Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə42/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   38   39   40   41   42   43   44   45   ...   221

Fok (o’), n. 1) Fog, Fygen, Drev. Af fjuka, fauk. G.N. fok (sandfok, snjáfok). 2) Tummel, Løben, Vimsen; ogsaa: Hast, Skynding (ligesom Driv).

foken (o’), part. føgen, dreven; s. fjuka.

Fokflaga, f. Vindbyge med Fog og Drev.

Fok-jord, f. et Slags meget løs og let Jord. Smaal.

fokla, v.n. kludre, pusle (= fikla, fogla). Smaal. foklesam, adj. seenfærdig, ubehændig.

Foksand, m. Flyvesand.


Fokveder (-veer), n. Storm og Drev.

Fol (oo), n. Tosse, Dumrian. Ryf.? (Norske Magasin 3, 238). Ogsaa meddeelt fra Rbg. Jf Handfol. G.N. fól, Eng. fool. (Henføres til Fr. fol, fou; Ital. folle: naragtig).

Fol (for Ford), f.s. Forda.

fola (o’), v.n. (ar), faae Føl; s. fylja.

Fold, f. Jord, Land (?). I nogle Stedsnavne. (G.N. fold, Slette). Dunkelt i gamle Viser. (Landst. 548, 549).

folda, v. forslaae, o.s.v. see folla.

Fole (o’), m. Fole, ung Hest. Nogle St. Fola (Folla), Faalaa. G.N. foli. Ogsaa brugt som Lokkenavn til Heste. Jf. Fylja.

Folebrot (o’, o’), n. et Slags Sygdom i Hestens Fødder. Mandal.

folen (oo), adj. 1) forskrækket, som føler en Gysen. Nfj. 2) fæl, gyselig. “Dæ va so fole te sjaa”. Sdm.

Folga, f. 1, Aftægt, Føderaad af en Gaard (= Kor, Livøyre). Ryfylke. G.N. fulga, Opholdsmidler. – Hertil Folgefolk, n. Folk som have afstaaet sin Gaard imod en vis aarlig Aftægt. Særskilt: Folgemann, Folgekona (o’), Folge-ekkja. Jf. Forlog.

Folga, f. 2, et tyndt Dække, især af Snee. Sogn. (Jf. G.N. folginn, skjult).

Folge (Folgje), m. let Aske paa Gløder, Falaske. Sdm. (sjelden). Jf. Fal, Falske.

folgefri, adj. fri for Aftægt (Folga), om en Gaard. Ryf.

Folk, n. 1) Folk, Mennesker. Sædvanlig om et ubestemt Antal; f. Ex. finna Folk. Tala med Folk. Der var ikkje Folk inne. Saaledes ogsaa: litet Folk; myket Folk; sjeldnere: mange Folk. Derimod ikke med et Talord, f. Ex. tie Menneskjor; tolv Mann, o.s.v. Afvig. Fokk, Sætersd. og G.N. folk. – 2) Mandskab, Arbeidsfolk, Deeltagere i en vis Bedrift. Derimod sjelden om nogen Arbeidsklasse eller Masse af simplere Folk (T. Volk), da dette helst udtrykkes ved “Aalmuge”. – 3) Familie, Huusfolk, Indbyggerne paa et Sted (en Gaard). Ofte med et Stedsnavn, som: Nesfolket, Vika(r)-folket, Dalsfolket osv. Ogsaa med Begreb af en agtværdig Familie. Vera hjaa Folk. Koma til Folk. Fara aat som Folk. Det var ikkje Folkom likt (“Folkaa likt”, Sdm.): ikke efter ordentlig Folkeskik. – 4) Slægt, Paarørende; saaledes ogsaa Folkeslag, Stamme; Nation. Eg vilde finna Folket mitt. Han vil heim og vitja Folket sitt: besøge sine Slægtninger. – 5) om Mand og Kone; f. Ex. tilkomne Folk (et noget aldrende Par); lause Folk (dvs. uden Gaard eller fast Stilling). Om et enkelt Menneske siges derimod Mannfolk, el. Kvinnfolk; dog forekommer ogsaa “Folk” i denne Betydning; f. Ex. “eit gildt Folk”, dvs. et dygtigt Menneske. (Valders). Mere alm. Verda Folk, dvs. blive et ordentligt Menneske. Dei hadde gjort Folk av honom. (Ogsaa i Svensk). – I Sammensætning tildeels Folka (Søndre Berg.), men mest alm. Folke (med haardt k), hvor “e” kan ansees som blot Forbindings-Vokal for Vellydens Skyld, da det egentlig skulde hedde “Folk” (f. Ex. Folkferd, Folkmengd), hvilket ogsaa bruges i Trhj. Stift.

folka, v.a. (ar), 1) befolke. Folka upp eit Land. (Sjelden). 2) vænne til Omgang med Folk. (Sv. folka) folka seg: a) danne sig, vænne sig til Orden og Folkeskik. b) være fornuftig (s. folkeleg), lempe sig, holde Maade.

folk-audt, adj. n. øde, blottet for Folk; om et Sted. Trondh.

Folk-augo, pl. i Forbindelsen “i Folkaugom”, dvs. aabenlyst, for Alles Øine. Far ikkje so aat, midt i Folkaugo(m). B. Stift.

Folkebein, n. Menneskebeen. Saaledes ogs. Folkehaar, n. Folkehud, f. Folkekjøt, n. (= Mannkjøt).

Folkebragd, f. Folkeskik. Hall.

Folkefar, n. Spor efter Mennesker. Hedder ogsaa Folkefet (e’), n. og paa Østl. Folkeslag, n.

folkefaren, adj. befaret af Mennesker.

folkefaatt, adj. n. = faament. Hall. og fl.

Folkeferd (-fær), f. menneskelig Adfærd; ogsaa Folkeskik, Orden.

Folkefora (oo), f. Spor til Behandling af Mennesker. S. Fora.

Folkefot, m. Menneskefod.

folkefræg, adj. om en Gaard eller et Værk, som behøver mange Arbeidsfolk. (S. fræg). Tel. Hard. Shl. Nogle St. folkefrek.

folkeful, adj. s. folkevond.

Folkeføre, n. Slægt, Folkeslag. Hall.

folkegjengd, adj. 1) fremkommelig, som kan betrædes af Mennesker. 2) erfaren, vant til Omgang med Folk. Tel.

Folkegjerd (gjær), f. menneskelig Virksomhed; ogs. Orden, Folkeskik.

Folkehald, n. Bekostning for at underholde Arbeidsfolk.

Folkehjelp, f. tilstrækkelig Mængde af Arbeidsfolk.

Folkehop (oo), m. Hob af Mennesker.

folkekjømd (el. -kjøm), adj. om et Sted, som er meget tilgjængeligt, meget besøgt af Fremmede. Der er folkekjømt paa den Garden. Tel.

Folkekynd, f. menneskelig Natur. Sjelden.

Folkelag, n. ordentlig Skik, Folkeskik.

folkeleg, adj. 1) menneskelig, som passer for Mennesker. D’er ikkje nokot folkelegt (om en umenneskelig, dyrisk Fremfærd. – 2) sømmelig, anstændig, passende for et godt Selskab. – 3) om Mennesker: fornuftig, ordentlig i Opførsel; ogsaa: mild, lempelig, venlig (omtrent som human).

Folkelivnad (i’), m. ordentlig Levnet; Samliv som passer for Mennesker.

Folkeløysa, f. Mangel paa Folk.


Folkemagt, f. Menneskekræfter.

Folkemat, m. Menneskeføde.

Folkemengd, f. Folkemængde.

Folkenamn, n. Menneskenavn, Personsnavn.

folkerik, adj. vel befolket, folkerig.

folkerædd, adj. menneskesky.

folkesam (folksam), adj. meget besøgt af Folk; omtr. som folkutt.

Folkesed, m. Folkeskik.

Folkeskap, n. menneskelig Skikkelse. Hedder ogs. Folkeskapnad, m.

Folkeskifte, n. Ombytning af Folk (Arbeidsfolk).

Folkeskjemma, f. en Beskjæmmelse for Folk, el. for et Selskab. Tel. og fl.

folkeskjerr, adj. = folkerædd.

Folkeslag, n. 1, Folkestamme, Nation; ogs. Slægt, Familie, især med Hensyn til visse Egenskaber. F. Ex. Eit stort Folkeslag: en Slægt, som udmærker sig ved stor Væxt eller Høide. Eit spakt Folkeslag: en Slægt af stille, spagfærdige Folk.

Folkeslag, n. 2, Spor, s. Folkefar.

Folkestraum, m. fremskridende Masse af Mennesker.

Folkestrok, n. Flok, Følge, s. Strok.

folkestygg, adj. menneskesky (s. stygg). B. Stift, Nordl. I Ork. folkstyggjen.

Folketal, n. Folkemængde.

Folketyne, n. s. Manntyne.

folkevan, adj. vant til Omgang med forskjellige Folk, erfaren, verseret. Om Dyr: tam, huusvant. Hedder ogsaa folkevand.

folkevand, adj. kræsen i Valg af Selskab.

Folkevase, m. en Folkehob. Helg.

Folkeveder (veer), n. saadant Veir, at Mennesker kunne være ude eller komme afsted.

Folkevis (ii), f. Folkeskik. Paa Folkeviis: paa en sømmelig Maade.

Folkevit (i’), n. menneskelig Forstand.

folkevond, adj. om Dyr: arrig, ond imod Mennesket. Østl. Ved Trondh. folkful.

folkutt, adj. folkerig, fuld af Folk; ogsaa om et Sted, som er beleiligt for Samfærdsel og meget besøgt. Hall. Gbr. Sogn og fl. (Nogle St. folkaatt, folkette). Ellers folkesamt, folkekjømt.

Foll, f. 1, en Fælde, f. Ex. Musefælde. Trondh. Sdm. og fl. Ellers: Fella.

Foll, f. 2, Mening, Tykke, hvad En synes. “E maa si’ de mi Foll”. Ork. (sjelden).

Foll, n. (pl.), Foldrighed; Kornets Mængde i Forhold til Halmmængden. “Dæ vart lite’ i Follaa”, dvs. det gav lidet af sig i Tærskningen. Sdm. (= litet til Falls, Østl.). Kunde ansees som Fleertal af Fall, men hedder paa nogle Steder Fold (i Foldaa); s. følg.

folla, v.n. (ar), frugte, give noget af sig, give mange Fold. “Dæ folla lite”, siges naar Kornet i Tærskningen bliver mindre, end man havde ventet efter Straa-Mængden. Ogsaa: gjøre Fremgang, lykkes, forslaae noget; f. Ex. om et Arbeide. “Jau uo folla dæ”: nu gaar det fra Haanden. Sdm. Ndm. Ork. Gbr. I Sfj. hedder det folda, hvorved Ordets Form bliver mere tvivlsom og synes at støtte sig til det danske “Fold”, skjønt det da hellere skulde hedde falda. – Hertil Folling, f. Udbytte osv.

Follog, s. Forlog. Follogo, s. Forloga.

follug, adj. foldrig; om Korn, som giver en rig Mængde i Tærskningen (s. Foll). Ork. og fl. (follau). Hedder ogsaa follrik. Trondh.

folna (o’), v.n. visne, svinde hen. Sogn. G.N. fölna, blegne. – I Valders derimod: folna (oo): hensmuldre, blive til Støv.

Folning, s. Fording.

fomme, tumle (= tulla), s. fuma.

Fomme, en Taabe; s. Fume.

Fon, s. Forn og Faan.

fona (o’), v.n. gyse, føle en Rystelse; eller svimle. Østerd. Nogle St. føne. Ved Drammen forekommet et fone (oo), i Forbind. “fone itor” (ut or?), dvs. besvime. Jf. folna. Om et andet “fona” s. forna.

Fong (Faang), f. Gjærdeved, kløvede Træer til at opsætte Gjærder af. Ogsaa et enkelt Stykke af saadan Ved. I dette Tilfælde med Fleertal Fenger (Feng’r); altsaa ganske adskilt fra Fang, n. Smaal. – Hertil: Fongskog (Faangskou), m. Skov til Gjærdeved. Fongvid (Faangve), m. Gjærdeved.

Fonn, f. 1) Sneehob, sammendreven Sneemasse. Mest brugl. vest og syd i Landet; dog ogsaa i Nordl. (Jf. Brede, Skavl). Nogle St. Fann, Østl. ogsaa Fane, f. Smaal. Buskr. Fleertal deels Fonner, deels Fenner (Fenn’r); ogsaa Fanner. G.N. fönn, pl. fannir. Heraf fenna. – 2) Skred fra et Fjeld, Sneeskred; dog ogs. Jordskred, Steenskred. Sdm. Romsd. og fl. (Fl. Fanner). Hertil Fonnemark, f. Skredjord, Banker som ere dannede ved Jordskred.

fonnast, s. fornast. Fonne, s. Forne.

Fonnfar, n. Fordybning eller Rende efter et Fjeldskred. Ogs. Fannfar, Sdm.

fonnhæv, adj. udsat for Fjeldskred (= skridhætt). Sdm.

Fonnstrik (i’), n. smalere Spor efter Fjeldskred.

Fonnstøde, n. Sted hvor Snee driver sammen og bliver liggende til langt ud paa Vaaren. “Fønnstøe”, Hall.

fonnutt, adj. 1) fuld af Sneedynger eller Driver. Søndenfjelds. 2) furet, gravet af Fjeldskred. Sdm.

For (oo), s. Foder og Ford.

For (o’), f. 1, Fure, pløiet eller gravet Rende. G.N. for; Sv. fåra. (Jf. Engl.
furrow, Ang. furh, T. Furche). I Tel. tildeels med Fleertal “Farir”, men dette hører egentlig til det følgende Ord og er her feilagtigt. I Sammensætn. Forar (Fora’), som: Forarbakke, m. den faste eller staaende Kant i en Fure. Forarlengd, f. Rude eller Teig i en Ager; s. Forskot.

For (o’), f. 2, Færd, Reise; s. Bufor. Han var alt komen paa For, dvs. paa Færde, i Bevægelse. Sdm. (Ellers lidet brugl.). G.N. för, pl. farir. Af fara.

for (o’), præp. 1) for, = fyre. Forekommer som en Afvigelse; s. fyre. – 2) i Forbind. “kvat for”: hvad for, hvilken. Kvat for ein. Kvat for nokot. Kvat for Slag. Kvat er detta for Folk? Sv. för. – 3) i et Slags Udraab ved noget som forundrer eller overrasker En; omtrent som: hvilken, hvilket! For ei Skam! For ein Tull! For alt det Folk, som der var i Hop komet! – I Stedet herfor bruges paa nogle Steder “til”, f.Ex, paa Voss “Te alt da Folk!”

for (o’), conj. thi; fordi, af den Grund at. Det vardt ikkje so, at eg kom der; for eg fekk aldri Tid. Østl. Hall. og fl. Ellers mest alm. fyre (y’), nærmest at opfatte som “fyre di at” (jf. G.N. því at). Dette “for” bruges ogsaa i det danske Folkesprog, ligesaa i Engelsk, og er mere bekvemt end “fyre”, da dette har mange andre Betydninger.

for (o’), adv. 1) ved Adj. og Adv. med Betydn. for meget, i en høiere Grad end man ønskede; f.Ex. for stor, for liten; alt for seint. Alm. (Sv. för). I G.N. udtrykkes dette Begreb med “til”, ligesom Eng. too, T. zu. – 2) i Sammensætning, med flere Betydninger; saaledes: a) foran, forud (= fyre); f. Ex. Forstova, Forsæte; forsjaaleg. (Sjeldnere end “fyre”). Tildeels ogsaa med Begreberne: til Hjælp for, eller: til Hindring (Skade) for, f. Ex. forsyta, forsvara; forbjoda, fortenkja, forvilja. (Jf. G.N. fyrirláta, fyrirbjóda, osv.). – b) til Overdrivelse, i for høi Grad (= ov). Med Verber og verbale Adj. f. Ex. fordriva, forkøyra; forstaden, forlegen, forvaksen. (I G.N. kun forstærkende, som forljótr, dvs. meget styg). – c) misligt, feilagtigt. Med Verber, f. Ex. forleggja, forsetja, forgøyma. Hertil hører en Mængde reflexive Verber med Begrebet: for meget, som: forhasta seg, forsova seg, fortaka seg, o.s.v. Og ved Siden af disse nyere Ord bruges nu ogsaa endeel andre, som her maa ansees som mere fremmede eller kun som Tillempninger af tydske Ord (med “ver”), saasom: forandra, fordraga, foreina, fornøgd, Forstand, Forsøk, og fl.

for (o’), adj. iilfærdig, hastfærdig, ivrig for at komme afsted; omtr. som “framfus”. Sdm. (for’e). G.N. forr (for’r).

for (oo), adj. rask, hurtig; f. Ex. i Gang eller Arbeide. Nordre Berg. Hall. og fl. Mere brugt i Formerne forare og foraste. Afvig. furar og furast, Trondh., folar, folast (tykt L), tildeels paa Østl., dog hører dette oftere til Adverbiet fort. Om de sidste Former kunde hentyde paa et gammelt “ford”, er uvist. S. fora (oo) og fort.

Fora (oo), f. 1) Færd, Gang, enkelt Gang eller Udfærd. Trondh. Nordl. Han hadde gjort tri Foro(r), dvs. været tre Gange ude (hen til et Sted). Ork. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz, 129). – 2) Færd, Adfærd; Behandling; ogsaa: Spor (= Far). Nordre Berg. Saaledes: Udyrsfora, Vargefora, Bjønnfora, dvs. Tegn til Overfald af Udyr (Ulv, Bjørn) paa et Kreatur, som er kommet til Skade. Jf. Folkefora. – 3) Stand, Evne, Formue. Ork. og flere. Det var jamne Foror med deim: de var omtr. lige rige, i samme Stand. “D’æ ikkje Fati’manns Fore”: det er ikke fattig Mands Evne at skaffe det. Sdm. See ogs. Forda.

fora (oo), d.s. fodra og forda.

fora (oo), v.a. (ar), skynde, haste. fora seg: skynde sig, gaae fort. Hall. og flere. Paa Østl. i en anden Form forta. G. Sv. forda: paaskynde. (Rietz 159).

fora (o’), v.a. (ar), 1) gjøre en Fure (For) i Jorden. 2) fora seg, om en Hest: følge Furen, gaae i ret Linie med Ploven. B. Stift.

[foragta, v.a. skade ved Uagtsomhed, fordærve. Sdm. Hall. Num. (Nyt Ord).

foraldrad, adj. noget for gammel.

forargad, adj. ophidset, oprørt.

foraste (oo), snarest,; s. for, adj.

for-aarlege, adv. usædvanlig tidlig. Østl. (Hadl.).

forbalad, omtr. som forkavad. Nordl.

forbannad, adj. 1) forbandet. 2) forbudt, umulig, ikke at tænke paa. Nordl. (Jf. G.N. banna, forbyde).

forbarkad, adj. fordærvet i Barkningen. Uegentl. forhærdet, trodsig.

[forbi (tydsk), = um, fram um; fram med; umme, ute.

forbinad, forgabet; s. forbisnad. Skal ogsaa betyde: forbitret. (Guldalen).

forbisnad (ii), adj. forgabet, greben af stor Forundring. – forbisneleg, adj. forbausende, vidunderlig. S. bisna.

forbjoda, v.a. (byd, baud), forbyde, negte. G.N. fyrirbjóda, forboda.

Forbod (o’), n. Forbud, Negtelse. Forskjelligt fra Fyrebod.

forbrend, adj. for meget brændt.

forbrjota, v.a. (bryt, braut), 1) bryde for meget. 2) forbryde, forsynde sig.

Forbrot (o’), n. Brøde, Forbrydelse.

forbroten (o’), brækket til Skade.

Forbust, f. Børste paa en Traad (til Skosøm).
Trondh. Nordl. Jf. Busteleiv.

forbyta, v.a. forvexle, bytte feilagtigt. Forbyta seg: bytte til Tab.

Ford (Foor), m. Vei over en Sump, eller igjennem Bække og Vandpytter. Jæd. (Hæskestad), mest som Stedsnavn. Jf. Eng. ford; T. Furt (Vadested).

forda (fora), v.a. (ar), 1) føre frem, bringe afsted; flytte, transportere. Trondh. Helg. og fl. Oftest: fora, fole, fol’ (med tykt L); f. Ex. “fol’ ut”: bringe ud. G.N. forda. (Sv. Dial. fola. Rietz 129). – 2) refl. forføie sig bort, flye, pakke sig. “Dæ vardt so, han laut fol’ se”, Ork. G.N. fordast. Jf. ogsaa fora.

Forda (Fora), f. Førsel, Transport; en Byrde eller Dragt, som føres paa een Gang; f.Ex. to Bøtter Vand (Vatsforda). Trondh. (Udt. Fore, Foor’, Fool’). Sv. fora (fola). Jf. Ferd. – I Gbr. Fol (Fool), om en vis Portion. I Tydal Fol’, om en Stund, en enkelt Gang; hvilket da falder sammen med det fornævnte Fora.

fordeilt, adj. forarmet, ruineret. Helg.

fordervad, adj. kommen til Skade; svag, syg. (Jf. G.N. fordjarfa, som vistnok er optaget af Tydsk).

Fording, f. Fremførsel, Flytning; s. forda. Oftere i Formen Fordning (foorning). Hertil Fordingskap, m. Befordring (paa en Vei), Skyds, Reisehjælp. Nordenfjelds. Sædvanlig: Foringskap, og Forenskap; ogs. Forning-, el. Folningskap. Indh.

fordoa, v. s. fordubla.

fordom, adv. fordum, i forrige Tider. (G.N. fordum). Bekjendt, men lidet brugl.

[fordraga, v.a. taale, udholde. Fordrag, n. Taalmodighed; Udsættelse, Henstand. Smaal. Fordragsord, Ord som ere haarde at taale. Sdm. (Nye og fremmede Ord).

fordriva, v.a. drive for stærkt.

fordrygja (seg), v.a. (er, de), forsinke sig, nøle for længe.

fordubla, v.a. forøde, sløse bort. Trondh. Sogn, Hall. og fl. I Hall. ogsaa at forstyrre, bringe i Uorden. Egentl. forøde ved Dobbel (Spil). I Sogn siges ogsaa: fordoa.

Fordyr (y’), f. ydre Dør. Ellers kaldet Utdyr, Yterdyr.

Fordæda, f. noget frygteligt, en uhyggelig Ting eller Tilstand. “Fordæa”, Nhl. G.N. fordæduskapr, Trolddom; fordæda, en Hex.

fordøma, v.a. (er, de), fordømme. G.N. fyrirdœma og fordœma. Fordøming, f. Fordømmelse.

Fore, s. Fora, Forda.

Foreign (o’), f. Forvarsel for en Hændelse, saasom for et Dødsfald. Nordl. G.N. forynja. Jf. Foring, Fyrerunar.

Foreldre, n. Forældre, Fader og Moder. Mest alm. i Fleertal; sjelden kollektivt, som “Foreldre mitt”, Ork. G.N. foreldri, om Stamfædre eller Aner. – foreldrelaus, adj. fader- og moderløs.

for-elta, v.a. (er, e), jage eller drive for stærkt. Jæd. – Particip for-elt: heftig forfulgt eller jaget; ogsaa: udmattet af Flugt. Nedenæs.

for-enkjeleg, s. einkeleg.

for-eta (seg), v. æde for meget.

Forfader, m. Stammefader. Helst brugt i Fleertallet: Forfeder (-fæd’r).

Forfall, n. 1) Forringelse, Svækkelse. Koma i Forfall. – 2) Forfald, Hindring. Tildels i Formen: Forfoll, f. (egentl. n.pl.). G.N. forfall.

forfallen, adj. 1) forfalden, udløben; om Frist el. Termin. 2) brøstfældig, faldefærdig; om Huse. 3) henfalden til et uordentligt Levnet.

Forfang, n. Fortræd, Fornærmelse, Indgreb i Ens Ret. Sv. förfång.

forfara, v.a. (fer, foor), 1) gjennemfare, gjennemsøge. Dei forforo heile Skogen. Berg. Stift. 2) undersøge; ogsaa erfare, lære af Erfaring. 3) forfara seg: forløbe sig; tage feil. Hall. – forfarast, v.n. (ferst, forst), forfalde, tage Skade, ødelægges. G.N. fyrirfara: fordærve.

forfaren, adj. 1) gjennemsøgt. 2) erfaren, bevandret. 3) forfalden, forslidt. Tel.

forfjamsa(d), adj. forbløffet. Smaal.

forfjasa (seg), v. forhaste sig. Sdm. og fl.

forfjatla (seg), v. forløbe sig, sætte sig i Forlegenhed. Nhl.

forfjetrad, adj. staaende som bunden eller lammet (s. fjetra); ganske forvirret, slagen af Overraskelse, Forundring eller Skræk. Søndenfjelds. I Sogn tildeels forfjatra og forfjotra (o’); egentl. forfjøtrad.

forflamst, adj. forvirret. Sdm.

forflogen (o’), adj. forfløien; vild, overgiven.

forflægd, adj. istandsat. “forflægje”, v. sætte i Stand. Sdm.

Forfoll, f. s. Forfall.

forfrøyst, adj. forfrossen; s. frøysa.

forfurdad, adj. forundret. “forfura”, Tel.

forfylgja, v.a. (er, de), forfølge, jage.

forfælande, adj. forfærdelig, frygtelig.

forfælt, adj. forfærdet, forskrækket. (Af fæla). S. forfærd.

forfærd, adj. forfærdet (= forfælt). Mest alm. forfært. – forfærleg, adj. forfærdelig. Jf. Sv. förfärlig, af förfära, v. (skrække), som vel kan henføres til “Faare”.

forføra, v.a. (er, de), forføre, forlede.

forføtta, v.a. (ar), sætte ny Fod eller nyt Overlæder i Støvler. Forføtte, n. et nyt Overlæder. (B. Stift). Forføtting, m. Støvle som er “forføttad”. (Østl.). Forføtsla, f. ny Fod i Strømper. Hall.

forgalen, adj. rasende; yderst slem eller uordentlig; s. galen.


Forgang, s. Fyregang.

forgangast, v.n. (Præs. forgjengst), forgaae, ødelægges. D’er so sterkt, at det kann aldri forgangast. B. Stift.

Forgard, m. Forgaard. (Sjelden).

Forgift, f. Gift (= Eiter). – forgiftig, adj. giftig.

forgiva, v.a. (giv, gav), give for meget; ogsaa: give feil, uddele feilagtigt.

forgjengd (oo), adj. hurtigt gaaende. Hall. (Til for, adj.).

forgjera, v.a. forgjøre, forhexe. Hertil forgjord: forhexet; besat.

Forgjæve, n. (?), i Forbind. “til Forgjæves”: til ingen Nytte. Er vel kun en Efterdannelse af Dansk forgjæves, Tydsk vergebens.

forglost (oo), adj. = forstird. Tel.

forgripa (seg), d. forgribe sig.

forgrunig (u’), adj. tankefuld, grublende. Hall.

forgylla, v.a. s. gylla.

forgøyma (gj), v.a. gjemme noget paa urette Sted (saa at man ikke selv finder det).

forhaga, v.a. (ar), fordærve, spilde, gjøre unyttigt. “forhaagaa”, Tydal. G.N. forhaga, misbruge.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   38   39   40   41   42   43   44   45   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə