Ivar Aasen Norsk Ordbog


Brandvyrter, s. Frumvyrter. Brank



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə19/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   15   16   17   18   19   20   21   22   ...   221

Brandvyrter, s. Frumvyrter.

Brank, n. Bræk, Brøst, Forslidelse; især et forslidt eller forgnavet Stykke paa Tougværk. (Mange Steder brugl.). I Berg. Stift Braank.

branka, v.a. (ar), beskadige, brække, forvride eller slide. Branka Foten sin: forvride sin Fod. (Nordland). Kui hever brankat Hornet sitt. Tel. Hall. (Jf. Landst. 149). – brankast, v.n. forslides, faae et Slid eller Gnav; om Toug. “braankast”, B. Stift.

brankutt, adj. forslidt, stødt eller forgnavet paa enkelte Punkter. “braankette”, Berg.

Bras, n. Spragen, Knitren. 2) Kvistebrænde. Gbr. 3) Flamme, blussende og spragende Ild. Østerd. (Sv. brasa, f.). Jf. Brising.

Bras, m. Bras paa et Seil. Holl. bras; jf. Fr. bras: Arm.

brasa, v.n. (ar), 1) brænde, blusse, flamme. Østerd. Sv. brasa. (Jf. brisa). – 2) sprage, knitre, om noget som brænder eller steges. Sdm. Jæd. og fl. – 3) stege noget fedt. Nordl. Ellers: bræsa.

brasa, v.a. (ar), lodde, sammenlodde Jern. Nogle St. braasaa. Eng. braze. Jf. Ang. bræs: Kobber.

brasa, v. (3), stille Brasen paa Seil.

Brasing, f. 1) Lodning. 2) Spragen.
braska, v.n. (ar), 1) støie, buldre. Nordl. 2) prale, bramme, gjøre sig til. Vestl. 3) tale kunstigt eller fornemt. Sdm. – S. ogsaa bratla.

Brasma, f. Brasen (Ferskvandsfisk). Smaal. Sv. braxen, i Dial. brasma. Jf. Holl. brasem; T. Brassen, fordum brahsem, brasme.

Brass, n. Frækhed (?). Tel. (Landst. 82). Maaskee hellere: et frækt og vildt Selskab, Slæng, Følge. I svenske Dial. brass: Hob, Mængde. Nt. brass (Weigand 1, 177).

Brasstein, s. Brandstein.

bratla, v.n. (ar), kludre, arbeide uden Fremgang. “braltle”, Sdm. Trondh. (Kunde maaskee ogsaa være brasla, da nemlig “braska” skal forekomme i Nordland i samme Betydning). Hertil: Bratl, n. og Bratling, f. uheldigt Arbeide. bratlasam: møisom, uheldig.

bratt, adj. 1) brat, steil, stærkt opstigende; om Bakke eller Bjerg. G.N. brattr. Sv. brant (i Dial. bratt). – 2) høit opreist, med stærk Skraaning; f. Ex. om Tag el. Støtter. – 3) stolt, stiv i Gang el. Holdning. Jf. bretta.

bratta, v.n. (ar), gaae brat ned, om en Bjergside. Det brattar av imot Sjoen.

Bratta, f. 1) Steilhed. 2) en steil Bjergside eller Bakke; bratte Marker.

brattfjellad, adj. med steile Fjelde.

brattgjengd, adj. dygtig til at gaae i Fjeldene eller i bratte Marker. Nordl. G.N. brattgengr.

brattlend (-lendt), adj. om Gaarde og Landstrøg med bratte Bakker.

Brattlenda, f. brat liggende Marker. Ogs. i Formen Brattlende, n.

brattna, v.n. blive brattere; om Veie.

brattraustad, adj. bygget med brat eller steilt opstigende Tag. (Modsat laagraustad). Nogle St. brattrosta. (Tel.). Ogsaa brattrøyst. Nhl. Jf. Raust.

brattvoren, adj. noget steil.

Braud, n. Brød, baget Mad. Jf. Omnbraud, Flatbraud. Brau, Rbg. Telem. Brød, Brø’, mest alm. G.N. braud. Uegentlig: 1) Føde, Livsophold; b) Levebrød.

Brauddeild, s. Braudsetning.

Braud-emne, n. Deig til et Brød.

braudgraut, m. syrlig Mælkegrød til Brødsuul. “Brø’graut”, Sdm.

Braudjarn, n. = Baksterhella.

braudlaus, adj. brødløs.

Braudleiv, m. et enkelt Fladbrød.

Braudløysa, f. Mangel paa Brød; ogsaa Brødløshed, Mangel paa Føde.

Braudmole (o’), m. Brødstykke.

Braudmose (o’), m. et Navn paa den islandske Mos, forsøgt til Blanding i Brød. Telemarken.

Braudsetning, f. et Lag af opstablet Fladbrød. Berg. Stift (Brødsetning). I Tel. Brauddeild, f.

Braudsmell, m. Lyd af Brødbrydning. Han toler ikkje høyra Braudsmellen, om En som er meget utaalsom, el. ogsaa gnieragtig.

Braudsuvl, f. Suul til Brød.

Braudtenar, m. Medtjener, En som tjener i samme Huus.

Braudtægja, f en stor Kurv til Fladbrød. Sætersd.

Braut, f. 1) Vei; især en opbrudt Vei i Sneen, eller i en Bakke. Snjobraut. G.N. braut (til brjota). Heraf brøyta. – 2) Bakke, Side af en Terrasse; saaledes ofte om de tvært opstigende Bakker langs med Elvene. (Aabraut). Tel. og fl. Paa Sdm. oftest om en Bakke i en Vei. – 3) Bakkekant, Brink imellem en Bakke og en ovenfor liggende Flade. Hall. Rom. og fl. Jf. Brekka.

braututt, adj. bakket, med afvexlende Bakker og Flader.

brava, v. flamme; s. braga.

Braa, n. Art, Egenskab. Helg. “Eit anna’ Braa i Veer’e”: et andet Slags Veir. Jf. braa, v.

Braa, f. (Fl. Brær), Øienhaar. Tel. (Moland). G.N. brá. S. Balderbraa. Jf. Eng. brow, Ang. bræv, Mht. brawe: Øienbryn.

braa, v.n. (r, dde), lyne, glimte af Lynild. Tel. Siredal. I Sætersd. brjaa. G.N. brá el. brjá: glimre. Jf. braga og brega. Mht. brehen: glimte.

braa, v.a. og n. (r, dde), 1) drage Sværd; el. ogsaa: lade Sværdet glimte. I gamle Viser. Lata Sverdet braa, Landst. 249. 259. 515. Derimod: Han sinom Sverde braa, Landst. 144. 217; altsaa Imperf. og med Dativ, ligesom G.N. bregda, imp. brá. – 2) gjøre Allarm, gjøre Anskrig, tilraabe eller tiltale En. Sdm. Han braadde ved aat meg. Ogsaa: braa i (uti). “Han braadde so ‘ti, at e’ vardt mest rædd’e”. Jf. G.N. bregda vid: sætte sig i Bevægelse, o.s.v. – 3) ligne, slægte paa; see ud til noget. (Nordl.). See bregda.

Braad, n. 1) Smeltning. (Sjelden). Jf. Braadsmør, Braadtalg. – 2) Smørelse, Overstrygning med Tjære paa Baade og Fartøier. G.N. brád. Jf. bræda.

braad, adj. 1) hastig, snar, skyndsom. (Almindelig udtalt braa’). G.N. brádr; Sv. bråd, D. brad. – 2) pludselig, som kommer uventet. – 3) hastmodig, som ikke kan bie.

Braadbenk, m. Sted hvor Fartøier opsættes for at blive overstrøgne med Tjære (Braad).

Braadbil (i’), n. en kort Stund. D’er ikkje gjort paa nokot Braadbil. Tel. og fl.

Braaddaude, m. en hastig Død.

braaddjup, adj. dyb nær ved Landet. (=

nærdjup, tverdjup). Sv. bråddjup.



Braade, m. Hastighed. (sj.). S. ogs. Braae.

Braadeld, m. hastig opkommende Ild.

braaden, adj. smeltet, flydende. “braaen”, Østl. og fl. Jf. braadna.

braadfager, adj. vakker ved første Øiekast. Jf. langtekkjeleg.

Braadfall, n. hastigt, pludseligt Fald.

Braadfang, n. noget som kan samles i en Hast. Østl. (?). S. Braadfenge.

braadfaatid, adj. meget nysgjerrig. Smaal. (braafaati).

braadfegen, adj. pludselig stemt til Glæde. (braafegjen, -feien).

braadfeig, adj. som skal døe inden kort Tid. Eg trudde daa inkje, at han var so braadfeig, dvs. at han skulde døe saa hastigt.

Braadfenge, n. Nødhjælp, noget som man kan faae fat paa i en Hast og bruge indtil videre. “Braafengje”. B. Stift. Jf. Braadnøyte.

braadfengen, adj. som man kan faae i en Hast. Ogsaa braadfengd, dog lidet brugl.

braadsljuga, v.n. flyve (eller løbe) afsted i en hast. Østl. (braaflyge, -flye).

braadfør, adj. skyndsom, rask.

braadgjengd, adj. som gaar hastig bort.

braadgjerast, v.n. modne hastigt. Rbg.

braadgjord, adj. gjort i en Hast.

Braadhast, f. stor Hast. – braadhastig, adj. meget hastig.

braadheit, adj. hastig ophedet.

braadhippen, meget nysgjerrig. Smaal.

Braadhite (i’), m. hastig paa kommen Hede.

braadhugad (u’), adj. hastig, utaalmodig, som ikke vil bie. “braahuga”, Tel. og fl.

braadkald, adj. hastig afkjølet.

braadkomen (o’), adj. som kommer pludselig.

Braadkulde, m. hastig paakommen Kulde.

braadlaus, adj. om en Baad, hvorpaa Tjæren er afslidt, eller som behøver “Braad”. Heraf Braadløysa, f.

braadleg, adj. noget pludselig, el. hastig.

Braadleike, m. Hastighed.

braadljos, adj. pludselig lys eller oplyst. Det vardt so braadljost.

braadlynd, adj. hastmodig. G.N. brádlyndr.

Braadlæte, n. Hastmodighed. Tel.

Braadmein, n. pludselig paakommet Meen; ogsaa d.s.s. Braadsykja.

braadmogen (o’), adj. hastig modnet.

braadmyrk (y’), adj. hastig formørket. Det vardt so braadmyrkt: pludselig mørkt.

braadmælt, adj. som taler hastigt. Tel.

braadna, v.n. (ar), smelte, opløses. I Valders braadne; eller alm. braana, braane. G.N. brádna.

Braadning, f. Smeltning, Opløsning.

braadnæm, adj. meget rask til at fatte og lære noget. Braadnæme, n. hurtigt Nemme.

Braadnøyte, n. Nødhjelp, noget som man kan bruge for en kort Tid. Gbr. osv. Til Braadnøytes: til Hjælp for Øieblikket. Ork. og fl. Hedder ogsaa Braadnøytsla, f. (Braanøytla, Shl.). Ellers Braadskøyte, Braadfenge.

braadreisa, v.a. (er, te), opreise pludselig. “Han braareiste seg”: h. sprang op. Østl.

braadrik, adj. bleven rig i en Hast. Sv. brådrik.

Braadsinne, n. hastig paakommen Vrede. braadsinnad, som bliver hastig vred; ogsaa utaalmodig. Østl.

braadsjuk, adj. pludselig angreben af Sygdom. G.N. brádsjúkr.

Braadskap, m. Hastighed; Fremfusenhed.

Braadskin (i’), n. stærk Tørke i den Tid, da Kornet skyder Ax. Hertil ogsaa et Verbum: “det braadskiner” (ii), om Korn som fortørres i Skydningen. Toten.

Braadskøyte, n. Nødhjælp (= Braadnøyte). “Braaskjøyte”, Sogn.

braadsluttig, adj. rask til at dømme. Hall.

Braadsmør, n. smeltet Smør.

braadsnu, v.n. vende pludselig om.

Braadsott, f. pludselig paakommende Sydgom. S. ogsaa Braadsykja.

braadstadna, v.n. standse pludselig eller uventet. “braastane”, Østl. – Braadstadning, f. en uventet Standsning.

Braadstøyt, m. uventet Stød.

Braadsving, m. hastig Omdreining.

Braadsykja, f. en hastig paakommende og farlig Sygdom iblandt Kreaturene. Sogn og fl. Ogsaa kaldet Braadfengd, f. (Sogn), Braadmein, n. (Tel.), og Braadsott.

braadt (braatt), adv. 1) snart, hastigt; pludselig, uventet. Det kom so braadt paa. – 2) nær ved. Det var ikkje braadt so myket: langt fra ikke saa meget. Ved Bergen tildeels “braatte”, maaskee: braadt til.

braadtaka, v.a. gribe pludseligt eller voldsomt. (Forkortet: braa’ta’). Smaal. og fl.

Braadtalg, f. smeltet Talg.

braadteken, adj. 1) pludselig greben. 2) let at tage (= snarteken).

braadtenkt, adj. snartenkt.

braadtøk, adj. som griber hastigt til.

Braadtøyr, m. hastigt paakommet Tøveir. (G.N. brádaþeyr).

braadug, adj. hastmodig, heftig. “braaug”, Hallingdal.

braadvarm, adj. hastig opvarmet. – Braadvarme, m. hastig opkommen Varme.

Braadveder (Braaveer), n. hastig paakommende Storm eller Uveir.

braadvenda, v.n. vende pludselig. Braadvending, f. hastig Vending.

Braae, m. (1), Lyn, Lynglimt. Tel. s. braa, v.

Braae, m. (2), et Insekt, som skal være farligt for Kreaturene. Smaal. Efter Wilse Acarus Holosericus. (Spydebergs Beskr. S. 83, hvor det ogsaa kaldes Braafrø). En deraf foraarsaget Sygdom nævnes ogs.
“Braae”, maaskee samme som Braadsykja (?). Sv. Dial. bråde, bråe, bråfrø.

braaen, s. braaden. Braafengje, s. Braadfenge.

braagaa, s. braga.

Braagn, s. Brogn. braaheit, s. braadheit.

Braak, n. 1) Brydning, Vridning (s. braaka); ogsaa: idelig Anstrengelse, Slid og Slæb. 2) Larm, Knagen. Nordl. 3) opdrevet Tang (= Bruk), s. Flodarbraak.

Braak, f. 1) en Indretning at berede Skind i; en fastnaglet Bue af Jern eller Træ, hvori Skindene trækkes frem og tilbage. (Isl. brák). – 2) en Brage at berede Liin med, Hørbrage. Østl. Fleertal tildeels Bræker, Bræk’ (Gbr.). – En anden Betydning i Leirbraak.

braaka, v.a. og n. (ar), 1) bryde, vride, slide paa noget; især om at berede Skind ved Vridning og Gnidning. Temmelig alm. – 2) brage Hør eller Hamp for at fraskille Stilkene. Østl. – 3) larme, buldre; ogsaa gjøre sig til, slaae stort paa.

Braakar, m. en driftig Arbeider; ogsa En som fører megen Larm og Bulder.

Braakaal, s. Brakall.

Braaking, f. idelig Bevægelse, Slid og Slæb; ogsaa Larm, Bulder.

Braakvitel, s. Brotkvitel.

braaksam, adj. besværlig, som medfører meget Slid og Slæb. Ogsaa: haard, knudret; f.Ex. om Veie. Nogle St. braaken.

Braal, m. en stærk Lugt, især frisk og krydderagtig. Sdm. Hedder ogs. Brjaal.

braala, v.n. give stærk Vellugt.

braalynt, s. braadlynd.

braana, s. braadna. Braanaa, s. Brune.

braanka, s. branka.

Braaskin, s. Braadskin.

Braataa, Hob, Dynge; s. Brote.

braataa, v. s. brota.

Braaveer, s. Braadveder.

breda, v.n. (ar), glimte, give en hvid Lysning ligesom Sneen (s. Brede). Sdm. i Formen bride (i’). “Han gjekk i ein kvit’e Kjole, so dæ brida ‘ti ‘naa” (dvs. saa det lyste af ham).

Brede (el. bride, i’), m. Sneemasse, Sneelag (= Fonn). Nfj. Sdm. Især om en efterliggende (seent eller aldrig optøende) Sneehob paa et Fjeld; ligesaa om en Iismasse (Isbrede). Ordet lyder som: Bride (i’), Sdm., Brede (ee), Nfj., Brie og Bree, Sogn og fl., Bræe, Sfj. En anden Form er Bræa el. Bræe, f., brugt i Hall. og Valders. Det sidste synes opfattet som Bræda, dvs. en Masse til at smelte; den første Form synes derimod at være beslægtet med breid og breida. G.N. bredafönn forekommer i Vølsunga Saga med den Forklaring, at det først var et Sted, som var saaledes kaldet efter en Mand, som hedte Brede (?).

Bredevatn, n. grumset Vand, som flyder ned fra en Sneemasse (eller Iis) paa et Fjeld. “Breavatn”, Sogn.

brega, v.n. (ar), svæve, vifte eller bæve ligesom en Flamme. “Dæ brega fere Augo”. Hall. Vel egentlig briga (i’); s. Brign. Sv. Dial. bräga. Jf. braga og blega.

bregda, v.n. (ar; eller: er, de), 1) forandre sig, skifte om; s. brigda. – 2) ligne, slægte paa; ogs. see ud til, nærme sig til. Det bregder paa det. Rbg. Nordl. Ellers i en anden Form: braa (r, dde). Det braar paa det. Han braar paa Fa’r sin. Helg. og fl. G.N. bregda. I Sverige: brå, brås. – 3) v.a. væve Baand paa en egen Maade, som ligner Fletning. Shl. og (I Tel. brogda, af Brogd). Jf. Bragd, Brugda, brygda; alt at henføre til G.N. bregda (bregd, brá, brugdit) med Betydn. svinge, rykke, bryde, omskifte og fl.

breid, adj. bred, udstrakt til Siderne; ogsaa udgjørende et vist Maal i bredden; f.Ex. tvo Alner breidt. Mest alm. brei, brei’e; i Nfj. og Sdm. breid’e. G.N. breidr. Gjera seg breid: spærre sig ud: ogsaa bryste sig, hovere.

breida, v.a. (er, de), 1) brede, udbrede, strække noget, saa at det dækker eller skjuler Underlaget. G.N. breida. – 2) sprede, udsprede tæt og jævnt; især om at udsprede Hø til Tørring. Nogle St. brøie (Sfj. Sogn), andre St. breie. – 3) dække, skjule. Breida ned: overdække. Breida seg ned: trække Sengklæderne over sig. Breida attyver: skjule, tildække. Breida upp, = reida upp: rede en Seng. (Buskr.). – Breida seg: a) gjøre sig bred; b) udbrede sig, spredes. Hedder ogsaa breidast.

Breida, f. 1) Noget som er udbredt, f.Ex. en Slump Hø, som er udspredt til Tørring. Høybreida. Ork. og fl. (Jf. Flekk). – 2) en stor udspredt Hob, især af Fugle paa Søen. Nordl. (Breia).

breidbakad, adj. bred i Ryggen.

Breidd, f. 1) Bredde, Bredhed. G.N. breidd. – 2) en Vævbredde i sammensyede Tæpper, Seil og lignende. (Jf. Vaad). – 3) Side. I Breidd med: ved Siden af, jævnsides med, eller i samme Linie som. Nordl. og Trondh. (Sv. bredvid). – 4) Bred, Kant, Rand. Hedder ogsaa Bredd og hører maaskee sammen med Bradd.

breidd, partic. 1) udbredt. 2) dækket, overdækket. Jf. einbreidd, sibreidd.

breiddfull, adj. fuld til Bredden. Hedder ogsaa: breidmett (Tel.) og breiddmælt.

Breiddvid (ve), m. det yderste Stykke paa Siden af en Slæde. Sdm.

Breidegreip, f. Greb at sprede Gjødsel med. Nogle St. Breidsletjuga. (Bretlekjua, Shl.).

Breidemjøl, n. Meel at strøe paa Fladbrødet i Bagningen.


Breidevoll, m. bekvem Plads for at udsprede Hø til Tørring.

breidføtt, adj. bredfodet.

breidgjengd, adj. som gaar bredt, el. med udspærrede Fødder. Hall.

breidhendt, adj. bredhaandet.

breidherdad, adj. = herdebreid. (breihæra).

Breiding, f. Udspredelse; f. Ex. af Hø.

Breidkjeft, m. en Fisk med usædvanlig stor Mund. (Lophius piscatorius). Sdm.

breidlagd, adj. bredvoxen (bredt anlagt).

Breidleike, m. Bredde, Bredhed.

breidleitt, adj. bredladen, som har et bredt Ansigt. G.N. breidleitr.

breidmed, jævnsides; s. Breidd.

breidmynt, adj. bredmundet.

breidna, v.n. (ar), blive bredere.

breidnasad, adj. brednæset.

breidrendad, adj. med brede Striber.

Breidsida, f. Bredside, paa Fartøi.

Breidsla, f. 1) Udspredelse, f. Ex. af Hø. – 2) en udbredt Masse (= Breida). Hall. og fl., især som Høybreidsla (= Høyflekk). – 3) et Dække, Tæppe. I Sammensætning som Aabreidsla, Underbreidsla, Yverbreidsla. Afvig.: Breitla, Bresle, Breltle. – Breidsletjuga, f. s. Breidegreip.

Breidslede, m. større Slæde med Sæde for to eller flere Personer.

breidt, adv. bredt, i udspærret Stilling. Standa breidt: staae til Skue for en Forsamling. (Spøgende om Brudefolk, Faddere og lignende). Jf. Sv. “stå på breda stenen”.

breidtent, adj. som har brede Tænder.

breidvaksen, adj. bredvoxen.

Breidøks, f. Bredøxe, Bile.

breie, s. breida. Breitla, s. Breidsla.

Brek (e’), n. Overhæng, idelige Begjæringer, især efter Smaating. S. breka

Brek (e’), f. Nød, Plage. Sdm. “Han hev’ ikkje noka Brek”: han har ingen Nød, han har det godt. Maaskee egentlig: Skade, Overlast, ligesom G.N. brek, n. Jf. Meinsbrek.

breka (e’), v.n. (ar), 1) trygle, bede eller minde idelig om noget, især om Ting, som ikke synes nødvendige. (Mest om Børn). Sogn, Hall. Valders, Num. Tel. ogsaa i Nordl. og fl. G.N. breka. (Jf. masa). – 2) v.a. plage, hindre skade. “Dæ breka me inkje”: det har jeg ingen Nød af. Sdm. – breka seg: klage, beklage sig. Sdm. S. Brek, f.

brekall og breken, s. breksam.

Breking, f. Tryglen, Overhæng.

Brekk, m. Brink, Bakke. Valders.

Brekka, f. en Bakke; især en stor Bakke imellem en lavere og en høiere Flade. Alm. i den sydlige Deel af Landet. (Jf. Braut og Mel). G.N. brekka. (Jf. Nt. Brink; Eng. brink). I Rbg. forekommer “Brokke” i samme Betydning.

brekkutt, adj. bakket; om Veie.

breksam, adj. om En, som har mange Ønsker, el. som altid har noget at kræve og begjære. S. breka. Hedder ogs. brekjen (Sogn, Tel.), og brekall. Ellers: aabrengjen, masen.

Brem, n. gammelt Skrab, s. Brom.

brema, s. brima. Brems, s. Brims.

Brend, f. en Mark med meget tynd Skov. Østerd. Ogsaa p. Hadeland.

brend, partic. (af brenna), brændt. – Brendepoka (o’), f. en Hudsygdom, som næsten ligner brændt Skade. Sdm. Ndm. – Brendesaar, n. Saar af Forbrændelse.

brengja, v.a. (er, de), vrænge, vride, bryde paa noget. Hall. Hertil Brengja, f. 1) en forvrænget Stilling (= Rengsla). 2) Klemme, Knibe. Gbr.

brenna, v.n. (brenn, brann, brunnet), 1) brænde, være i Brand; ogsaa: fatte Ild. G.N. brenna. Inf. ogs. brinne (Trondh.), ligesaa Præs. brinn. Supin. ogsaa bronnet, bronne’. Imperf. Fl. hedder brunno (Hall. Vald.). – 2) smerte, svie; ogsaa: ulme, gjære, syde. Det brenn fyre Bringa. Han stend og brenn med ein Snjokave (om Luften). – 3) om Personer: have Uro i Sindet, tænke paa noget med Længsel, Bekymring, Harme o.s.v. Han gjekk lenge og brann med det og inkje gat nokot. Hertil Brand og Brune.

brenna, v.a. (er, de), 1) brænde, sætte i Brand; bruge til Brændsel. G.N. brenna. – 2) svie, skade eller ødelægge med Ild (ogsaa blot ved Hede eller Tørke). – 3) tilberede, tilvirke ved Ild. Brenna Tigl, Tjøra, Bik, o.s.v. – Brenna seg: forbrænde sig; figurl. have Skade af et Forsøg, saa at man siden vogter sig derfor.

Brenna, f. 1) et afbrændt Stykke Land (Skov, Krat). Sjelden og helst i Stedsnavne. – 2) et Redskab til at brænde med; en Jernkasse til Kaffebrænden. Østl.

brennande, adj. 1) brændende. 2) forbrændelig, brændbar. Det brann alt, som brennande var.

Brennefang, n. Brænde, Brændsel. Østl.

Brennelyng, n. stor Lyng, som tildeels bruges til Brændsel.

Brennenata, s. Brenneta.

Brennesott (oo), f. Halsbrynde (= Halsbrune, Elding, Brjostsvide). Sogn, Vald.

Brennestein, m. Svovel. (Mange Steder brugl.). G.N. brennusteinn.

Brenneta (e’), f. Brænde-Nælde (Urtica). Gbr. (Brennetu). Ellers brugt i flere Former: Brennhetta, -hutu; Brennenata, -nota (o’), -netla, -notla. See Nata og Netla.

Brennetorv, n. Tørv til Brændsel.

Brennevid (i’), eller -ved, m. Ved, Træ til Brændsel.

Brennevin, n. Brændeviin.


Brennflekk, m. et lidet afsviet Jordstykke til Dyrkning. Solør. Jf. Brote.

Brennhast, f. flyvende Hast. Jf. brennsnøgg.

brennheit, adj. brændende hed.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   15   16   17   18   19   20   21   22   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə