A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə157/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   153   154   155   156   157   158   159   160   ...   219

Skjerjaronk? f. Række af Skjær. SHelg.: S(k)jæriraank, Fl. "-raankji". Jf. Ranke.

skjerjast v.n. (ast). "Snjo´n (Snø´n skerjast", der bliver sneebare Flækker; se skerja v. og adj. Og: "dæ skerjast", d. s. Ryf. Jæd.

Skjerka eller (og) Skjerkja f. 1) et Tidsrum med haard Frost, om Vaaren. Vestfold (Lier): Sjærke. 2) et noget langt Stykke Vei. Smaal.: Sjærke. 3) i "Jouleskjerkja", Sæt., og "Langfredagsskjerkja", Tel. Jf. Skarka. – 4) Sjerka mager og vantreven knoglet Ko = Skork. Ma. Ned. 5) haard og skarp Kvinde, som fører dristig, kynisk, næsten uanstændig Tale. Tel. (Kvitseid og fl.): Sjerkje.

skjerkjen adj. kjødløs skindet knoglet og stiv, lig en Skark, Skjerkja, Skork. Ma. Rbg.

"skjerpa v.a." A. 3) soltørre (Hø). YNamd. 4) "skjerpa Brød", gjøre Fladbrød sprødt over Ilden. 5) "skjerpa paa" se skjerpast.

"Skjerpa f." A. "Langfredagsskjerpa" = -skerkja. Bamle, ØTel. Rbg.

skjerpast v.n. (est, test), blive hard paa Overfladen ved Frysning, faa en frosen Skorpe. Østl. (Oslo, Totn) og fl. "Dæ komm´r te(l) aa skjærpes paa te(l) Natta". skjerpa paa d. s. Agder, Trondh. og fl.

"skjerr adj. sky". A. sjarr´e, Rbg. Ma. Sæt. s(k)jær, Nordl. Trondh. Ringerike; s(k)jeer, Innh. 2) kneisende, strunk. NGbr.: sjærr.

skjerr (e') adj. 2, 1) om Luften: gjennemsigtig og frisk, som i vindigt NVVeir. Ma. (Grindeim): sjerr´e. Vel G. N. skærr eller skírr klar. 2) klar og frisk, om Stemme (Lyd). Ma. (Gr.). "Sjerr´e i Maale". 3) rask. Ma. (Grind.). "Sjerr´e te gaa". 4) "sjerrt Høy, sjerrt Brø", sprødt. Rbg. (Evje), Ma. (Finnsl.); neppe, ifølge Diall.'s Lydforhold, for "skjerpt";
jf. dog skjerpa. 5) "sjærr Udd", bedste Sort (?) af Uld. Li. (Fjotland).

"skjerra v.a." A. "skirra itte". Hard.

"skjerra v.n." A. "Sjærre i Væg´n", sætte afsted. Hall.

Skjerra f. 1) Skræmsel; noget som skræmmer; især: Hval og Fugl i Forhold til Fisken. Senja, Troms: S(k)jæra; Hall.: "Sjærræ, Kraakeskjærræ", Skræmme. 2) et sky Dyr. Li. Hall.

skjerren adj. 1) sky. Hall. 2) = skobeitt. Hall.

Skjerrrsl m. pludselig Skræk; Forskræmthed. Sfj. (Førde, Holsa).

skjerrøygd adj. med sky, forskræmte, Øine. Tel. sjarrøygd, Sæt.

Skjersaks f. = Holskavl. Ma. (Bjelland). Skjersoks (o') f. om et hvast Kvindfolk. Sfj.

skjersigla v.n. (er, de), 1) seile paa Skjær. 2) komme i Forlegenhed. Vald. – "skjersett"; A. Ryf. – skjert se grannskjert.

skjertast v. n. spøge med hinanden, gjækkes fjase; = Eng. to flirt. Vald. Jf. Skart; T. scherzen, d. s.

"skjerten adj. net". A. Ndm.

"skjerutt adj." A. 2) om Ager: fuld af Skjer 3).

[Skjerv m. 1) Skjærm fortil paa Slæde el. Karjol. Hall. (Nes, Gol, Aal). 2) Skjærf.

"skjerva v.a. dele osv." A. Sogn. 3) tømme (drikke ud) et Drikkekar. Dal. "Den sum s(k)jerva ska tappa i atte".

skjerva og skjervast v.n. om Sneens Smeltning pletviis = skerja. Sfj. (YDale). "D'æ aat aa skjerve", eller "skjervast". Vel til Skjerv, Skarv, omtr. = Skjer. – skjerven adj. om Snee, hvor det har skjervast. Sfj.

"Skjerva f. en Sygdom". A. Ndm. Skjørva f. defin. Helg. Senja, NØsterd. "Skjæra Skjærvaa", el. "s. för Skjærvaan", skjære et Kors paa Bryst, Ryg og Arme; Ndm. "S(k)jæra S." el. "før S.", skjære et Kors paa Brystbrusken, Nordl. "Sjæra faar Sjærvun", NGbr. "Sjaaraa før Sjørven(n)", eller "gjaaraa aat f. S.", d. s. NØsterd.

Skjerva, Skjervbrøsk se Skivra.

Skjer-vaand m. = Skjerel. Smaal.: -vann.

Skjerveng m. 1) Sideflig paa Plovskjær. 2) Plovskjær. Tel. Hall. Østl.: Sjer- og Sjær-.

"Skjerving f." A. 3) Mønning paa Huus. – Skjervingsnævr, Næver lagt over Mønningen. SætB.

skjesken adj. lysten paa en særegen Mad. Skjeskebite m. Ned.: Sjeskebid(d)e. Jf. kjeska, skjessa.

"skjessa v. n. (er, te)". A. Rbg. Og (ar). Vestfold, Follo. "Faatimat, d'ær Mat som en sjeessär paa", Vestfold.

"Skjessa f." A. Om den hidsigste Madlyst; NTel. (Bø), Vestfold. "Riive Sjessa av seg", stille den hidsigste Lyst paa en særegen Mad; Bø. "Naa har je iti Sjessa mi"; Vestfold. – "skjessen adj." A. Rbg. Ma. Vestfold. "De va sjessi o sjaa deg her", det var et sjeldent og efterlængtet Traktement at osv. Rbg. VTel. Jf. Faatid, forkunn, nyfiken.

skjetta v. (ar), skraale af Lystighed, juble. Skjetting f. Jubel. Hard. (Ullensvang).

"Skjevel (e') m. skavet Kjæp". A. Namd. Ma. (Aas.); Sjevile VTel.; Sjevedl (og æ) Ryf.

Skjevje se skivja. – skjevla for skeivla.

"skjevla v." A. skrabe, skufle. Innh.

skjevra, skjevr, skjevrutt se skivra.

skjodra se sjodra, sjadra. Skjoldre se Styltra.

"Skjol (oo) n. 1) et Skjul". A. Sjuul, Østl. Nordl. Noget som dækker. "Et Sjuul för Äua paa Stuut´n"; Smaal. "Røyse Vee´n i Sjuul", sætte lang Ved paa Ende under Skovens Træer. Nordl. (Ofoten). "2) Luge osv." A. Voss. "Glasskjool", Sfj. "Ruuseskjool, Reileskjool". "3)". A. "Skjæra för (fär) Skjöl", for en Tungesygdom; Ndm. STrondh. Skjøvl d. s. Romsd. Sjølt, dsl. Sæt. Tel.; Smaal. (tykt (l)t); se skjølt.

Skjol (o') f. haardt yderste Lag (Skal); saaledes: Emaille paa Tand, Hestehovs ydre Lag. Tel. (Rauland, Kvitseid, Selljor, Høydalsmo). I Fl.: Sjolir. "Kneskjol". Ogsaa: S(k)joll (o') f. Selljor. Jf. G. N. skjall Æggehinde; Skjølla.

"Skjold (o') m." A. 3) Lag som dækker. Tel. "Sjoll´n laag av Loort". "Iissjoll", Iiskaabe, VTel.; "Loortesjöll", Nedre Tel.; "Kaapaarsjöll", Kobberbelæg. 4) Rude el. stor Plet som ved Farve eller Farveafskygning skiller sig fra Omgivelserne. Nfj. (Honndal). "Kyyr´a har ein stoor´e svart´e Skjold' aav´r Ryggj´a". Især i Flertal, om store usikkert begrændsede Farveflækker som er fremkomne ved mangelfuld Farvning eller ved Falmen. Udbredt Søndenfjelds. 5) om dyrkede Marker eller Markflækker. Nedre Tel. (Solum; sjeldent): "Sjöllar" pl. Hertil vel de mange Stedsnavne: Skjold (f. Eks. paa en Mark paa Klostr, paa Holsno, i Fjellber, Shl.); Skjelde, Skylde (Skildi), Skjaldastad, Skjaldbreid og fl. 6) "glane unner Sjöll", skule frem = glana under Lugg. Smaal. Se Lugg. "Skyyte oopp Sjöll´n", see stort op efter at have skulet. Smaal. Odal, Totn.

skjolda v. (ar), 1) "skjolde seg", danne Skjold(ar), (Rude osv.). Nfj. (Honndal, Stryn). "Aakrn skjolda seg ette Fro`sta", Ageren faar atter efter Frosten kraftigt voksende mørke Flækker. "Denne Aakrn skjolda seg uut fraa dei andre", stikker af ved sin Farve eller Glands. "Skjolde seg tee", stadse sig ud med Sølvstads, især "Sylgjer" (Plader). 2) være afstikkende, stikke af; falde i Øinene. Nfj. "Dæ skjolda for mykje, dæ Plaggje". "Dæ skjolda bra dette Huus´e". "Dæ skjolda ikkje ille", "dæ s. te dæ", det seer forhaabningsfuldt ud, seer ud til det. 3) a) falde i Øinene ved sin Størrelse. b) vise sig større end det er,
skrolle; tildeels = ruva; skolla. Ndm.: skjaall'; Gbr. (Fron): sjølle. 4) "skjolda seg", og mest: "skjolda seg av", sjeldnere: "s. seg ut", skille sig ved de ydre Lag pladeviis; om Lagene: skille sig fra, flænges af. Rbg. VTel. "Vee´n sjollar seg av". "Fiskjn hev' sjolla seg", eller "F. hev' avsjolla, fysst Iisskjolln æ avdutten", om frosen Fisk som har skudt Iis.

"skjoldutt adj." A. Udbredt Søndenfjelds: sjollete (aa#-ö). brönds(k)jöldutte omtr. = brandutt. Hall.

Skjol-luva? f. rund tætsluttende Hue med ret fremstaaende Skygge. Østerd.: "Sjoolluve". Jf. Skyna.

skjol-renna (o') v. (er, de). "Soum´n sjolrænner", el. "sjolrænner seg", naar Sømmet under Skoningen af Hesten gaar op langsmed "Skjol´i" (se d.) istedenfor at komme ud med Spidsen. Tel. (Raul. Kv. Sel.). Ogsaa: sjølrænne, Tel. Til Skjøle.

skjol-staden adj. som har staaet i Skuur "Skjol". Østl.: sjuulstaatt.

skjoltra, skjoltreleg se stjaltra.

skjopp! interj. Udraab af (fingeret) Livsmod og Uforsagthed. Vel kun som: "sjopp, san!" Ma. Dal. skjoppe seg v. bruge Fagter som skal antyde Uforsagthed og Trang til at bruge Kræfterne; omtr. = aksla seg til. Bruges neppe alvorligt. YMa.

"Sjopp deg i Liiv´e!" Jf. Skopp n., skuppa.



Skjom (oo) m. Fiskernes Sø-navn paa Ørnen: Skjoom´n og Skjoomm´n; se Flugs. Ndm. (Kvernes og fl.). Jf. maaske skjoma.

"Skjor (oo) f. Skade". A. S(k)jeer Agder, Tel. "Stupa Sjeer´æ", "stuube (styybe) Sjeer´a", støde Kolbøtte bagover, jf. stupa Kraaka. Ma. og fl. – Skjoregg n. "eta upp Sjoorægge", ikke kunne bevare en Hemmelighed. NGbr. Hedder ogsaa: "ha(va) ete S(k)jeeregg". Agder, NGbr. og fl.

skjor-leitt? adj. flækket, smaaskjoldet. Nfj. (Honndal, Stryn): skjoorlette. Til Skjor?

skjorutt adj.” A. sjurutte, Hall. (Hol); sjooraat(e) NGbr. sjeerette Jæd. og fl.



"Skjorveng m." A. 1) en Skades Vinge. Om en tynd og let Person. Ma. og fl.

"Skjot (oo) m. 1) Skyds". A. Ndm. "3) Paaskyndelse". A. Befordring, Fart. Gange paa Sjoot", gaa meget raskt; Gbr. (Foldal). "Ein goo Skjoot", om dygtig Fart paa en Kjælke; Romsd. Ndm. "Æg gjool S(k)jøt", jeg ledsagede et Stykke paa Veien; Stjør. "Dæ gjool saam(m)aa S(k)jøt´n", det kom ud paa eet.

"skjot (oo) adj." A. Om Jordsmon, Egn, Sted, Gaard, hvor Væksten er rask. Tel. og fl.

"skjota v." A. Infin.: s(k)jøte,NGbr.(?) Innh.; skuute (omtr. saa, og hen imod ø), Odal, Solør og fl.; skyyte (haardt K), ØSmaal. Se K, G. sk. Præs.: s(k)jøt, Innh.; skyyt (haardt K), ØSmaal. og fl. Imperf.: sköyt og skjøyt, SØstl.; skot#-skøt (o'#-ö#-ø), Gul. Østerd. SSmaal. "Skjota ette ein", ave En = kusta ette; Nhl. "Skjota Puust´n" (hvile og) puste ud; udbredt. "Skjota Vaosen" = rinda Vaasa; Hard. (Kvamm). "Sjote aat" = giva Skotord; NGbr. "Sjote frampaa", ymte om = slaa paa; NGbr. "Sjote upp", om Vand som ved synkende Barometer gjennembryder Isen; Sæt. og m. fl.

skjota v.n. (ar), være meget virksom; skynde paa; drive paa. Nfj. Sogn. "Kva æ dæ du skjota mæ no!" Jf. skota. Se A.

"skjotast v.n. 2)". A. Østerd. Trondh.

skjoten adj. let glippende, usikker, uberegnelig. S- og NTrondh.: s(k)jøte(n). "D'æ skjøte mæ Vee`ra (-ri), mæ Fi`skja". – skjotutt adj. d. s. Trondh.: s(k)jøte(n). "D'æ skjøte mæ Vee`ra (-ri), mæ Fi`skja". – skjotutt adj. d. s. Trondh.: s(k)jøtaat. Til skjotast. Jf. skøyten.

skjotfarande adj. = skjotfør. VTel. Se Egd.

skjotfeig adj. bestemt til at dø tidlig. Tel. (Veum, Skafsaa). "Dei tiss vera so sjootfeige i Amerika".

skjotføra v.a. befordre med voldsom Fart; jage bort; drive ud. Hall. (Gol, Aal): sjøfføre og sjyfføre. Jf. skjotfør. – Skjotføring f. voldsomt rask Befordring; Udkastelse. Hall.: Sjøff-. Se sjoføra, A.

Skjothest m. Hingst. Romsd. Skjuthest Ndm. Gbr. Romsd. og fl. Se Skjut.

skjotka v.a. (ar), fremskynde. VTel.: sjootke (Vinje), og sjookke (Vinje, Selljor). "S. Klokka".

"Skjotleike m." A. Sjootleik Ned. (Froland), Rbg. (Tovdal), Ma. (Aas.). Sjoussläik(ji), Sæt. Rbg. Tel.

"skjotlynd". A. 2) "skjøslønd", snaksom? Tinn.

?skjotra (o' el. aa) v. "skjotra Öugena (el. -go), spile Øine forbauset op. Shl. (Fitja).

Skjotvara f. Ammunition. Tel.

Skjul, skjula se skylja. – Skjulna se Skil-.

skjula v.n. "skjule oondo (eller unni"), see under nedtrukne Bryn; skule. Gul.

Skjulm, skjulme se Skulm.

Skjulrænne n. se Rende og Skjol.

skjumla, skjumlete se skimla.

skjunkla v. 1) skvulpe; klukke; om Vædsker i Kar med trang Aabning. Hall. Jf. skunkla, skvinkla. 2) slænge frem og tilbage, som Klæder om en indfalden Krop. Hall. "Klæ-udn hæng aa sjunkla paa 'o".

"Skjut n. Hoppe". A. Innh. Ndm. 2) gammelt Øg. Trondh. og fl. Jf. Eljaskjut.

Skjæk f. Skovl; se Skaak. Hard. Shl.

Skjæka f. vandret anbragt Stang el. Lægte som i Forbindelse med Stolper danner Gjærde. Indr.: S(k)jeek', Fl. S(k)jeekaa. – skjæka v. (ar), sætte op sligt Gjerde. Indr.: s(k)jeek'. – Til Skaak.

skjæka v.n. (ar), 1) gaa skjævt og slængende; fare skjævt eller ud til Siden; omtrent = skeika. Sæt. Totn. "Han sjækar mæ däi äene Fout´æ". 2) = "skjekkja Munnen". Smaal. Vestfold.




skjækja v.n. (er, te), 1) sidde eller gaa skrævende og med (lange) stive Been udadvendte. Rbg. ØTel. Bamle og fl. skjæke Rom., kunde maaske være foreg. "Skjæke att aa fram", skridte (skræve) meningsløst frem og tilbage. Rom. Vel til Skaak. 2) tee sig urolig vilter og udfordrende. Nhl. (Sks.). "Hestn vi skækja (e?) seg". "Skjækja seg tee". "Skjækjande galen". Meddelt. Vel neppe G. N. skjækja slaa en Brikke i Skak.

Skjækja f. Kvinde som skjækjer 1). Rbg. og fl. – skjækjeleg adj. lig en Skjækja. Rbg.

Skjækje (e'?) n. fremfusende Færd = Ofse; urolig i Skynding; hed Hast. Nhl. (Eks.). "Han æ i slikt Skjækje te aa faa detta ifraa seg, han he kje Tii te koma inn aa eta". "Ho kom i slikt Skjækje, daa eg sae da". Meddeelt. Til skjækja 2).

Skjækje n. begge Skaglerne naar de er anbragte paa Hammelen el. Kjøretøiet (Slæde, Kjærre osv.); Rummet mellem Skaglerne. Hall. Vald. Gbr. Land. Ring. Tel. Røldal. Skjeikje Hedm. (Ringsak). "Han läidde Hest´n inn i Skjækji". "Laangt Skjækje".

Skjækjehumul m. = Langhumul dvs. Tværtræ, som forbinder de to "Skjækje" ved Dobbeltspænd. Smaal. Hedm. (Skeikje-).

skjækjehyrnt adj. om Hornkvæg med rette vidt udspærrede Horn. Sæt. (nnt).

"skjæla v.n. (er, te)". A. Sæt. Num. "Trøya sjæler", naar dens nedre Kant bøier sig ud fra Kroppen og lidt opad. "Sle'efjetrun sjæler" naar deres Midte bøier sig ind mod Slæden og de danner en hul (konkav) Bue udad. skjæle )( skjøle dvs. danne et Hvælv. – Skjæling f. Kant, "Brugda", som staar op bag paa en Skjæletrøya f. Tel. Num. – skjælehyrnt adj. )( kryplehyrnt. Sæt. Tel.: sjælehynnt.

s(k)jælalaus? adj. haard og skjødesløs; hensynsløs; høist uforsigtig; uvyrden. STrond. (Ork. Meddal, Rennbu). Meer brugt er: s(k)jælalaust adv. "Han sprang, kjørt' (kjaur') so s(k)jælalöust (og -lost)". "Han foor so s. aat". Maaske jf. skillaus, Skil f.

"Skjæle n. Skuur". A. Ndm. Gul. Røros. "Veeskjæle; Fjøsskjæle; Huluskjæle". 2) dækket Gang mellem Tømmerbygninger = Skaale 2). Gul.

Skjæna f. = Hæsa. "Vaarskjæne". Nfj.

skjæna v.n. 1) flyve skjævt = skeina. Tel.: sjæne; Smaal.: sjeene (som leese < læsa). Hertil: Kvællsjeene f. Flaggermuus = Kveldskingla. 2) see skjævt og skottende = skeina. Romsd. 3) v.n. kaste Smut = skeina. Dal. Skjænestein m. = Skeinestein. Dal. Se A. Maaske til Skjæna, tynd Skive (A.) og Skaan; jf. skiva, skivja.

skjæpa v.n. (er, te; og ar), 1) trække Mundvigerne ned og skyde Underlæben frem, dog ikke til Graad men i Grimase; vrænge Ansigt (Mund, ad En). Rbg. Ned. VAgder. 2) skjemte uvornt og tosset fjasende (maaske ogsaa med Grimaser), = "sidja mæ Galneskab". Dal. Jf. G. N. gera skelpur, gjøre de Ansigtsbevægelser hvormed Graad begynder. – skjæpen adj. tilbøielig til at skjæpa.

skjæpa eller skjæva? v.n. (ar; og er, te), sætte raskt afsted med lange Skridt skjødesløst slængende og tumlende; tumle afsted; fare overilet til med noget; buse til. VAgder: sjæba (Audndal, Kvin, Fjotland), og sjæva (Fj.). "Sjæba asta". "Han sjæpte tee". Jf.maaske G. N. skæva gaa (raskt? skjævt?).Se skeiva. Ogsaa fra Rbg. er optegnet "skjæve?" d. s.

Skjæpa (æ el. e'?) f. en sladresyg omføitende Tøite. Nfj. (Gloppen). Maaske til skipa.

Skjær f. Saks. NGbr. Vel eg. Skjer n. pl.

"Skjæra f. 2) Eg". A. Nhl. (Eks., hyppigt).

skjærd adj. = skjær; om Ager. Hall. NGbr. (tykt D); Sogn (Vik): skjærd´e og "skjær´e".

"Skjære m. Saks". A. Ned. Li. Jæd. Ryf. (n.?), Tel. ISogn (tildeels n.). I Sæt. er "Sjæri" stor Saks, mens "Soks" er liden.

Skjære n. Eg paa Naver. Sæt.

?Skjæril m. liden "Skjære"; Saks. Sæt.

Skjæregras (e'?) n. en Vandplante med skarpkantet hul Stængel; maaske Skærgræs, Carex acuta = Kvassegras. Voss.

Skjærnad m. Modenhed, om Korn; særlig Modenhedens gule Farve. Ogsaa om Løvets Guulhed med Løvfald. Hall. "Dæ æ fiin Sjæærna paa Skoog´ee i Haust".

Skjæs se Skjak. – s(k)jæve se skjelva. – S(k)jævslur se Skjelvsla.

"skjævutt adj." A. 2) = skjoldutt. Hard. Sogn, Shl. "Stkjævete Hest, Eple".

"Skjøa f." A. 2) garvet "Hudsko". Tel.

"skjød adj." A. 2) gridsk = slid. Dal. Jæd.

"skjøda v.a." A. 2) v.n. være om sig til Andres Skade. ISogn (Lærdal). "D'æ äen so kann skjø ikring seg", gjøre det bart omkring sig. "Detta Bäiste skjør no adlestan". "Skjø ikring", fare omkring, særlig paa Nattefrieri. "Skjø ikring aa fri". – skjøvja d. s. se d.

skjøda? v. skoe, anbringe som "Skoning"? Sæt. "Sjøe de 'ppundi mæ Räema", fastsy det paa Undersiden med Læderræmme. Maaske G. N. skœda skoe.

skjødbeitt adj. energisk i at forfølge sin Fordeel. ISogn (Lærdal). Jf. skjøda, skobeitt.

Skjøgla f. = Jaala, Sjaala. Tel. (Heiddal, Sauar, Rauland). "Hæl(v)sjøgle" = Halvsjaala. Maaske for Skjegla. – skjøgleleg adj. lig en S.

skjøkja seg v. leve som Skjøge. Sæt.

skjøk(k)la se stjøkla.

skjøla v.n. (er, te), danne et Hvælv eller et Skal, "Skjøl" eller "Skjøle", over noget; tildeels )( skjæla. Tel. (Raul.). "De sjøler Svodd´e utivi Foss´n". "Trøya sjøler". staar ud fra Kroppen midt i Ryggen.




skjøla seg v. flise sig op, se skjela. Li.

Skjøldr, skjöldr se Skjelte.

skjøldra, Skjøldra se stjoltra, stiltra.

Skjøle n. haardt skalagtigt ydre Lag som paa Hov eller Tand; tynd skalagtig Plade eller Flis, som de, hvori "Nævr" lader sig spalte; altsaa tildeels = Skjol (o') f., men hører nærmere til Skjel (e') f., (I VTel. "Skjøl"). Tel (Vinje, Rauland, Eidsborg, Høydalsmo, Laardal, Mol.). "Der æ eit hart Sjøli uttapaa Tryyta (Fisken)". "De stokk av eit Sjøle av Stokkjn". "Kneeskjøle". En huul Træstamme kan være "eit Skjøle"; Rauland.

Skjøle pl. se Skjel; n. og m. se Skjele.

skjøle se skjerda. Skjøling se Skjerding.

Skjølheldra f. se Sjøl-. Lyder S(t)kjøl-?

skjølrænne se skjolrenna.

Skjølsle, Skjølslerii se Skjelvsla.

skjølt adj. (Rbt. Tel.) om Hest som lider af Skjølt dvs. Betændelse i Tandkjødet og Gummerne. Rbg. Tel. Smaal. Se Skjol. Jf. Skal; Isl. Skjal, en Tandkjødsygdom.

skjøltra, Skjøltra se stjoltra, stiltra.

Skjølve f. Skjælven se Skjelva.

skjømle, skjømlete se skimla.

skjømme, Skjømming se skyma.

Skjømm og -e m. 1) Skal, = Skjøle. Smaal. (Trykstad, Rødenes, Rakkestad). "Bare Sjømm´n æ att", om et huult Træ. Sjaamm d. s. SSmaal. 2) Ringvæg = Trjosk. "Asksjømm". Hører maaske sammen med Skolm, Skjølme, Sv. Diall. skåma, Frugtbælg.

skjøna, Skjøna se skina, Skina (i').

skjøngete se skjengjutt.

"skjøns adv." A. "Gaa te skjøns", 1) gaa med Kanten foran, se skjøna, Skjøna (skina). Ma. (Aaserall). 2) gaa paa Skraa. Shl. Nhl. "I skjøns", i Zigzag. Dal. – "skjønsa v. (ar)". A. 2) "skjønsa dæ aav", tildanne (tilhugge, tilskjære) skraatt. Ryf. Jæd. Dal. Ligesaa i Dansk Dial. (Halland).

"skjønt adv." A. conj. "So skjønt du gjer dæ", saa sandt som du gjør det. Ndm.

"Skjør n." A. 2) et stort Tag eller Greb; et rivende Arbeide, især med Rydning el. dl. VAgder, Rbg. 3) Sted hvor der graves eller skrabes, f. Eks. et Grus-"tag", Sand-"tag". Ma. Bjelland). Til skjøra.

"skjøra v.a. (er, te)". A. Ogaa (er, de); Ma. Rbg. 2) skrubbe bort et Dække; skrubbe voldsomt. Sogn, Jæd. Dal. Agder. "Skjøra Loort´n 'tao Golve". "Hestn s(k)jørte a seg ei Høufletta"; Li. Dal. "S(k)jøra seg", skrubbe sig stygt. Dal. Jæd. 3) v.n. tage store Tag (Greb, Skræl); tage stærkt i, skynde paa, drive stærkt paa. "Hestn skjøre i Fiirsprang", sætter afsted. 4) irettesætte, skrubbe. Dal. "S(k)jøra ette Ungan". 5) skumme over; gaa (skurende) over en Kant. VTel. (Skafsaa, Laardal, Eidsborg). "Øli sjører ivi i Gangkjeri”. ”Fraa’a sjører ivi", Skummet. "Gruus o Stein o Vatn sjører ivi i store Floumar". 6) "skjøre paa", lægge stærkt paa Ilden. Hedm. SGbr.

Skjøra f. 1) stort Hudsaar efter Skrubning, Kloren, Stangen og dl. Jæd. Dal. 2) Irettesættelse, Skrabe. Jæd. Dal. "Han fekk ei svær´e S(k)jøra". 3) Ophævelser, Væsen, Spektakel. "Han gjoore ei fæl´e S(k)jøra a dæ". G. N. skœra Kamp, Strid.

Skjøra f. Vindstød. Nhl. "Vindskjøra".

Skjøretak n. stort Tag eller Greb; svært Arbeids-tag. Agder, Rog. og fl.

Skjøring f. Paaskynden osv. se skjøra.

skjørutt adj. fuld af Skrubnings-saar.

Skjørva, Skjørveværk se Skivra, Skjerva.

skjøten se skjoten, og skøyten.

skjøttesvyrden? adj. selvtillidsfuldt dumdristig og skjødesløs; omtr. = sjølvsvyrden. skjøt(t)esvølin (tykt L), Hadeland, Ringerike (Aadal); sjøttesvøln eller -vö(r)n, Ringerike, Hadeland, Vestfold, Smaal. Hedm. Ordet er maaske fremgaaet af sjølvsvyrden (se d.) gjennem den eksisterende Mellemform "sjølssvølen" (jf. Sv. Diall. sjöss dvs. sjölvs), hvis "sjøss" man halvbevidst forklarende har forbedret hen imod "s(k)jøtte", Østlandsk Udtaleform af skøyta dvs. skjøtte. El. maaske til "Skøyte", en dumdristig En. – Skjøttesvøle f. En som er s. Ringerike.

"Skjøva f. Skavejern". A. VTel.: Hools(k)jøve = Holskavl. I ISogn (Aurland) er "Skjøva" = Holskavl, medens "Skavl" er alm. Skavejern. 2) = Reka. Ma. Tel. Jf. Halvskjøva.

Skjøva f. 2, tynd Plade, Flis. STrondh. (Bynes). "De va bære Skjøvaan(n) att". "Hæs(t)skoskjøv", tyndslidt (afskavet) Hestesko.

skjøva v.a. og n. (er, de), 1) skave, skuffe, skovle; spade tyndt (skiveviis); skrælle tykt. Ryf. V- og ØTel. Nhl.; skøyva Nhl. "S(k)jøve Snjor´n oto", skovle Sneen ud (af). 2) tage store Tag; angribe stærkt, gjøre stærke Indgreb; gaa el. drive stærkt paa. Tel. Rbg. Ryf. Hard. Røldal, Sogn. "D'æ Kar som s(k)jøver i Smørøskja". "Hann stkjøve burt igjøno Smør´e". "Han skjøvde paa o sloo (o aat)". "S(k)jøve av Ga`re". "Skjøva o`sta (aosta´), om Folk, Heste, Fartøier. Hard. Sogn: "Han feer aa skjøve kringum her", farer og tumler; ombyttes i denne Anvendelse let med sjaua: "sjoue paa" dvs. gaa raskt. ØTel.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   153   154   155   156   157   158   159   160   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə