Ivar Aasen Norsk Ordbog


fessa, v.n. signe, helbrede ved visse Talemaader eller Ceremonier; ogs. trylle, hexe (= runa). Tel. Hertil Fessekall



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə37/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   33   34   35   36   37   38   39   40   ...   221

fessa, v.n. signe, helbrede ved visse Talemaader eller Ceremonier; ogs. trylle, hexe (= runa). Tel. Hertil Fessekall, og Fessekjering, Signemester.

Fessverk, n. Fuskerværk, daarlig Gjerning. Num.

Fest, f. Fæstelse, Trolovelse. G.N. festr. Kun brugl. i Sammensætning (som Festargaava, m. fl.) og tildeels i Fleertal. Dei gingo i Festom, dvs. de vare trolovede, men endnu ikke gifte. “I Festo”, Sogn. Jf. Fester.

Fest, m. Fest, Høitid. (Af Latin).

fest, part. fæstet; betinget, trolovet.

festa, v.a. (er, e), 1) fæste, binde, sætte fast. G.N. festa. Festa Korn: sætte Korn paa Stavrer til Tørring. Nhl. og fl. 2) betinge sig, faae Fæste eller Løfte paa. Jf. fala, steda. – 3) trolove, fæste til Giftermaal. – Ogsaa som v.n. fæste sig, blive fast. Det vil ikkje festa paa.

Festa, f. Fæste, Tilfæstelse.

Festarfe, n. Fæstegave. I gamle Viser (Landst. 252. 255. 584; jf. 107). Ellers sædvanlig Festargaava (Festagaave), f.

Festargjenta, f. en trolovet Pige. Ogsaa: Festingsgjenta, Sogn. Festa(r)pika, B. Stift. Ældre Ord ere: Festarmøy, f. (Landst. 142. 268. 359) og Festarviv, n. (Landst. 540).

Festarmann, m. Fæstemand. (Landst. 288. 314. 480). S. Festing. Ogsaa Festarsvein (Landst. 482).

Festarmaal, n. Trolovelse. G.N. festarmál.

Festar-øl, n. Gjæstebud ved en Trolovelse. (Altid med tydeligt “r”). G.N. festaröl.

Feste, n. Fæste, Baand, noget at fæste med. 2) Sted eller Punkt, hvortil noget kan fæstes. Jf. Handfeste, Fotfeste. 3) Fasthed. (Sjelden).

Festeband, n. Fæstebaand.

festen, adj. som let fæster sig.

Festepengar, pl. Haandpenge (til fæstede Tjenere). I Nordre Berg. Fastepengar.

Fester (Festr), f. Fangeline, Toug til Fortøining, især for Baade (jf. Landtog). Nogle St. Fest (Nordland). G.N. festr. Ogsaa kaldet “Belag”.

Festing, f. Fæstelse, Befæstning.

Festing, m. Fæstemand. (Ligesom Festargjenta kun om Personer, hvis Trolovelse er bekjendtgjort med Tillysning i Kirken).

Festning f. Fæstning, forskandset Plads.

festra, v.a. fortøie (af Fester). Simplere: festa, el. landfesta.

Fesykja, f. Kvægsygdom.


Fet (e’), n. Fjed, Skridt (= Stig); ogsaa Spor, Mærke efter en Fod. (Nogle St. Føt). G.N. fet. Han fylgde oss Fot og Fet, dvs. Skridt for Skridt, lige i Hælene.

Fet (e’), m. Fod paa et Skind (=Fetling). Tel. (med Fl. Feter, Fetir), Hall. Gbr. Østerd. Nogle Steder Fit (i’), Gbr. Tel. Sjeldnere Fete (e’). Vald.

feta (e’), v.n. (ar), 1) skride frem, gjøre enkelte Skridt. Tel. 2) afdele en Væv i visse Parter; s. Fete.

Fetbreidd, f. en Fods Bredde.

Fete (e’), m. 1) Fid, Lok, en vis Deel af Traadene i en Væv eller i en Haspe. B. Stift, og fl. Nogle St. Fit. Isl. feti. Jf. Fitja. – 2) Fod paa Skind (= Fetling). Jf. Fetesko. – 3) Øxeblad, den bredeste Deel af en Øxe. Nhl. Sogn. G.N. feti.

Feteband (e’), n. Baand omkring Traadene i en Haspe.

Fetel (e’), m. Baand, Stroppe; Skulderbaand paa en Skræppe eller Pose. Tel. tildels med Fleertal: Fatlar (Faslar). G.N. fetill. Andre St. Fatl. (s. d.). Paa Skindbælge (Hiter) dannes disse Skulderbaand for en Deel af Skindets Fødder eller Beenlinger (Fetlingar). Om Formen “Fatle” s. Fatl.

Fetesko (el. Feta-sko), m. Sko med Overlæder af Beenlinger af en Kohud. Vald. I Nordl. Fitjung. G.N. fitskór.

Fetl, n. Forbinding, Omvikling (af fetla). Fesl (Fessel), Tel. Vald. Hall.

fetla, v.a. (ar), forbinde, omsvøbe et sygt eller saaret Lem. “fesle”, Vald. (Af Fetel).

Fetling, m. Beenling, Fod paa en Hud, Skindet af Dyrenes Fødder eller Lægge. Forskjellig udtalt: Fetling, Sogn, Søndre Berg. Føtling, Jæd. og fl. Fesling, og Fisling, Østl. Føsling, Sæt. Feltling. (Feltjing), Trondh. Nordl. Fetting, Ork. En anden Form er Fet (Fete, Fit). – Uegentlig bruges Fetling ogsaa om en liden Snip eller Udkant, f. Ex. af et Land.

Fetmole (e’, o’), m. en Fodbred Jord, saa meget som man kan sætte Foden paa. Han eig ikkje ein Fetmole. B. Stift.

Fe-trokk, f. Pladsen nærmest ved Indgangen til Fæhusene. Østl.

fetta, v.a. (er, te), bøie tilbage (af fatt). Nordre Berg. (Isl. fetta). Fetta seg: bøie sig bag over. Fetta Fingrarne. Jf. gaga, keika.

Fetting, f. Tilbagebøining; stiv Holdning.

fet-traud, og fettraudig, adj. uvillig til at gaae. Tel.

Feveg, m. Vei for Fæ. Ogsaa kaldet Festig, m. Feraak, f. Ferekster, m.

Fevil, s. Fivel.

fi, interj. som Udtryk af Modbydelighed (jf. fy). fia, v.n. (ar), sige “fi”.

Fibrelde, s. Fivrelde. fien, s. fegen.

Fiende (og Fiend), m. Fiende, hadsk Modstander. (Tonen paa “i”). G.N. fiandi (fjándi?); Goth. fijands, af fijan: hade. Nogle Steder Fienda, f. om en fiendtlig Armee.

Fiendskap, m. Fiendskab, Had.

fiendsleg, adj. fiendsk, fiendtlig.

fiffa, v.a. pynte; s. fiva.

Fift, m. et lidet Vindpust. Hard.

[Figur, m. Billede. Lat. figura, f.

Fik (ii), m. Næveslag, Ørefigen. Trondh. og fl. Hertil fika, v.a. (ar), slaae til, give en Øredask (Øyrefik). I Lighed med Holl. oorvijg, oorveeg, T. Ohrfeige, skulde “Fik” egentlig betyde Figen (Lat ficus), ligesom Sv. fikon; G.N. fíkja, jf. fíktré. Dette hedder nu sædvanlig Fiken (Fik’n), nærmest efter Dansk.

fika, v.n. (ar), stræbe, gjøre sig Umage. Fika etter: tragte, hige efter. G.N. fíkjast, Sv. fika. Fika paa: haste, skynde sig. Tel. og fl. Jf. Fikt.

fiken (fikjen), adj. begjærlig, tragtende efter noget. Tel. Indh. (Sv. fiken). Mere alm. i nyfiken.

fikja, s. fitja. – Fikjel, s. Futul.

Fikjelid (Fikje-le), m. det bageste Led paa Tommelfingeren. Gbr. (Fron). I Hall. “Figjens-le” paa den høire Haand, og “Ufigjensle” paa den venstre. (Altsaa Fegenslid).

Fikka, f. Lomme paa Klæder. Berg. Stift, Nordl. og fl. Sv. ficka, T. Ficke. Udledes af Ital. ficcare: fæste, stikke ind.

fikla, v.n. (ar), pusle, plukke, kludre. Østl. Hedder ellers: fjakla, Hall., fekle og fokle, Smaal. Andre St. fitla, fjatla, fatra; ogsaa fipla og firla.

Fikna (ii), f. Tragten, Higen. Af fiken.

[fiks, adj. kjæk, dygtig; ogsaa net, nydelig. Mandal og fl. Fremmedt.

[fiksera, v.a. drille, tirre. Efter T. vexiren af Lat. vexare: plage.

Fikt, f. Travlhed, Skynding, stærk Bevægelse. Mest nordenfjelds. Jf. fika.

fikta, v.n. (ar), fegte, slaae omkring sig. Fikta med Handi: bevæge Haanden ligesom for at slaae. (I Tel. ogsaa: feikta). Han hev ikkje stort aa fikta med (at hjælpe sig med). – fiktast: fegte, kjæmpe. Vald.

[Fiktril, n. Vitriol. Nogle Steder Fiktri (Sdm.) og Fittril. (Fr. vitriol, med tydsk Udtale).

Fil, n. s. Fjell.

Fil, f. en Fiil (Smederedskab). Ang. feol (Eng. file).

Fil, m. 1, Knegten i Kortspil. (Yverfil, Underfil). Paa Østl. Fil, f. – Fil er ellers det gamle Navn paa en Elefant (G.N. fíll); hertil: Filsbein, n. Elfenbeen. Egentlig et østerlandsk (persisk) Ord, som ogsaa har været brugt i Schakspil, s. Diez, Rom. Wört. 1, 14.


Fil, m. 2, Svaghed, Tegn til Sygdom. Hall. Sogn. Eg hadde ikkje kjent ein Fil paa lang Tid.

fila, v.a. (ar), file, bearbeide med Fiil; uegentl. skave, gnide; ogsaa: prutte, afprutte noget i Prisen.

filast, v.n. om Mælk: afsætte Fløde, danne en Flødehinde (File). Nordl. I Tel. fela (ee), felast. (Vinje).

File (i’), n. Fjelevæg imellem to Rum i et Huus; Plankeværk. (Af Fjøl). Hall. Jf. Skjaldfile (= Skjeldtile). G.N. fili (flórfili, láfafili, skjaldfili).

File, m. Fløde paa Mælk; ogsaa Tykmælk med Fløde paa. Nordl. (Helg.). I Tel. Fele, og Fel (ee). I Sverige: fil, m. og n. (Rietz 136). Jf. Rjome. Hertil Filebunk), m. = Rjomekolla. Helg. (Sv. filbunke).

Filing, f. Bearbeidelse med Fiil; ogs. Gnidning, Afskrabelse.

fill (dvs. faldt), s. falla.

Fill, m. Foldmave (= Lake, Marlake). Buskerud.

Filla, f. 1) et Tæppe af Skind; tildeels det samme som Feld. Hard. (Fidla, Skinnfidla). Ogsaa i Formen Fidda, Rbg. (Aaserall), og mere afvigende: Fydda, Sæt. (Hertil “Fyddemakare”, = Feldmakar). G.N. filla: Hud, Skindlap; jf. Goth. fill, Ang. fell, T. Fell: Hud. – 2) en Hinde eller Flage, f. Ex. om et Lag af Mos eller Tørv, som hænger fast sammen, saa at det kan flækkes op. Shl. (Fidla). Ogsaa: en liden Klynge eller Flokke; især om Sneeflokker. (Snjofillor). Tel. Rbg. – 3) Klud, Lap, Vævstrimmel; eller (i Fleertal): Pjalter, Laser af revne Klæder. Alm. og meget brugl. (Jf. Trave, Larve, Flugsa). Ogsaa ofte om et tyndt eller forslidt Klædningsstykke. Trøyefilla, Kjolefilla, Klædefillor. – I Sammensætning med et følgende Ord betegner “Fille” noget ubetydeligt, daarligt, usselt, f. Ex. Fillebok (daarlig Bog), Fillegamp (en uduelig Hest), Fillekram, Fillestykke, Fillety o.s.v.

filla, v.n. (ar), sysle med Lapperie; ogsaa vimse, føite omkring.

fillast, v.n. revne, blive laset.

Fillebragd, f. daarlig Skik el. Bedrift. Tel.

Fillefant, m. en Prakker, omflakkende Person i forrevne Klæder.

Fillefrans, (Jærv), s. Fjellfross.

Fillegreida, f. daarlige Redskaber eller Indretninger.

Fillegut, m. pjaltet, fattig, ringeagtet Person. Ligesaa: Fillegjenta, Fillekjerring, og flere.

Fillekram, n. daarligt Kram; ogsaa Lapperie, Bagateller.

filleleg, adj. ubetydelig, lumpen, ussel.

Filleragg, m. omtr. som Fillefant. Smaal. Andre St. Filleradd: Knegt, Krabat.

Fillerya, f. Tæppe af Kludestrimler. Østl.

Fillesak, f. lumpen Sag, Trætte om ubetydelige Ting.

Fillesjuke, m. = Ratesjuke. Tel.

Filleverk, n. Lapperie; ubetydeligt el. daarligt Arbeide.

fillut, adj. pjaltet, laset.

Filsbein, s. Fil, m. 1.

Filspon, m. Fiilspaan, Fiilstøv.

fim (i’), adj. rask, hurtig. Søndre Berg. Sogn, Tel. og fl. G.N. fimr. Fim paa Foten: rask til at løbe. (Tildeels udt. feem, fem’e). Ogsaa i Betydn. nem, rask til at lære eller opfatte noget. Sfj. – Jf. eldfim, vaarfim.

fima (i’), v.a. (ar), paaskynde. fima seg: skynde sig, haste. Tel. – fimast, v.n. blive raskere.

fimen (i’), adj. skyndsom, hastende. Tel.

Fimleike (kj), m. Raskhed. Tel.

fimm (5), s. fem.

fin (ii), adj. 1) fiin, glat, jævn paa Overfladen; lind eller myg at føle paa. Ogsaa: tæt, bestaaende af meget smaa Dele (modsat grov). – 2) tynd, smal (= grann); f. Ex. om Haar, Traad og desl. Ogsaa om noget smaat, ubetydeligt eller næsten umærkeligt. – 3) om Lyd eller Stemme: høi (= grann), i en høiere Scala. Sjeldnere om Sandser: klar, skarp, nem til at mærke noget. – 4) net, pyntelig, vakker, smuk. Eit fint Hus. Ein fin Veg. Eit fint Føre (Tel. og fl.). Ein fin Gut. Ei fin Taus. (B. Stift). Hertil “eit Fine-ting”, el. “eit Finelse”: en smuk Skabning, en Skjønhed. – 5) ømfindtlig, kjælen, som taaler lidet; ogsaa: kræsen, fornem. – 6) blid, venlig, artig. Gjera seg fin: anstille sig venlig. – Afvig. fen (feen, fen’e), i Øvre Tel. Ordet er egentlig fremmedt og udledes af Lat. finitus (fuldendt).

fina, v.a. (ar), forfine; pynte. Fina seg til: pynte sig.

[Finanserie, n. Spøg, Fjas, Gjækkerie. B. Stift. Ogsaa: Svig, Løgn. Nordl. (Et Fuskerord).

fingen (gj), adj. undseelig, skamfuld. Sdm. “E tikte, e vardt fingjen ‘ta di”. Ogsaa: upassende, som vækker Undseelse. “D’æ so fingje te gaa i disse Klædaa”. – Om de andre Betydninger s. fengen.

Finger (Fingr), m. Finger, Haandspids. Mest alm. Fing’er; i Hard. Fing’ur; forkortet: Fing (bst. Fingj’en), Sogn, Tel. og flere. Tildeels Neutrum (eit Finger), Gbr. Ork. Indh. G.N. fingr, m. I Flertaal ofte det samme som Hand (Haand); f. Ex. han fekk Fingrarne i det, dvs. fik fat paa det. Han legg ikkje Fingrarne imillom: han straffer haardt, sparer ikke. – Uegentl. a) Fingerstykke paa Vanter (Handsker). b) Fingerbredde (som Maal). I sidste Betydn. Fleertal: Finger; ellers mest alm. Fingrar. I Sammensætn.
tildeels Fingre (f. Ex. Fingregull), Sdm. og flere.

Fingerband, n. Forbinding paa en Finger.

Fingerbjørg, f. 1) Fingerbølle. Mest alm. “Fingerbjør”, nogle Steder “Fingerbor” (-borg), Trondh. Nordl. Isl. fingrbjörg; Sv. fingerborg. – 2) som Plantenavn: Blaaklokke, Campanula. Voss. I Num. Fingerbjørggras.

Fingerfar, n. Spor efter Fingre.

fingerfara, v.a. omtr. som handfara.

fingerfim (i’), adj. fingerfærdig, rask. Tel.

Fingergull, n. 1) Fingerring af Guld. G.N. fingrgull. 2) Plantenavn, s. Revbjølla.

Fingerklaade, m. Fingerkløe; Lyst til at gribe noget eller faae det i Hænderne.

Fingersvoll, m. Fingerbyld.

Fingersylv, n. Fingerring af Sølv.

Fingervott, m. Fingervante.

fingo, og finge, s. faa.

fingra, v.a. (ar), 1) berøre med Fingrene, beføle, tage paa. 2) om Fingersætning paa Fiolin. 3) om et Slags Fletning el. Vævning. Gbr. – Hertil Fingring, f.

[Finkel, m. svagt Brændeviin. Vel egentl. krydret Drik, af T. Fenchel, Lat. fœniculum.

Finleike, m. Fiinhed; Skjønhed.

finleitt, adj. vakker, som har fiin Hud eller et fiint formet Ansigt. Ork.

Finn, m. 1) Finn, Mand af det finske Folkeslag, som fornemmelig har sine Opholdssteder i Finnmarken og Nordland, tildeels som Hyrdefolk med Reensdyr. Jf. Bufinn. G.N. Finnr. (Af Svenskerne kaldet “Lappar”, medens derimot Svensk Finne er vort Finnlending eller Kvæn). Finn er ogsaa brugeligt som Mandsnavn, deels enkelt og deels i Sammensætning: Arnfinn (Anfinn), Dagfinn, Sæfinn, Torfinn; – Finngard, Finnkjell, Finnboge. S. Finska.

Finn, m. 2, Horntap, den porøse Beenspids indvendig i et Horn (= Kvik, Slo, Stikel); ogsaa Kjødet i Hestens Hover. Valders. – Ellers alm. om et Slags smaa Knorter i Huden, især paa Ansigtet. (Skjeggfinn). Sv. finne; T. Finne, f.

Finn, m. 3, Børstegræs, Nardus stricta. Ryf. Sæt. Tel. Num. Ellers kaldet Finngras, Sæt. og fl., Finntopp, Vald. Hall., Finntaatt, Toten; Finnskjegg, Sdm.

finna, v.a. (finn, fann, funnet), at finde. G.N. finna. Imperf. Fl. funno, Hall. Vald. ogsaa: fønno, Vald. funne, Voss og fl. Konjunktiv fynne, Tel. (sjeld.). – Betydn. 1) finde, opdage, træffe paa. Ogsaa: opsøge, skaffe frem; f. Ex. Finn meg ein Kjepp. Uegentlig: faae, opnaae. Finna Hjelp. Finna Hugnad. – 2) træffe sammen med, komme i Tale med En. Eg vilde finna deg (dvs. tale med dig). Eg saag honom med Kyrkja, men eg fekk ikkje finna honom. – 3) kjende, mærke, erfare. (Sjelden). Han fekk so finna: han fik mærke, at det var saa (el. han fik nok føle det). B. Stift. Finna seg: befinde sig (jf. finnast). Finna seg i: taale, slaae sig til Taals med. – Andre Talemaader. Han heve sitt i finna (Betonet “i”): han har sit eget at finde deri, dvs. han kan ansee det som Gjengjeld, noget som han allerede har gjort Fyldest for og altsaa kunde vente. (Nordre Berg.). Med Partikler: Finna aat: laste, spotte, have noget at udsætte paa en Ting. (Hertil Aatfinning, aatsinnsam). Finna fyre: finde for godt, beslutte sig til. Finna paa: hitte paa, optænke. Finna upp: opfinde. Finna uti (‘ti), faae fat paa, træffe, overkomme.

finnande, adj. som er at finde. Han fann alt som finnande var.

Finnar, m. Finder, Opdager.

finnast, v.n. (finst, fanst, funnest), 1) træffe hinanden, komme i Samtale. (Imprf. funnost). – 2) være at finde. Det fanst ikkje i Huset. – 3) med “um”: synes om, være tilfreds med. Eg finst ikkje um det. Sdm. og flere. Skal ogsaa forekomme i Betydn. undres, forundre sig. Jf. firnast.

Finnball, m. Haarkugler, som undertiden findes i Dyrenes Indvolde. Tel. Buskr. Smaal. Nogle St. Trollnysta.

Finne, Ødemark, s. Firne.

finnersam, s. firnesam.

Finngjerd (gjær), f. Trolddom, som man fordum tillagde Finnerne. Nordl.

Finngøyk, s. Gøyk.

Finning, f. det at man finder noget; ogsaa Fund, Opdagelse. Finningsløn, f. Findeløn (= Fundarløn). Finningstad, m. Findested.

Finnkjeksa, s. Finska.

Finnkula, f. omtr. som Finnball. Hall. og fl.

Finnlending, m. Indbygger af Finnland (ved Østersøen). Jf. Kvæn.

Finnmudd, m. Pels, s. Mudd.

finnsam, adj. nem til at finde noget, skarpsynet. Nogle St. finnen. Jf. fundvis.

Finnskjegg, s. Finn.

Finnsko, m. et Slags Sko, som Finnerne bruge; ogsaa kaldte Kommagar.

Finnskot (o’), n. et Slags Sygdom. Østl. Nogle St. omtr. som Alvskot. – finnskoten (o’), truffen af Finnskot.

Finnstar, n. finske Ansigtstræk. Helg.

Finnstede (-ste’e), m. Engflade med Børstegræs (Finn 3). Tel. S. Stede.

Finnstyng, m. en Hestesygdom. Sæt.

Finntaatt, og Finntopp, s. Finn, 3.

Finntusta, f. Dusk af Børstegræs. Tel.

finnutt, adj. finnet, knortet i Ansigtet.

finrast, forundres; s. firnast.

finsk, adj. finsk, tilhørende Finnerne.

Finska (Finnska), f. Finnekvinde. Ellers Finngjenta, Finnkona (o’) el. -kjerring, og med mindre Agtelse: Finnkjeksa, el. Finntøta. Nordl. (S. Finn, 1).

Finskap (ii), m. Fiinhed, Vakkerhed; ogsaa
Kræsenhed, Fornemhed.

finsleg, adj. net, pyntelig; ogsaa venlig (jf. fin). Voss og fl.

Finsmide, n. fiint Smedearbeide. Sjeld.

fint (ii), adv. net, vakkert; ogsaa smaat, ubetydeligt. Fara fint fram. Eta fint. Det gjekk fint.

fintalande, adj. artig el. pyntelig i Talen. Hedder ogsaa finsvallug, -svøllug. Hall.

finvoren (o’), noget fiin; ogs. kræsen.

Fiol, m. s. Fela.

fira, v.a. (ar), fire, lade falde, give løst. Ogsaa v.n. give efter, vige, føie sig. Nyere Ord. Sv. fira; Holl. vieren.

firafotom, s. fjoromfotom.

Fir-alning, m. stok paa fire Alens Længde.

Fir-aaring, m. fire Aar gammel Hest (el. andet Dyr). Hedder ogsaa: Firæring, Gbr. Fjoræring, Vald. (S. fire).

firbroten (o’), adj. lagt i fire Folder.

Firbyrding, m. liden Baad, hvis Sider bestaae af fire Bord (Planker). Firbyring (y’), Ryf.

fire, Talord, s. fjore. I Sammensætning bruges mest alm fir (fiir), sjelden fjor. Ogsaa G.N. har (ved Siden af fjór) en afvigende Form: fer, som: ferfaldr, ferfættr, ferskeytr.

Firel (i’), Vei, Spor; s. Ferel.

firfeld, adj. firedobbelt, bestaende af fire Dele. “fiirfelt”, Nordl.

Firfot, Øgle; s. Fjorføtla.

firføtt, adj. firføddet. G.N. ferfœttr.

firhyrnutt, adj. fiirkantet.

Firkant, m. fiirkantet Stykke. firkantad, adj. = firhyrnutt.

Firkeiping (kj), m. Baad med fire Aarepar.

firla (i’), v.n. kludre, s. fitla.

firlagd, adj. firedobbelt; f. Ex. om Traad.

Firmenning, m. Slægtning i fjerde Led. Sjeldnere Fjormenning (i Hall. Fjørmenning). Mest i Fleertal ligesom Trimenning. G.N. fjórmenningr, og fermenningr.

firnast (i’), v.n. undres, forundre sig; see paa noget med stor Nysgjerrighed (= furda). Findes i en afvig. Form: finnrast, finnres, i Indh. (Sparbu, Snaasen). Isl. firna. En mere tvivlsom Form er “finnast”, hvorom s. finnast. Jf. firnesam.

Firne, n. (?), Vildmark, fjerne og uveisomme Egne. Sædvanligst i Formen “Finne” i Forbindelse med “Fjell”. Fara Fjell og Finne, Tel. Vald. og fl. Afvig. “Finn”, Num. “Finna”, Voss. G.N. firn, á fjöll ok á firn. Paa Sdm. hedder det “Fjell aa Fiende”, vistnok for Finnende, Firnende. Isl. firnindi.

firnesam, adj. forundret, forgabet; ogsaa nysgjerrig. Indherred i Formen finnersam (s. firnast).

firr! et Udraab, hvormed man driver Hestene. Sdm. og fl. Vel egentl. videre, længere frem. (G.N. firr, fjernere).

firra, v.n. (ar), 1) drive, skynde paa. Firra paa. Sdm. Nordl. I Tel. firrande fort, dvs. i flyvende Fart. (G.N. firra, bortfjerne; jf. fjerr). – 2) løbe, vimse omkring. Tel. (s. Landst. 677). Ogsaa: gaae skjævt eller i Buer, f. Ex. om en Skive, som man kaster i Luften. Tel – 3) bruse op, fare op som i Hidsighed. Tel. Hall.

Fir-roring (ii), m. Baad med fire Aarepar. Nordl. – Ellers Firrøming, m. en Baad med fire Rum. Lof.

firs (ii), = aatteti. Østl.

firskoren (o’), adj. skaaren (savet) paa alle fire Sider, om en Planke; altsaa: heel. jævntyk, uden nogen Barkside.

Firstengel (gj), m. en Rude paa 16 Qvadrat-Stænger (fire Maalestænger i Længde og Bredde). Toten.

firstrindutt, adj. fireradet, med fire Linier eller Striber. Sdm. og fl.

firtelgd, adj. tilhuggen paa fire Sider. Hall.

Firtume (u’), m. Spiger, 4 Tommer lang.

Firæring, s. Firaaring (og Færing).

fisa, v.n. (fis, feis, fiset, i’), fise, fjerte (G.N. físa); ogsaa: puste, blæse, f. Ex. for at faae Ild til at brænde. Hertil: Fis (ii), m. Jf. Oskefis. Sjeldnere: Fis (i’), n. Fisen.

Fisball (i’), s. Fissopp.

Fisk (i’), m. Fisk (piscis). G.N. fiskr. Bruges a) om enkelte Fiske; f. Ex. store Fiskar. b) kollektivt, uden Fleertal, f. Ex. smaa Fisk; myken Fisk; sum Fisken (dvs. en Deel af Fiskehoben). c) om Fiskens Kjød. Laksen er raud i Fisken. – Andre Betydninger i Kinnfisk og Golvfisk.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   33   34   35   36   37   38   39   40   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə