A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə35/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   31   32   33   34   35   36   37   38   ...   219

Farskot (o') n. Plovfurens Længde; især der hvor Ageren er saa lang at man ikke pløier dens hele Længde i eet. Tel. (Kvitseid, Selljor). Af "For, pl. Farir", Fure. En bedre Form er Forskot (o', o'), VTel. Sæt. Hall. "Langt Forskot, stutt Forskot". Se A. – Forskotbyte n. Sted, hvor to Forskot mødes med Enderne. VTel. Sæt.

Farstykke n. Stykke som pløies paa een Dag? Tel. (Høydalsmo). Saa meddelt. Se foreg.

"farsynt adj." A. Hall. Røldal, Ryf.

Farteig eller -teigje m. en Afdeling, Rude eller Strimmel, af et Stykke Land, som er afdelt til Befaring dvs. Afsøgning, Optagning af Kartofler, Lugning osv. Helg. (Brønnøy, Bindal): Farteiji, som "Teiji" (og "Teijee") dvs. Teig, "Skogteiji"; ogsaa Farteiga og "Fartæg(g)a" som "Bakka, Nakka" dvs. "Bakke, Nakke". "Leit' i Farteigaa", (Dativ Flertal) afsøge et Terrain (en Skov) Stykke for Stykke. "Æg fann da i hass Farteiga". "Da va i desen Fartæggaa", det var i disse Egne, i dette Strøg (siger man naar man søger efter noget, som man mener tabt der). "Fara (og færa) i Farteigaa", tilbagelægge sin Reise i Partier, helst med Andres Befordringsleilighed. Ogsaa meddelt som Faltæga, ligesom af Ferd f. Helg.

Farteppa f. = Farfyrkja. Gul. Østerd.

Fartøkja f. = Farfyrkja. Østerd. og fl.

"Farvid m." A. 3) Riskviste til Leie for Fæ som føres i Baad. Ryf.

Farvist f. Spor = Vist. Sogn.

?Fasa f. Trevl; Gran. Kun i: "Aldri äi Fas(s)a". Meddelt fra Hafslo i Sogn, hvor "Fnassa" findes med samme Bet. Til det mulige "Fasa" er der for Resten Slægtninge i T., Eng. og fl.

faska v.a. (ar) nedgrave = fastra. (A. Nfj.). Ndm. (Rindal, Surndal, Tingv.). "Bjønn´n he faska e Ku". Ogsaa: "fask' te se", gramse, grave til sig. Ndm. – Fask n. = Fastr. Ndm. Jf. (?) Ældre D. faske, beføle.

"fasne" og "fasne 'ti" v.n. fænge Ild, antændes. Østerd. (Tynset, L. E). fastna?

Fassgar, Fasgarfis se Fastgard.

"fast adv. 2) stærkt, kraftigt, hurtigt". A. Saaledes: "roopa fast", Hard.; "tala fast", raskt, Nhl.; "køyre fast", Hall. Ork. "Seie fast", eller "s. upp i fast", sige høit, ikke holde skjult. Nfj. Sdm.

"Fasta f." A. Foste (o'), Sæt. VTel. Sjelden.

Fasteskor (o') f. = Festeskor, Skorfeste. Nfj.

Fastesto (oo) n. (og f.?) Græsgang omgiven af Vand og uoverstigelige Bjergsider, paa hvilken Smaafæ hensættes for Sommeren. Nfj. (Stryn). Jf. Stoo, Bukkestoo, Skinstoo (Eldsto). "Setje Geitene i Stoo". "Dei æ uppi Stoo`a". Fastestod (o') f. og Fastestøde n. d. s. Nfj.

Fastgard m. Klædning af Halmbundter med overspigrede Lister el. Brædder, eller af Løv- og Lyngknipper, omkring nye eller utætte gamle Huse. Li. og Dal.: Fassgar. Maaske ogsaa "Fasskar". (?Faggar d. s. Ryf. Shl. Høist usikkert). – fassgara v.a. (ar) klæde Huse med F. Og: faskra, Li. Dal. – Fassgarfiis m. en bitte liden Fugl, Gjerdesmutte Troglodytes? Dal. Jæd.; Faggarf. og Faggaref. Nhl.; Fagarf. og Fagref. Nhl. G. N. fastgardr fast Gjerde.

fastmjølk adj. omtrent = hardmjelt. Stjør.

fastsperra adj. fastklemt, f. Eks. mellem to Stene. Romsd. "Kua sto fastsperra". Se sperra v.

"Fat n. 2) Greb". A. Hard. "Ha i Fa`te mæ", have at gjøre med, have Befatning med (have Haand i Hanke med?). Nfj. Ryf. Til Fate m.? 4) Skik, Lav = Lag. Tel.; sjelden. Jf. fata seg, Fota, Fotor (o'). 5) i Sammensætninger som giver nedsættende Personkarakteristik, som "Fjamsefat, Flaksefat,
Fleipefat, Jaalfat, Vimsefat". Østl. Saaledes bruges ogsaa: Kjerald, Kolla, Kopp, Bytta, og fl. – Fatflysse se Flyssa.

"fata v.a. (ar) 1) fatte, 2) fænge". A. faataa, ØTel. (Tinn og Nedre). "3) fæste sammen løseligt", og "5) kludre, fuske". A. Rbg. Ma. "fata o bøta ihop"; "fata de te (ihop)" faa til Nød til at hænge sammen (i Stand), fuske sammen (i Stand); faataa, Tinn. Hertil: Fotul (o') m. "4) svøbe osv." A. "fata paa se Klæo", klæde sig skjødesløst, Hall. (Tel.). 6) famle paa Ordene; tale usammenhængende og sløvt; sludre. Ø- og VTel. "Du maa 'kje fata paa hot du skaa seia". Bett. 3#-6 samle sig i: kludre, klodse, fuske; er derfor maaske et andet Ord end 1) og 2). – Fat n. Kluderværk; sløv og famlende Tale; Sludder. Rbg. Tel. Ogsaa Fet?; Tel. – Fat m. Kludrer, Famler, Sludrer. Tel. Fatar m. d. s. Tel. Rbg. Ma. Fatafoot m. og Fatakall m. d. s. Tel. – faten adj. som gjerne "fatar 5) 6)"; kludervorn, famlende osv. Ma. Jf. fatla, G. N. fata, famle? Sv. Diall. fata, famle. Sml. Ogsaa fitla.

fata seg v.n. (ar), føie sig, ordne sig = laga seg. Tel. (Rauland, Vinje). Se Fat 4), Fotor. Jf. Isl. fata klæde. Maaske eet med foreg.

fata adj. sammenføiet, bygget; til fata (seg). Tel. (Mo, Vinje, Rauland, Selljor, Nissedal). "Væl (gott) fata", velbygget, velskabt; "kleent fata". faataa, Tinn i Tel. Se A. Jf. Sv. og D. fatt, beskaffen.

fataleg adj. sløvt famlende i Gjerning og Tale; kludervorn; sludervorn. Tel. Se A.

Fatatorva f. = Fataklut. Hall.: -tørve, -taarvæ.

Fatatrug m. 1) en "Trug(a)" af bare Vidjer. Tel. (Rauland, Mo). 2) Klodrian. Tel.

"Fate m. Hank". A. Nhl. og fl. Se Fat.

"fatig adj. fattig". A. 2) stakkels; ynkelig; ogsaa: nedslaaet, ydmyget, flau. Søndenfjelds og fl. "Dæ fatike (og "fattie") Tinge!" "Han blei saa fatti, da'n hørte de"; Østl.

Fatikje m. Stakkel; Stymper. Tel. (Kvitseid, Rauland, Vinje, Mo). "Han stelte seg kleent, Fatikjen!"

fatiksleg adj. knap; arm; ussel; kummerlig. Tel. Agder, Dal. Jæd. Ndm. Østl. og fl. Ofte "fateskleg (Sæt.), fatigsleg, fat(t)eslig". "Han four fatesligt fram", han optraadte yderst tarveligt. "Dær sag fatesligt eut i Heuse; d'æ fatesligt mæ dei". Vest Agder. Se faatøksleg; jf. Faatøkje n., Fatikje m.

Fatiksmann m. og Fatikskjelling (-dd-) f. = Fatig-. Sæt.- VTel. G. N. fátøkismadr.

Fatla f. Skulderbaand paa Randsler, Kasser og dl. = Fatl. Ryf. Shl.Helg. Fatle m. d. s. Ryf. Hall. – Fatlehit (ii) f., Fatleskreppa f. "Hiit" og "Skreppa" med Skulderbaand. Tel.: "Fasle-".

fatla v. kludre = fatra, fata, fitla. Jæd.

Fatnad m. Forfatning, Tilstand. "I goo´e Fatna". Nfj. (Breimn, Stryn). Jf. fata seg.

Fatost m. = Knodost. SBerg. Rogaland.

"fatra v.n. kludre". A. 2) tale sløvt, sludre = fata. Tel. (Kvitseid). Jf. Fotror. G. N. fatra hindre.

"fatt adj." A. fat´e Sdm. (Sande); fakk Shl.

Faugg m. en storagtig og stiv Person. NGbr. Maaske for Fogg, Fugg, en Bylt.

?Fauk m. en lang tung Figur. Sogn.

?Fauk f. Feil, Lyde. Sfj. Se Faut.

Fauk m. (ar) Dyst, Styrkeprøve, Kamp = Tak. Tel. (Laardal); sjelden. Faukan n. d. s. Tel. (Vinje, Bø, Rauland). Faukand n. Hall. Til faukast. Se de følgg.

"Fauka f. Anfald". A. Tidsrum = Rid. Sogn (Hafslo). "Äi häile Fæuka". 2) Uveir som varer flere Dage = Rid. Østerd. (Foldal) "Föuke"; STrondh. (Uppdal) "Föuk'"; "Veerföuke"; Guldal og Selbu: Foke (o'#-ö), "Vinnfoke".

Faukand n. Dyst. Hall. Tel. Se Fauk.

faukast v. recip. (ast) kjæmpe med hinanden, prøve en Dyst. Tel. (Vinje, Rauland).

faukra v.n. sne med enkelte lette Fnug, Faukr n. eller Faukrsnjo m. "Da föukra aa snjoa". Hard. (Kvamm, Ullvensvang). Hedder fokkre v. og Fokkr (o') n. i Sfj. Og "snøfokkre" = fjukra.

faukren adj. fnugagtig; liden og let; ubetydelig. Ogsaa om Personer. Hard.

"Fauna f. = Farde". A. Li. Sæt. – Faunesmok (u') f. skimlet eller muggen Smag. Sæt. Ma. – Faunelupt og -lukt f. Sæt. Ogsaa Føyne-, Rbg. (SætV. Honnes).

Faure m. 1) Person hvis Aasyn er ufreidigt, mørkt eller skummelt (af Forknythet, Skamfuldhed, Vrede, skumle Planer osv.). Tel. (Bø og fl.). 2) Særling, uberegnelig Person. Trondh. (Leksvik). Fauring m. d. s. Tel. (Nes). 3) svær og tungfærdig Person. Røros. I Guldal: Fore (o'#-ö). 4) affældig Mand. Nfj. Sdm. Ogsaa Faur, se A. Jf. Furre.

fauren adj. som ser ufreidig eller skummel ud, lig en Faure 1). Sogn? Tel. faureleg d. s. Tel. Se A.

fauren adj. om Ved: frønnet eller tørraadnet stribevis. Sfj. – faurna v.n. tørraadne (i Striber); muldnes. Sfj. Nfj. føyrne d. s. Nfj. Jf. Føyra, føyrast.

Faus n. 1) Greb, Tag, Fordel over En i Kamp. Sfj. (Førde og fl.). ”Æg fekk eit gott Föus paa (mæ) ’naa, daa han forsnakka seg so”. 2) Kneb, Fif, Puds; smaat Fusk; liden Feil som i en Væv. Sfj. (Førde). ”Fare mæ Föus”. Hvis det tør jævnføres med Fjus n., fjusa v., er Bet. 2) vel snarere 1). Maaske fremmed; jf. Faut.

faus adj. fremfusende, som gaar hidsigt og vel lige paa; hensynsløs og uforsigtig. Innh. (Stod, Beitstad, Skaun). – faust
adv. "Han gikk föust paa mæ de". Innh. Stjør. Jf. fus, fusa.

fausa (til) v.n. (ar) gaa lige løs paa; lægge i Vei. SætV. "Han fausar ti koss de gjængge".

Fausa f. en Krabbe med rundt skaalformigt Skal og meget lange lodne Been, Cancer brachyurus. Nhl. (Herlaa: "Föusa"). Ogsaa: Fø-ausa, Nhl. (Lindaas); dette tør være en oprindeligere Form, da samme (?) Dyr hedder "Taangausa" i Shl. Er dog neppe af "Fud", som her hedder "Fö", ikke "Fø". Fause el. "Föuse" m. d. s. Sfj. (Askevoll, YHolmedal), Sogn (Eivindvik). Og "Föus" m. Askevoll. Ogsaa hos Jensen (Christie og fl.). "Lo'en so Föuseføte". Samme Dyr hedder "Trollkrabbe", Søndenfjelds, Sdm. og fl.

Fause m. 1) en ældre skrumpen, rynket og haaret, oftest uredt Karl. Vest Tel. Rbg. 2) en ældre Særling; særlig: en ældre Mand, som har den Særhed altid at være i godt Humør og ufortrøden. Li. (Eikin, Fjotland). 3) en rask, ikke udygtig men noget vigtig (flot) Karl. Voss, Hard. Her er maaske flere ord. Maaske Sammenhæng med foreg.; jf. dog Fuse, Fusse og Faure; – og fausa v. – fauseleg adj. skrumpen og ru. Sæt. "Ai fauselege Bjørk".

"Fausk m. trøsket Træ". A. Fosk (o') Tel. (Nedre; Selljor, Kvitseid). Saaledes Foskestuv m. trøsket Stamme. Tel. "3) Fuskerarbeide". A. Overhovedet: Fusk; noget upaalideligt, kjerneløst. Hard. (n.) – fauska v. fuske. Hard. A. – fauskeleg adj. lig "Fausk". Sæt.

Fauske (kje) m. 1) tørraadden Træstamme. Ma. G. N. fauski. 2) kraftløs, skrøbelig Karl. Ma.

"fausken adj. trøsket". A. foskjen (o') Tel. Og føyskjen, Tel. Isl. feyskinn. 2) lignende Falaske, "Fausk". Sogn, Shl. Nfj. "Kodne æ lett aa fauskje". "Høye æ fauskje; da ligge so fauskje". Og føyskjen, Shl.

fauskna v.n. = fauskast. Ma. Og føyskna, Shl. Tel. Og foskne (o' "foskne o moskne").

fauskren adj. = fausken. Rbg. Ma.

[Faut n. 1) Kneb; stygt Puds. Hard. Nhl. Sogn, Sfj. Nfj. "Fara mæ Föut aa Fusk". "Han gjoore meg eit styggt (gott) Föut". 2) "faa Föut paa (mæ) ein" = faa Faus, faa Tak. Nfj. (Eid, Innvik, Gloppen), Sfj. (IHolmedal). "Faut, Lyde" A. skal i Sfj. Ogsaa hedde "Fauk". Er dette saa, er K maaske det oprindeligere for Bet. "Kneb"; her er da maaske (neppe) en Overgang lig "faukra" til "fautre". Jf. faukast, Fauk, Fauka f.

fauta v.n. (ar) famle i Ord og Færd. Østl. "Fæute paa Oola", Dramn. Ogsaa i D. Diall. (Ældre D.: favte, slaa feil, fare vild). Af Fr. faute.

Fautar plur. Fuger, Sammenføininger, Folder; Lav (Skik), Orden. Rbg. og m. andre Steder Søndenfjelds. Ser ud som en Mellemting mellem flere tydske Former for Fold: Falte, Valde, Voude, men tør indeholde Mindelser af Fotor, fata v., Fat.

Fautor f. plur. famlende eller upaalidelig Tale eller Færd; Kneb; Smaabedrag; Forvrængning. Hard. "Fara mæ Fautur". Vel til fauta.

fautra v. n. = faukra, fjukra. Sfj. Og "fjautre", A. Sfj. Jf. med Lydovergangen her – fra K til T (foran R) – den (omvendte?) i Forholdet mellem Faut n. og Fauk f.

"faa v.a. 1. at faa". A. Præsens: Ma. (Aaserall), Trondh.; fee, Trondh. Ndm.; fæ´re, Ma. (Bjelland, Holum og fl.), Li. (Bakka og fl.), Dal. (Lund) – ligesom "slæ´re, see´re". – Imperf. Fl.: funge, Hall. (Aal og fl.); Imperf. Konj.: fynge, NGbr. (Dovre og fl.); føng, STrondh. (Uppdal). "Føng e dæ va dæ væl". Jf. fung. – "Faa ei Ku", faa Nytte af en Ko derved at den kalver; Østl.; ligesaa i Sv. Diall. "Faa aa", faa Magt over, om stærke Drikke; Sæt. G. N. fá á (mere brugt er "taka

aa"). – "Faa aat", række, overkomme, mægte; Nhl. – "Faa til" A. og i det Sydlige.



"faa v.a. 2. afblege". A. Tel. Rbg. Hard. "Lerefte laag ute o faadde seg". "Solæ faar Høye". 3) "faa Bast" røde (og blege) Bast. Ryf. Rbg.

"faa adj. faa". A. Mange Steder, selv i Hall. med Komp. faa-are, faa-ast. 4) forsagt, forknyt; indesluttet form. Aandssvaghed = lite fyre seg, faatøkjen, faaen (3). VAgder, Shl. "Vera faa a(v) seg". 5) nedslaaet og stille af Forvirring eller Beskjæmmethed, fortabt. Tel. "faa o ille faren". Jf. føy; ("faa" er overh.: svag i Midlerne, Evnerne, Fondet, Resurserne – i Mod, Intelligens, Innitiativ).

"faa adj. bleg". A. Rbg. og fl.

faa-ast (bort) v.n. (faad(d)est) falme, svinde hen; om Personer. VAgder. Ogsaa: faast (bort), Ma. Se A.

"Faabast n." A. Rbg. Ryf. Dal.

Faabina (ii) f. Særsyn = Aabina. Voss.

Faabøn f. ondt Ønske, Forbandelse. Li. (Audndal, Eikin, Hægebostad, Fjotland, Kvin). "Bea Faabønne". Minder om "Vaabøn" og G. N. forbœn, men Formen "Forbønn" eller "Fobønn" – som "Fosæte" dvs. Forsæte – er ikke hørt.

?faadaa(d)ig adj. skrøbelig. Christie. jf. Vandaaa.

"faadd part. blegnet". A. Dal. Ogsaa om Folk, Sogn (Hafslo, Aurland): "faodd aa bläik". 3) udludet; kraftløs. Dal.

faadden? adj. indsvunden og kraftløs; affældig. Sogn (Vik og fl.) faodden. Og fjaodden, Sogn. Mindre dunkle Former
er: faaen (se d.); og faodnen, Sogn (af faadna). Jf. Ogsaa forn.

faaddlaus, faattlaus se foddlaus.

faadna? v.n. svinde hen, tabe Kraften el. Kræfterne; afældes; blive affældig. Oftest faodna burt el. "vekk"; ogsaa faodnast vekk. Voss, Sogn: "Ho (el. Grase) faodnast burt Dag før Dag". Neppe for "faarnast" af "Faar", se d. Snarere tilblevet af "faana" (se d.), under Paavirkning af "fodnast", forn. Ogsaa: fjaodna og fjaodnast (vekk, burt) Sogn, Voss, Hard.

Faadøma f. en stor Stymper; en yderst indholdsfattig og uduelig Person = ei Armod. Helg. – faadømsleg adj. yderst stymperagtig. Helg. Jf. G. N. fádœmi noget overordentligt; faa adj., faatøkjen osv.

Faae m. en tosset Stakkel uden Kræfter og Tilgreb; halvfjantet Pusling. Li.; Sogn (?).

"faaen adj. 1. forfrisket, forsynet". A. "Nettopp faain", kun til Nød tilfredsstillet. Helg. Jf. fáen og ny, Landstad S. 34; og faaga.

"faaen adj. 2. bleg og sygeligt udseende". A. Hall. Romsd. Ndm. Nordl. Namd. Innh. STrondh. Rendal, Land. "Faain aa bleik". Ogsaa om en Ager. 2) afbleget og udludet; kraftløs. Ryf. Sogn, Hall. "Halmn æ faaen". 3) halvt opløst i Trevler; halvt raadden. "Tre'e æ faoe". Hard. (Ulvik). 4) noget affældig. Sogn (Jøstedal), Hall. Se faadden. Maaske til faaen 3.

"faaen adj. 3. enfoldig". A. Særlig: halvfjantet og blottet for Kræfter og Tilgreb. Ma. Sogn. "Han æ so faoen, da æ inkje noki Munsemd i 'an". 2) nedslaaet; slukøret; fortabt = faa. Totn, NØsterd. (Tynset). Se A.

faafeng adj. 1) ledig fra Arbeide. Ringerike. 2) uduelig; særlig: lidet dristig og driftig. Østerd. (Tynset). Se A.

Faafenga f. = Faafeng m. "I Faafængun" (og -unn, og -aann), forgjæves; Trondh. (Meddal, Tydal, Stjør.) "I Faafængaam" (-om) d. s. Innh. (Stod, Beitstad).

Faafengja f. En som er for fri og dristig i sin Tale, især om hellige Ting, næsten blasfemisk. Hall. Jf. faafengjeleg.

faafingra adv. som ikke forstaar at bruge sine Hænder; uduelig; jf. Faahæva. Mest i Ordsproget: "Tomfingre gjer faafingre" dvs. daarlig Forsyning med Midler til Husholdning gjør at Husbestyreren (Konen) intet kan udrette. Østerd. (Tynset).

faaga adj. tilfredsstillet, forsynet; forfrisket. Helg. (Brønnøy, Bindal) "Æg vært ikkje saa mykje faaga 'ta Gröut som 'ta Fesk". "No æ æg faaga". "Du vart no væl lite faaga 'ta da (dæ)!" G. N. fága tage sig af; pleie. Jf. faaen.

Faagjæve Unytte? I: "te Faagjæves", forgjæves. Gbr. (Sel, Fron). Jf. (?) G. N. gæfi Gave.

?faagne adj. plur. faa. Kun hørt i: "faagne Folk" faa Folk, især: for lidet Mandskab. Sdm. (Volden).

Faahæva f. 1) Unytte? Kun i: "E Faahævaan", til (i) Unytte, forgjæves. Dativ Ental. Ndm. (Halse og fl.). Ogsaa: "E Faahævaa"; Ndm. Jf. Forhæva. 2) uduelig Person = Tufs. Østerd. (Rendal, Tynset).

faahæven adj. = faahæv (A. Romsd.). Sfj. Isl. fáhæfr (fáhœfr?) vankundig.

faaig adj. maalløs af Forbløffelse og dl. Tel. (Bø, Lunde). Jf. faa adj., faaen.

Faaing m. = Faae. Sogn: "Faoing". Ogsaa: Faodding, meddelt fra Sogn (Ladvik).

faajen adj. forlegen, flau, fortabt. Nfj. (Stryn). Meddelt. føyen d. s. Nfj. (Breimn). For faaen? Jf. faa, faaig og føy (og faagne).

faakunnug adj. = faakunnig. Li.: "-og".

Faakjelda f. en Pyt til at røde Hør i. Stjør. og Indr.: Faakjyll. – Faatjørn f. d. s. Ndm.: "-tjønn".

faakvit adj. graagulbleg, gusten, ligbleg. Sfj.

Faale m. en Halvfjante, aandssvag Stakkel. Namd. Faalaa m. Særling som gar og slænger. Trondh. (Stjør. og fl.). Dette kan selvsagt ikke være for "Faale", men tør være blot "Fole", ung Hest. "Ein Storfaalaa", ret en Særling.

"faaleg adj. ordknap". A. I Tel. (Ø- og V-) altid: ordknap af Indskrænkethed eller Halvfjantethed.

faalen adj. gabende og maalløs af Forbløffelse, Skam eller Skræk; forbløffet; forskrækket; fortabt; omtr. = klumsad. Namd. Innh. Fosn, Ndm. "Han stoo dær faalin, dæ kom saa daatt paa 'aam". Jf. Faale, daafaalen (folen?).

"faalida adj." A. Rbg. (Tovdal). I Shl. (Fitja) særlig om den som har faa Folk til sit Arbeide, har "liden Folkehjelp".

Faam m. (og n.) en forsagt og famlende Tosse; halvfjantet Kludrer. Li.; Sogn og Voss: "Faom". Og "Faame m." A. Agder, Sogn, Østl. Ogsaa Fjaam n. og Fjaame m.

faama v.n. (ar) 1) gjøre matte, famlende, meningsløse (halvfjantede) Forsøg; kludre forvirret. Agder; Sogn "faoma"; Vald.: "faame". 2) glo umælende og aandssvagt; maabe sandseløs. Vest Agder, Dal. Shl. "Han stou o faama o heega o visste kje antan eud ell inn", Li. "Kvi sita de her og fámar?" Landstad S. 175. 3) "faama bort", tabe Sandsernes Brug, daane. Li. Dal. "Æg blei so forstøkkt eg tænkte eg hadde faama bort". 4) faamast burt, blegne hen, svinde hen, hentæres. Røldal. Mere udbredt er fjaamast (burt) og fjaama; se d. – Faamegrei(d)a f. klodset eller forkludret Redskab, Ting eller Sag. Vald. – Faaming f. det at faama. – Faaming m. Halvfjante; forvirret Tosse. Sogn: "Faoming"; og fl. – "faama" med dets Afledninger – Faam til faamutt – syntes at have Berøring baade med "faa" bleg, "faa"
fattig (paa Evner), og "fuma" famle, kludre; fra det sidste, som i ØAgder hedder "foome" og "fome" og i VAgder "foma" (o'), er der vel ialfald Betydningssmitte.

Faama, Sandseløshed, se Fume.

faameleg adj. med lidet Livs-Fond, kraftløs; saaledes: a) gusten og mat og slap. Tel. (Moland); VAgder: "faamelig" og "faamela"(Lyngdal, Valle). "Faamelege Lite", mat Farve. "Bleig o visen o faamela". b) forsagt formedelst Aandssvaghed; halvfjantet. VAgder.

faamen adj. 1) tosset famlende; forvirret og næsten halvfjantet. Vald. og fl. Se A. 2) maabende aandssvagt. Shl. 3) = faameleg a) Voss, Sogn: "faomen aa blaike"; Li. Jf. fjaamen. – faamutt adj. tosset.

faamende adv. mat, svagt, om Farve. Tel. (Moland). "f. rou´e", mat rød; "f. kvite", graahvid; "f. bleike". Tel. (Moland). – faamkvit adj. = faamende kvit. Tel. (Moland); jf. faan-.

Faamenne n. evneløs, viljeløs, forsagt, uforetagsom Person; Stymper. Sfj. Nhl. og fl.

"Faan f. Støv, Støvdække". A. Falaske: Faan(n) NGbr, Sigdal; Fann, Ndm. Og: Gran, Fnug. Sfj. Gbr.; Sogn: "Faan" ikke "Faon". "Inkje ei Faan" = inkje ei Dust". 2) korte fine Trevler af Lin, Straa, Malt osv. Tel. (Vinje). Jf. Fjaan, Fjon. D. Føn, Sv. fan = Duun. Isl. fön (fanar) Gjælle.

"faana v.n. (ar) 1) tabe Farven, graane, blegne". A. Tel. faanna, Jæd. Ryf. Ogsaa: faannast burt d. s. særlig: blive bleg og udludet, som Hø i Regn og Sol. Ryf. 2) lammes som af et Slag, pludselig magtstjæles. YSogn (Hyllestad, Ladvik) og Sfj. (YHolmedal): faone.

faana v.n. (ar) 2. blive til "Faan": a) optrevles, løse sig op i Trevler eller Fnug, om Træ og dl. Hard. (Ulvik): faona. b) slides hen; hentæres; svinde hen; blive affældig = faadna. Sogn (Vik, Aurland og Aardal: "faona vekk"; Jøstedal: "faane vekk"). Ogsaa: faanast og faonast, ISogn. Og: fjaana, -ast, Nhl. Og: fjaone, fjaonast, YSogn. – Dette "faana" og "fjaone" er maaske eet Ord med "faana" dvs. blegne, medens Bet. synes paavirket af "Faan" (Fan, Fann; Isl. fön?) og Form. og Bet. af "Fjaan"; de nærmer sig begge til faaen adj. dvs. bleg, opløst, – og til faa v. dvs. blege, røde. Men i YSogn, hvor man har begge, skjelnes nu mellem "faone" lammes dovne, og "fjaone" hentæres.

Faane m. en tosset og naragtig Tølper. Senja, Helg. Namd. Ogsaa: Faan n. Nordl. Sv. fåne, Tosse. – faanutt adj. lig en Faane. Nordl. NTrondh.

faankvit adj. graahvid. Ogsaa: faanende (adv.) kviit. Tel. (Treungen).

Faanytta f. = Faanytte n. "I Faanytta" til Unytte. Rom. Busk. Nedre Tel.

Faanøyta f. = Faanytte. Smaal. "Göyse (haardt G) de boort i Faanøyta", sløse.

Faanøyte n. 1) En som ved at udnytte det Smaa; "nytsam" Person. Sogn (Aurland og fl.). 2) tarvelig, nøisom Person. Sogn (Aardal og fl.).

faanøyten adj. 1) nytsam. Sogn. 2) tarvelig, nøisom. Sogn (Aardal, hafslo). Se A.

faanøytt adj. 1) = faanøyten. Sogn. 2) faanæt: gold, steril; er meddelt fra Innh. "(E)i faanæt (-nött?) Ku".

Faar n. et lidet svagt hjælpeløst Væsen, en liden Stakkel. Om et lidet Barn, Kid, Lam og dl.; omtrent = Igd. Sogn og Hard.: Faor. Maaske D. og G. N. fár Faar, skjønt Enfoldighed ikke indgaar i Begrebet.

faaraa(d)en adj. med faa "Raader" dvs. Midler, Evner, Udveie, Resurser. Li. Sogn: faoraoen. Omtrent d. s. er "smaaraadig".

"Faare m." A. 2) utilbørlig Gjerning; noget galt man har gjort. Sfj. (Jølstr).

Faaregard m. Gjerde mod et farligt Sted. Ryf.: "Faaragar"; Sogn: "Faoragar". Ogsaa: Vaa-agar.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   31   32   33   34   35   36   37   38   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə