Ivar Aasen Norsk Ordbog


Tyke (Tykje), eller oftere: Tykjen



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə197/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   193   194   195   196   197   198   199   200   ...   221

Tyke (Tykje), eller oftere: Tykjen, m. Fanden. Helg. (Vefsen).

Tykel, m. et Redskab at flække Bark med. Namd. (Tykjel, Tykkjel). Andre St. Kyttel. Sv. Dial. tykel, tikkel.

tykja, s. tykkja. tykjast, s. tykkjast.

Tykk, m. Fortrydelse, Uvillie, det at man finder sig fornærmet. Han fekk ein Tykk til deim: han fattede Uvillie mod dem. Berg. Stift, Hall. (G.N. þykkr: Fortræd).

tykk, adj. s. tjukk.

Tykke (Tykkje), n. en tæt Skov. Tel.

tykkja, v.n. (er, te), 1, tykkes, synes, have en Fornemmelse af noget; f. Ex. Eg tykkjer, at det lettnar. Sjeldnere upersonligt: synes, forekomme, f. Ex. Det tykkjer meg vera det beste. Lyder mest alm. tykja (y’), el. tykje, og nogle St. tikja el. tikje (i’), Sdm. Tel. Hall. og fl. Bøiningen tildeels afvigende, nemlig i Imperf. tokte (o’), Rbg. og totte (o’), Søndre Berg. Num. Hall. (andre St. tykte, tikte). Ligesaa Supin. tokt og tott (tykt, tikte). Ligesaa Supin. tokt og tott (tykt, tikt). G.N. þykkja (þótti, þótt), ogs. ofte þikkja (Isl. þykja, þikja); Ang. þyncian (þuhte), Goth. þugkjan (þuhta); Ght. dunkjan. Jf. tokka og Tokke. – Tykkja um: tykkes om, synes vel om. Tykkja aat vera: tykkes ilde om noget, befinde sig ilde derved. I Tel. “tikjes at vera”. (Stærk Tone paa “at” eller “aat”). Tykkja langt: længes, kjede sig. Undertiden med et Subst., saaledes: Han tykkjer Mun i det: han finder Fornøielse deri. Eg tykte Gaman i deim: jeg havde Fornøielse af dem. (Landst. 752). Me tykte Synd i honom, see Synd. Jf. tykkjast.

tykkja, v.n. (er, te), 2, fortryde paa noget, vredes, føle sig stødt eller fornærmet. Berg. Trondh. og flere. Sædvanlig med “paa”, sjeldnere med “fyre”. Han tykte paa det. Tykk ikkje paa, at eg uroar deg. Jf. Tykk og tykkjen. I denne Betydning har Ordet altid den regelrette Bøining uden noget af de Afvigelser, som ere nævnte ved foregaaende Ord.

tykkjast, v.n. (est, test), tykkes om sig selv, ansee sig; f. Ex. han tykkjest vera urædd: han anseer sig for at være sikker. Har samme Afvigelser som tykkja 1, og desuden ofte Sammentrækning; saaledes i Præsens (tykkjest): tykst, tikst, tyks, tyss, tiss. Ligesaa i Imperf. (tyktest): tykst, tottest, tost, toss. – Tykkjast vera: ansee sig for noget; være stolt. Tykkjast av seg sjølv: bryste sig. Hall. (tikjes ‘taa se sjøl); jf. ovtykkjast. Tykkjast til seg koma: ansee sig fortjent til Opmærksomhed, gjøre store Fordringer. B. Stift.

Tykkje, n. 1) Tykke, Mening, Skjøn. G.N. þykkja, f. – 2) Fortrydelse, Uvillie (= Tykk). Taka til Tykkje (el. til Tykkjes). tage ilde op, fortryde paa. (Mindre brugl.). – 3) Følsomhed, Sind som let kan paavirkes. D’er inkje Tykkje i honom: han er ligegyldig for al Tiltale; det nytter ikke at skjende paa ham. Nordre Berg.

Tykkje (2), s. Tykke. – Tykkjel, s. Tykel.

tykkjelaus, adj. ufølsom, ligegyldig. (G.N. þykkjulauss). Ogsaa: modløs, forsagt, som giver sig tabt og lader det gaae som det kan. (Omtr. som hugstolen). Nordre Berg.

Tykkjeløysa, f. Ufølsomhed, Ligegyldighed; ogsaa: Modløshed, Sløvhed, Mangel paa Drift til at foretage sig noget.

Tykkjemun (u’), m. en Grund til Fortrydelse, noget som stemmer En til Uvillie. Nfj.

tykkjen, adj. 1) følsom, pirrelig (tykkjesam). 2) fortrydelig, vred, opbragt. Berg. Trondh. Nordl. ogsaa Gbr. og fl.

tykkjesam, adj. pirrelig, utaalmodig, som let bliver fornærmet.

tykta (tugte), s. tugta.

Tyl, m. Taabe, Fjog, ubetænksom Person. Sfj. Sdm. I Hard. Tul.

Tyl, Kjernestang, s. Tverel.

tyld, s. tild. – Tyle, s. Tile.

tylen, adj. taabelig (s. Tyl). Sfj.

Tylft, f. en Tylt, et Antal af Tolv Stykker. Mest alm. udtalt Tyllt (y’); nogle Steder Tolt (Tolft), Indh. G.N. tylft; Sv. tolft. – Om smaa Ting, f. Ex. Knapper, bruges oftere det fremmede Ord “Dusing”.

tylla, v.n. (er, te), forslaae, strække til. Det tyller til, el. det tyller so til: det gaar an, det slaar nogenlunde til. Tel. Hall. Jf. tylta og tøla.

tylnast (y’), v.n. voxe og trives godt; om Kreature. Sdm. Vel egentl. tilnast; see tilast.

tylta (y’), v.n. (ar), 1) træde let, gaae som paa Tæerne. Siredal. (Lyder ogsaa som tølta). Jf. tytta. G.N. tyllast. – 2) blive nok (omtr. som tylla). Det tyltar til; om noget som hjælper til at fylde et Rum eller et Tal. Tel. (Vinje).

<PB N="858">

Tympa, f. Ballie, Vandkar (omtrent som Stempa eller Stamp). Shl.

tymsa, v.n. (ar), tale langsomt og famlende. Sdm. Jf. tamsa.

tymta, v.n. (ar), gjætte paa noget, nævne med Uvished, ymte om. Dei tymta paa honom: man gjætter paa ham, ymter om at han skal være Ophavsmanden. Tel. Hall. I Valders hedder det tynta, hvortil ogsaa et Subst. Tynt, m. en svag Mistanke, en løs Formodning. (Dunkelt). Jf. hymta.

tyna, v.a. (er, te), 1) skade, fordærve; forringe, skjæmme. Nordre Berg. Ofte med “ut”. Dei hadde tynt det ut. Ogsaa: behandle ilde, forslide; plage, f. Ex. en Hest. Smaal. og fl. Andre St. tjona (af Tjon). – 2) ødelægge, tilintetgjøre; saaledes ogsaa: dræbe, f. Ex. Rovdyr. Rbg. Tel. Østl. Trondh. Nordl. (Derimod ikke i B. Stift, uden i Forbind. tyna seg: forkorte sit Liv. Nhl.). Dei hadde so nær tynt honom: de havde nær dræbt ham. – 3) spilde, tabe; miste ved Uagtsomhed eller Glemsel. Søndre Berg. Sogn, Hall. Eg tynte det burt: det kom bort for mig. (Nogle St. “tyna vekk”; i Sogn “tyna kos”). Jf. kasta burt. G.N. týna. Imperf. hedder tildeels tynde, og Part. tynd (yy), dog mest alm. tynt.

tynast, v.n. (est, test), tage Skade, fordærves; f. Ex. om Madvarer. Det tynest ut, el. tynest burt. Sdm. og fl.

Tyne, n. 1, 1) Fordærvelse, Skade. Lidet brugl. see Tjon. – 2) Feil, Lyde, noget som skjæmmer eller forringer en Ting. Sdm. Trondh.

Tyne, n. 2, Vandhuus, Privet. Nhl. (Haus). Af Tun (Gaardsrum).

Tyngd, f. 1) Tyngde, Vægt. (Af tung). Nogle St. Tyngn. (Nordl.). Jf. Tunge. – 2) Betyngelse, Tyngsel, Plage. Mindre brugl. G.N. þyngd. – 3) den største Deel af en vis Mængde. Me hava fenget Tyngdi utav det, dvs. det meste deraf. (Tildeels i B. Stift). Ogsaa: en stor Masse eller Mængde, saasom af Fisk i Søen. Sildetyngdi sig inn imot Landet. D’er meste Tyngdi sunnanfyre, o.s.v.

tyngja, v.a. (er, de), 1) tynge, gjøre tung; ogsaa nedtrykke ved Tyngde. G.N. þyngja. Tyngja paa, el. t. ned-yver: trykke paa, lægge en Vægt eller Tyngde ovenpaa. – 2) betynge, besvære, plage; ogsaa: lægge En noget til Last. Dei vilja altid tyngja paa honom: de have altid Lyst til at sværte ham, at sige noget ondt om ham. (B. Stift). – 3) v.n. betynges af Søvn, blive søvnig. Sdm. og fl. Eg var so trøytt, at det var ikkje fritt, at eg tyngde. (Oprindelig: det tyngde meg). Sv. tynga. – Particip tyngd: bettynet o.s.v. – Reflexiv: tyngjast, blive tung, el. tyngre; ogsaa: blive mere tungfærdig til Bevægelse, saasom om gamle Folk, ligesaa om en frugtsommelig Kone.

Tyngje, n. en Betyngelse; Forøgelse i Vægten; ogsaa om Søvnighed. Lidet brugl.

Tyngjestein, m. Steen som paalægges for at trykke noget sammen.

Tyngsla, f. 1) Betyngelse, Forøgelse i Tyngde eller Vægt. Ogsaa brugt i Formen Tyngsl, og tildeels Tyngsel, m. – 2) Byrde, Paalæg; store Afgifter, saasom af et Jordbrug. Ofte i Fleertal, f. Ex. Skattar og Tyngslor. – 3) Tunghed i Legemet, Mathed, Døsighed. Sjeldnere om Tunghed i Sindet.

Tyning, f. Fordærvelse; s. tyna.

Tyning, m. Tøi, Gods (= Ty). Fosen. Mest i Fleertal (Tyningar). Vel egentl. Udrustning, af tya, v. Ellers i fremmede Former som Tyras og Tyri, n.

Tynjul (?), m. Fakkel, Blus (= Kyndel). Rommerige.

Tynn, s. Tunn. – tynn, adj. s. tunn.

Tynna, f. s. Tunna. tynna, v. s. tunna.

tynna, v.a. (er, te), fortynde, gjøre tyndere (af tunn). G.N. þynna. Tynna ein Ljaa: skjærpe en Lee ved en vis Udhamring i Eggen. Tel. Tynna Skogen: fortynde en tæt Skov ved at fælde enkelte Træer. – Particip tynnt (tynt): fortyndet.

tynnast, v.n. (est, test), fortyndes, blive tyndere; aftage i Mængde eller Tæthed, staae mindre tæt, f. Ex. om en Skov.

Tynnekall, m. s. under tunna, v.

Tynner, Tjørn; s. Tyrner.

Tynning, f. Fortyndelse; s. tynna. – Om et andet Tynning s. Tunning.

Tynning, m. tyndt Øl, Svagdrikke. Hall.

Tynska (eller Tynnska), f. 1) den tyndeste Deel af en Hud eller et Skind. Hall. – 2) nattegammel Mælk (= Rennemjølk). Tel.

tynska, v.a. (ar), gjøre tynd; ogsaa tilspidse, skjærpe. Valders.

Tynsla (yy), f. Fordærvelse, Spilde; Skade f. ex. paa Madvarer. (Af tyna og tynast). Nordre Berg.

Tynsla, (y’), el. Tynnsla, f. Fortyndelse. – Tynsleljaa, m. Lee som er skjærpet ved Udhamring (s. tynna). Tel.

Tynt, og tynta, s. tymta.

tynt (yy), part. fordærvet; udskjæmt osv. s. tyna. – Derimod tynnt: fortyndet.

Typleband (y’), n. Baand omkring en Haartop. Sæt.

typpa, v.a. (er, te), toppe, tilspidse, sætte op i Form af en Top. Tel. (G.N. typpa). Andre St. toppa.

tyra (y’), v.n. (ar), tænde, gjøre Ild op. Lister. Vel egentl. brænde “Tyre”.

Tyre (y’), n. fedt Træ, Fyrreved som indeholder Harpix eller Tjærestof. (Beslægtet med Tjøra). Mandal, Rbg. Tel. Østl. med Tjøra). Mandal, Rbg. Tel. Østl. (Andre St. Spike-tre). Ogsaa i en anden Form: Tyrve (y’), n. Tjæreved, Fyrrerod hvoraf man udbrænder Tjære. Shl. (Kvindherred). <PB N="859"> G.N. tyri og tyrvi. Sv. tyre (Rietz 769). – Hertil Tyrebrand, m. Tyrelaag, f. eller Tyrerot, f. en Stamme eller Rod som indeholder Tjæreved. – Tyreflis, f. eller Tyrespon, m. Stikke af fedt Træ til at tænde eller lyse med. (Jf. Spik). – Tyrelysa, f. Spaan eller Fakkel at lyse med. Buskr. Tyreskunda, f. omtr. d. samme. Tel. Tyrevase (-vasa), m. en stor Fakkel af Tyrespaaner. Smaal.

Tyrel (y’), Kjernestang; s. Tverel.

Tyrihjelm, s. Torhjelm.

Tyrk, m. en Tyrk; ogsaa en Tyran, el. En som indgyder Skræk. Hedder paa mange Steder Turk. Sv. turk, Ital. turco.

tyrma (y’), v.n. (er, de), fare sagte eller mageligt frem, give Tid, spare Kræfterne. Sæt. (Bygland). G.N. þyrma: spare, skaane.

Tyrner (y’), m. Tjørn, Tornebusk, Hybentræ (= Torn, Klunger). Rbg. og Tel. i Formen Tynner; ellers Tydner, Hall., Tydne, Vald. G.N. þyrnir; Sv. törne (n.).

tyrst (y’), adj. tørstig. Mest alm. tysst. G.N. þyrstr. (Forskjelligt fra torstug).

tyrsta (y’), v.n. (er, e) tørste, lide af Tørst. Lyder som tyssta, men bruges lidet.

tyrtig, s. turftug.

tyrva (y’), v.a. (er, de), tildække eller belægge med Græstørv (Grønsvær). G.N. tyrfa. Af Torv. (En besynderlig Afvigelse er “dyrve” i Sætersd.). Part. tyrvd: dækket med Tørv.

tysam, adj. flink, omhyggelig for at holde sine Ting i Orden. (Af tya). Indh.

Tysbast (yy), m. Kjælderhals (Træ), Daphne Mezereum. Smaal. Buskr. Afvig. Tybast, Vald., Kjusbast (Tjusbast) og Kjukbaks, Gbr. Ogsaa kaldet Tyvid (Tyvi), Tel., Tived, Helg. Sv. tibast (tisbast, tivelbast); T. Seidelbast, fordum zidelbast.

Tysdag, m. Tirsdag, tredie Dag i Ugen. Natti til Tysdags: Natten imellem Mandag og Tirsdag. G.N. týsdagr; af Gudenavnet Týr (Ty). Jf. Eng. tuesday, Ang. tivesdæg, Ght. ziestag. Til Navnet Ty hører vel ogsaa det ovennævnte Tysbast og maaskee enkelte Stedsnavne, som Tysnes, hvilket dog synes tvivlsomt.

tysja (y’), v.n. (tys, tuste, tust), 1) rasle, give en Lyd, som naar smaa Dyr løbe igjennem Krat eller Græs. Hard. Hall. og fl. Eg høyrer nokot, som tys burt i Skogen. Det var so fullt av Mus, at det tuste i Aakren. G.N. þysja: storme frem. Jf. tuska, ruska, trysja. – 2) sysle, arbeide, være i Bevægelse. Nhl. og fl. Jf. tusla.

Tysja, f. Ellekone, Tussekvinde, eller deslige. Voss. Jf. Tyfsa.

Tysk (yy), m. en Boie i Form af en Dunk eller liden Tønde. Nordl. Paa Sdm. kaldet Tyskedubl, n. (Tysk er ellers det samme som Tydsk).

Tyss (y’), n. (?), Strenge-Tang (= Martaum). Ryf.

tyst, s. tvist og tyrst.

tyt, mumler o.s.v. see tjota.

Tyt (y’), m. Susen, Støi (= Tot). Sæt. og fl. G.N. þytr.

tyta, v.n. (er, te), udsvede, pible frem; om Saft eller Vædske. B. Stift og fl. Maaskee egentl. stikke frem. (Jf. Tut). I det Søndenfjeldske har det imidlertid oftest en anden Bøining, nemlig: tyt, taut, tote(t), og falder saaledes sammen med tjota.

Tyta, f. 1) en liden Knort, en fremstaaende Knude, saasom paa Hud eller Skind. Nordl. Maaskee af Tut. (Jf. Taata). – 2) en Kjertel i Steen, en liden haard Knude i en blødere Steenart, f. Ex. i Møllestene. Berg. Trondh. Nordl. (Jf. Eitel). – 3) Tyttebær, s. følg.

Tytebær, n. Tyttebær (Vaccinium Vitis idæa). Alm. Nogle St. ogsaa: Tyta (f.), Ndm. Sdm., og Tyting, m. Gbr. I Indh. Tybbær (Tytbær). – Hertil Tytebærkongul (-kaangel), m. Tyttebærklase. Tytebærlyng, n. Tyttebærbusk. (Nogle Steder Tytelyng, eller Tytlyng). Tytebærsaft, f. udpresset Saft af Tyttebær.

Tytefar, n. de Furer eller Striber, som efterhaanden danne sig i en Møllesteen ved Kjertlernes Gnidning. B. Stift. Taka seg eit nytt Tytefar: komme i en ny Gang; figurlig: begynde en ny Levemaade, forandre sin Opførsel.

Tytel, m. (Fl. Tytlar), Tøddel, Prik; Skilletegn i Skrift. Smaal. og flere. Jf. Isl. titull, Eng. tittle, Holl. tittel. Dog synes Ordet snarere at høre sammen med Tyta.

tytelaus, adj. fri for Kjertler; om Steen.

Tyting, m. s. Tytebær.

tytta (y’), v.n. (er, e), berøre noget løseligt; gaae saaledes at man kun berører Grunden med en Deel af Fodsaalen. B. Stift. D’er so bratt, at d’er knapt ein fær tytta paa med Taanom (holde sig fast med Tæerne). Tytta paa Foten: træde sagte eller forsigtigt, som med en syg Fod. Jf. tylta og tæpa.

Tytta (y’), f. et Kvindemenneske. I Sæt. Tytta og Titta (i’), om et lidet Pigebarn; maaskee et Kjæleord for “Syster”. Nordenfjelds Tytta og Tøtta, deels om en fremmed Kvinde (jf. Tøta), deels om En, som gjør nogen Opsigt; saaledes ogsaa om Dyr af Hunkjønnet ligesom Kjella, Megga, Rugga og fl. Sv. Dial. tytta: Moster osv. (Rietz 770).

tytutt, adj. ujævn, fuld af Kjertler eller Knorter; s. Tyta.

tyve (y’), Forkortn. af “ut yver”.

Tyvid, eller Tyved, s. Tysbast.

Tyvær, s. Tidveder.

(Tær), s. Taa. – , s. taka.

, og tæa, v. s. tæja.

tædd, opslidt, optrevlet; s. tæja.

<PB N="860">

Tæft, s. Teft. tæfte, s. tefta.

Tægd, f. Fornøielse, Behag. Hava Tægd av nokot: have Fornøielse. Tel. Ogsaa: Tilfredshed med et Tilbud, det at man tager til Takke med hvad man faar. Nhl. (her udtalt Tegd). Isl. þægd: Gunst. G.N. þægr: behagelig (til piggja: modtage).

tægd, part. tilfredsstillet, s. tægja.

tægda, v.a. (ar), modtage villig, tage til Takke med. Nhl. (tegda).

tægdig, adj. ønskelig, velkommen, som man modtager med Fornøielse. Nhl. (tegdig).

Tægebær, s. Taagebær.

Tæger, pl. Rødder, s. Taag.

tægja, v.a. (er, de), stille tilfreds, berolige, forsone. Tel. (Vinje), i Formen tæje (tægje), men Imperf. tægde. Particip tægd: beroliget. G.N. þægja: gjøre behagelig. – Om et andet tægja, s. tæja (og telgja).

Tægja, f. 1) en Siekurv, Sie hvori man skiller Ost fra Vallen; sædvanlig flettet af Kviste eller Trærødder (altsaa af Taag). Tel. Nhl. og flere. I Sogn udtalt som “Teia”. – 2) en stor Æske at lægge Fladbrød i; en Brødkurv. Sæt. Ogsaa kaldet Braudtægja.

Tægje, n. en Hob eller Kreds af Trevler, f. Ex. om Roden af et Træ. Tel. (Vinje). Af Taag.

tægleg, adj. behagelig, tækkelig, vakker; ogsaa: venlig, artig, god at omgaaes med. Tel. G.N. þægilegr, þægr. Jf. tægja og Tægd.

tægt, s. tæja, tægja og telgja.

tæja, v.a. (r, dde), tæse, optrevle, opløse sammenfiltede Klynger, f. Ex. i Uld. Søndre Berg., oftere med Inf. tæa, el. . (Præs. tær). I Nordre Berg. har det derimod Bøiningen: tæje, tægde, tægt, og er altsaa overgaaet til tægja. I Gbr. tøye (s. tøygja). I Nordl. i en anden Form: taa (r, dde). Isl. tæja (tæ, tádi). Goth. tahjan: rive. Particip tædd (n. tætt), advig. tægd og taadd, dvs. optrevlet. – Om et andet tæja, s. tøya, tægja, telgja.

Tæjing, f. Opplukning, Opsliden. Nogle St. Tæing: i Nordl. Taaing.

tæk (tager), s. taka.

Tæl, s. Tel. – Tæla, s. Tele.

Tæming, s. Teming. tæmja, s. temja.

tændra, s. tendra. tænja, s. tenja.

tæpa, v.n. (er, te), røre let eller sagte ved noget; især om at træde sagte eller forsigtigt, som med en syg Fod. (Jf. tytta). Foten var so saar, at eg kunde mest ikke tæpa paa honom. Nordl. ogsaa Gbr. Hall. og flere. Isl. tæpta; jf. G.N. tæpt: knap, neppe.

Tæpe, n. 1, en liden Tingest, ubetydelig Ting (omtrent som Næme eller Naam). Hard.

Tæpe, n. 2, et Tæppe, et Dækken. Valders. G.N. tepet (tæpid) af Lat. tapetum:

tæra (1), v.a. og n. (er, de), 1) fælde Taarer (= taarast). Tel. (Vinje). – 2) klare, hælde Vandet af (noget som er udblødt eller kogt, f. Ex. Fisk). Lister, Mandal, Rbg. – 3) v.n. straale frem, rinde op; om Solen. Aaserall. (Hertil Soltæring). Er maaskee et andet Ord; ialfald synes noget at mangle imellem disse Betydninger. Jf. tærug og Isl. tær(r): reen, klar.

tæra (2), v.a. (r, de), 1) tære, opløse, æde sig ind i; f. Ex. om Rust. Jf. Goth. tairan: rive; Eng. tear: T. zehren: forgnave. – 2) svække, afkræfte, angribe langsomt. Jf. tærsa (tæsa). – 3) fortære, forbruge, nyde til Ophold. Kroppen tenar, og Kroppen tærer. (Ordsprog). Ogsaa: døie, taale, finde sig i (noget ubehageligt). Han fekk tæra det: han maatte taale det (f. Ex. en bitter Bebreidelse). Sv. Dial tära. – Particip tærd (ofte: tært). Reflex. tærast: hentæres, indsvinde.

Tære, n. en Smule, liden Deel. Sogn, Nhl. Hard. Ryf. Inkje Tære: ikke det allermindste. (Jf. Taar: Trevle). Afvig. Tere og Ter (ee), Lister, Mandal.

Tærepengar, pl. Tærepenge.

Tæring, f. 1) Tæring, Hentærelse; ogsaa Kræftskade. – 2) Fortæring, Underholdning. – 3) = Soltæring, m. m. see tæra.

Tærre, s. Terre. – tærsa, s. tæsa.

tærug, adj. 1) kraftig, stærk, udholdende; f. Ex. om en Hest. Smaal. (tærau). – 2) net, fiin, kunstig; tildeels ogsaa: besynderlig, snurrig. Hall. (tærig).

tæsa, v.a. (er, te), 1) rive, plukke, opslide (ligesom tæja og taa). Tildeels ved Bergen. Sv. Dial. tesa, teisa; jf. Eng. tease, Ang. tæsan. – 2) om Veiret: tøe, tære paa Sneen. Indh. (Snaasen). Falder nær sammen med tæra, men synes hellere at høre til tøya (Taa, taana). Paa Sdm. siges tærsa (ar) om at svække eller angribe haardt.

Tæsa, f. Tøffel. Hall. og fl.

Tæsevind, m. Vind med mild Luft og Tøveir. Indh. (Tæsvinn), s. tæsa. Saaledes ogsaa Tæseveder (Tæsveer), n. Tøveir. Jf. Tøyr.

Tæst, f. Fornemmelse osv. s. Teist.

tætta, v.a. indflette, sammenflette (af Taatt). Nhl. – Tætter, pl. s. Taatt.

Tæv, Lugt o.s.v., see Tev.

Tæva, f. Tispe (= Tik, Bikkja). Lidet brugl. Nt. Teve, Holl. teef.

(Tør), s. To, f. – Tøa, s. Tøda.

Tøda, f. 1) Gjødningsstof, eller gjødende Vædske i Jorden. (Egentl. Tada; s. Tad og tedja). Faa Tøda i Jordi: gjøre Jorden fed eller frugtbar. Paa Sdm. Tode (o’); nogle St. Toa (o’) og Tøa. – 2) gjødet Jord; fed og græsrig Eng i Nærheten af Husene. Brugt i Formen Toa (o’), Shl., Tøa, Jæd. Tøo og To-o, Vald., <PB N="861">Tuu og Tugu, Hadeland. G.N. tada, acc. tödu. – 3) Hø af gjødet Eng (Isl. tada); især: Eftergræs, nyvoxet Græs efter Høslætten (= Haa, Nylode). Jæd. Nedenæs og fl. i Formen Tøa. – Paa Sdm. bruges Tode (o’) ogsaa spotviis om Prunk og Pralerie, eller noget osm Folk gjøre for meget Væsen af. Saaledes ogsaa et Verbum toda (o’): prale, gjøre meget Væsen af noget. I Ryf. tøa: vrøvle, sludre.

Tødehøy, n. Hø af gjødet Eng; stort og tætvoxet Græs. (Tildeels ogsaa: Eftergræs). Ogsaa kaldet Tødefoder. “Tøofoor”, Valders. Sv. Dial. taduhö.

Tødemark, f. gjødet eller meget græsrig Eng. Ogsaa kaldet Tøde-eng; afvigende Tøeng, Tøoeng, Vald. Todeng (o’), Sdm. Jf. Tadsig.

Tødur og Tødør, s. Tidur.

Tøeng, s. Tødemark.

tøk, adj. 1) passende til at tage eller modtage, færdig til Afhentelse; f. Ex. om Dyrs Unger, naar de ere blevne saa store at man kan tage dem bort fra Moderen. B. Stift. G.N. tœkr. (Af taka, tok). – 2) tagende. I Sammensætning som: greidtøk, visstøk, hardtøk, smaatøk, stortøk. – 3) nem, rask til at lære eller fatte noget. Trondh.

Tøke (el. Tøkje), n. 1) Tagen, det at man tager noget. Mest i Sammensætn. som Landtøke, Sildtøke; Tiltøke, Ettertøke. Jf. Framtøke. – 2) et Forsøg, Tilgreb; Kamp, Dyst. Dei toko eit Tøkje til aa trætta. Ogsaa et Angreb af en Sygdom (= Tak, Rid). Nordre Berg. – 3) noget som man bruger eller griber til. Sjelden. Jf. Ordtøke. G.N. tœki.

tøkleg, adj. 1) nyttig, bekvem, god at gribe til. Tel. Oftere tøkjeleg. I Hall. tøklen (tøklegjen?). G.N. tœkilegr. – 2) dygtig, som tager alvorlig fat; ogsaa: hjælpsom, gavmild. Tel.

tøla, v.n. (er, te), 1) stunde, skride frem; om Tiden. Det tøler mot Kvelden. Hard. Ogsaa: være nærved, eller omtrent nok (?). Det tøler til: det gaar an. Ryf. (Jf. tylla). – 2) tøve, bie en Stund. Du maa tøla litet til. Hard. Nhl. Sogn. Andre Steder tøvra.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   193   194   195   196   197   198   199   200   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə