Ivar Aasen Norsk Ordbog


Evle, n. Kræfter til at haandtere en Ting (= Avl). Sdm. Vel ogsaa: Ting som man kan magte; jf. Handyvle. evleleg



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə34/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   30   31   32   33   34   35   36   37   ...   221

Evle, n. Kræfter til at haandtere en Ting (= Avl). Sdm. Vel ogsaa: Ting som man kan magte; jf. Handyvle.

evleleg, adj. haandteerlig, som man kan magte; f. Ex. evleleg Stein: Steen som man kan flytte eller løfte. Sdm. Nordl. og fl.

evlug, adj. stærk, dygtig (avlig). Hall.

Evne, s. Emne.

Evraad (e’), f. Tvivl, Betænkninger. Eg stend i Evraad um det. “Ævraa”, Nhl. “Øvraa”, Voss. Jf. eva.

evre (og evst), s. øvre.

evsam, adj. tvivlraadig. “ævasam’e”, Nordre Berg. (sjelden).

F.
[Fabrikk, m. = Verk, Verkstad.

Fadder (Fadd’r), m. Daabsvidne. Nyt Ord efter Nt. Vadder (T. Gevatter) i Stedet for det gamle Gudsivje; jf. Gudfader, Gudmoder.

Fader, m. (Fl. Feder), Fader (pater). Lyder mest alm. Faer, far (som i Svensk og Dansk); paa Sdm. tildeels fade (især i Sammensætning), i Sæt. og Tel. Fa’ir, Fai. G.N. fadir. Fleertallet lyder som Fæd’er el. Fædr’e (G.N. fedr) og bruges mest om Forfædre; ellers hedder det gjerne Fadrar, Farar; f. Ex. “Faranne deira var’ Brøer”. – I daglig Omgang kan Ordet ogsaa betegne Stiffader, Pleiefader eller Svigerfader, og desuden bruges “Far” (eller “Farr”) ogsaa i fortrolig Tiltale til en Mandsperson i Almindelighed og allermest til Smaadrenge (ligesom “Mor” til Pigebørn), f. Ex. Kom no, Farr! Skunda deg no, Farr!

Fader-arv, m. Arv efter Ens Fader.

Faderbroder, m. Faders Broder. Forkortet: Farbror, Fabbror. Hertil: Farbrorkona (o’), f. Farbroders Kone.

Faderfader (Farfar), m. Faders Fader.

Faderfolk, n. Fædreneslægt. Paa Sdm. Fadefolk; nogle St. Farsfolk.

Fadergard, m. Fædrenegaard, Faders Hjem. (Fadegar, Farsgar).

faderkjenna, v.a. erkjende for Fader. Me hava ikkje nokot til aa farkjenna han fyre, dvs. vi have ingen Grund til at kalde ham Fader. Sogn og fl.

faderlaus, adj. faderløs. (farlaus).

faderleg, adj. faderlig.

Fadermoder (Farmor), f. Faders Moder.

Fadersida, f. Fædreneside.

Faderskap, m. Paternitet.

Fadersyster, f. Faders Søster. Sædvanl. Farsyster, Fasyster, Faster. Hertil: Fadersystermann (Farsystermann, Fastermann).

fager (fag’r), adj. vakker, smuk. Mest brugl i Trondh. Stift og Nordl. Paa Sdm. hedder det fair’e, og i Neutr. fagart. Komparativ: fegre (fæg’er); Superl. fegst). Trondh. Ellers: fagrare, fagraste). G.N. fagr, fegri, fegrstr. Andre Steder ombyttet med andre Ord: væn, fin, snild.

fager-eten, adj. smaatærende, som spiser smaat og vakkert. Paa Sdm. “fairæten”.

fagerfot, m. en kjælen Person; En som skyer Strabadser og grovt Arbeide. Paa Sdm. Fairefot.

Fagergaas, f. Søfugl, Mergus Merganser (efter Nilsson).

Fagerhand (Fagrehandi), f. den høire Haand. (I Samtale med Børn).

Fagerhuva, f. den anden Mave i de drøvtyggende Dyr. Oftest Fagrehuva. Helg. Gbr. Fairehuaa, Sdm.

Fagerleike, m. Skjønhed, Vakkerhed.

Fagersida, f. den vakkreste Side.

Fagerskap, m. = Fagerleike. Jf. Fegra, Fegja.

Fagerstakk, m. Fara i Fagerstakken: gjøre sig blid og venlig, give gode Ord. Hard.

fagga, v.n. (ar), kludre noget sammen, svøbe eller sammenvikle skjødesløst; ogsaa:
pusle, tage noget alt for løseligt. Rbg. Tel. Hertil Fagg, m. og Fogg (o’), f. en Pusler, Stymper. Jf. Feggja, Feggje.

fagna, v.a. (ar), 1) glæde (jf. fegna). fagna seg: glæde sig. Hard. G.N. fagna. Sv. fägna. – 2) behage, hue, tilfredsstille. Det fagnar meg so godt paa den Staden. Sdm. – 3) vise Opmærksomhed, modtage venligt; gaae En imøde naar man seer ham komme. Nordl. 4) beværte, byde til Bords. Hall. Vald. Paa enkelte Steder (Shl. Vald.) betegner “fagna” ogsaa at omfavne; men er da maaskee en Omsætning for “fanga”; jf. fangtaka, fagla, famna.

fagna, adj. 1) haabefuld, som man har Glæde af; f. Ex. om et Barn. Nordland. Formodentlig en Genitivform ligesom i G.N. fagnafundr. – 2) agtværdig, respektabel, som kan kan fortrøste sig til eller vente noget godt af. Fagna Folk. Ein fagna Mann. Ei fagna Kona. Meget brugl. i Berg. Stift; ogsaa i Nordl. – 3) dygtig, stor, betydelig. Eit fagna Kast: en stor Fangst. Ei fagna Bløyta: en dygtig Gjennemblødning. Ei fagna Dengsla: lystig Prygl. (B. Stift). Jf. muna, gripa, ofsa.

Fagnad, m. Glæde, Fornøielse. Sdm. og fl. G.N. fagnadr. Nogle St. Fagnadskap, m. (Nhl.).

fagnalege (-le’), adv. dygtigt, tilgavns.

fagnande, adj. værd at modtages eller nyde nogen Opmærksomhed. Eg veit ikkje, um eg er fagnande. (Siges naar man kommer hjem fra en uheldig Reise). Helg.

Fagnar-rett, m. en god Ret at beværte en Gjæst med. Hall.

Fagning, f. Modtagelse; Beværtning.

fagrast, v.n. blive vakker. (Sjelden).

[Fagta, f. Mine, Gebærde. Mest i Fl. som i Dansk. (Vistnok fremmedt).

Fai, s. Fader. fair, s. fager.

fakka, v.a. (ar), gribe, fange, tage (især i en Hast). Meget brugeligt. Maaskee for fatka (?), s. fata.

Faks, n. 1) Man, Manke, Mest brugl. øst og nord i Landet. G.N. fax. – 2) Fryndser, Fryndsekant paa Tørklæder. B. Stift. – 3) Heiregræs (Bromus). Smaal.

faksad, adj. fryndset.

faksutt, adj. manket, om Heste: f. Ex. kvitfaksutt, linfaksutt.

Fal, n. Falaske, Brandstøv (s. Falske). Rommerige. Han ser ut som eit Fal, om En som er meget bleg. Jf. Folga.

Fal, f. s. Fard, og Ferd.

Fal, m. en huul eller rørformig Tange paa Spader, Hakker og lignende Redskaber; et Rør som gaar op over den forreste Deel af Skaftet og fæstes til dette ved en Nagle. Østl. Vald. Hall. G.N. falr.

fal, adj. fal, ledig; som kan overlades. G.N. falr.

fala, v.a. (ar), tinge, søge at faae paa visse Vilkaar. Fala Tenarar: fæste Tjenestefolk. Han falar, som treng, og segjer Nei, som inkje vil, dvs. den ene har Lov til at forlange, den anden til at negte. – En anden Betydning: faae, bekomme, – findes i gamle Viser (Landst. 472. 786).

Fald, m. 1) Kantsøm, indbøiet Kant paa Klæder (s. falda). G.N. faldr; Sv. fåll. – 2) en tilsyet Kant (af andet Tøi), en Borde, Bræmme. – Det danske Fold (Eng. fold, T. Falte, plica) udtrykkes her ved: Fella, Bugt, Rukka. Adjektivformen fald (i tvifald, trifald, mangfald) hedder ogsaa “feld” og slutter sig saaledes til Verbet fella.

falda, v.a. (ar), ombøie Kanten paa Klæder og fæste Ombøiningen med en tæt Søm for at forebygge Optrevling. Jf. G.N. falda (Strengl. 9). Sv. fålla.

Falding, f. Kantning, Kantsøm.

Fale, s. Farde, faleg, s. falleg.

Falk, m. Falk (Fugl).

falkast, v.n. forvisne, falme; svinde hen. “falkes”, Østerd. Jf. folna.

Falke, m. Støv, Aske; s. Falske.

Fall, n. 1) Fald, Nedstyrtning. Nedfall, Lauvfall, Doggfall o.s.v. I Sæt. Fadd. G.N. fall. – 2) Synkning, Indsvinden, Formindskelse. Jf. Sjofall. Ogsaa Fald i Værd eller Priis. – 3) Hældning, Skraaning. Denne Renna heve for litet Fall (dvs. hælder for lidet nedad). – 4) Sammentræf, Tilfælde. I det Fall: i det Tilfælde. (Ogsaa: I Fall, som adv. hvis, dersom). Jf. Forfall, Misfall. – 5) Bortfald, Udeblivelse. Hertil: Førefall, Messefall. Ogsaa: Undergang, Ødelæggelse; f. Ex. Mannfall. – 6) Fornedrelse, Beskjæmmelse; moralsk Fald. – 7) Sted hvor man let kan falde; Kløft, Aabning i Grunden. I Sogn om de store Sprækker i Isen paa Fjeldene. – 8) Skjær, Klippe som Havbølgerne brydes paa. Fall og Fluder. (Alm. vest og nord i Landet). Hertil Fallgard. – 9) en Søstyrtning, stor nedstyrtende Havbølge. Ryf. Jf. G.N. áfall. – 10) Afkastning, Udbytte (Fold, Foldrighed). Jf. Foll. Til Falls: i Fold; f. Ex. Kornet var litet til Falls, dvs. gav lidet af sig i Tærskningen. Tel. Toten og fl. Jf. Veggfall, Laavefall. – 11) Nedfældning i en Skov; Træer som brændes til Askegjødning. Risfall, Vaalfall. Ogsaa om Jordstykket som saaledes opdyrkes; hertil Rugfall. Østerd. – 12) Krop af et slagtet Dyr. Nautsfall, Smalefall. B. Stift, Jæd. Mandal og fl. (Isl. fall).

falla (og fella), v.n. (fell, fall, follet; eller fallet), at falde. Ordet har egentl. to Bøininger; den nyere Form er: fella med Imprf. fall (Fl. follo), Supin. folle(t); dog hedder Participium mest alm. fallen; den ældre Form er: falla, med Ind. Præs.
fell (Fl. falla), Imprf. fill (Fl. fillo) og Sup. falle(t); brugl. i Hard. Sogn, Nfj. og fl. (Formen fill er egentlig et gammelt feell el. féll). Jf. G.N. falla (fell, féll, fallit). Sv. falla; faller, föll (föllo), fallit. Heraf Fall, n. fella, v.a. Fella, f. og fl. – Betydning: 1) falde, glide ned, synke mod Grunden. Sædvanlig kun om et mere langsomt Fald; f. Ex. af Dug, Snee, Løv o.s.v. Jf. detta og stupa. – 2) synke (om en Masse), svinde ind, blive lavere eller mindre. Sjoen fell: Havet ebber. Figurlig: Det fell Modet: Modet falder. Han tok til aa falla: han begyndte at give efter, blev mere føielig. – 3) falde bort, ophøre. Det fall ned atter (om en Sag, en Plan). Det var spaatt, at Riket skulde falla. – 4) give tabt, blive overvunden. Falla i Striden. Ogsaa: falde i en Fristelse, blive forført, forvildet. – 5) falde i en vis Retning, stryge, stævne hen. Straumen fell ut. Vinden fell inn etter Fjorden. Ogsaa om Ord og Tale: Eg minnest ikkje kor Ordi follo. – 6) passe, falde sammen, slutte til. Det fell godt aat Kroppen (om Klæder). Det fell vel i Hop (om Fjele, Staver, Stokke). Jf. Fella. – 7) forefalde, indtræffe. Alt som fyre fell. Det fell ikkje so fyre meg (dvs. falder mig ikke beleiligt). Det fall ikkje til fyre deim (dvs. vilde ikke lykkes). – 8) forekomme, tykkes at være. Det fell smaatt, knapt, jamt o.s.v. Det fell tungt, hardt, mødesamt. – Med Partikler: Falla av, a) svinde, ophøre; b) blive tilovers. Falla fraa: a) falde fra, svigte; b) afgaae, døe. Falla ned, eller: falla paa Kne, dvs. knæle. Falla paa: ynde, synes om, finde Smag i. Hard. Sogn og fl. Falla til, a) passe, falde beleiligt; b) tilfalde, tilkomme En.

fallande, adj. faldende. I fallande Sjo: medens Søen falder (ebber). Paa fallande Fot: i faldefærdig Tilstand.

falleg (fal-leg?), adj. frygtelig. “fali”, Indh. Mest som adv. meget, betydeligt; f. Ex. fali smaatt, fali stort, tungt o.s.v. (Ogsaa i svenske Dial.). Forklares gjerne som “farlig” (faarleg), men kunde hellere henhøres til G.N. ferlegr, ferlega; ellers falder det ogsaa nær sammen med fæleleg (fæl-leg).

Fallekniv, m. Foldekniv, Lommekniv.

Fallekrage (gj), m. nedbøiet Krave.

Fallemaan, f. Hængeman.

fallen, adj. 1) part. falden, sunken; overvunden o.s.v. Nogle St. follen. En Ko, som viser Tegn til, at den snart skal kalve, siges at være falli (falla, Sdm. og fl.). Jf. innfallen, handfallen, modfallen. – 2) beskaffen, skikket. D’er ikkje so fallet: det staar ikke saaledes til. (Nhl. og fl.). Segja so fallne Ord: udtrykke sig omtrent saa. Han er vel fallen: velbygget, vakkert voxen. – 3) skikket, bekvem, beleilig Han er ikkje fallen til det. (S. feld). D’er ikkje fallet fyre meg: det er mig ikke beleiligt. Gbr. og fl.

[fallera, v.n. i Betydn. fire, give efter, vige for En. (B. Stift).

fallfør (?), adj. forfalden; faldefærdig. “fallføren”, i Smaal. I svenske Dial. fallfaren.

Fallgard (gar’), m. en Række af Skjær el. Smaaklipper i Havet. Jf. Sv. skärgård.

fallig, bekvem; s. felleleg.

Fallreip, n. Faldreb (paa Fartøi).

Fallsott, f. faldende Syge. Hedder oftere: Nedfallsott.

Fallurt, f. Bulme (Hyoscyamus). Tel. (?)

Fallveder, s. Felleveder.

falma, v.n. s. folna.

falna, v.n. aftage, dæmpes (?). Landst. 729. Maaskee fallna.

Fals, n. Svig, Falskhed; ogsaa Fuskerie. Østl. G.N. fals.

falsk, adj. falsk, uægte; skuffende, svigagtig.

falska, v.a. (ar), 1) forfalske. 2) forvende Sandheden, fortælle urigtigt. Ogsaa: hykle, skrømte.

Falske, m. Falaske, Brandstøv; den lette Aske, som ligger tilbage efter Ting som ere nylig brændte; især efter noget smaat og tyndt, f. Ex. Kviste, Løv, Papir. “Falskje”, Shl. Ryf. Jæd. (G.N. fölski; Sv. falaska; i Dial. falske, falke). Ellers hedder det: Falke (Falkje), Shl. Foskje (o’), el. Faaskje, Tel. Rbg. og Fausk, Hard. Tilgrændsende i Betydningen ere ogsaa: Fal, n. Folga, Faan, Fjom og Fjukr.

falslege, adv. falskelig. (Sjelden).

Famn, m. 1) Favn, udstrakte Arme. G.N. fadmr. Sv. famn. (Jf. Fang). – 2) Favn som Længdemaal, tre Alen; ogsaa en Qvadrat-Favn, f. Ex. af Brænde. Fleertal tildeels Famner (Famne). Heraf femna.

famna, v.n. omfavne. Lidet brugl.

Famnemaal, n. Favnemaal.

Famnevid (-ved). m. Ved som udsælges favneviis. Jf. Knippevid.

fampa, v.a. behænge, udmaie. Oftere fjampa, f. Ex. fjampa seg til med Stas. Hall.

Fan, f. Støvdække; s. Faan.

fana, v.n. (ar), falde meget tyndt, danne et tyndt Dække; især om Snee. Helg. Saaledes ogsaa: fanast, v.n. fortyndes, blive til Støv eller Fnug. Det fanast burt.

Fana, f. 1) en Fane. (T. Fahne). 2) et Mærke for Tallet 5, brugeligt ved Opmaaling af Varer, i det man betegner 4 Maal (f. Ex. Tønder) ved fire lodrette Streger, og det femte ved en forbindende Tværstreg. Sv. Dial. fana.

Fanar (og Fana), m. Fæ; s. Fenad.

Fanden, m. Djævelen. Tildeels udt. Fan’en, men mest alm. Fan (ligesom i Svensk); nogle St. Fenden, Fæn (Mandal, og fl.). G.N. fiandinn, senere ogsaa fendinn (dvs. Fienden). Til Fans: Fanden i Vold.


Fane (om Snee, s. Fonn.

Fane, m. Fæ, Kvæg; s. Fenad.

Fang, n. 1) Greb, Omgriben, Omfavnelse. Han fekk eit godt Fang. – 2) Favn, Arme (forsaavidt som noget omsluttes dermed). Taka i Fanget: gribe omkring. Giva Fanget: omfavne. – 3) Skjød, Forside imellem Brystet og Knæerne. Blomarne drysja i Fanget (Landst. 774). Taka eit Barn paa Fanget. Sitja i Fanget. (Alm.). I Berg. Stift: Faang. G.N. fang. – 4) en Favn fuld; saa meget som man kan gribe om; s. Fangan. – 5) Forraad, Midler, Materialier; ogsaa Redskaber (= Tilfang). Mest i Sammensætning, som: Husfang, Byggjefang, Gjerdefang; Trefang, Jarnfang. I Berg. Stift: Faang. G.N. fang, pl. föng. – 6) som Navn paa en Sygdom: 1) faldende Syge, Epilepsie (= Nedfallsott). Søndenfjelds. b) en vis Hestesygdom. Smaal. Egentlig: Paagribelse, Angreb, ligesom “Grip”; jf. Slag.

fanga, v.a. (ar), 1) gribe eller omfatte med Armene. Nordl. og fl.; f. Ex. fanga Høy: samle Hø ved at optage det i Favnen. Vel ogsaa: omfavne; s. fangla og umfagna (for umfanga). – 2) fange (Dyr eller Mennesker); tage til Fange. Figurl. overliste, sætte i Forlegenhed; jf. binda. I B. Stift: faanga. G.N. fanga. – 3) opfange, optage. Retta paa Seglet, so det fangar Vinden. – Particip fangad: greben, fangen.

Fangan, n. en Favnfuld, Byrde; saa meget som man kan bære i Favnen, f. Ex. af Hø eller Ved. Afvig. Faangan Sfj. Nfj. Sdm. Fanga (n.), Nordl. Gbr. Smaal. og fl. (I Valders med Fleertal Fango). Andre St. Fang (Faang). G.N. fang. Sv. fång.

Fange, m. en Fange. (Fangje, Faangje). Hertil Fangehus (Fængsel), Fangekost, Fangevaktar, og fl.

fangla, v.a. (ar), omfavne, omarme. Shl. i Formen faangla. Paa Sdm. faangsla. (Nogle St. faangsløkje) Hertil Fangling, f. Omfavnelse.

Fanglag, n. Omfavnelse; Hvile i Ens Favn. “Fangelag”, Landst. 203. 217.

Fanglina, f. = Fester, Landtog.

Fangskinn, n. Skjødskind.

fangsla, s. fangla.

Fangsylv, n. Sølvsmykke for Brystet eller Skjødet. Gbr.

Fangtak, n. 1) Omfavnelse. 2) Brydning, Styrkeprøve, hvori hver af de kjæmpende holder den anden om Ryggen og kun søger at lægge ham ned. (I B. Stift: Faangetak).

fangtaka, v.a. omfavne. fangtakast: omarme hinanden; brydes, forsøge at lægge hinanden til Jorden.

Fann, Sneemasse; s. Fonn.

Fannfar, n. s. Fonnfar.

fannkvit (ii), adj. sneehvid. Oftere: fannende kvit. (B. Stift). G.N. fannhvítr.

Fanntange, m. smal Spids af en Sneemasse (eller Iismasse) paa Fjeldene. “Fannatangje”, Hard.

Fans, m. Kjønslem paa Heste (= Rede). Helg. Ogsaa i en anden Form: Frans. Tel. (Raudland).

Fant (n.), Usselhed; s. Fanteskap.

Fant, m. 1) en Skalk; en trodsig Knegt (om Drenge); En som gjerne vil gjøre Fortræd eller narre Folk; dog tildeels ogsaa: en lystig Skalk, en Spøgefugl (s. fantast). Afvig. Fante, B. Stift. – 2) en Landstryger, omflakkende Person. I de sydlige Fjeldbygder (Tel. Hall.) ogsaa: en Fremmed, en indflyttet Person, som holder sig afsondret og ikke vil omgaaes med Egnens Indbyggere. Jf. Fenta. – 3) en Prakker, forarmet Person. Han var eingong rik, men no er han berre Fant. (I nyere Skrifter findes Ordet ogsaa brugt for Tater el. Zigeuner; men dette er feilagtigt, da “Fant” ikke betegner noget Folkeslag). G.N. fantr er en ung Tjener, en Ærindsvend; vel egentlig udgaaet fra Ital. fante: Tjener, Yngling, Soldat (Infanterist); jf. T. Fant, Holl. vent (l. fent): Yngling; Laps. Den slette Betydning har vel udviklet sig af Begrebet om en fattig Yngling eller Tjener, der opfører sig som en Herremand og saaledes tilvender sig en ufortjent Anseelse. Jf. Hovmann.

fantast, v.n. skjemte, spøge, gjækkes med En. B. Stift. Jf. Fanteskap.

fantefengen, s. fanteleg.

Fanteferd, f. uværdig, usømmelig Adfærd.

Fantefolk, n. Landstrygere, omstreifende mistænkelige Folk; ogsaa Prakkere, Stoddere. Særskilt: Fantegut, Fantegjenta, Fantekjerring.

Fantefylgje, n. Selskab af Landstrygere. Ogsaa kaldet: Fantebøle (Berg. Stift), Fantelag, Fanteherke.

Fantegang, m. Landstrygerliv, Omstreifning uden ordentlig Arbeide. Ganga Fantegang, el. “fantegaa”: løbe fra sin Tjeneste, Østl.

fantegod adj alt for føielig, som viser en mistænkelig Tjenstvillighed. Østl.

Fantehol (o’), n. usselt Opholdssted.

Fantelag n. 1) Skalke-Art, ondt Anlæg. – 2) ondt Selskab. Jf. Fantefylgje.

fanteleg, adj. lumpen, ussel; ogs. ondskabsfuld. Paa Sdm. “fantefingjen”.

Fantelæte, n Skalke-Paafund. Østl.

Fantemegd, f. ussel, forfalden Tilstand; Armod. Solør.

Fanteskap, m. 1) Narrestreger, Lapperie; ogs. Usselhed. Paa Østl. Fanteri, n. Ofte ogsaa i en kortere Form: Fant, n. (?), f. Ex. fara med Fant, dvs. med Narrestreger, el. Fuskerie. D’er berre Fant med deim: der er
kun Armod, el. Usselhed, hos dem. – 2) Gjækkerie, Spøg, Skjemt. I B. Stift “Fantri”, n. ligesom “fantrifull”, og “fantrisam”, adj. skjemtsom, spøgefuld (uden nogen ond Betydning).

Fantestell, n. daarlig Indretning eller Styrelse. Ogsaa ligesom Fantevane, m. og Fantevis (ii), f. om en daarlig Skik.

Fantetaatt, m. ondt Anlæg, Skalkenatur. Sdm. og fl. I Smaal. Fantesnygg, m.

Fantevisa, f. en daarlig, letfærdig Vise. Østl. I Berg. Stift: en skjemtende, lystig Vise.

Fantord, n. 1) daarligt, forfusket Ord. 2) Stiklerier, fornærmelige Ord. Østl.

Fantunge, m. Stodder-Unge; vanartet eller ilde opdraget Barn.

Far, n. 1) Færd, Gang; Omgang. (Af fara). Fyrste Faret: første Gang, eller Omgang. Trondh. Jf. Umfar, Yverfar. – 2) Maade hvorpaa noget gaar, Stilling, Tilstand. (G.N. far). Sjelden. Jf. Helsefar, Orkefar, Bufar. – 3) Leilighed til at fare med; Befordring, især tilvands. Faa seg Far yver Fjorden. Eg gjeng og bidar paa Far. B. Stift. – 4) Løb, Bane eller Strøg at gaae i. Setja ein paa Faret: sætte En paa ret Vei, vise ham Fremgangsmaaden. Hertil: Elvarfar, Tytefar, Skruvfar, og fl. I nogle Stedsnavne synes Far at betegne et Overfartssted. – 5) Spor, Vei hvor noget har faret frem. Saaledes: Folkefar (Spor efter Mennesker), Hestefar, Bjørnfar o.s.v. (Jf. Farveg, Slag, Raak). Ligesaa: Hjulfar, Sledefar, Skidfar (Jf. Ekkje, Laam, Dyrgja). – 6) Noget som farer eller skrider frem. Kun i Samsætn. som: Uppfar, Fyrefar, Etterfar. Jf. Fjørefar.

Far, f. s. Ferd (og Fard).

Far, m. s. Fader og Fare.

fara, v.n. (fer, for, faret), at fare. Inf. tildeels afvig. faaraa (Gbr. Ork. Indh.). Præs. udtales: fær (tildeels fæ); Imprf. foor, Fl. foro, Konj. føre (sjelden); Sup. fare’, afvig. fire (i’), fere, fære (Sfj. Sdm. Trondh.). Jf. faren. G.N. fara (fer, fór, farit). – Betydning: 1) fare, reise, begive sig til et Sted. Om lange Reiser bruges ofte det nyere Ord “reisa”; forøvrigt bruges “fara” overordentlig meget og i mangfoldige Forbindelser. Tildeels med Akkus. f. Ex. Fara same Vegen; fara inste Leidi; fara Dalen til Ende. – 2) falde, drive, styrte. Fara ned: falde til Grunden (om smaa Ting). Fara i Koll: falde omkuld. Fara sunder: briste, splittes. Ogsaa: forsvinde, gaae tabt. Det fer som Dogg fyre Sol. Det foor, etter kvart det kom. Der foor det (om noget, som man har mistet). – 3) gjøre en Bevægelse. Fara med Handi: røre Haanden. Fara med Munnen: røre Munden (som for at tale). Fara med Fingrom, Hovudet, Kroppen o.s.v. – 4) handle, bære sig ad. Fara som eit Barn, som ein Galning. Fara med Vit. Fara illa med Klædom, o.s.v. – 5) befatte sig med noget, give sig af med. Dei foro med Teikning: de forsøgte sig i at tegne. Han kann ikkje stort; men han heve faret med det. Saaledes: fara med Fusk, med Lygn, o.s.v. – 6) befinde sig, være eller komme i en vis Tilstand. Fara vel: 1) have Lykke, være heldig (om Personer); b) blive vel behandlet (f. Ex. om Klæder); c) gjøre den tilsigtede Nytte. Det foor vel: det kom til Nytte, det gjorde godt; ogsaa: det var vel anvendt, vel tilpas. Giv dei maa baade fiska og fara vel (om Folk som reise til Fiskerie paa Havet). Hertil det sædvanlige Afskedsønske: Far vel (dvs. vær lykkelig)! – Fara illa: a) lide Skade, blive ilde tilredt; b) gaae til Spilde, være ilde anvendt; c) føde i Utide, abortere. Fara verre: tabe i en Strid. (Sæt.). Han føre beter med det (Imp. Konj.): han skulde have bedre Fordeel deraf. (Tel.). I reflexiv Form: farast (ferst, forst, farest), dvs. indtræffe, komme; f. Ex. Det var nokot, som forst imillom deim: der kom noget imellem dem; der var noget hvorom de kom i Strid. (B. Stift). – Med Partikler. Fara aat: bære sig ad. (Heraf Aatferd). Fara fagert aat, el. stygt aat. Fara etter: a) efterligne, rette sig efter; b) forfølge. Eg tykjer, det fer etter meg (om en piinlig Erindring eller Tanke). Fara fram: skikke sig, bære sig ad. Fara i: tage Klæder paa sig. (Modsat fara or: afklæde sig). Søndre Berg. Fara igjenom: gjennemløbe. Eg tykte, det foor ned igjenom meg: der gjennemfoer mig en Gysen. (B. Stift). Fara med: behandle (vel eller ilde). Fara til: begynde; f. Ex. Det fer til aa myrkna. Dei foro til aa slaa Høy, o.s.v. (Mest i de sydlige Egne). Fara undan: vige; give efter, føie sig; ogsaa undskylde sig. Fara yver: befare, besigtige; heraf Yverferd. – Afledninger ere: Far, Ferd, Ferel, Fora, føra, v. før, adj. Føre, n.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   30   31   32   33   34   35   36   37   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə