kraftig. Sæt. – knabben d. s. Li. Shl. NGbr. Se knabba (til).

knada se knoda.

knadra adj. stødes el. rystes henad Ujævnheder, f. Eks. en frossen Vei's. Ned. (Vegaarsheid). – knadren adj. om Vei: haard og ujævn, knudret. Ned. Jf. knaldren.

Knadrehoste m. en liden tør Hoste. Ma.

Knag n. Besvær, Møie = Gnag, Mas. Ryf. Røldal. "Dæ kjæm Knageda(g)e ette Bageda(g)e". Dal. Jæd. Til knaga, se gnaga.

knagar m. Gnier. Vald. og fl.

knage adv. hinderligt, besværligt = traatt. Ryf. Jæd. "Dæ gjekk knagje".

knaggvind adj. om Leeskaft, hvis Knagger staa skjævt, "vindt", mod hinanden. Rbg.

knagla v. skjære klodset og meningsløst. Stjør.

Knakar m. en svær Storm. Shl.

Knakse m. 1) Bjergknold = Knatt. Smaal. (Rygge). Knaks d. s. Smaal. – 2) en dristig og dygtig Karl = Hause; ogsaa = Kakse. Tel. Ned. Hertil maaske "Knagse" A. Jf. knøk; NSv. Dial. knak dvs. rak styf.

?knala v. lyde stærkt. "Langeløurn knalar i Liiane". Rbg. (Aamlid). Ubekræftet.

Knaldr m. Horntap. Sogn (Fjærl. Sogndal).

knaldra v.n. 1) gnave møisomt og med stærk Lyd paa noget haardt. Shl. (Strandebarm, Etne). "Kvelp´n knaldra paa Kjepp´n". 2) gnide, skubbe. Tel. (Bø). "Knaldre aa gnuldre". 3) knurre, gnave = gnaa. Tel. (Bø, Lunde, Sauar). Jf. gnaldra, knallra, knelta. Sv. Diall.: knalla, gnaga.

knaldren adj. 1) tilbøielig til at knaldra, til Knaldring f., altsaa ogsaa: knarvorn, gnaven. Shl. Nedre Tel. 2) besværlig, hinderlig, møisom. Ndm. (Tingvoll). "Dæ va saa knaldre aa faa Høye inn". 3) = knadren. Tel. Jf. gnuldren, knuldren.

knaldrutt adj. om Vei = knadren. Nedre Tel.

Knall(d?) m. Knold dvs. plump Person. Stavanger By. "Bondeknall; Byknall (sjeldnere)". Sv. Diall. knall, Bjergknold; Bohuslen og D. Dial. knallt, d. s.; Ældre D. knald, Klump; Sv. Diall. knalle, hård bit.

knallra v. skride sagte frem = rutla. Rom. Maaske eet med knaldra dvs. gnave, skubbe (sig fremad). knalla v. (ar), d. s. Rom. Smaal. Dette tør være Sv. Diall. knalla dvs. knubbe, gnave, gaa sagte. – knallrast v. recip. knubbes, kjævles. Rom.: knallres.

knaltrast v. recip. knubbes = knallrast. Rom.

Kna-nu m. "Nu" til at knae i. A. Follo.

knapa? v. (ar). knaapaa 1) gnave raskt og hørligt. Stjør. (Øvre og Nedre). "Musa knaapaa". "Knaapaa 'taa e Stytkj". Jf. knaspa (for knapsa), knopra; Sv. knapra dvs. gnaske; Eng. knap d. s.; T. knaben, knaffern, knappe(r)n osv. 2) være i en Smule Virksomhed; omtrent = gnaga. Ogsaa: have en Smule Virkning. Stjør. "Dæ knaapaa da lite Grann". Sv. knåpa, pusle. 3) "knaapaa paa" og "knaapaa paa sæg", pusle afsted, see til at skynde sig lidt. Stjør. (Her er dog maaske mere end eet Ord. Jf. knap = knapp; Sv. Diall. knappa sei, skynda sig bort).

knapa v.a. (ar). SØsterd.: "knäpä et Kjee, Lamm" = kjevla 2). Til Knape.

Knape m. 1) Pind til at stænge eller holde sammen, f. Eks. Bøtteøret og Hanken. Totn (Vardal). 2) liden Slaa = Kvervel, Knarv. Totn (Hov).

"knape m. Karl". A. a) prægtig Karl. Ryf. Li. Sogn. b) mægtig Mand. Voss.

"knapp adj. 4) rask". A. Oslo, Hard. Tel. Ma. "Knapp paa Foot´n". "5) net". A. Stjør. STrondh.: knap. 6) let at komme til eller tage til; bekvem; nem. Stjør. 7) livligt og godt udseende. Hard. 8) raskt klædt. Ma.




"Knapp m." A. 4) Hoved (Evner). Gbr.

Knapp m. "Paa Knapp´n", knapt, neppe. Ndm. "Dæ va paa K. at e forstoo dæm".

knappast v. recip. brydes = knabbast. Østl.

Knappblom m. Trollius Europæus. Østl.

knappleg adj. n et. Hard. Ryf.

knaraat adj. ujævn, STrondh.; se narutt.

Knark m. Knark, vranten vanskelig Person; omtr. = Knarr. STrondh. Ma. Dal. og fl.

knarka v.n. (ar), 1) grine, knurre; gnave. Romsd. "Han knarka no paa dæ". Ældre D. knarke d. s. 2) rygtes smaat; eg. knirke (Ndm.); se A. "Dæ knarka oomkring naakaa liite smaatt oom dæ". Ndm. Jf. knarra, knurka. 3) arbeide sig møisomt frem, vel ogsaa med Knirken eller Skuren (Skurren). Li. "Sle'en gjæng o knarka". Sv. Diall. knarrka d. s.

knarken adj. usmidig, uglat (knirkende); besværlig, møisom = knagen. Li. (Nes, Sirdal, Fjotl.). "Knarkje Føre". "Dæ gjekk knarkje" = traatt. Til knarka.

knarkla v. knirke = knarka. Sæt.

Knarp m. liden Klump, Knort eller Knude i Uld, i Væv og dl. YSogn. Jf. Knurp.

"Knarr m. vranten Person". A. Fosn, Strinda, Sæt. Ældre D. d. s. – "Knurr" (og Knorr?) om Fartøi, G. N. knörr, forekommer i gamle Viser fra VAgder og Tel.

knarra v.n. (ar), være vranten; være bidsk; knurre. Om Hunde og Folk. STrondh. Sæt.

Knarre m. spids Stub = Gnarre. Ndm.

knarre adv. = traatt, knarkje. Li. (Sirdal).

knarren og knarrsam adj. vranten. Tel. Rbg.

Knart m., Knarta f. og Knarte m. en liden tæt- og velvoksen net Person. Tel. (Selljor, Kvitseid, Moland). – knarteleg adj. liden kraftig og net. Tel. Jf. knerta, knørta; Knata, knateleg; kornoteleg.

knarta v.n. (ar), hakke, pikke. Udbredt. Se A. – knartehosta v., Knartehoste (oo) m . en liden tør Hoste.

Knarv m. 1. 1) Knap paa Kohorn = Klaatra, Knavr. Helg. 2) en forknyttet, vantreven Figur. Jf. Knurv. Dal.

Knarv m. 2. 1) vranten og vrippen Person. Helg. Senja. 2) En som arbeider sent og slet. Nfj. Til knarva.

"knarva v. (ar)". A. 1) tygge paa noget haardt = gnarva. Nfj.? 2) arbeide klodset og seent og med liden Effekt. Nfj. "Han ha knarva dæ tee likevæl". Jf. NSvenske ("Norske") Diall. knavra dvs. arbeta långsamt, knapra. Vel omsat for knavra; jf. knavla, gnava, gnarva.

Knarve m. liden Slaa osv. = Kvervel 4). Ndm. – Knarvil m. d. s. STrondh. Ndm. Jf. Knarv. Sv. Diall. knarve, knarvel d. s. Ogsaa "Kvarvil" se Kvervel.

knarven adj. vranten. Nordl. Til Knarv 2.

Knas m. 1) en kjæk, dygtig Karl? Smaal. "Dæ va Knas´n te Kar". 2) en ældre mægtig Mand. Helg. Jf. Knøs, knøs. – Knaser m. en undersat kraftig og egensindig Person; og dl. Solør, Vinger, Odal. "Fuulknaser" en listig Karl; "Halknaser", haard Karl. Maaske Svensk. I Sv. Diall. knase, en dygtig (ogsaa mægtig) Karl; kneser, en stivsindet En. Jf. Gnasse.

"Knas n. Smuler osv." A. "Knas i Au(g)a; Knas i Mat´n". Ma. "Dæ va ikkje Knas te Kar; han æ kje Knas", det er ingen ubetydelig Karl; ogsaa: en seig, stærk Karl. Ma. (Halsaa, Holum, Vennesla). Ældre D. knas dvs. rageri, kram. – "Turr som Knas", saa sprød at det yderlig let knuses til Smuler. "knasende (adv.) turr" d. s.

knasande adv. i høi Grad. Nfj. "k. radt".

Knask n. noget som gnaskes; tørre, haarde og lette Spiser; Gnaskeri, Dessert. Udbredt.

knasken adj. 1. 1) lig Knask; om Mad som (maa) gnaskes. 2) besværlig osv. = knagen. Af knaska v. tygge anstrængt og med Lyd. Shl. "Da gjekk knaskje før 'an". Jf. Sv. Diall. knaska, knasa dvs. vara senfärdig.

knasken adj. 2. livlig. "Knaskjen o kry". VTel.

knaskra v. = knaska. Ndm. og fl.

knasla v. 1) tygge raskt med aaben Mund og noget anstrængt og hørligt (med en Næselyd); som naar Hund eller Kat lopper sig. Udbredt. knatla, Jæd. Shl. knatla seg, loppe sig; Shl. Jf. nasla. Kunde være fremgaaet af knasa + knatta (knatla, natla). 2) rasle svagt, som naar tørre Smaakviste knuses (knasaar). Tel. (Bø).

knaspa v. (ar), æde raskt og hørligt; gnave raskt paa noget haardt. Især brugt om Kat og Fugl. Tel. "Knaspe Fræ, Brou". "Knaspe paa ei Root". Jf. knuspa; og knapa (knupa?); vel snarest for knapsa; se knispa.

Knasse m. Stormand = Gnasse. Ma. (Tveit).

Knata f. liden net og tækkelig Kvinde. Tel. (Bø): Knate.

knateleg adj. liden, net og tækkelig. Tel. (Bø, Lunde, Selljor, Kvitseid). knoteleg (o') d. s. Nedre Tel. Og: knaateleg Nedre Tel. (og Wille, der overhovedet ikke hører Forskjel paa Selljors o' og aa). Hertil vel ogsaa: kornoteleg (o', o') statelig og net, Shl.; De Fine: "kornaadelig, net, artig"; H. O.: "kornotteleg, artig, smuk". Se Kn. Jf. knaten, Knota, knøta, kneta.

knaten adj. 1) = knateleg. Tel. (Kvitseid). 2) af en overmodig Mine; storagtig; jf. knøt. Gbr. (Lom).

knatla v. hugge tidt og smaat; = knatta; skjære klodset eller til Unytte = smukla. Sogn, Jæd. "Knatla aa smia". Jf. knitla, njatla. Se knasla.

knatra v. brage, knitre. Helg. (Bindal). "De blees saa de knatra i'n". Ikke meget brugt. – knatrsterk adj. om Vind som kommer hvast og bragende. Helg.

"Knatt m. Bjergtop". A. Natti, VTel. Sæt.

knatta v.n. (ar), knye = knetta. VAgder.
"Dæ knatta alle(r) i'an", han lod ei høre en Lyd. "knatta v. pikke", A. Ma.

knaura v. (ar; og er, de), 1) trygle, mane; klynke = gnaura, gnaa(la). VAgder. "Semja o knæura" = sutra og gnaala; Fjotland. "Dei knæurde o greet o kjugla øve Far sin"; Bjelland. 2) klage sig, knurre. Hard. Jf. gnaura, knurka, knera.

Knause 1) haard, tæt og vreden Træklods. Sdm. "Bjørkeknause". 2) tyk og tætvoksen Karl = Gnause. Romsd. 3) mægtig Mand = Kakse. Ndm. Jf. Knøysa, Nøysa, Gnøysa, Knust, Knyste, knysja osv.

Knausk n. noget som er gjennemtørret (knusturt); maaske ogsaa = Knjosk, Knyska. Li. (Fjotl.). "Tjurr sum K.".

"knauta v.n. (ar), knurre". A. Ogsaa: skjænde saa smaat; gnave; mukke. Sogn, Nfj. Fosn, Trondh. "Han knauta paa di", mukkede mod det.

Knautr n. levende Væsen; vel eg. noget som knyer, se knautra. Namd. "Æig saag itt eit einaste Knöutr".

knautra v. = knauta. NGbr. Namd. "Knöutre paa æinn", NGbr.

knavla v. overhænge, plage; omtr. = mara; om Børn. Ndm. (Ædøy). Jf. gnava, knova, knaavla osv.

Knavling m. = Framsleng. Tel. (Bø).

Knavr m. Knap paa a) Dør, b) Kohorn. Innh. Jf. Knarv.

Kavre m. Tryneknap. Totn. Hertil knavra.

knaakaa se knoka. knaapaa se knapa.

Knaape m. 1) en liden omdreielig Slaa el. Træklampe til at vride for en opslaaet Bordplade, en tarvelig Dør og dl. = Kvervel. Tel. (Bø). 2) = Knape. Gbr.

knaasa v.n. (ar), give en meget sagte raslende Lyd, som naar man træder paa tørt Mos; omtr. = tysja, tusa. Sfj. (Askvoll, YDale); Sogn (Vik): knaosa. "Røys deg, Mons, da knaasa (eller knaaste) burt i Kraainne!" til Katten. "Da knaasa; d'æ visst Spøkri!" Ogsaa = gnurka. "Bane (Kattn) ligg aa knaasa". "Knaase aa taase, (knaosa aa taosa)". – Knaas n. 1) meget sagte raslende Lyd. Sfj. 2) smaat Snak; Pjat. Nhl. (Masfjord), Sfj. (Bremang). – Dunkelt Forhold til knasa og knysja.

knaava v. knubbe, puffe eller stange saa smaat, mest for Spøg. Ma. (Bjelland). – knaaven adj. tilbøielig til at knaava; lysten paa Skinkrig. Ma. – Jf. gnaavla. I denne Dialekt staar aa og o' meget langt fra hinanden, og o' gaar over til aa kun foran M og N. Alligevel synes knaava at maatte have Sammenhæng med knova, knuva, knuvla, knøyva osv. Saa det tør være laant fra et Maal (i Rog.), hvis o' lød for Egdske Øren snarest som aa, (og der tør være Smitte fra gnavla).

knaaavast v. recip. knubbes, stanges eller puffes, mest i Leg; smaastanges. Ryf. Jæd. Dal. Ogsaa: knovast? Nhl. Jæd. (Haa). Jf. knova.

knaavlast v. recip. = knaavast. SætB. Li. Dal. Jæd. (Haa o'?). gnaavlast, Rbg.

"Kne n. Knæ. A. Knø NØsterd.; Neett VTel. og Sæt. (Knee høres sammesteds især af Yngre); Kneett, Hall. Nfj. Nhl. Sogn, Hard.; Knitt, Sogn og Hard.; Kneett og Hngneett, Hall. (Gol,

Nes); Kneed, Nfj. (Honndal; sjelden). Bestemt Eental: Neett´i, VTel. og Sæt.; Knee´ne ("dettæ Knee´ne"), Dal. (Hæskestad), Nfj. (?Honndal). Flertal: Kneett (Knitt, Kned), hvor Eental hedder saa; Knee´na, Knee´dna, Dal. VAgder; Knø NØsterd.; Knøn, Kjøn, Knødn, Knjødn, Hngnødn Hall. Bestemt Flertal: Knee´no, Shl.; Knee´(d)nan, Dal. VAgder; Knjø´dne (Knø- osv.), Hall. – Dativ Flertal bestemt: Njoo, VTel. (Formen bruges nok ogsaa, sjelden, som Nom. og Acc.); Knee´naa Nfj. (Formen bruges ogsaa som bestemt Nom. og Acc. ved siden af Kneett´aa, Kneed´a osv.). "Eg skal no ha 'an, um eg ska gao Knee (ikke Knitt) aa Olboga itt'an"; Sogn (Aurland). – I Sammensætn. høres i alle Maal i Regelen "Knee".



knea v. knade. YNamd. Se knoda.

"knea v.a. (ar)". A. 2) v.n. gaa med krogede Knæ. Hard. Jæd. Særlig = vera kalveknea; SætV.: njoue. "knee`e inn", d. s. Tel. 3) arbeide møisomt og med liden Fremgang; slæbe. Dal. "Han laag o kneea mæ dæ". Ogsaa: knea seg fram, arbeide sig frem møisomt (eg. paa Knæ). Dal.

knea seg v. reise sig op paa Knæ. Tel. Ned. Rbg. Sæt. "Mann´n kneear seg upp atte o kjæme seg". "De nauvar inkje, fysst Aakrn legge seg so tiileg at han fær kneea seg upp atte".

Kne-brok (oo) f. Knæbukse. Hall. og fl. – Knereim f. Rem paa eller om "Knebrok" nedenfor Knæet. knereimsspenne n., Knespenne n. Spænde i denne Rem. Hall. og fl.

Knedd knedda se Knell.

kne-djup adj. knædyb. Hall.

kne-fara v.a. knuge med Knæerne = kneganga (Tel.). Hall. Tel. Shl. Hard. NGbr.

knefla v.a. = knefta. Nfj. Se knevla.

knefsa v.n. give En paa Næbbet; figurl. Totn. Jf. knevla el. kneppa.

knega v., knegen adj. se knika, gnika.

Kne-gras n. "Den hev' ete Kneegras, som dette jamt". Tel. (Rauland).

Kne-høna f. svag karakterløs Person. Se Høna.

Kneik m. stærk, bratt Indbøining (altid i Forhold til Vertikalen). Saaledes: "ein Kneik i Ryggj´n = bratt Bøyg. Rbg. Hard. Sogn. Se A.

Kneik f. liden brat Bakke i Vei, = Kneik m. Oslo. – Kneike f. d. s. Hadeland.

kneikja v.a. og n. (er, te), 1) bøie En bagud, idet Midtryggen raskt klemmes ind. Nhl.
2) Skyde Overkroppen bagud medens Midtryggen drages ind; være "keik" el. "fatt". Ma. (Bjell. Holum). "Han sat o kneikte i Salen, gjekk o kneikte". Ogsaa: "Ho keikte o kneikte seg". "Kneikja a(v) noko", være stolt og kneisende over noget; Ma. – Kneikja f. En som kneikjer 2). Kneikjing f. det at k. – G. N. kneikja klemme.

kneikjast v. recip. 1) brydes, med "Kneikjing". Nhl. 2) v. impers. holde haardt, fuldbringes kun med største Anstrængelse = stritast. Nhl. (Eksing.). "Da ska kneikjast".

Kneikjebrot (o') n. Brydning hvori man "kneikjer". Tel. (Rauland).

kneikjeleg adj. lig en "Kneikja". Agder.

kneikjen adj. 1) om Vei eller anden Flade: fuld af "Kneikar", bratte smaa Bakker. Hard. 2) forbunden med den yderste Kraftanspændelse; møisom. Hard. Shl. "Da gjekk kneikje".

kneise v. fnise = knisa. Tel. (Heiddal, Sauar).

kneista v., Kneiste m. se Gn.

Knekkjetak n. voldsom Brydning, Dyst eller Kamp. Sæt.

knela (ee) v.n. (ar), 1) = knefalla. NGbr. 2) gaa paa Knæerne. NGbr. 3) gaa med meget krumme Knæer. NGbr. 4) svigte i Knæerne. Hall. (Gol). "Han kneela (eller hngneela) i Knjødno". Maaske fremmed.

"Kne-lid m." A. Njoolee (og Knee-). Mo i Tel.

knell adj. skingrende = gnell. Vald.; Sæt.: knedd'e m., knellt n. Formen er noget usætesdalsk (laant?); man kunde ventet "nedd´e", som i VTel. (Mo).

Knell m. høi stærk og gjennemtrængende Lyd, næsten Knald. Sæt.: Knedd´e (ikke Nedde, se foreg.). "Der æ Knedd' i Fouto, der æ Nerk' i Kar", om En med elastisk Gang.

knella v.a. faa Bugt med, gjøre Ende paa. Ma. (Bjell. Grindeim): knedda, knedde, knellde, knellt. "Bjødn´n knedde mange Hesta". "Knedda eit Tre". Andre Steder knæla; se d. Jf. Sv. og D. Diall. knälla, skada; D. Diall. kneil, knækket.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   91   92   93   94   95   96   97   98   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə